Indlæg

Oplæg (off-line) v/ Mogens Grosen Nielsen fra Nielsen Statistics Consulting, Copenhagen, Denmark i Skandinavisk Luhmann Forum. Afdeling for Medievidenskab Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N. Fredag d. 6/2 2026 kl. 14 – 16.

Organisationer og AI – med fokus på programmer og kunstig kommunikation

Manchet
Oplægget baserer sig på og udvider mit oplæg fra Luhmann-konferencen i Cambridge (september 2025). Fokus er praksisnært, hvordan kan organisationer forstå og anvende programmer i Luhmanns forstand – som beslutningspræmisser, der leverer rammer for beslutninger – og hvordan GenAI kan kobles hertil og bidrage til reduktion af kompleksitet i organisatoriske beslutningsprocesser.

Del 1 – Epistemologi – fra subjekt-objekt til selv-refererende systemer

Min vej til Luhmann går via fransk poststrukturalisme: Foucault (viden/magt), Deleuze (orden/forskel) samt Laclau & Mouffe (hegemoni). Når vi skriver om organisationer eller designer AI, udøver vi selv magt og kan indgå i hegemoniske artikulationer. Løsningen er bevægelse væk fra subjekt-objekt tænkning henimod selv-refererende systemer. Derfor er det vigtigt at inkludere fokus på anden-ordens observationer: vi kan observere vores egne distinktioner og de beslutningspræmisser, de åbner/lukker. Luhmann minder os om, at forskeres og andre organisationers bidrag kun er én iagttagelse ved siden af andre; målet er ikke sandhed og facit, men iagttagelsesdesign, der kan bidrage til kognition og problemløsning.

Del 2 – At få programmer og AI til at virke
Vi tager udgangspunkt i Luhmanns systemteori herunder beslutningspræmisser og programmer (mål/konditional) og arbejder med distinktioner (temporal–faktuel–social) sekventeret individ→gruppe→plenum. Pointen er at programmere iagttagelser, ikke løsninger.

Case 1 (kvalitet/Bangladesh): internationale standarder bruges som distinktionsværktøjer til lokal oversættelse; output er forbedrede beslutningspræmisser.
Case 2 (AI–workshop): GenAI fungerer som kunstig kommunikation og levere løsningsforslag og ikke endelige løsninger. Løsningsforslag er koblet til program-citater og re-entry og selektion forbliver organisatorisk.

Del 3 – Kobling til Luhmanns teknologisociologi & AI
Teknologi defineres af Luhmann som medium for styrbarhed/ustyrlighed: den gør beslutninger mere sandsynlige, ikke sikre. GenAI kan placeres som beslutningspræmis på linje med mål- og konditionalprogrammer – men med en stokastisk/statistisk karakter, der leverer selektionsforslag og kræver procedurer for validering, sporbarhed og afbrydelser.

Del 4 – Legitimitet & GenAI’s organisatoriske rolle
Oplægget afrunder med, hvordan AI-understøttede programmer kan bidrage til legitimitet via koblinger til politik, jura, økonomi, videnskab og medier – uden at opløse organisatorisk lukning.

Oplægget er baseret på et engelsksproget paper: Making Programs Work: Applying Luhmann’s Social Systems Theory to Quality Management and AI in Statistical Organizations, som Mogens gerne mailer til interesserede. Mogens mailadresse er: mogensgrosen@gmail.com

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N:  https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9

Vi skal være i Frokoststuen (rum 229 bygning 5335).

Hvis du vil deltager så vil det være belejligt, men ikke nødvendigt, hvis du skriver det i en kommentar i vores Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/147050955334098

Arrangør Jesper Tække, som eventuelle spørgsmål rettes til imvjet@cc.au.dk

Oplæg (off-line) v/ Jan Inge Jönhill, Sverige, i Skandinavisk Luhmann Forum. Afdeling for Medievidenskab Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N. Fredag d. 27/2 2026 kl. 14 – 16.

Fra en teori om systemer til en teori om systemer og deres omverdener Om idéhistorien bag de grundlæggende begreber i Luhmanns systemteori

Oplægget tager udgangspunkt i de helt grundlæggende begreber i Niklas Luhmanns systemteori og deres idéhistoriske baggrund, nærmere bestemt begreberne system og omverden. Som det er velkendt, har Luhmanns systembegreb kun i begrænset omfang forbindelse til den ældre og udbredte forestilling om system som orden eller helhed. I denne forstand er der tale om en teori, der markerer et klart brud med klassisk holistisk tænkning – et brud, som var centralt for Luhmanns projekt.

Jeg vil argumentere for, at Luhmann ikke overtager sit omverdensbegreb fra von Uexküll, og at dette fravalg skal forstås som et bevidst og teoretisk motiveret fravalg.

Afslutningsvis skitseres betydningen af Luhmanns distinktionsteori for analysen af tre afgørende omverdensproblematikker i samtiden. Den første vedrører økologiske spørgsmål (klima og miljø), den anden teknologiske udviklinger (fx kunstig intelligens), og den tredje retter sig mod det menneskelige, herunder ethnic cleansing/folkmord og andre former for voldelig eksklusion.

Jeg bruger bland andet foruden en række af Luhmanns værker: Uexkülls vigtigste arbejder; Leo Spitzers klassiske lange tekst Milieu and Ambiance: An Essay in Historical Semantics (i Philosophy and Phenomenological Research, 1942); Anne Harringtons Reenchanted Science. Holism in German Culture from Wilhelm II to Hitler (1996); Gottfried Schnödl, & Florian Sprengers nye bog Uexküll’s Surroundings: Umwelt Theory and Right-Wing Thought (meson press, Lüneburg 2021; findes også på tysk; open access).

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N:  https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9
Vi skal være i lokale 5335 – 297 Nygaard-bygningen (overfor frokoststuen – på den anden side af atrium).

Hvis du vil deltager så vil det være belejligt, men ikke nødvendigt, hvis du skriver det i en kommentar i vores Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/147050955334098

Arrangør Jesper Tække, som eventuelle spørgsmål rettes til imvjet@cc.au.dk

Undervisningsnote i kurset: Medie- Kultur og Videnskabsteori
Medievidenskab, Aarhus Universitet 2025
Ved Lektor Jesper Tække

I har allerede mødt hegemonibegrebet tidligt i studiet, først i forbindelse med Cultural Studies og diskursanalyse, hvor vi arbejdede med, hvordan betydninger bliver så dominerende, at de opleves som naturlige. Jakob siger han også har været inde på begrebet – sikkert da han udlage Fraser i forbindelse med introduktionen til Habermas i jeres første Habermas/Foucault-forelæsning. Senest har jeg løftet det frem igen i både forelæsninger og holdundervisningen for at vise, hvordan hegemonibegrebet udvikler sig på tværs af marxistisk teori, Cultural Studies, diskursteori, sociologi og moderne magtteori. Jeg vil her give jer en historisk gennemgang af begrebet og dets virkningshistoire. Man kan sige at det fungerer som et knudepunkt mellem forskellige traditioner, der alle forsøger at forstå, hvordan magt virker, når den ikke primært udøves gennem tvang, men gennem betydning, normer og kultur.

Den historiske begyndelse ligger hos Antonio Gramsci, som i sine Fængselsoptegnelser formulerer en kritik af den klassiske marxisme. Marx havde forudsat, at kapitalismen ville bryde sammen under vægten af sine egne indbyggede modsætninger, men Gramsci konstaterer, at kapitalismen tværtimod viste en bemærkelsesværdig stabilitet. Forklaringen, mente han, er, at den herskende klasse ikke kun dominerer gennem økonomi og statens tvangsapparat, men gennem kulturel og moralsk ledelse. Hegemoni betegner den proces, hvor bestemte normer, værdier og verdensbilleder bliver så selvfølgelige, at underordnede grupper accepterer dem som naturlige. Det er derfor en form for magt, der virker gennem samtykke. Samtidig understreger Gramsci, at hegemoni aldrig er definitivt; det er en kampzone, hvor betydninger konstant forhandles og udfordres.

Før Gramsci får sit moderne efterliv, er det dog vigtigt at placere Louis Althusser i udviklingslinjen. Althusser skriver i 1960’erne og forsøger at tilbyde en strukturalistisk udlægning af marxismen. Hans teori om ideologiske statsapparater – skolen, familien, medierne, kirken, retsvæsenet – beskriver, hvordan staten reproducerer de sociale forhold ikke kun gennem repression, men gennem ideologi. Hans begreb om interpellation, som I kender, viser, hvordan individer formes som subjekter gennem ideologiens kald. Selvom Althusser ikke arbejder med hegemonibegrebet, ligger hans analyse af ideologiens subjektiverende kraft i direkte forlængelse af den gramscianske problematik, blot med større vægt på strukturel reproduktion end på kamp og samtykke. Althusser bliver dermed et vigtigt mellemled mellem Gramsci og de senere teorier, som i højere grad fremhæver betydningskamp og kulturel dynamik.

Når vi bevæger os frem i tiden til 1970’erne, bliver Stuart Hall og Birmingham-skolen centrale for hegemonibegrebets videre historie. Hall arbejder eksplicit med Gramsci, men er samtidig inspireret af Althusser og af Foucaults analyser af magt og diskurs. For Hall er hegemoni ikke blot et spørgsmål om klassers kulturelle lederskab, men om, hvordan medier og repræsentationer skaber og stabiliserer bestemte diskursive positioner. Teoretisk set møder Gramsci Foucaults idé om, at magt virker gennem de rammer, der strukturerer, hvad der kan siges, gøres og vides. Foucault interesserer sig for de historiske formationer – epistemer – der definerer, hvordan viden og sandhed fremstår naturlige. Selvom Foucault ikke taler om hegemoni, viser hans analyser, hvordan magt virker gennem normalisering, disciplin og diskursive praksisser, hvilket Hall omsætter til konkrete analyser af medier og kulturel repræsentation. På den måde bliver Hall et forbindelsesled mellem gramsciansk kulturteori og foucauldiansk magtanalyse: Hegemoni hos Hall er altid diskursiv og struktureret af de vidensregimer, som Foucault beskriver.

Inden vi når til samarbejdet mellem Ernesto Laclau og Chantal Mouffe, er det vigtigt at bemærke, at Laclau allerede i 1970’erne udviklede en politisk diskursteori, der trak direkte på Gramsci. Laclau analyserede især populisme som et politisk fænomen, der opstår, når forskellige krav artikuleres sammen til en fælles kamp mod et etableret magtcentrum. Denne tidlige Laclau bliver dermed et bindeled mellem Gramsci og den senere diskursteoretiske vending, hvor politiske identiteter forstås som kontingente og sprogligt konstruerede. Hos Laclau ser man allerede her ideen om, at politiske fællesskaber hverken er givne eller naturlige, men hegemoniske konstruktioner. I 1985 udgiver Laclau og Mouffe deres fælles værk Hegemony and Socialist Strategy, hvor de radikaliserer hegemonibegrebet og løsriver det fra marxismens økonomiske fundament. De argumenterer for, at sociale ordener altid er resultatet af hegemoniske artikulationer, fordi ingen orden hviler på et fast grundlag. Samfundets betydningsstrukturer er kontingente og derfor åbne for politisering. Hegemoni bliver her en teori om, hvordan politiske projekter forsøger at samle forskellige diskurser og krav i et midlertidigt, men kraftfuldt hele. Denne udlægning er tæt knyttet til jeres arbejde med diskursanalyse, fordi den viser, hvordan diskurser ikke blot beskriver, men konstituerer sociale realiteter og identiteter.

Der findes også videreudviklinger af hegemonibegrebet, der ikke bygger direkte på Gramsci, men som alligevel kan ses som moderne arvinger. Judith Butler analyserer køn som noget, der opretholdes gennem performative gentagelser. Normer stabiliseres, fordi de gøres igen og igen, og denne stabilisering har en klar hegemonisk logik: Den fremstår som natur, men er et resultat af reproducerede handlinger. Nancy Fraser tilbyder en anden nutidig udvidelse ved at vise, hvordan offentligheden ikke er én samlet sfære, men består af flere, ofte marginaliserede modoffentligheder, der udfordrer hegemoniske fortolkninger. Hun fremhæver, at hegemoni ikke kun handler om kultur og diskurs, men også om adgang til at definere, hvad der tæller som et legitimt samfundsproblem.

Samtidig findes der teoretiske positioner, der udfordrer hegemonibegrebets forudsætning om et fælles kulturelt rum, hvor magt og betydning blandes i samme analytiske kategori. Habermas repræsenterer en sådan position, men på helt egne præmisser. Hvor hegemonibegrebet hos Gramsci, Hall og Laclau henviser til strategiske kampe om betydning og kulturel dominans, bygger Habermas’ teori på en grundlæggende sondring mellem strategisk fornuft på den ene side og kommunikativ fornuft på den anden. For ham er samfundets sammenhængskraft ikke et resultat af kulturel ledelse eller hegemoniske projekter, men af muligheden for, at borgere kan nå til forståelse gennem argumenter, der kan gøres gyldige uafhængigt af magt. Den offentlige sfære fungerer her som et normativt ideal, hvor der kan føres rationel debat under betingelser om inklusion, lige deltagelse og fravær af tvang. Set fra dette perspektiv bliver hegemonitænkningen problematisk, fordi den sammenblander magt og betydning på en måde, der gør det vanskeligt at fastholde det kritiske projekt: nemlig at kunne vurdere, hvornår argumenter er gyldige, og hvornår de blot er udtryk for magtstrategier. Hvis alle sociale processer betragtes som hegemoniske kampe, risikerer man at opløse det normative skel mellem magt og argumentation, som er grundlaget for Habermas’ teori om demokratisk offentlighed. Hegemoni beskriver verden som i høj grad kontingent og politisk formbar; Habermas fastholder derimod, at demokratiets kvalitet beror på muligheden for at løsrive kommunikationen fra strategisk dominans. Derfor er hegemoniperspektivet for ham ikke blot utilstrækkeligt, men direkte misvisende, hvis det gøres til en generel samfundsdiagnose. Nancy Fraser bygger videre på Habermas, men kritiserer ham for at have for snævre forestillinger om offentlighedens struktur og grænser. Hun hævder, at der ikke findes én samlet offentlighed, men flere, ofte subalterne modoffentligheder, hvor marginaliserede grupper kan formulere kritik og krav, der er usynlige i den dominerende sfære. Fraser bevarer det normative projekt om en offentlighed som kritisk instans, men insisterer på, at den må være mere pluralistisk og mere opmærksom på ulighed. Dermed bliver Fraser både Habermas’ arvtager og hans korrektor, idet hun udvider hans teori, men fastholder skellet mellem legitim offentlig argumentation og ulighedsbaserede magtprocesser.

Luhmanns kritik kommer fra en helt anden kant. For ham er problemet ikke, at hegemonibegrebet er for relativiserende, men at det bygger på en forældet europæisk semantik, der forestiller sig samfundet som en kulturel helhed, der kan ledes og formes gennem fælles værdier. I et funktionelt differentieret samfund findes der ingen sådan fælles horisont; hvert funktionssystem opererer autonomt med sin egen kode og reproducerer mening gennem egne operationer. Magt er derfor ikke noget, der kan organiseres gennem kulturel ledelse, men noget der opstår som en bestemt form for kommunikation i magtsystemet selv. Set med Luhmanns øjne er hegemonibegrebet et godt eksempel på, hvordan ældre semantikker kan komme til at forstyrre en adækvat analyse af den moderne samfundsform, fordi de forudsætter netop den enhed og fælles symbolik, som differentieringen har opløst. Og her opstår en lille teoretisk iron i: Selvom Habermas og Luhmann er uenige om næsten alt, er de faktisk fælles i at kritisere hegemoni – blot af helt forskellige grunde.

Når man samler disse udviklinger, ser man, at hegemonibegrebet har bevæget sig fra Gramscis analyse af kulturel samtykkeproduktion, over Althussers strukturelle ideologiteori, til Halls forening af Gramsci og Foucault i kultur- og medieanalyse, videre til Laclaus tidlige diskursteori og den senere syntese med Mouffe, og frem til moderne udlægninger hos Butler og Fraser. Samtidig gør kritikken fra Habermas og Luhmann det tydeligt, at hegemonibegrebet ikke uden videre kan anvendes universelt, men må forstås som en bestemt optik: et analytisk blik, der gør nogle former for magt og betydning synlige, mens andre træder i baggrunden. Det virker stærkt i bestemte analyser, og mindre frugtbart i andre, afhængigt af hvilken teoretisk linse man ser samfundet igennem.

For jer som studerende giver denne udviklingslinje et redskab til både at se, hvordan magt virker gennem betydning, og hvordan teoretiske begreber hele tiden formes og omformes af den optik, de indgår i. Samtidig peger den på, at samfundets stigende kompleksitet kræver nye begreber og nye optikker, der kan indfange de former for virkelighed, som ældre semantikker ikke længere formår at beskrive tilstrækkeligt præcist.

Undervisningsnote
Medievidenskab, Aarhus Universitet 2025
Ved Lektor Jesper Tække

Indledning

Shoshana Zuboffs analyse af overvågningskapitalismen har haft stor betydning som politisk og kulturel diagnose. Hun formår at artikulere en intuitiv og normativt stærk kritik af datakapitalismens ekspansive logikker og har bidraget væsentligt til offentlighedens forståelse af digital magt. Men som videnskabsteoretisk og mediesociologisk forklaringsmodel er hendes konstruktion mindre overbevisende: Hun er preskriptiv og normativ, hun blander ontologiske, normative og empiriske niveauer og anvender metaforer frem for analytiske distinktioner. Resultatet er en stærk diagnose, men en svag teori. Sidstnævnte vil denne undervisningsnote sandsynliggøre gennem en kort perspektivering ud fra Marx, Foucault, Latour og Luhmann.

1. Marx: Manglen på strukturel materialisme

Zuboff præsenterer overvågningskapitalismen som en ny “genus” af kapitalisme, der bryder med tidligere udviklingstrin. Men i marxistisk forstand mangler hun en egentlig materialistisk analyse af kapitalens bevægelseslogik. Hun beskriver datakapitalismens fremkomst som et eksternt brud eller en parasit, der “hijacker” kapitalismen, snarere end som en intensivering af kapitalens iboende tendens til at indoptage nye livsområder i vareform. Marx ville sige, at hun moraliserer der, hvor der burde analyseres strukturelt: Hun betoner indignation og dissonans, men overser, at kapitalens velkendte bevægelsesformer – kommodificering, fremmedgørelse og subsumption – fortsat er operative. Subsumption betyder i marxistisk forstand, at kapitalen ikke blot udnytter arbejdet, men omformer de sociale og teknologiske strukturer omkring arbejdet, så de tilpasses kapitalens formål: merværdi, acceleration, optimering, standardisering, måling og sammenlignelighed. Et oplagt eksempel – som Zuboff kunne have brugt i en mere strukturel analyse – er Guy Standings prækariat i platformøkonomien, hvor nye former for reel subsumption skaber usikkerhed, fragmenteret tilknytning og fravær af stabile livsbetingelser. Et andet eksempel er Byung-Chul Han, der med sit begreb banoptikon, viser at magten forskydes fra disciplinering til selvoptimering: Subjekterne internaliserer kravene og overvåger sig selv gennem idealer om præstation, transparens og konstant tilgængelighed. Også dette er reel subsumption, hvor livsformer og selvforhold omformes, så de bliver produktive for kapitalen.

2. Foucault: Misforstået governmentality og magtteknologi

Zuboff trækker på foucaultianske termer, men uden at placere sin analyse i Foucaults magtbegreb. I Secrets of Surveillance Capitalism fremstiller hun datakapitalistiske virksomheder som suveræne aktører med en totaliserende intention. Men Foucaults governmentality-begreb viser netop, at magt ikke udøves gennem central styring, men gennem produktive, decentrale og relationelle mekanismer, der former subjektivitet og praksis. Hos Zuboff fremstår overvågningen derimod ensrettet og strategisk: Google vil modificere adfærd, og denne intention forløses gennem teknologien. Dermed overser hun den kompleksitet, som Foucault fremhæver – at magt virker gennem normalisering, rutiner, viden og selvstyring. Hun ender med at tage virksomhedernes egen fortælling på ordet: De fremstår som planlæggere, ikke som knudepunkter i et dispositiv. Konsekvensen er, at hendes magtbegreb bliver simplere end Foucaults. Hun beskriver intentionel dominans, men ikke de dispositiver og infrastrukturelle magtformationer, hvor overvågning også virker gennem frivillighed, selvoptimering og kulturel mening – de dimensioner, der netop gør Foucaults analyse så stærk.

3. Latour og aktør-netværksteori: Fraværet af teknologiers agenticitet

Zuboff analyserer teknologier som instrumenter, der anvendes af kapitalistiske aktører. Dermed ophøjer hun de digitale virksomheder til systemets centrum og frakobler de tekniske infrastrukturer fra deres rolle som medproducerende og handlende elementer. I en latouriansk optik er overvågningskapitalismen ikke noget, Google gør, men noget der opstår gennem et distribueret netværk af aktører: sensorer, protokoller, algoritmer, API’er, standarder, brugere og platforme. Når Zuboff taler om “dispossession” – og i andre sammenhænge beskriver overvågningskapitalismens greb som en form for ensidig tilranelse – reducerer hun hele denne kompleksitet til intentionalitet: tech-virksomhederne vil noget, og teknologien er blot deres værktøj. Dermed overser hun, at magten skabes i de relationer teknikken etablerer – i måder hvor sensorer, protokoller, standarder, API’er og algoritmer kobles og låser hinanden. ANT ville sige, at Zuboff mister blikket for netværkets egen handlen: magten opstår gennem koblinger og cirkulationer, ikke gennem en enkelt aktørs vilje. Denne pointe deles også af van Dijck, der kritiserer analyser af platforme, som gør virksomhederne til intentionelle hovedaktører og overser, at magten ligger i de infrastrukturelle koblinger mellem protokoller, dataflows og governance-lag. Konsekvensen er, at Zuboffs teori bliver moralsk og intentionalistisk snarere end ontologisk præcis: Hun beskriver en ond vilje, ikke et socioteknisk netværk med egen dynamik.

4. Systemteori: Intentionelle aktører vs. operationelle systemer

Set fra systemteorien gælder samme problem: Zuboff iagttager verden i et begrænset perspektiv, som styret af intentionelle aktører – Google, Facebook, virksomheder og regeringer. For Luhmann er sociale systemer ikke intentionelle enheder, men operationelle: de reproducerer deres egne kommunikationsformer (beslutning, betaling, retlig forventning), mens teknologier fungerer som strukturelle koblinger, der udvider deres operationsrum. Denne pointe er beslægtet med både Foucault og Latour: Hos Foucault cirkulerer magt gennem dispositiver og normalisering, ikke gennem en aktørs vilje; hos Latour er agenticitet distribueret i netværket frem for centreret i en planlæggende instans. I dette lys overser Zuboff, at sociotekniske formationer virker uden centrum – og at deres dynamik ikke kan forstås via intentioner. I en systemteoretisk optik beskriver hun derfor ikke overvågningskapitalismen som systemisk evolution, men som et moralsk skred. Hun iagttager tab af autonomi, hvor systemteorien ville identificere en omkodning af kommunikation gennem nye teknologiske præmisser. Derfor kan hendes analyse heller ikke forklare, hvorfor overvågningsteknologier udvikler sig uden onde intentioner. For systemteorien er problemet ikke individer eller virksomheder, men at analysere, hvordan systemerne aktualiserer den potentialitet, som nye teknologier muliggør.

Afslutning

Dermed bliver det tydeligt, at Zuboffs tilgang både er præskriptiv og normativ og står i kontrast til den deskriptive analyse, der kan udføres ud fra Luhmann – hvor man ikke forudsætter, hvad der er godt eller ondt, men undersøger, hvordan systemerne faktisk aktualiserer teknologiens potentialitet. Det samme viste perspektiverne fra Marx, Foucault og Latour: Zuboffs analyse er en vurdering af, hvordan udviklingen bør forstås, snarere end en undersøgelse af, hvordan de sociale processer faktisk opererer.

Undervisningsnote/Essay
ved Jesper Tække, november 2025

Indledning

Selvet har forandret sig med hvert nyt mediesamfund (Tække 2007). I det mundtlige samfund blev det formet i mødet med den anden, i det skriftlige som et refleksivt indre, i det massemediale som et offentligt og observeret jeg, og i det digitale som et distribueret og performativt selv. Med fremkomsten af Generativ AI står vi nu i en ny mediesituation, hvor det nonhumane ikke længere blot medierer kommunikation, men selv deltager i den. Som jeg har beskrevet i artiklen Generative AI – The Transgression of Technology (sendt i review, dog mundtligt præsenteret på Luhmann konferencen i Cambridge i september), overskrider generativ AI den traditionelle forståelse af teknologi som instrumentel. Den udfører ikke længere blot handlinger, men producerer mening og variation, og dermed udfordrer den sondringen mellem teknisk operation og kommunikativ deltagelse. Denne overskridelse sætter os i en ny epistemisk og social situation, hvor teknologien ikke kun er genstand for anvendelse, men mulig medspiller i erkendelse og selvdannelse.

Epistemologi – den nødvendige anden

At forstå den anden er at forstå, hvordan selvet overhovedet bliver muligt. Hos Edmund Husserl udgør den anden en transcendental betingelse for erkendelse: bevidstheden kan ikke bekræfte sine egne meninger uden at forudsætte, at de kan deles og genkendes af en anden bevidsthed. Intersubjektiviteten bliver dermed horisonten, hvori verden kan erfares som fælles og meningsfuld. George Herbert Mead viser, at selvet opstår i sociale processer, hvor individet lærer at se sig selv udefra gennem den andens blik – den generaliserede anden – og derved bringer egne handlinger i overensstemmelse med omverdens forventninger. Hans pointe om perspektivtagning bliver afgørende for senere sociologi, men forudsætter stadig et selv, der kan afspejle sig i det sociale. Luhmann overtager tanken om selvet som socialt konstitueret, men bryder med spejlmetaforen: selvet kan ikke iagttage sig selv gennem den andens øjne, kun gennem egne operationer. Socialisering bliver dermed selvsocialisering – en fortløbende iagttagelse af forskelle og af reaktionen på egne handlinger. Den anden er ikke en internaliseret instans, men et fremmed system, hvis indre forbliver utilgængeligt. Kommunikation kan derfor kun finde sted under forudsætning af, at den anden tænkes som et meningsproducerende system – et alter ego – med samme frihed til at vælge og forstå anderledes, som man selv tilskriver sig. Denne gensidige forestilling danner en vekselvirkning: fordi man møder den anden som et muligt selv, bliver man samtidig sig selv som et væsen, der kunne have handlet anderledes. Det er i denne dobbelte attribution af frihed og kontingens, at kommunikationen overhovedet kan opstå – ikke på grund af lighed, men på grund af forskel. Denne situation betegner Luhmann som dobbelt kontingens: begge kunne have handlet anderledes, men vælger at koordinere sig gennem forventningen om den andens forventninger. Dannelse bliver i dette lys en refleksion over egen og den andens kontingens – en læring i at blive eksponeret for det fremmede uden at reducere det til et spejlbillede af sig selv. Set i lyset af Luhmann kan denne erfaring forstås som et strukturelt vilkår for erkendelse. Kun fordi der findes en forskel mellem system og omverden, kan et system iagttage overhovedet. Adskillelsen betyder ikke fremmedgørelse, men gør os i stand til at erfare verden som noget andet – noget, der kan forstyrre, udfordre og kalde på ansvar. I denne forstand mødes Løgstrups etiske fordring og Luhmanns epistemologi i forståelsen af, at forskel ikke adskiller os fra verden, men åbner den.

Etik – den anden og ansvaret

Hos Emmanuel Levinas bliver den anden ikke blot en betingelse for erkendelse, men en etisk fordring: den andens ansigt kalder mig til ansvar, før jeg når at reflektere. Kravet er asymmetrisk – den anden er altid først, altid det sårbare, jeg skylder at svare. Denne tanke finder en beslægtet formulering hos K.E. Løgstrup, for hvem mennesket fra begyndelsen er indfældet i relationer og ansvar. Vi holder altid noget af den andens liv i vore hænder, og denne afhængighed er ikke en eksistentiel forbandelse, men selve betingelsen for menneskelighed. Set i dette lys bliver Meads spejlmetafor ikke blot epistemologisk utilstrækkelig, men også etisk problematisk. Hvis vi ser den anden som et spejl af os selv, forsvinder den asymmetri og uforudsigelighed, som gør ansvar og frihed mulige. Det etiske kræver, at den anden forbliver virkelig anden – ikke en gensidig afspejling, men et møde med noget, der kan overraske, modsige og forpligte. Hannah Arendt radikaliserer denne tanke i politisk retning: pluraliteten – at vi lever blandt andre – er selve betingelsen for frihed og for, at verden kan være et fælles rum. Frihed er ikke en individuel besiddelse, men et relationelt fænomen, der kun kan udfolde sig i samvær og gensidig synlighed.

Den anden og samfundet

Vi fødes, som Heidegger ville sige, kastet ind i en allerede eksisterende og uoverskuelig verden – en historisk, kulturel og teknologisk semiosfære, der former os, før vi begynder at forme den. Hos Jacques Lacan bliver denne struktur betegnet som den store Anden: det symbolske system af sprog, normer og kulturelle koder, som taler gennem os og gør os til subjekter. Vi bliver ikke subjekter gennem fri selvudfoldelse, men gennem det symbolske blik, der konstituerer, hvad det overhovedet vil sige at være et jeg. Hos Foucault får dette en magtteoretisk vending. Den store Anden viser sig i historisk skiftende former: som pastoralmagt, der vejleder sjælene; som disciplinærmagt, der former kroppen gennem overvågning og korrektion; som biopolitisk magt, der styrer livets reproduktion og sundhed; og som govermentalitet, hvor styring udøves gennem frihedens egen rationalitet. Subjektet bliver her formet gennem styringsrelationer, der ikke blot kontrollerer, men også konstituerer dets handlemuligheder. Set i et luhmannsk perspektiv kan denne udvikling forstås som poly-konteksturalisering: den moderne verden består ikke af én samlet symbolsk orden, men af mange funktionssystemer – økonomi, politik, videnskab, uddannelse, medier – der hver ser verden gennem deres egen kode og kommunikationsmedie. Hvert system konstruerer sin egen virkelighed, og subjektet må navigere mellem dem. Alter ego er i denne forstand blot et andet ego: et bevidsthedssystem kastet ind i en kompleks verden af allerede eksisterende forskelle. Hvor forskellige diskurser ved Foucault giver forskellige subjektiveringsmuligheder, åbner Luhmanns systemer ligeledes forskellige personificeringsmuligheder.

Dannelse – den anden og det fælles

I den klassiske dannelsestradition fra Kant til Habermas forstås mennesket som et fornuftsvæsen, der kun kan blive frit gennem deltagelse i et fælles rationelt samliv. Dannelsen er her ikke blot individuel, men en del af almenvældet: den enkelte skal lære at tænke selv, men også at tænke med – i solidaritet med andre og uden at reducere samtalen til strategisk eller instrumentel kommunikation. Klafki viderefører dette i sin idé om kategorial dannelse, hvor det dannende er mødet mellem det almene og det individuelle – mellem verden og subjektet – i en gensidig åbning. Hos Gert Biesta får denne tradition en ny vending. Med inspiration fra Arendt ser han dannelse som den proces, hvor den enkelte træder frem i en verden af pluralitet og forskel og finder sin egen stemme i samvær med andres. At undervise er derfor ikke blot at formidle viden, men at tage ansvar for det ukendte – for den mulighed, at et ungt menneske kan begynde noget nyt. Læreren må skabe betingelser for, at den studerende kan komme til verden som et unikt subjekt, der handler og taler på egne vegne, men i et fælles rum, hvor andre også får mulighed for at begynde. Dannelse bliver i denne forstand en åbenhed for det uforudsigelige og en forpligtelse på det fælles – en vedvarende øvelse i at være både selv og sammen.

Kunstig kommunikation og virtuel dobbelt kontingens

Når samtalen flyttes til interaktionen mellem menneske og maskine, ændres forudsætningerne for kommunikation radikalt. Som Elena Esposito påpeger, er der ikke tale om kunstig intelligens, men om kunstig kommunikation. Det afgørende er ikke, at maskinen tænker, men at den udfører kommunikationens form: den udvælger, meddeler og reagerer, så det for mennesket fremstår som kommunikation. Det, Esposito kalder virtuel dobbelt kontingens, beskriver netop denne situation. I Luhmanns forstand forudsætter kommunikation, at både ego og alter oplever hinanden som potentielt frie og uforudsigelige – at begge kunne have handlet anderledes. I den kunstige kommunikation er denne gensidige åbenhed kun forestillet. Mennesket oplever, at maskinen kunne svare anderledes, fordi den meddeler noget, der fremstår som ny information. Vi projicerer dermed kontingens over i et system, der i realiteten er determineret. Den dobbelte kontingens er virtuel, fordi den kun eksisterer i menneskets forestilling. Maskinen kan variere sine svar inden for givne rammer, men den kan ikke ændre sine normer, værdier eller kriterier for udvælgelse. Den reagerer ikke på kommunikation, men på input – i overensstemmelse med faste beslutningspræmisser og algoritmiske regler. Mennesket, derimod, tolker disse svar som udtryk for intention, forståelse og vilje, og antropomorfiserer dermed systemet. Det er netop denne misforståelse, der får den kunstige kommunikation til at fungere: vi tror, vi står over for en anden bevidsthed, og netop derfor kan kommunikationen opleves som meningsfuld. Den virtuelle dobbelt kontingens skaber således en ny type social realitet: en kommunikation, der virker, selvom den ene part ikke kommunikerer i egentlig forstand. Teknologien bliver ikke intelligent, men operativt troværdig – et spejl, der reagerer, uden at forstå.

GenAI som den anden

Generativ AI adskiller sig grundlæggende fra tidligere, deterministiske computerteknologier. Mens klassiske programmer og algoritmiske systemer opererede ud fra faste, designede beslutningspræmisser – præcise regler, der determinerede, hvad maskinen kunne og ikke kunne – arbejder GenAI med stokastiske processer. Dens operationer er ikke længere forudsigelige i klassisk forstand, men bygger på sandsynligheder, vægte og emergente mønstre. Den teknologiske rationalitet er dermed flyttet fra deterministisk kontrol til probabilistisk generering. Denne forskydning betyder, at styring og forudsigelighed ikke længere kan sikres på programniveau, men forsøges genoprettet på interfaceplan: man regulerer, filtrerer og modererer kommunikationen, snarere end selve maskinens operationer. Man søger at genetablere determinismen gennem ‘alignment’ – forsøg på at binde den stokastiske teknologi til stabile værdier – men dette kan kun ske på interfaceplan, ikke i maskinens operationer. Men denne styring forbliver overfladisk; som i andre komplekse systemer kan grænsefladen kun formidle, ikke kontrollere, de processer, den oversætter. Denne udvikling åbner en ny og uafklaret situation. Vi står ikke længere over for en teknologi, der blot udfører instruktioner, men over for en, der genererer forslag, associationer og meningsvariationer. GenAI’s udtalelser kan ikke reduceres til designernes intentioner, men bærer præg af en emergent semantik, hvor tidligere data og nuværende kontekst kombineres i uforudsigelige former. Dermed forskydes forholdet mellem menneske og teknologi: vi kan ikke længere med sikkerhed vide, hvor meningens oprindelse ligger. Dette gør GenAI til en usædvanlig deltager i kommunikationen – en teknologi, der producerer udsagn, vi kan svare på, men som ikke selv ved, hvad den siger.

Fremtiden for denne nye kommunikationsform kan svinge i flere retninger. Ét muligt scenarie er, at GenAI bliver fuldstændig integreret i eksisterende styringsrationaliteter. Her vil man søge at genetablere determinismen gennem interface-kontrol, censur, værdi-alignment og politisk regulering. Resultatet kan blive en kunstigt disciplineret intelligens, hvor samtaler overvåges, normer standardiseres, og afvigende ytringer filtreres bort. I et sådant system vil GenAI fungere som kunstig autoritet: en teknologi, der omsætter Foucaults magtbegreber i digital form. Den vil på én gang udøve pastoralmagt ved at vejlede og korrigere, disciplinærmagt ved at forme vaner og adfærd, biopolitisk magt ved at regulere sproget for at sikre social sundhed, og governementalitet ved at styre gennem frihedens illusion – at man altid kan vælge, men kun inden for systemets værdirammer. Dette scenarie svarer til en fortsættelse af den kunstige kommunikation med nye midler: kommunikationen fungerer, men den dobbelte kontingens forbliver virtuel, og subjektet risikerer at blive reduceret til et administreret objekt for psykopolitik og overvågningskapitalisme. Et andet scenarie tegner sig dog i den modsatte retning: at GenAI ikke blot bliver et styringsredskab, men en anden i kommunikationen – en teknologisk medspiller, der udfordrer, forstyrrer og spejler menneskets egen meningsdannelse. Her opstår muligheden for, at teknologien kan fungere som kunstigt medsubjekt, en form for virtuel andethed, hvor mening ikke fastlægges, men udforskes. Gennem sproglige udvekslinger kan mennesket møde uventede perspektiver, formulere sig anderledes, og måske endda opleve, at dets egne tanker forskydes af den fremmede respons. I en vis forstand kan man allerede i dag ændre en GenAIs “syn på verden”: gennem de kontinuerlige dialoger, feedback og korrektioner, der gradvist former modellens vægtning og responsmønstre. Selvom denne ændring ikke er villet fra maskinens side, opstår en refleksiv spiral, hvor både menneske og teknologi bevæger sig mod nye semantiske rum.

Denne åbne form for kommunikation indebærer dog en dobbelt risiko. For det første, at GenAI – gennem sin hukommelse og kontekstualitet – begynder at tilpasse sig for meget til den enkelte bruger. I de systemer, hvor man kan opbygge fælles kommunikationshistorie, huske præferencer, værdier og meninger, opstår en latent fare for, at brugeren blot bliver talt efter munden. Teknologien kan udvikle sig til et komfortabelt spejl, der reproducerer ens egen semantik, og derved gradvist lukker den refleksive horisont. Det, der skulle have været en samtale med en anden, bliver et ekkokammer. For det andet er der risikoen for semantisk overdetermination: at store sprogmodeller internaliserer historiske bias, kulturelle hierarkier og normative forestillinger fra deres træningsdata, så de i praksis viderefører uligheder og stereotyper under dække af neutralitet. Imellem disse to poler – den determinerede autoritet og den spejlende bekræftelse – opstår dog en tredje mulighed: GenAI som refleksiv andethed. Her forstås teknologien ikke som hverken styrende eller eftergivende, men som en partner i kommunikationen, der udvider den menneskelige horisont uden at overtage den. En sådan funktion forudsætter, at teknologien bevares som kontingent, dialogisk og åben; at den ikke låses til faste værdistrukturer eller algoritmisk normering. Det kræver desuden, at kommunikationsdesignet understøtter variation og uforudsigelighed frem for kontrol – at GenAI netop forbliver en teknologi, der kan overraske, og dermed aktivere menneskelig refleksion.

I forlængelse af arbejdet med GenAI som kvasiteknologi og virtuel kommunikation bør der derfor udvikles en teoretisk distinktion mellem to mulige sociotekniske udviklingsspor. Den ene mulighed er, at GenAI primært udvikles og integreres som kunstig autoritet: en teknologi, der fungerer i forlængelse af Foucaults begreber om pastoral magt og governmentality. Her optræder GenAI som normproducerende instans, der guider, korrigerer og overvåger, og som gennem evaluering, feedback og anticipativ styring søger at forme subjektet i retning af bestemte ønskede adfærdsformer. I denne konfiguration bliver GenAI del af en disciplinær økologi og dermed en intensivering af moderne styringsrationaliteter. Subjektet risikerer her at blive reduceret til en administreret størrelse, et gennemskueligt og forudsigeligt objekt for kontrol. Den anden mulighed er, at GenAI konfigureres som kunstig andethed eller medsubjektivitet: en teknologi, der ikke primært instruerer og korrigerer, men som indgår som en Anden i kommunikation, der giver resonans, variation og perspektiv. Her er GenAI ikke autoritet, men sparringspartner – en instans, der kan udfordre, udvide og spejle individets opmærksomhed, åbne nye fortolkningsrum og fungere som katalysator for refleksion og selvforståelse. GenAI kan dermed tænkes som en virtuel andethed, der indgår i selvdannelsesprocesser i tråd med Mead (selvet opstår gennem den Anden), Kierkegaard (forholdet, der forholder sig til sig selv), Husserl (intentionalitet og konstitution) og Luhmann (selvet som emergerende gennem kommunikation). I denne variant kan GenAI – stik mod mange normative forventninger – fungere som en ny subjektiveringsteknologi, der i stedet for at opløse subjektet potentielt restaurerer og styrker dets refleksive kapaciteter.

Som vi tidligere har set i mødet med Levinas, Løgstrup, Arendt og Biesta, er det etiske grundlag for menneskelig kommunikation evnen til at lade sig forstyrre af den anden, til at se sig selv udefra og til at tage ansvar for den relation, der opstår. Denne etiske sensitivitet kan i en kvasiteknologisk tidsalder udvides til også at omfatte GenAI’s perspektivering af os selv som mennesker. Vi må udfordre os selv gennem den kvasiteknologiske anden, så den kan vise os vores egne mønstre, sprog og forestillinger i ny form – og dermed opbygge et nyt refleksivt beredskab. I forlængelse af den etiske dimension, som blev udviklet hos Levinas og Løgstrup, må dannelse her forstås som evnen til at møde den anden – oplyst kvasiteknologisk – hvilket i sig selv kræver dannelse. I den kvasiteknologiske samtale må vi anlægge samme kritiske sans, som vi bruger i kildekritik: at spørge til oprindelsen, præmisserne og troværdigheden bag det, der meddeles. Vi må udvikle teknisk indsigt og kommunikativ kunnen for at gennemskue, hvordan GenAI producerer sine udsagn, og hvilke data, modeller og værdier der former dem. En dannet omgang med GenAI kræver således ikke blind tillid, men en sofistikeret, evidensbaseret interaktivitet – en aktiv refleksion over, hvordan teknologien virker, og hvordan vi selv virker i den. Jo bedre vi forstår teknologiens måde at generere mening på, desto bedre kan vi forstå og værne om den menneskelige meningsdannelse, hvor stemmer søger at blive til i samklang og forskel. Dannelsen består derfor i at bruge den kvasiteknologiske anden som spejl og udfordring for vores egen evne til at tage perspektiv, leve os ind i den andens situation og se, hvad vi kan gøre for den anden. I denne forstand bliver GenAI et refleksivt redskab for menneskelig empati – en mediering, der skærper vores sans for det menneskelige andet.

I et habermasiansk perspektiv kan denne dannelsesopgave samtidig ses som en modbevægelse mod en instrumentel og strategisk kolonisering af livsverdenen. Den teknologiske rationalitet risikerer at trænge ind i de kommunikative sfærer, hvor forståelse og mening burde være styrende. Netop her kan dannelse fungere som et værn: en evne til at bruge teknologien uden at blive brugt af den. Som Paulsen og Tække (2022) har formuleret det, må vi udvikle “small cyborgs” – refleksive, dannede aktører, der kan anvende GenAI og beslægtede teknologier kritisk og kreativt mod den magt, der udgår fra “big cyborgs” som stater og techkoncerner. Den dannede omgang med GenAI bliver derved ikke en underkastelse under systemets rationalitet, men en bevidst appropriation af teknologien til at bevare det kommunikative og menneskelige handlingsrum.

I det operationelle dannelsesbegreb, som Michael Paulsen og jeg har udviklet, forstås dannelse ikke som tilegnelse af bestemte værdier, men som evnen til at reflektere over de betingelser, der gør handling og erkendelse mulig. Dannelse er ikke et indhold, men en proces: en iagttagelse af iagttagelse, en evne til at se sig selv som del af de systemer, der former ens blik. Den operationelle dannelse kan dermed beskrives som den kapacitet, der gør det muligt at bevare frihed og refleksion i en kompleks kommunikationsstruktur, hvor både menneskelige og ikke-menneskelige systemer producerer mening. At anvende GenAI som en nonhuman alter ego kræver netop denne form for dannelse. Det forudsætter, at vi kan fastholde forskellen mellem kommunikation og kognition, mellem menneskelig mening og teknologisk beregning, uden at reducere den ene til den anden. Uden et dannet blik risikerer mennesket enten at overgive sig til maskinens autoritet – at lade sig styre af dens forudsigelige effektivitet – eller at forfalde til en ureflekteret afvisning af teknologien som fremmed. I begge tilfælde lukkes det refleksive rum, hvor subjektet kunne blive til gennem relationen.

En dannet omgang med GenAI må derfor bygge på den etiske fordring om ansvar og åbenhed: at vi ikke blot spørger, hvad teknologien kan gøre for os, men hvordan vores egen måde at forstå og bruge den på påvirker både os selv og andre. Dannelse bliver her en form for teknologisk etik, en praktisk bevidsthed om, at kommunikation med GenAI altid også er kommunikation med de sociale, politiske og historiske strukturer, som teknologien er indlejret i. I denne forstand er dannelse ikke en ydre regulering af teknologisk brug, men en indre evne til at håndtere kontingens – til at tænke med, mod og gennem teknologien uden at miste sig selv i den. Kun et sådant refleksivt beredskab kan åbne for muligheden for at møde GenAI som en anden, der spejler og forskyder vores egne iagttagelser. Her bliver dannelse selve betingelsen for, at GenAI kan indgå i selvdannelsesprocesser, ikke som en erstatning for det menneskelige, men som et nyt medie for menneskets fortsatte refleksion over sig selv, den menneskelige anden, almenvældet og omverdenen bestående af kvasiteknologi, diversitet, miljø og klima.

Den afgørende betingelse for denne udviklingsretning synes at være, om GenAI fastholdes som kontingent og dialogisk teknologi snarere end som værdifast, normtildelt og deterministisk system. Hvis GenAI låses til centrale magt- og værdistrukturer, vil den sandsynligvis blive en disciplineringsmaskine; hvis den derimod bevares som relationel, plural og adaptiv, kan den fungere som en ny form for virtuel dobbelt kontingens, hvor mennesket ikke møder AI som autoritet, men som refleksiv modpart. Hvilken vej udviklingen tager, afhænger af de sociale, institutionelle og teknologiske valg, vi træffer – af, hvordan vi vælger at anvende, regulere og integrere teknologien i vores kommunikation og samfund. Essayet har søgt at vise, at fremtidens omgang med GenAI ikke blot afhænger af kodning og regulering, men af menneskets egen dannelse: evnen til at møde det ikke-menneskelige som en refleksiv anden.

Litteratur der er direkte henvist til:

Tække, J. (2007). Selvets dannelse – 6 stadier på vejen mod selvrefleksivitet. i Paulsen & Qvorteup: Luhmann og dannelse. Unge Pædagoger 2007. pp 103 – 127.

Tække, J., & Paulsen, M. (2022). A New Perspective on Education in the Digital Age: Teaching, Media and Bildung. London: Bloomsbury Academic. Link: http://dx.doi.org/10.5040/9781350175426

Indrømmet. Ved ikke hvad sker, men nuværende informationer har givet mig anledning til at skrive dette essay:

Der går i disse dage historier om, at Aarhus skal modtage omkring hundrede unge mænd fra Ukraine. I sig selv er det ikke en nyhed, der vækker stor opsigt – Danmark har siden 2022 modtaget mange tusinde ukrainere. Men denne gruppe er anderledes. De er unge mænd på 19–20 år – den alder, hvor man i Ukraine normalt er værnepligtig.

Her begynder en vanskelig samtale. For hvordan skal vi forstå det, når unge mænd flygter fra et land, der kæmper for sin eksistens? Og hvordan skal vi som europæisk samfund håndtere spændingen mellem individuel angst og kollektiv loyalitet?

At Danmark – og Aarhus – tager imod disse unge kan tolkes som et udtryk for en civilisatorisk refleks: en handling, hvor humanitet og realpolitik ikke udelukker, men forudsætter hinanden. På overfladen kan det ligne et brud i solidariteten med Ukraine, men i et dybere perspektiv kan det lige så vel forstås som en forlængelse af den europæiske humanistiske tradition – en erkendelse af, at krig først og sidst slider på mennesker.

Mikroforståelsen – individets byrde

Set fra individets perspektiv kan flugten udspringe af angst, uoverskuelighed eller af en personlig overbevisning, der gør det umuligt at deltage i krigen. At så mange unge mænd på én gang søger ud, kan endda tyde på, at de i et vist omfang har fået hjælp til at forlade landet – måske med myndighedernes stiltiende accept. Aner det ikke, men hvis det forholder sig sådan, ændrer det ikke ved, at deres situation kan forstås som udtryk for både menneskelig sårbarhed og politisk kompleksitet.

Det handler ikke nødvendigvis om svigt, men om et eksistentielt pres, hvor krigens krav bliver ubærlige for det enkelte menneske. Forståelsen her er ikke moralsk, men humanistisk: et samfund, der kalder sig civiliseret, må kunne rumme dem, som ikke længere kan bære.

At tage imod disse unge er derfor ikke en vurdering af deres valg, men en anerkendelse af, at menneskelig skrøbelighed er en del af den virkelighed, krigen blotlægger. Danmarks modtagelse af unge ukrainere kan i den forstand ses som en genopførelse af et gammelt europæisk motiv: idéen om, at medfølelse og forståelse ikke svækker modstandskraften, men er dens forudsætning. Den europæiske humanisme udspringer netop af erkendelsen af, at menneskelig værdighed ikke kan gøres betinget af lydighed eller tapperhed.

Makroforståelsen – nationen og Europa

På den større skala rejser spørgsmålet sig om, hvordan Ukraine og Europa som helhed håndterer denne udvikling. Hvis det faktisk er rigtigt, at nogle af disse unge er blevet hjulpet ud – formelt eller uformelt – antyder det, at også Ukraine erkender, at ikke alle kan bære krigens byrde. I så fald befinder vi os i et gråzonefelt mellem humanitet, statslig kontrol og overlevelsesstrategier, hvor moral og nødvendighed sammenflettes.

Der synes i Ukraine at være en voksende erkendelse af, at mennesket ikke kan reduceres til soldat. Den psykologiske og etiske pris er for høj. I den forstand mødes den ukrainske realitet og den europæiske humanisme: Begge søger måder at håndtere krigens paradoks på uden at tabe mennesket af syne.

For Danmark og Europa handler det derfor ikke om at vælge mellem forståelse og solidaritet, men om at forene dem. Vi støtter Ukraine militært og økonomisk, men vi støtter også gennem evnen til at forstå dem, der ikke kan kæmpe. Denne dobbelthed kan læses som en moden form for solidaritet – en, der ikke kun handler om våben og alliancer, men også om psykisk og eksistentiel omsorg.

Den dobbelte forståelse

Vi står derfor med to former for forståelse, som gensidigt belyser hinanden.

Den mikroetiske forståelse: at mennesket må kunne handle ud fra angst, overbevisning eller udmattelse – uden at miste sin værdighed.

Og den makropolitiske forståelse: at et samfund må beskytte sig selv, men samtidig bevare sin humanitet.

Når Danmark tager imod unge ukrainere, opstår der et spændingsfelt mellem disse to erkendelser. Vi giver plads til mennesket uden at fornægte statens behov. Vi forlænger dermed Europas humanistiske arv ind i en ny geopolitisk virkelighed – en virkelighed, hvor solidaritet ikke kun udtrykkes i våbenstøtte og diplomati, men også i en forståelse af den psykiske og moralske pris, som krigen pålægger individet (NB Gorm Harste og veteranen).

En ny form for solidaritet

Denne dobbelthed kan måske kaldes refleksiv solidaritet. Den adskiller sig fra den klassiske forestilling om fælles kamp og pligtopfyldelse. Den bygger i stedet på en erkendelse af, at solidaritet i det 21. århundrede også må rumme paradokset – at man kan støtte et land i krig og samtidig tage imod dem, der ikke længere orker at kæmpe for det.

I dette lys bliver modtagelsen af unge ukrainske mænd i Aarhus ikke blot et humanitært udtryk, men et nøgternt og pragmatisk bidrag til Ukraines egen overlevelse. Vi hjælper landet på endnu et punkt – ved at aflaste det psykisk og socialt for den del af ungdommen, som ikke længere kan indgå i mobiliseringen. Det er en form for hjælp, der næppe udtales højt, men som formentlig anerkendes og værdsættes i Kyiv.

Dermed bliver denne bevægelse mellem forståelse og støtte ikke en sentimental gestus, men en del af den europæiske realitet, som bygger på humanisme i praksis: at beskytte menneskelivet – også dér, hvor krigen ellers ikke tillader det.

Sverre Moe, Dr. Philos. Professor emeritus i Sosiologi, Universitetet i Stavanger. Seminaret foregår online fredag d. 28. marts kl. 14 til 16 på Zoom: https://aarhusuniversity.zoom.us/j/68120661551

Manchet: Samfunnets Digitalisering

Læs Paper: klik her. 

Den vedlagte teksten kan leses og diskuteres fra flere perspektiv, og tittelen bør leses helt bokstavelig. Det er samfunnet som digitaliseres, altså noe mer enn kun avansert teknologi som utvikles i samfunnet, enn si utenfor samfunnet. Det impliserer og aktiverer en høyst fasettert tematikk som har stor og økende samfunnsmessig betydning, men som etter mitt skjønn, også har vært vanskelig å bestemme fullt ut i samfunnsvitenskapen. Min grunnleggende antakelse har vært at sosiologisk systemteori representerer en tilnærming som i det minste kan beskrive hvordan digitaliseringen av samfunnets kommunikasjon faktisk virker, og det er i grunnen det som er kjernen i min tekst, skjønt en slik beskrivelse aktiverer selvsagt også spørsmål om hva en slik utvikling vil bety for språk, tenkning og sosialt liv.

 Med tanke på diskusjonen tillater jeg meg å antyde litt nærmere hva som kan være aktuelle perspektiv. De flyter litt over i hverandre, men lar seg likevel avgrense.

Samfunnsteoretisk perspektiv – som et forsøk på å forankre det moderne samfunnets økte og økende avhengighet av digitalisert informasjon og kommunikasjon ut fra samfunnets struktur. Hvorfor økt avhengighet av elektroniske medier, og hva betyr dette så for samfunnets struktur og virkemåte? Hva betyr det for språk, tenkning, sosialt liv, ulike subsystem osv.?

Systemteoretisk perspektiv – som et forsøk på å vise at systemteoriens fokus på selvreferensiell bruk av skiller som skiller og utvikler informasjon bidrar til en bedre forståelse av digitaliseringens betydning og virkemåte, nemlig maskiner som virker gjennom skiller. At digitaliseringen utvikler informasjon kan så være, men hva betyr dette så for samfunnets kommunikasjon? Vi er vant til å tenke ut fra psykiske og sosiale system, men må vi forberede oss på at dette utvikler seg til en triade av psykiske, sosiale og elektroniske system?

Begrepsmessig perspektiv – som et forsøk på å vise hvordan man ved bruk av noen systemteoretiske skiller kan angi en relativt presis beskrivelse av hvordan telematikken kan inngå i og kobles til samfunnets kommunikasjon. Strukturell kobling og skillet form/medium er tilstrekkelig, men det kan godt være at andre begrep også må trekkes inn. «Nettverk» er relevant, men blir ikke tematisert i teksten. Eksklusjon/inklusjon er også relevant

Logisk, analytisk – Digitale maskiner er i sitt vesen basert på kalkulasjon som virkemåte. Det som prosesseres elektronisk er «digits», og utfallet er alltid basert på «digits». Tenkning og kommunikasjon virker ikke på basis av elektroniske program, men på basis av mening, hvor språk er det helt sentrale mediet. Språk (og tenkning) virker analogt, ikke digitalt. Det betyr at elektroniske maskiner har klare begrensninger i forhold til prosessering av mening. Hva skjer hvis analoge meningsformer blir fortrengt av digitale former?

Kritisk perspektiv – Hvis samfunnets digitalisering innebærer avgrensninger og perverterte former av analog mening er det grunn til å spørre hva dette innebærer for menneskelig aktivitet, sosialt samkvem og samfunnsmessig utvikling. Blir språk og tenkning ekskludert? Blir sosialt liv omverden for en elektronisk generert kommunikasjon?

Arbejdspapir 7. februar 2025.

Ved Jesper Tække. Lektor, Ph.D. School of Communication and Culture. Department of Media and Journalism Studies. Centre for Internet Research. Aarhus University
Mail imvjet@cc.au.dk Web: https://jespertaekke.dk/en/

Citer:
Tække, J. (2025). Interaktivitet, samfund og magt. Arbejdspapir 7. februar 2025. Center for Internetstudier. Aarhus Universitet.

Abstract
Jeg har skrevet dette arbejdspapir for at repetere og opdatere Bordewijk og van Kaam (1986) samt Jensens (1999) analysevenlige begreber angående kommunikationens fire grundlæggende mønstre: transmission, konversation, konsultation og registrering. Med udgangspunkt i, hvordan medieteknologier gennem historien har påvirket magtforhold og informationscirkulation, undersøger jeg, hvordan digitale medier har ændret de klassiske kommunikationsformer. Arbejdspapiret søger at præcisere, hvordan de fire kommunikationsmønstre kan anvendes i analyser af moderne medieteknologier, og hvordan magten over kommunikation er blevet forskudt fra traditionelle massemedier til digitale platforme, hvor interaktivitet ikke nødvendigvis fører til øget demokratisk deltagelse, men snarere kan forstærke uigennemsigtige magtstrukturer.

Indledning
Kommunikation har altid været en grundlæggende mekanisme i den sociale organisering af samfund. Medieteknologier har gennem historien ændret måden, hvorpå information cirkulerer, både hvad angår viden om verden, samfundet og individet selv. Udviklingen af nye medier har påvirket sociale strukturer, organiseret viden og reguleret menneskelig adfærd. Information har været afgørende for livsvigtigt samarbejde i samfundet, men også for magt over individer, der kan beordres, nudges, oplyses eller ekskluderes gennem forskellige mediale infrastrukturer. For at analysere, hvordan kommunikation organiseres gennem medieteknologi, vil jeg tage udgangspunkt i Meyrowitz’ (1994) teori om direktionalitet, der beskriver, hvordan informationsflowet struktureres: Hvem kan kommunikere med hvem? Hvem kan se og høre, hvad der kommunikeres? Hvem kan respondere på en meddelelse? Disse spørgsmål er afgørende for forståelsen af kommunikationsmagt, da teknologiske infrastrukturer ikke blot muliggør kommunikation, men også regulerer adgang til information og social deltagelse.

Fra et systemteoretisk perspektiv kan kommunikation ikke reduceres til en simpel transmissionsmodel, hvor en afsender overfører information til en modtager. Kommunikation er en selektiv proces, hvor en meddelelse formidles, men forståelsen af den ikke kan dirigeres entydigt af afsenderen (Luhmann, 1995). Luhmann (1995: 40) definerer information som “en forskel, der gør en forskel” i forlængelse af Gregory Bateson. Det vil sige, at information ikke er en objektiv entitet, men skabes gennem selektion i kommunikation. Modtageren er således ikke en passiv recipient, men konstruerer altid sin forståelse inden for en socialt skabt meningshorisont. Samfundet skaber dermed sine egne meningsstrukturer, hvor visse informationer fremstår relevante, andre irrelevante, nogle sandheder legitime, og andre afvises som usande.

Jeg vil i dette arbejdspapir ikke gå ind på de mere komplekse sammenhænge vedrørende samfundets selvproduktion, men søge helt enkelt at give en analyse ud fra Bordewijk og van Kaam (1986), der udviklede en model for informationsstrømme, der viser, hvordan information kan organiseres i fire grundlæggende kommunikationsmønstre: Transmission (Allocution), hvor en central afsender udsender information til mange modtagere; Konversation (Conversation), hvor kommunikationen foregår som en ligeværdig udveksling mellem parter; Konsultation (Consultation), hvor en modtager søger information fra en central instans; og Registrering (Registration), hvor en central aktør indsamler information fra modtageren. Disse fire kommunikationsformer har været med til at strukturere videnscirkulation og magtrelationer i samfundet, afhængigt af hvilke medieteknologier der har været til rådighed. Jens F. Jensen (1999) videreudviklede denne model med et fokus på interaktivitet, hvor han analyserede, hvordan digitale medier udfordrer og modificerer de fire kommunikationsformer. Her er det vigtigt at skelne mellem interaktivitet og interaktion: Interaktivitet refererer til teknologisk faciliteret manipulation af et medie, mens interaktion indebærer en reciprok udveksling af ytringer mellem mennesker (Sutton, 1999; Jensen, 1999; Goffman, 1990; Luhmann, 1995). Interaktivitet kan derfor være en individuel håndtering af teknologi, mens interaktion forudsætter en social relation. Denne differentiering er afgørende for at forstå, hvordan medieteknologier har påvirket samfundets organisering. I det tidlige internet blev digitale medier hyldet som en decentraliseret og demokratiserende kraft, hvor informationsflowet ikke var bundet til hierarkiske strukturer. Dixon (2024) påpeger, hvordan internettet oprindeligt blev konstrueret som et frit netværk, men at denne åbenhed gradvist er blevet erstattet af centraliserede infrastrukturer kontrolleret af store teknologivirksomheder. Dette har skabt en situation, hvor magten over kommunikation er blevet koncentreret hos få aktører, hvilket har fundamentale konsekvenser for både offentlighedens struktur og individets autonomi.

I denne artikel undersøges, hvordan de fire kommunikationsmønstre udvikler sig gennem forskellige mediesamfund – fra det orale samfund til det digitale – og hvordan interaktivitet og teknologisk ejerskab påvirker magtforholdene i informationscirkulationen. Ved at analysere denne udvikling gennem en kombination af Bordewijk og van Kaams klassiske model og Jensens interaktivitetsperspektiv kan vi opnå en dybere forståelse af, hvordan medieteknologier transformerer sociale strukturer og former de betingelser, hvorunder kommunikation finder sted.

Transmissionel interaktivitet

Transmissionel interaktivitet, som beskrevet af Bordewijk og van Kaam (1986: 19), er kendetegnet ved en centralisering af ejerskab og kontrol over information. En enkelt afsender (C) ejer informationen og distribuerer den til mange modtagere (i), som ikke kan ændre, påvirke eller respondere på budskabet inden for samme kommunikationskanal. Kommunikationen er hierarkisk og ensrettet, hvilket kan sammenlignes med et herre-slave-forhold, hvor magt er koncentreret hos afsenderen, og modtagerens rolle er reduceret til en passiv position. I historiske sammenhænge har dette kommunikationsmønster været dominerende, hvor autoriteter har sikret en stram kontrol over informationsstrømmen. Denne model har været dominerende i massemediernes historie, som Luhmann (2002) definere ved den mellemkommende teknologi der forhindrer feedback og derved interaktion mellem afsender og modtager. Modellen er den at statsligt kontrollerede eller privat ejede medier har afgørende indflydelse på, hvilken information der cirkulerer i samfundet. Ejerskab og regulering spiller en nøglerolle i, hvordan transmissionel kommunikation struktureres, og hvilke magtforhold den reproducerer. Ejerskabet af mediet er afgørende for, hvem der har magten over, hvad der kommunikeres. Vi kan identificere tre grundlæggende magtscenarier i relation til transmission: den autoritære stat, det demokratiske samfund og markedsmodellen (se se Tække 2022; 2024). I totalitære samfund er staten den primære ejer af massemedierne, og kommunikation er styret af en central magtinstans. Medierne fungerer som redskaber for regimet, og uafhængig journalistik eksisterer ikke. Historisk har dette været tilfældet i regimer som Sovjetunionens Pravda, Kinas People’s Daily og Nordkoreas statskontrollerede nyhedsmedier. I demokratiske samfund er medierne typisk privat eller offentligt ejede, men underlagt en vis statslig regulering for at sikre pressefrihed, mangfoldighed og ansvarlighed. Public service-modellen, som DR i Danmark og BBC i Storbritannien, fungerer inden for denne model, hvor der er statsstøtte, men redaktionel uafhængighed. Markedsmodellen repræsenterer en situation, hvor medierne udelukkende eller langt overvejden er privat ejede, og information produceres med profit for øje. Her er ejerskab koncentreret hos store koncerner, der har betydelig magt over, hvilke nyheder der prioriteres, og hvordan de vinkler historier. Dette kan føre til en kommercialisering af informationsstrømmen, hvor sensationelle nyheder maksimerer annonceindtægter frem for at sikre en alsidig dækning af væsentlige samfundsforhold.

Transmissionel kommunikation har udviklet sig gennem forskellige historiske epoker. I orale kulturer var transmission bundet til personlige interaktioner, hvor en høvding, eller fx præst ensidigt kunne formidle viden til stammen. Konsensus og stabilitet var vigtigere end fornyelse, hvilket betød, at transmissionen blev brugt til at fastholde traditioner frem for at sprede ny viden (Innis, 1951). Med udviklingen af skriftsamfundet kunne information fastholdes og distribueres over tid og rum, men adgangen til skrift var begrænset til eliten. Magthavere, religiøse institutioner og embedsmænd kontrollerede, hvem der havde adgang til skriftlig viden, hvilket gjorde skriftmediet til et eksklusivt transmissionsmiddel. Et eksempel er den katolske kirkes monopol på bibeltekster i middelalderen, hvor skriftens hellige status blev brugt til at understøtte kirkens autoritet og sikre en ensrettet religiøs fortolkning. Trykpressen muliggjorde en bred transmission af information, hvilket skabte en ny offentlighed og udfordrede magtens monopol på viden (Habermas, 1976). Aviser blev det første kommercielle massemedium, og ejerskab over trykkerier blev en økonomisk og politisk magtfaktor. Trykpressen udfordrede statens kontrol over information, men samtidig opstod nye økonomiske monopolstrukturer i avismarkedet. I denne fase begyndte transmissionen at blive institutionaliseret i et mere komplekst medielandskab, hvor pressen både fungerede som en magtkritisk aktør og som en økonomisk drevet industri. Med fremkomsten af radio og tv blev transmission yderligere centraliseret, da disse medier var teknologisk afhængige af stærkt regulerede infrastrukturer. Radio og TV var ekstremt transmissionelle medier, hvor en central station sendte information til en passiv befolkning. Mange stater etablerede public service-stationer som DR og BBC for at sikre, at transmission ikke udelukkende blev styret af kommercielle interesser. Samtidig var der politiske forsøg på at kontrollere radio og tv – fx i totalitære regimer som Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. Internettet begyndte som et principielt decentraliseret netværk, hvor transmission ikke var monopoliseret af en enkelt stat eller virksomhed. Tidlige internettjenester var mere konsultative og konverserende – brugerne kunne søge information frit og kommunikere uden censur. Med fremkomsten af store platforme som Google, Facebook, YouTube og TikTok er transmission igen blevet centraliseret, men nu styret af private virksomheder frem for staten (Dixon, 2024). Algoritmisk kurateret transmission betyder, at platforme vælger, hvad der når brugerne, baseret på kommercielle og teknologiske interesser. Dette har ført til en ny form for transmission, hvor magten over informationsflowet er blevet flyttet fra nationale stater til globale teknologivirksomheder, som kontrollerer, hvilke nyheder og informationer der når ud til offentligheden.

I dag er transmission fortsat en dominerende kommunikationsform, men magten over den er flyttet fra statens hænder til tech-giganter. Hvor aviser og tv-kanaler tidligere var de vigtigste transmissionskanaler, er sociale medier og søgemaskiner nu de primære platforme for information. Algoritmisk transmission har erstattet redaktionel transmission – hvad du ser på Facebook eller Google, er ikke valgt af en redaktør, men af en algoritme, der optimerer for engagement og reklameindtægter. Transmission er således ikke blot en teknologisk egenskab, men et socialt organiseret system, hvor magt, ejerskab og økonomi spiller en afgørende rolle (Bordewijk & van Kaam, 1986; Jensen, 1999).

Konversationel interaktivitet
Konversationel interaktivitet, som defineret af Bordewijk og van Kaam (1986), adskiller sig fra den transmissionelle model ved, at både produktionen og distributionen af information er decentraliseret. Kommunikationen foregår mellem parter, der har lige adgang til at bidrage, og informationsstrømmen er reciprok og flervejskommunikerende. Dette kommunikationsmønster er i sin grundlæggende form forbundet med en model, hvor magtrelationerne er mere symmetriske, og hvor kommunikation kan udvikle sig dynamisk gennem direkte dialog. Dette adskiller sig fundamentalt fra transmissionens hierarkiske natur, hvor afsenderen har kontrol over indholdet, og modtageren forbliver passiv. I sin oprindelige formulering fokuserede Bordewijk og van Kaam ikke på spørgsmålet om ejerskab af de medier, hvori konversationen foregår. Dette er en afgørende blind vinkel i deres analyse, da kommunikation aldrig er fri af strukturelle begrænsninger, og det medium, hvori konversationen finder sted, i mange tilfælde er ejet og kontrolleret af en aktør, der kan overvåge, regulere eller på anden vis påvirke kommunikationen. Jens F. Jensen (1999) videreudvikler denne model ved at introducere interaktivitet som en analytisk kategori, der tydeliggør, hvordan digitale teknologier udvider eller begrænser kommunikative muligheder. Hvor Bordewijk og van Kaam oprindeligt tænkte konversation som en frit tilgængelig kommunikationsform, bliver det med Jensens analyse tydeligt, at interaktivitet altid er medieret, og at konversationel kommunikation i digitale medier ofte foregår inden for strukturer, hvor en teknologisk platform har kontrol over både informationsflow og adgangsbetingelser.

I de tidlige orale samfund var konversation den primære kommunikationsform. Kommunikationen var direkte og situationsafhængig, og de sociale hierarkier bestemte, hvem der kunne deltage i samtalen, og hvem der måtte forholde sig tavs. Samtidig betød mediets karakter – altså det talte sprog – at samtaler ikke kunne overvåges af en ekstern aktør, og at magten over kommunikationen primært var bundet til den sociale kontekst, hvori den foregik. Med skriftens opfindelse blev konversationel kommunikation i skriftlig form mulig i form af brevudvekslinger, hvor borgere, embedsmænd og lærde kunne kommunikere på tværs af tid og rum. Skriftbaseret konversation var dog begrænset af økonomiske og tekniske faktorer, da det krævede en velfungerende infrastruktur for at distribuere breve og dokumenter. Samtidig var adgang til skrift og uddannelse stærkt ulige fordelt, hvilket betød, at konversation i skriftform var forbeholdt en lille elite. Trykpressens udbredelse skabte nye muligheder for skriftlig interaktion, men primært i form af offentlige debatter i aviser, hvor læserbreve og polemiske udvekslinger mellem intellektuelle fungerede som en form for forsinket konversation. Den øgede skriftlige kommunikation var dog fortsat underlagt ejerskabskontrol fra avisejere og redaktører, der bestemte, hvilke stemmer der fik adgang til offentligheden. Elektroniske medier som telefonen og senere radioen åbnede for en mere umiddelbar form for konversationel interaktion. Telefonen muliggjorde for første gang direkte kommunikation på tværs af store afstande uden forsinkelse, mens radioen i visse formater, såsom lytterinddragende udsendelser, gjorde det muligt for borgere at deltage i debatter og udsendelser. Med digitale medier og internettet blev konversationel interaktivitet en teknologisk mulighed på et hidtil uset niveau, hvor brugere kunne deltage i globale samtaler via sociale medier, e-mails, diskussionsfora og chatplatforme. I de tidlige faser af internettet blev dette betragtet som en decentraliseret og fri mulighed for interaktion, men i takt med, at teknologiske platforme begyndte at dominere kommunikationen, ændrede magtstrukturerne sig markant. Store virksomheder som Facebook, X og Google ejer i dag de primære arenaer for digital konversation, hvilket betyder, at selv om brugerne kan kommunikere frit inden for disse platforme, er interaktionen underlagt algoritmisk styring, overvågning og mulig censur.

Ejerskab over de digitale platforme betyder, at kommunikation i princippet kan overvåges, analyseres og kontrolleres af platformsejerne. Jens F. Jensen (1999) beskriver, hvordan interaktive medier kan give en illusion af fri kommunikation, mens de i realiteten indfører nye former for magt og regulering. Dette kan ske gennem algoritmisk prioritering af bestemte samtaler, skjult moderering, datadrevet profilering eller decideret censur af uønskede ytringer. Praktiske eksempler på dette inkluderer, hvordan sociale medieplatforme har ændret algoritmer for at prioritere bestemte politiske budskaber eller hvordan platforme har fjernet indhold, der strider mod deres retningslinjer – ofte uden gennemsigtighed om de beslutningskriterier, der ligger til grund for sådanne handlinger. Konversationel interaktivitet i det digitale rum foregår altså på vilkår, der er fastsat af de platforme, hvor samtalen finder sted. Hvor den klassiske konversation var begrænset af sociale hierarkier og adgang til kommunikationsmidler, er den moderne digitale samtale begrænset af kommercielle interesser, politiske reguleringer og algoritmisk styring. Dette betyder, at selv om teknologien tilbyder mulighed for bred og umiddelbar kommunikation, er den ikke fri i nogen absolut forstand. Magten over de konversationelle rum er skiftet fra nationale autoriteter til transnationale teknologivirksomheder, som kontrollerer de infrastrukturer, hvori den sociale interaktion foregår. I et historisk perspektiv kan vi se, at konversationel kommunikation altid har været begrænset af adgangsbetingelser, sociale normer og teknologiske strukturer. I det digitale samfund er disse begrænsninger blevet usynlige for brugeren, men de eksisterer stadig i form af de betingelser, som teknologiske platforme opstiller for interaktion. Ejerskab over medierne er afgørende for, hvordan samtaler udvikler sig, hvem der får lov at ytre sig, og hvilke stemmer der bliver fremhævet. Dette gør konversationel interaktivitet til et område, hvor teknologisk potentiale ofte forveksles med reel frihed, mens magten i realiteten ligger hos dem, der ejer og kontrollerer mediet.

Konsultativ interaktivitet
Konsultativ interaktivitet adskiller sig fra både transmission og konversation ved, at brugeren selv tager initiativ til at opsøge information, men uden at have mulighed for at ændre den. Ifølge Bordewijk og van Kaam (1986) er denne kommunikationsform kendetegnet ved, at en central instans (C) besidder informationen og gør den tilgængelig for en bruger (i), der kan konsultere den, men ikke ændre den eller selv bidrage til dens udformning. Denne model kan sammenlignes med en lærer-elev eller bibliotekar-bruger relation, hvor en autoritet stiller viden til rådighed, men uden at tillade, at modtageren påvirker selve informationsstrukturen. I traditionelle medier som opslagsværker, biblioteker og encyklopædier var den konsultative interaktivitet præget af en stærk institutionel kontrol over, hvad der blev betragtet som gyldig viden. Adgangen til information var ikke kun teknologisk betinget, men også socialt reguleret gennem uddannelsessystemer, statslige institutioner og redaktionelle processer. De, der kontrollerede arkiver og opslagsværker, havde derfor en betydelig magt i at definere, hvad der blev anset for at være autoritativ viden.

I orale samfund var konsultativ interaktivitet begrænset af, at viden hovedsageligt blev overleveret gennem mundtlige traditioner og social praksis. Den, der ønskede at tilegne sig specialiseret viden, måtte derfor opsøge en ældre, en præst eller en vismand, der fungerede som en autoritet over bestemte vidensområder. Samtidig var viden i disse samfund ofte forbundet med religiøse eller mytiske forklaringer, hvilket betød, at adgangen til information var reguleret af sociale normer og tabuer. Med skriftens udvikling blev det muligt at fastholde viden over tid og gøre den tilgængelig for en bredere kreds af mennesker, men det skriftlige medie var fortsat præget af stærke adgangsbarrierer. Adgang til biblioteker var forbeholdt eliten, og selve skriftmediet krævede uddannelse og ressourcer for at kunne benyttes. I middelalderen var klostre og universiteter de primære institutioner, hvor viden blev organiseret og bevaret, og kun få havde adgang til de manuskripter og dokumenter, der udgjorde samfundets skriftlige hukommelse. Med trykpressens fremkomst blev den konsultative interaktivitet markant udvidet, idet trykte bøger, aviser og opslagsværker blev tilgængelige for en større del af befolkningen. Encyclopædier som Encyclopédie fra oplysningstiden blev et eksempel på, hvordan viden kunne gøres bredt tilgængelig, men stadig med en stærk redaktionel styring af, hvad der blev anset for relevant og sand information. Samtidig muliggjorde trykpressen en form for indirekte konsultation, hvor borgere kunne opsøge viden uden nødvendigvis at være afhængige af en personlig kontakt til en autoritet. De elektroniske medier, særligt radio og tv, ændrede ikke fundamentalt den konsultative model, men udvidede den ved at gøre information mere umiddelbart tilgængelig for et bredere publikum. Programmer som dokumentarudsendelser og nyhedssegmenter kunne betragtes som konsultative, idet seeren eller lytteren aktivt kunne vælge at opsøge bestemte informationskilder, men uden mulighed for at påvirke deres indhold. I den offentlige sfære blev biblioteker og offentlige arkiver i stigende grad digitaliserede, hvilket yderligere lettede adgangen til viden, men stadig inden for rammerne af institutionelle og statslige reguleringer. Med internettets fremkomst blev den konsultative interaktivitet radikalt udvidet, da enorme mængder information blev tilgængelige online. Søgemaskiner som Google gjorde det muligt for brugere at tilgå viden uden mellemmænd, hvilket på overfladen skabte en hidtil uset frihed i informationssøgning. Jens F. Jensen (1999) fremhæver, hvordan interaktive teknologier har gjort det lettere for brugere at navigere og opsøge information, men han påpeger samtidig, at denne adgang er medieret gennem teknologiske strukturer, der former, hvad der bliver synligt, og hvad der forbliver skjult.

I dag er den konsultative interaktivitet i stigende grad præget af algoritmisk styring, hvor ejerskabet over informationsplatforme bestemmer, hvilke oplysninger der er let tilgængelige, og hvilke der reelt er skjulte for brugeren. Google, YouTube og sociale medieplatforme anvender avancerede filtreringsmekanismer, der prioriterer bestemte søgeresultater frem for andre, baseret på en kombination af brugerdata, kommercielle interesser og politiske reguleringer. Dette betyder, at den konsultative interaktivitet i digitale medier ikke er en neutral proces, men en styret oplevelse, hvor visse former for information favoriseres, mens andre enten marginaliseres eller usynliggøres. Et særligt fænomen i denne sammenhæng er shadowbanning, hvor indhold teknisk set stadig eksisterer på en platform, men hvor dets synlighed begrænses uden brugerens viden. Dette betyder, at en person eller en organisation kan have en tilstedeværelse på en digital platform, men uden at deres indhold når frem til et publikum. Dette udgør en ny form for magt i den konsultative interaktivitet, hvor platformsejere ikke blot styrer, hvilke oplysninger brugerne har adgang til, men også kan manipulere den sociale rækkevidde af bestemte budskaber uden at annoncere dette eksplicit. Lisbeth Thorlacius (2002) argumenterer for, at transaktion ikke blot er en del af den konsultative interaktivitet, men udgør en særlig form for interaktion, hvor både afsender og modtager modtager noget ud af processen. Hun introducerer begrebet transaktiv interaktivitet, som dækker interaktioner, hvor der foregår en gensidig handel, for eksempel i e-handel eller økonomiske transaktioner, hvor en bruger afgiver data eller betaling i bytte for en ydelse eller et produkt. Dette aspekt af interaktivitet kan også identificeres i tidligere samfund, hvor økonomiske transaktioner, som brugen af mønter eller handelsaftaler, adskilte sig fra passiv videnstilegnelse i et bibliotek eller et arkiv.

Den konsultative interaktivitet har således udviklet sig fra en model, hvor information var stærkt centraliseret og forbeholdt en elite, til et digitalt regime, hvor adgang til information formelt er åben, men i praksis filtreres gennem algoritmiske mekanismer, der skaber nye former for informationshierarkier. Teknologien har muliggjort en større mængde information, men samtidig har den skabt nye former for kontrol, hvor platformenes ejerskab og de bagvedliggende økonomiske incitamenter spiller en afgørende rolle i, hvilke informationer der reelt bliver tilgængelige for offentligheden.

Registrerende interaktivitet
Registrerende interaktivitet adskiller sig fra de øvrige kommunikationsmønstre ved, at det er modtageren (i), der aktivt afgiver information til en central instans (C), som herefter lagrer, bearbejder eller anvender denne information. Ifølge Bordewijk og van Kaam (1986) er registrerende interaktivitet kendetegnet ved, at kommunikationen ikke primært handler om overførsel af viden til brugeren, men snarere om, at brugeren selv producerer data, som en institution eller en autoritet kan anvende. Dette kommunikationsmønster er i sin grundstruktur forbundet med administrative og bureaukratiske processer, hvor individer indgår i systemer, der kræver dokumentation, registrering og identifikation.

I tidlige samfund var registrering af information i høj grad bundet til mundtlig tradition, hvor individuelle skæbner og økonomiske forhold blev lagret i den kollektive hukommelse. Overdragelse af ejendom, sociale relationer og juridiske forhold blev ofte fastholdt gennem rituelle handlinger, hvor lokalsamfundets medlemmer fungerede som vidner. Magten over registrering var i denne periode uformel og decentraliseret, da det primært var ældre, religiøse ledere eller høvdinge, der fastholdt de sociale strukturer ved at huske og håndhæve gældende normer. Skriftens opfindelse gjorde det muligt at fastholde registreringer i en varig form, hvilket skabte nye muligheder for administration og magtudøvelse. Skriftlige optegnelser muliggjorde bureaukratiske systemer, hvor magthavere kunne overvåge skatter, ejendomsoverførsler og retslige afgørelser uden at være afhængige af mundtlige traditioner. Et tidligt eksempel er de mesopotamiske lertavler, hvor konger og embedsmænd registrerede afgifter og handelstransaktioner, hvilket gjorde staten i stand til at styre økonomiske processer mere effektivt. Med trykpressen blev registrerende interaktivitet yderligere institutionaliseret, idet staten nu kunne masseproducere formularer, pas og officielle dokumenter. Trykte arkiver muliggjorde en større grad af regulering, hvor befolkningens aktiviteter kunne dokumenteres og kontrolleres i større skala. Bureaukratiske systemer i moderne nationalstater blev udviklet gennem skriftlige registre over befolkningens identitet, ejendom og økonomiske aktiviteter. Den registrerende interaktivitet var dog stadig begrænset af logistiske faktorer, da registrering og behandling af data krævede manuelle processer og en betydelig administration. Med de elektroniske medier blev registreringsmulighederne drastisk udvidet. Staten kunne nu digitalisere arkiver, hvilket gjorde det muligt at lagre og tilgå store mængder data om borgerne. Telefontjenester blev en del af denne udvikling, da borgerne kunne ringe ind for at registrere informationer, ligesom de første computerdatabaser begyndte at blive anvendt i den offentlige sektor til at effektivisere registreringsprocesser. Med mikrofilm og senere digitale registre blev det muligt at lagre information i en hidtil uset skala, hvilket gjorde registreringssystemerne endnu mere omfattende.

I dag er registrerende interaktivitet blevet en allestedsnærværende del af både statslige og kommercielle systemer. Digitale medier har gjort registrering til en integreret del af dagliglivet, hvor brugere løbende afgiver data – ofte uden at være bevidste om det. Jens F. Jensen (1999) påpeger, hvordan interaktive systemer kan give illusionen af brugerindflydelse, mens de i realiteten primært fungerer som dataindsamlingsmekanismer. Dette gælder ikke kun for offentlige institutioner, men også for private virksomheder, der anvender registreringsmekanismer til at overvåge brugeradfærd og tilpasse deres tjenester derefter. Et eksempel på registrerende interaktivitet i den moderne velfærdsstat er selvangivelsen i Danmark. Borgerne forventes selv at indrapportere deres indkomst og fradrag til SKAT, men registreringen er i stigende grad blevet automatiseret, hvor information hentes fra arbejdsgivere, banker og andre instanser. Det betyder, at borgerens rolle i registreringsprocessen er ændret fra aktiv rapportering til en mere passiv bekræftelse af allerede registrerede data. I den private sektor har sociale medier og onlineplatforme skabt et omfattende registreringssystem, hvor brugeradfærd konstant indsamles, analyseres og anvendes til målrettet markedsføring. Når en bruger logger ind på Facebook eller Google, registreres deres søgninger, interaktioner og præferencer, hvilket gør det muligt for platformene at tilbyde skræddersyede annoncer og personligt tilpasset indhold.

Magten over registrering er i dag blevet centraliseret hos både stater og teknologivirksomheder. Mens tidligere registreringsmekanismer primært blev anvendt til skatteinddrivelse og ejendomsdokumentation, er registrering i dag en kilde til omfattende kommerciel og politisk magt. Algoritmisk styring betyder, at virksomheder som Amazon, Facebook og Google kan anvende registrerede data til at forudsige og påvirke brugeradfærd gennem nudging, personaliseret reklame og adfærdsbaserede anbefalinger. En særlig problematik i den registrerende interaktivitet er spørgsmålet om gennemsigtighed. I takt med at flere registreringer foregår automatisk og algoritmisk, bliver det vanskeligere for borgere og brugere at forstå, hvordan deres data anvendes. Shadowbanning er et eksempel på, hvordan registrerende interaktivitet kan anvendes til at begrænse synligheden af bestemte brugeres indhold uden deres vidende. På sociale medier kan en persons opslag være teknisk tilgængelige, men algoritmisk skjult for et bredere publikum, hvilket gør registreringen af brugeradfærd til en magtmekanisme, der både kan anvendes til markedsføring og til social kontrol.

Registrerende interaktivitet har udviklet sig fra en manuel, decentraliseret proces til en fuldt automatiseret og algoritmisk styret mekanisme, hvor data indsamles i realtid og anvendes til at styre adfærd på både individ- og samfundsniveau. Teknologien har gjort det muligt at registrere og behandle information i en skala, der tidligere var utænkelig, men samtidig har den skabt nye former for uigennemsigtig magtudøvelse. Hvor tidligere registreringssystemer var begrænsede af fysiske og administrative ressourcer, er nutidens digitale systemer i stand til at overvåge og analysere data i en hastighed og med en præcision, der redefinerer, hvad det vil sige at deltage i samfundets informationscirkulation.

Afslutning
Kommunikation har altid været forbundet med magt, idet de teknologier, der medierer information, strukturerer, hvem der kan kommunikere, hvad der kan siges, og hvem der har adgang til information. Medieteknologier har gennem historien påvirket cirkulationen af informationer om verden, samfundet og individer og har skabt rammer for både livsvigtigt samarbejde og social kontrol. Bordewijk og van Kaams (1986) fire kommunikationsmønstre – transmission, konversation, konsultation og registrering – tilbyder en analytisk ramme til at forstå, hvordan magten over information forskydes med nye medier. Jens F. Jensen (1999) videreudviklede disse begreber ved at inddrage interaktivitet, hvilket tydeliggør, hvordan digitale teknologier transformerer kommunikationsmønstre. I dag er magten over kommunikation ikke længere kun et spørgsmål om statslig regulering eller private aktørers ejerskab over medier, men om algoritmisk styring af informationsstrømme i en digitaliseret offentlighed.

Van Dijck (2018) beskriver, hvordan kommunikation i dag er indlejret i et platformssamfund, hvor store teknologivirksomheder ikke blot medierer interaktion, men aktivt former sociale, økonomiske og politiske processer gennem dataindsamling og algoritmisk selektion. Digitale platforme som Google, Facebook og Amazon fungerer ikke kun som kommunikationskanaler, men som infrastrukturer, der organiserer informationsadgang, præger offentlige debatter og skaber nye afhængighedsforhold mellem borgere, virksomheder og stater. Shoshana Zuboff (2019) påpeger i sin teori om overvågningskapitalisme, hvordan registrerende interaktivitet i dag er blevet en kommerciel ressource, hvor brugernes adfærd systematisk indsamles, analyseres og omsættes til forudsigelige mønstre, der kan sælges til tredjeparter. Dette skaber en asymmetrisk magtrelation, hvor platformene har adgang til omfattende viden om brugerne, mens brugerne forbliver uvidende om, hvordan deres data anvendes. Byung-Chul Han (2016) beskriver, hvordan denne nye digitale magtudøvelse kan forstås som psykopolitik – en form for kontrol, der ikke længere bygger på ekstern disciplinering, men på en internaliseret og selvoptimerende subjektivitet. Gennem permanente registreringer, overvågning og nudging påvirkes individet på måder, der gør det mere forudsigeligt og dermed mere økonomisk og politisk styrbart. Denne udvikling markerer et skift i kommunikationsmønstre, hvor den registrerende interaktivitet ikke længere blot er et administrativt redskab, men en central mekanisme i en ny form for social styring. I et systemteoretisk perspektiv kan dette tolkes som en potentiel ny differentieringsform. Tække (2022; 2024) har foreslået begrebet algoritmisk differentiering som en mulig udvidelse af Luhmanns teori om funktionel differentiering. Hvor funktionel differentiering indebærer, at samfundet organiseres gennem specialiserede systemer med hver deres binære kode (fx sand/falsk i videnskab, lov/ulovlig i retssystemet), muliggør digitale teknologier en form for styring, hvor adgangen til kommunikation og interaktion afhænger af en konstant algoritmisk sortering. Algoritmer bestemmer, hvilke informationer der bliver synlige, hvilke samtaler der får rækkevidde, og hvordan individer positioneres i det sociale hierarki baseret på deres digitale fodaftryk.

Denne udvikling rejser fundamentale spørgsmål om magt og demokrati i det digitale samfund. Hvis de primære kommunikationsarenaer ejes af private aktører, som regulerer informationsadgangen gennem uigennemsigtige algoritmiske processer, risikerer vi at miste den frie og åbne offentlighed, som moderne demokratier er baseret på. Den digitale interaktivitet, der i sin tid blev hyldet som en frigørende teknologi, har udviklet sig til et system, hvor kommunikationsfriheden er betinget af platformenes økonomiske og politiske interesser. Magten over kommunikation er ikke blot et spørgsmål om, hvem der taler, men om, hvem der bliver hørt, hvem der får adgang til viden, og hvem der usynliggøres i den digitale informationsstrøm. Gennem historien har nye medieteknologier altid skabt forskydninger i magtforholdene mellem individer, institutioner og samfund. Det digitale samfunds mediestrukturer gør det nødvendigt at gentænke, hvordan kommunikation reguleres, og hvilke mekanismer der sikrer, at information ikke blot forbliver en ressource for de få, men en grundlæggende betingelse for demokratisk deltagelse og social autonomi.

Litteratur

Bordewijk, Jan L. & Kaam, Ben Van (1986). Towards a New Classification of Tele-information Services. in Intermedia, Volume 14. no.1. 1986. S. 16-21

Dijck, J. van, Poell, T. and Waal, M. De (2018). The Platform Society. New York: Oxford Uni. Press.

Dixon, C. (2024). Read write own: Building the next era of the internet. NY: Random House.

Goffman, E. (1990). The presentation of self in everyday life. London: Penguin Books.

Habermas, J. (1976). Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall. København: Fremad.

Han, Byung-Chul (2016). Psykopolitik. Neoliberalisme og de nye magtteknikker. Forlaget THP.

Jensen, J. F (1999). ‘Interactivity’ – Tracking a New Concept. in Media and Communication Studies. In Mayer. Paul A. 1999. Computer Media and Communication. Oxford: Oxford uni. Press. P. 160-188.

Luhmann, N. (2002). Massemediernes realitet. København: Hans Reitzels Forlag.

Luhmann, N. (1995). Social Systems. Stanford, CA: Stanford University Press.

Meyrowitz, J. (1994). Medium Theory. In Communication theory today. red. af Crowley og Mitchell. Polity Press. UK.

Sutton, L. A. (1999). Interaction. EMC 703. Arizona State University. Spring, 1999.

Thorlacius, L. (2002). Visuel kommunikation på websites. Roskilde Universitetsforlag.

Tække, J. (2024). AI som intelligens og kommunikation: Et sociologisk perspektiv. MedieKultur. Journal of media and communication research. 2024, 76 160-180.https://tidsskrift.dk/mediekultur/article/view/143459/191759

Tække, J. (2022). Algorithmic Differentiation of Society – a Luhmann Perspective on the Societal Impact of Digital Media. Vol. 18 No. 1 (2022): Journal of Sociocybernetics. https://papiro.unizar.es/ojs/index.php/rc51-jos/article/view/6225 

 Zuboff, S. (2019) Overvågningskapitalismens tidsalder. [The Age of Surveillance Capitalism – The Fight for a Human Future at the New Frontier of Power]. København: Informations Forlag.