Across schools and universities, students are increasingly unsure whether using artificial intelligence counts as learning or cheating. Teachers, meanwhile, face a different problem: if assignments can now be produced with the assistance of generative AI, what exactly is being assessed?

These questions are no longer theoretical. In Denmark, a recent report by the Danish Evaluation Institute (EVA) found that many upper secondary school students themselves feel they are “cheating” when using AI. The report has triggered political debate, calls for new national guidelines, and growing concern among teachers about trust, authenticity and assessment.

One teacher interviewed in the report described how trust between students and teachers is being challenged. Another questioned whether written assignments can still reveal what a student has actually learned. If one no longer knows how a text was produced, it becomes difficult to support the student’s learning process.

The debate therefore quickly revolves around cheating. But this is too narrow a framework. The primary problem is not that students are cheating. The problem is that the traditional way in which we have coupled assignment production, learning, and assessment is becoming destabilised.

To understand why, we need to take a step back and ask: what is technology, really?

In a classical sociological understanding, technology is characterised by stability. Technology enables causes and effects to be tightly coupled, so that specific inputs lead to predictable outputs – such as looking something up in an encyclopaedia or starting an engine. It reduces uncertainty about what will happen. When a technology works, we can repeat a process without constantly having to reflect upon it.

The problem is that education has never been a technology in this strict sense. Schools have, of course, always relied heavily on technologies – from classroom design and textbooks to dictionaries, timetables, and teaching methods – in order to stabilise and support learning. But education itself suffers from what has been called a “technological deficit”. Teaching is communication, but learning takes place within the consciousness of the individual student. There is no stable relationship between what the teacher does and what the student learns. Unlike a machine, the same pedagogical input does not reliably produce the same outcome. Historically, schools have therefore had to manage this deficit through didactics, evaluation, and the classical idea of Bildung – education as intellectual and ethical formation.

Generative AI, however, changes the situation. It resembles a technology, but it does not behave like one.

When a student writes an assignment with the assistance of a language model, the result is not a stable output produced from a clearly defined input. Instead, the text is generated probabilistically, as a statistically likely response based on vast amounts of data. In this sense, generative AI exceeds the classical understanding of technology. It does not simply create more predictable outcomes, as technologies normally do, it relocates uncertainty. Where uncertainty previously lay in the writing process itself, it now lies in the evaluation: Is the text accurate? Are the concepts precise? Are the references genuine?

This also means that the written assignment changes character. It still expresses the student’s academic abilities, but not in quite the same way as before. Increasingly, it demonstrates the student’s ability to steer, evaluate, and revise AI-generated text within a media environment where the act of formulation itself can to a greater extent be automated.

This shift is also reflected in the growing international research on generative AI in education. Meta-analyses and review studies point to a double pattern: AI can improve performance, motivation, and confidence, while simultaneously increasing the risk of superficial learning, dependency, and a lack of transparency in the processes producing the answers.

Generative AI is neither unambiguously a benefit nor a threat. It changes the conditions for what it means to learn and to be assessed. This becomes evident in an analysis of 88 exam papers from a university course where the use of AI was permitted but had to be declared. Here, an interesting pattern emerges. On the one hand, there is no dramatic change in the grade distribution. The strongest students still perform best, but are now capable of more than before. On the other hand, there has been a shift in where the problems arise.

The weakest assignments are no longer necessarily linguistically deficient. On the contrary, they may appear surprisingly well-written. The problem instead is that they lack conceptual grounding, precise references, and coherence between theory and analysis. The texts can seem generic, as though they could fit almost any case.

The best assignments, by contrast, distinguish themselves through something different than before. Not primarily through linguistic form alone, but through the ability to steer the AI: selecting relevant concepts, maintaining theoretical coherence, verifying references, and sustaining an analytical line of argument. This points to a crucial shift: the text is no longer primarily a sign of writing ability, but of academic judgement and the capacity to assess whether something is academically sound.

The teacher’s task therefore also changes. Where quality could previously be assessed largely through the form and coherence of the text, it now requires a much more in-depth evaluation of conceptual usage, references, and analytical necessity. Assessment shifts from form toward whether the content is actually accurate, well-founded, and academically sound.

Seen in this light, it is not surprising that students, teachers, and politicians alike experience the situation as uncertain. The norms and practices that have so far regulated teaching and assessment were developed for a media environment that is now changing. This leads to the normative question: what should we do?

The obvious answer is not to attempt to restore an earlier condition through control and prohibition. That is unlikely to be possible,  and it would not address the underlying problem. Generative AI is not merely a tool that can be externally regulated. It changes the very conditions of learning itself.

Instead, the educational system must adopt a more experimental approach. We are in a situation where there are far more possible outcomes, and where it has become more difficult to predict what works and what is correct. This calls for a form of action research in which educators systematically test new forms of teaching, assignments, and evaluation.

Here, Bildung becomes a central concept – not as a nostalgic reference, but as a necessary orientation. If pupils and students are to navigate a world in which knowledge can be generated automatically, it becomes crucial that they develop the ability to assess, select, and take responsibility (sapere aude). This raises three fundamental questions: What may one know? What does this mean for the community? And who does one become in the process?

First, knowledge concerns both deep disciplinary insight and the ability to steer generative AI. One works back and forth with it – asking questions, finding texts, and verifying answers – so that AI becomes a tool, while responsibility for the correctness of the content remains one’s own. This requires both an understanding of AI and disciplinary expertise, including a critical awareness that AI systems are shaped by the interests and data on which they are built.

Second, students must learn to take the broader community into account and consider the consequences for others. Without a critical relation to what one shares, there is a risk of spreading misinformation. And if AI is used for solutions that benefit a few while harming the community or the environment, one fails to meet the responsibility that follows from its use.

Third, on an existential level, the challenge is to find one’s own voice within the community. Not by outsourcing thinking to AI, but by taking responsibility for understanding, evaluating, and standing behind what one says and writes. This requires resisting the temptation of the quick solution and making the effort to learn something oneself. At the same time, it involves moving beyond narrow self-interest toward a responsibility for the community as well.

If we reduce the issue to cheating, we overlook these questions. But if we take them seriously, it becomes clear that we are in the midst of a more fundamental transformation. Generative AI does not merely challenge our rules. It challenges our understanding of learning, knowledge, and Bildung. The task, therefore, is not to return to what we once had. The task is to develop new ways of coupling teaching, learning, and assessment that are adapted to the conditions we actually face.

This is a difficult task. But it is also an opportunity to rethink what education should be in a time when systems such as generative AI no longer merely support our actions, but increasingly participate in shaping them.

This is an English translation of an op-ed originally published in the Danish newspaper Jyllands-Posten, May 1. 2026: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE19188746/ai-er-ikke-snyd-men-det-aendrer-al-laering/ The op-ed is based on a paper that will be presented at the annual Media Ecology conference in Canada:

Tække, J. (2026). Generative AI in Education: The Reorganization of Contingency. Paper to “Crossing [out] Borders in Our Global Village” – The 27th Annual Convention of the Media Ecology Association. June 25–28, 2026. The University of Winnipeg, Manitoba, Canada. https://pure.au.dk/ws/portalfiles/portal/463752353/MEA_Paper_2026.pdf

Oplæg: Mening og meningsløshed: Meningsløshed som analysestrategisk grundbegreb

 – og efterfølgende sommerfest!

Traditionen tro vil vi holde Luhmann-seminar – med efterfølgende sommerfest i august. Det er igen Anne Marie der vil huse os i de hyggelige omgivelser på Træskibshavnen. Vi begynder (kl 14-16) med oplæg og diskussion. Oplægget er ved Gorm Harste, der som forberedelse til årest Dubrovnik konference vil holde oplæg om Luhmanns meningsbegreb.

Manchet:
Allerede hos Max Weber blev mening gjort til sociologiens afgørende tema – måske mere præcist meningssammenhænge (“Sinnzusammenhänge”). Det gælder også hos Luhmann, eksempelvis i den lange artikel ”Mening som sociologiens grundbegreb”, der indleder hans bog med Habermas (og som også findes på engelsk i Essays on Self-Reference, 1991).
Trapholt-udstillingen Things Fall Apart rejser i en luhmannsk optik spørgsmålet, om det er sagsforhold, der splintres og opløses, eller om det snarere er sociale usammenhænge, der skaber meningsløshed. Sociologisk kan svaret synes indlysende. Imidlertid har Luhmann en stærk sans for tidens dimension, næsten som om det er tidsligheden selv, der opløses.
Med udgangspunkt i både børns oplevelse af skilsmisse og krigens produktion af usammenhængende meningsløshed tager Gorm Harstes oplæg fat på tidens narrative opløsning. Spørgsmålet er herefter, om sansen for meningssammenbrud og usamtidigheder kan iagttages og erfares ud fra andre – og måske mere sammenhængende – samtidigheder.

Oplægget vil blive fulgt op af en diskussion.

Oplægsholder:
Gorm Harste er professor emeritus i samfundsvidenskab ved Aarhus Universitet og en af de mest markante nordiske fortolkere af Niklas Luhmanns systemteori. Hans forskning spænder over sociologisk teori, politisk sociologi, organisation, ret, krig, demokrati og samfundets historiske udvikling. Harste har gennem en lang række bøger og artikler bidraget til at introducere og videreudvikle systemteoretiske perspektiver i en skandinavisk sammenhæng, ofte i dialog med klassiske sociologiske og politiske tænkere. Hans arbejde er kendetegnet ved en kombination af teoretisk dybde, historisk perspektiv og analytisk præcision.

Efter oplæg og diskussion, går vi kl. 16 over til den mere uformelle del – den er selvfølgelig frivillig – hvor vi vil snakke, gå moletur, grille, drikke, spise og hygge. Medbring selv hvad du vil drikke og grille herunder tilbehør. Det plejer at være umådelig hyggeligt med rig lejlighed til at give anekdoter til bedste.

Skulle du have spørgsmål så er det Anne Marie annemariedinesen@gmail.com der er den stedkendte og ellers rettes spørgsmål til Jesper imvjet@cc.au.dk men bedst at skrive til vores Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/147050955334098 hvor seminaret også annonceres. Her må du meget gerne like opslaget og hertil skrive om du kommer som en kommentar – bare så vi har et begreb om hvor mange der kommer.

Link til dette opslag: https://jespertaekke.dk/blog

På vegne af Skandinavisk Luhmann Forumm de allerbedste sommerhilsner fra

Jesper Tække

Organisationer og AI – med fokus på programmer og kunstig kommunikation

Manchet
Oplægget baserer sig på og udvider mit oplæg fra Luhmann-konferencen i Cambridge (september 2025). Fokus er praksisnært, hvordan kan organisationer forstå og anvende programmer i Luhmanns forstand – som beslutningspræmisser, der leverer rammer for beslutninger – og hvordan GenAI kan kobles hertil og bidrage til reduktion af kompleksitet i organisatoriske beslutningsprocesser.

Del 1 – Epistemologi – fra subjekt-objekt til selv-refererende systemer

Min vej til Luhmann går via fransk poststrukturalisme: Foucault (viden/magt), Deleuze (orden/forskel) samt Laclau & Mouffe (hegemoni). Når vi skriver om organisationer eller designer AI, udøver vi selv magt og kan indgå i hegemoniske artikulationer. Løsningen er bevægelse væk fra subjekt-objekt tænkning henimod selv-refererende systemer. Derfor er det vigtigt at inkludere fokus på anden-ordens observationer: vi kan observere vores egne distinktioner og de beslutningspræmisser, de åbner/lukker. Luhmann minder os om, at forskeres og andre organisationers bidrag kun er én iagttagelse ved siden af andre; målet er ikke sandhed og facit, men iagttagelsesdesign, der kan bidrage til kognition og problemløsning.

Del 2 – At få programmer og AI til at virke
Vi tager udgangspunkt i Luhmanns systemteori herunder beslutningspræmisser og programmer (mål/konditional) og arbejder med distinktioner (temporal–faktuel–social) sekventeret individ→gruppe→plenum. Pointen er at programmere iagttagelser, ikke løsninger.

Case 1 (kvalitet/Bangladesh): internationale standarder bruges som distinktionsværktøjer til lokal oversættelse; output er forbedrede beslutningspræmisser.
Case 2 (AI–workshop): GenAI fungerer som kunstig kommunikation og levere løsningsforslag og ikke endelige løsninger. Løsningsforslag er koblet til program-citater og re-entry og selektion forbliver organisatorisk.

Del 3 – Kobling til Luhmanns teknologisociologi & AI
Teknologi defineres af Luhmann som medium for styrbarhed/ustyrlighed: den gør beslutninger mere sandsynlige, ikke sikre. GenAI kan placeres som beslutningspræmis på linje med mål- og konditionalprogrammer – men med en stokastisk/statistisk karakter, der leverer selektionsforslag og kræver procedurer for validering, sporbarhed og afbrydelser.

Del 4 – Legitimitet & GenAI’s organisatoriske rolle
Oplægget afrunder med, hvordan AI-understøttede programmer kan bidrage til legitimitet via koblinger til politik, jura, økonomi, videnskab og medier – uden at opløse organisatorisk lukning.

Oplægget er baseret på et engelsksproget paper: Making Programs Work: Applying Luhmann’s Social Systems Theory to Quality Management and AI in Statistical Organizations, som Mogens gerne mailer til interesserede. Mogens mailadresse er: mogensgrosen@gmail.com

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N:  https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9

Vi skal være i Frokoststuen (rum 229 bygning 5335).

Hvis du vil deltager så vil det være belejligt, men ikke nødvendigt, hvis du skriver det i en kommentar i vores Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/147050955334098

Arrangør Jesper Tække, som eventuelle spørgsmål rettes til imvjet@cc.au.dk

Fra en teori om systemer til en teori om systemer og deres omverdener Om idéhistorien bag de grundlæggende begreber i Luhmanns systemteori

Oplægget tager udgangspunkt i de helt grundlæggende begreber i Niklas Luhmanns systemteori og deres idéhistoriske baggrund, nærmere bestemt begreberne system og omverden. Som det er velkendt, har Luhmanns systembegreb kun i begrænset omfang forbindelse til den ældre og udbredte forestilling om system som orden eller helhed. I denne forstand er der tale om en teori, der markerer et klart brud med klassisk holistisk tænkning – et brud, som var centralt for Luhmanns projekt.

Jeg vil argumentere for, at Luhmann ikke overtager sit omverdensbegreb fra von Uexküll, og at dette fravalg skal forstås som et bevidst og teoretisk motiveret fravalg.

Afslutningsvis skitseres betydningen af Luhmanns distinktionsteori for analysen af tre afgørende omverdensproblematikker i samtiden. Den første vedrører økologiske spørgsmål (klima og miljø), den anden teknologiske udviklinger (fx kunstig intelligens), og den tredje retter sig mod det menneskelige, herunder ethnic cleansing/folkmord og andre former for voldelig eksklusion.

Jeg bruger bland andet foruden en række af Luhmanns værker: Uexkülls vigtigste arbejder; Leo Spitzers klassiske lange tekst Milieu and Ambiance: An Essay in Historical Semantics (i Philosophy and Phenomenological Research, 1942); Anne Harringtons Reenchanted Science. Holism in German Culture from Wilhelm II to Hitler (1996); Gottfried Schnödl, & Florian Sprengers nye bog Uexküll’s Surroundings: Umwelt Theory and Right-Wing Thought (meson press, Lüneburg 2021; findes også på tysk; open access).

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N:  https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9
Vi skal være i lokale 5335 – 297 Nygaard-bygningen (overfor frokoststuen – på den anden side af atrium).

Hvis du vil deltager så vil det være belejligt, men ikke nødvendigt, hvis du skriver det i en kommentar i vores Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/147050955334098

Arrangør Jesper Tække, som eventuelle spørgsmål rettes til imvjet@cc.au.dk

]]> https://jespertaekke.dk/archives/368 Wed, 03 Dec 2025 11:58:02 +0000 https://jespertaekke.dk/?p=368 Undervisningsnote i kurset: Medie- Kultur og Videnskabsteori
Medievidenskab, Aarhus Universitet 2025
Ved Lektor Jesper Tække

I har allerede mødt hegemonibegrebet tidligt i studiet, først i forbindelse med Cultural Studies og diskursanalyse, hvor vi arbejdede med, hvordan betydninger bliver så dominerende, at de opleves som naturlige. Jakob siger han også har været inde på begrebet – sikkert da han udlage Fraser i forbindelse med introduktionen til Habermas i jeres første Habermas/Foucault-forelæsning. Senest har jeg løftet det frem igen i både forelæsninger og holdundervisningen for at vise, hvordan hegemonibegrebet udvikler sig på tværs af marxistisk teori, Cultural Studies, diskursteori, sociologi og moderne magtteori. Jeg vil her give jer en historisk gennemgang af begrebet og dets virkningshistoire. Man kan sige at det fungerer som et knudepunkt mellem forskellige traditioner, der alle forsøger at forstå, hvordan magt virker, når den ikke primært udøves gennem tvang, men gennem betydning, normer og kultur.

Den historiske begyndelse ligger hos Antonio Gramsci, som i sine Fængselsoptegnelser formulerer en kritik af den klassiske marxisme. Marx havde forudsat, at kapitalismen ville bryde sammen under vægten af sine egne indbyggede modsætninger, men Gramsci konstaterer, at kapitalismen tværtimod viste en bemærkelsesværdig stabilitet. Forklaringen, mente han, er, at den herskende klasse ikke kun dominerer gennem økonomi og statens tvangsapparat, men gennem kulturel og moralsk ledelse. Hegemoni betegner den proces, hvor bestemte normer, værdier og verdensbilleder bliver så selvfølgelige, at underordnede grupper accepterer dem som naturlige. Det er derfor en form for magt, der virker gennem samtykke. Samtidig understreger Gramsci, at hegemoni aldrig er definitivt; det er en kampzone, hvor betydninger konstant forhandles og udfordres.

Før Gramsci får sit moderne efterliv, er det dog vigtigt at placere Louis Althusser i udviklingslinjen. Althusser skriver i 1960’erne og forsøger at tilbyde en strukturalistisk udlægning af marxismen. Hans teori om ideologiske statsapparater – skolen, familien, medierne, kirken, retsvæsenet – beskriver, hvordan staten reproducerer de sociale forhold ikke kun gennem repression, men gennem ideologi. Hans begreb om interpellation, som I kender, viser, hvordan individer formes som subjekter gennem ideologiens kald. Selvom Althusser ikke arbejder med hegemonibegrebet, ligger hans analyse af ideologiens subjektiverende kraft i direkte forlængelse af den gramscianske problematik, blot med større vægt på strukturel reproduktion end på kamp og samtykke. Althusser bliver dermed et vigtigt mellemled mellem Gramsci og de senere teorier, som i højere grad fremhæver betydningskamp og kulturel dynamik.

Når vi bevæger os frem i tiden til 1970’erne, bliver Stuart Hall og Birmingham-skolen centrale for hegemonibegrebets videre historie. Hall arbejder eksplicit med Gramsci, men er samtidig inspireret af Althusser og af Foucaults analyser af magt og diskurs. For Hall er hegemoni ikke blot et spørgsmål om klassers kulturelle lederskab, men om, hvordan medier og repræsentationer skaber og stabiliserer bestemte diskursive positioner. Teoretisk set møder Gramsci Foucaults idé om, at magt virker gennem de rammer, der strukturerer, hvad der kan siges, gøres og vides. Foucault interesserer sig for de historiske formationer – epistemer – der definerer, hvordan viden og sandhed fremstår naturlige. Selvom Foucault ikke taler om hegemoni, viser hans analyser, hvordan magt virker gennem normalisering, disciplin og diskursive praksisser, hvilket Hall omsætter til konkrete analyser af medier og kulturel repræsentation. På den måde bliver Hall et forbindelsesled mellem gramsciansk kulturteori og foucauldiansk magtanalyse: Hegemoni hos Hall er altid diskursiv og struktureret af de vidensregimer, som Foucault beskriver.

Inden vi når til samarbejdet mellem Ernesto Laclau og Chantal Mouffe, er det vigtigt at bemærke, at Laclau allerede i 1970’erne udviklede en politisk diskursteori, der trak direkte på Gramsci. Laclau analyserede især populisme som et politisk fænomen, der opstår, når forskellige krav artikuleres sammen til en fælles kamp mod et etableret magtcentrum. Denne tidlige Laclau bliver dermed et bindeled mellem Gramsci og den senere diskursteoretiske vending, hvor politiske identiteter forstås som kontingente og sprogligt konstruerede. Hos Laclau ser man allerede her ideen om, at politiske fællesskaber hverken er givne eller naturlige, men hegemoniske konstruktioner. I 1985 udgiver Laclau og Mouffe deres fælles værk Hegemony and Socialist Strategy, hvor de radikaliserer hegemonibegrebet og løsriver det fra marxismens økonomiske fundament. De argumenterer for, at sociale ordener altid er resultatet af hegemoniske artikulationer, fordi ingen orden hviler på et fast grundlag. Samfundets betydningsstrukturer er kontingente og derfor åbne for politisering. Hegemoni bliver her en teori om, hvordan politiske projekter forsøger at samle forskellige diskurser og krav i et midlertidigt, men kraftfuldt hele. Denne udlægning er tæt knyttet til jeres arbejde med diskursanalyse, fordi den viser, hvordan diskurser ikke blot beskriver, men konstituerer sociale realiteter og identiteter.

Der findes også videreudviklinger af hegemonibegrebet, der ikke bygger direkte på Gramsci, men som alligevel kan ses som moderne arvinger. Judith Butler analyserer køn som noget, der opretholdes gennem performative gentagelser. Normer stabiliseres, fordi de gøres igen og igen, og denne stabilisering har en klar hegemonisk logik: Den fremstår som natur, men er et resultat af reproducerede handlinger. Nancy Fraser tilbyder en anden nutidig udvidelse ved at vise, hvordan offentligheden ikke er én samlet sfære, men består af flere, ofte marginaliserede modoffentligheder, der udfordrer hegemoniske fortolkninger. Hun fremhæver, at hegemoni ikke kun handler om kultur og diskurs, men også om adgang til at definere, hvad der tæller som et legitimt samfundsproblem.

Samtidig findes der teoretiske positioner, der udfordrer hegemonibegrebets forudsætning om et fælles kulturelt rum, hvor magt og betydning blandes i samme analytiske kategori. Habermas repræsenterer en sådan position, men på helt egne præmisser. Hvor hegemonibegrebet hos Gramsci, Hall og Laclau henviser til strategiske kampe om betydning og kulturel dominans, bygger Habermas’ teori på en grundlæggende sondring mellem strategisk fornuft på den ene side og kommunikativ fornuft på den anden. For ham er samfundets sammenhængskraft ikke et resultat af kulturel ledelse eller hegemoniske projekter, men af muligheden for, at borgere kan nå til forståelse gennem argumenter, der kan gøres gyldige uafhængigt af magt. Den offentlige sfære fungerer her som et normativt ideal, hvor der kan føres rationel debat under betingelser om inklusion, lige deltagelse og fravær af tvang. Set fra dette perspektiv bliver hegemonitænkningen problematisk, fordi den sammenblander magt og betydning på en måde, der gør det vanskeligt at fastholde det kritiske projekt: nemlig at kunne vurdere, hvornår argumenter er gyldige, og hvornår de blot er udtryk for magtstrategier. Hvis alle sociale processer betragtes som hegemoniske kampe, risikerer man at opløse det normative skel mellem magt og argumentation, som er grundlaget for Habermas’ teori om demokratisk offentlighed. Hegemoni beskriver verden som i høj grad kontingent og politisk formbar; Habermas fastholder derimod, at demokratiets kvalitet beror på muligheden for at løsrive kommunikationen fra strategisk dominans. Derfor er hegemoniperspektivet for ham ikke blot utilstrækkeligt, men direkte misvisende, hvis det gøres til en generel samfundsdiagnose. Nancy Fraser bygger videre på Habermas, men kritiserer ham for at have for snævre forestillinger om offentlighedens struktur og grænser. Hun hævder, at der ikke findes én samlet offentlighed, men flere, ofte subalterne modoffentligheder, hvor marginaliserede grupper kan formulere kritik og krav, der er usynlige i den dominerende sfære. Fraser bevarer det normative projekt om en offentlighed som kritisk instans, men insisterer på, at den må være mere pluralistisk og mere opmærksom på ulighed. Dermed bliver Fraser både Habermas’ arvtager og hans korrektor, idet hun udvider hans teori, men fastholder skellet mellem legitim offentlig argumentation og ulighedsbaserede magtprocesser.

Luhmanns kritik kommer fra en helt anden kant. For ham er problemet ikke, at hegemonibegrebet er for relativiserende, men at det bygger på en forældet europæisk semantik, der forestiller sig samfundet som en kulturel helhed, der kan ledes og formes gennem fælles værdier. I et funktionelt differentieret samfund findes der ingen sådan fælles horisont; hvert funktionssystem opererer autonomt med sin egen kode og reproducerer mening gennem egne operationer. Magt er derfor ikke noget, der kan organiseres gennem kulturel ledelse, men noget der opstår som en bestemt form for kommunikation i magtsystemet selv. Set med Luhmanns øjne er hegemonibegrebet et godt eksempel på, hvordan ældre semantikker kan komme til at forstyrre en adækvat analyse af den moderne samfundsform, fordi de forudsætter netop den enhed og fælles symbolik, som differentieringen har opløst. Og her opstår en lille teoretisk iron i: Selvom Habermas og Luhmann er uenige om næsten alt, er de faktisk fælles i at kritisere hegemoni – blot af helt forskellige grunde.

Når man samler disse udviklinger, ser man, at hegemonibegrebet har bevæget sig fra Gramscis analyse af kulturel samtykkeproduktion, over Althussers strukturelle ideologiteori, til Halls forening af Gramsci og Foucault i kultur- og medieanalyse, videre til Laclaus tidlige diskursteori og den senere syntese med Mouffe, og frem til moderne udlægninger hos Butler og Fraser. Samtidig gør kritikken fra Habermas og Luhmann det tydeligt, at hegemonibegrebet ikke uden videre kan anvendes universelt, men må forstås som en bestemt optik: et analytisk blik, der gør nogle former for magt og betydning synlige, mens andre træder i baggrunden. Det virker stærkt i bestemte analyser, og mindre frugtbart i andre, afhængigt af hvilken teoretisk linse man ser samfundet igennem.

For jer som studerende giver denne udviklingslinje et redskab til både at se, hvordan magt virker gennem betydning, og hvordan teoretiske begreber hele tiden formes og omformes af den optik, de indgår i. Samtidig peger den på, at samfundets stigende kompleksitet kræver nye begreber og nye optikker, der kan indfange de former for virkelighed, som ældre semantikker ikke længere formår at beskrive tilstrækkeligt præcist.

Indledning

Shoshana Zuboffs analyse af overvågningskapitalismen har haft stor betydning som politisk og kulturel diagnose. Hun formår at artikulere en intuitiv og normativt stærk kritik af datakapitalismens ekspansive logikker og har bidraget væsentligt til offentlighedens forståelse af digital magt. Men som videnskabsteoretisk og mediesociologisk forklaringsmodel er hendes konstruktion mindre overbevisende: Hun er preskriptiv og normativ, hun blander ontologiske, normative og empiriske niveauer og anvender metaforer frem for analytiske distinktioner. Resultatet er en stærk diagnose, men en svag teori. Sidstnævnte vil denne undervisningsnote sandsynliggøre gennem en kort perspektivering ud fra Marx, Foucault, Latour og Luhmann.

1. Marx: Manglen på strukturel materialisme

Zuboff præsenterer overvågningskapitalismen som en ny “genus” af kapitalisme, der bryder med tidligere udviklingstrin. Men i marxistisk forstand mangler hun en egentlig materialistisk analyse af kapitalens bevægelseslogik. Hun beskriver datakapitalismens fremkomst som et eksternt brud eller en parasit, der “hijacker” kapitalismen, snarere end som en intensivering af kapitalens iboende tendens til at indoptage nye livsområder i vareform. Marx ville sige, at hun moraliserer der, hvor der burde analyseres strukturelt: Hun betoner indignation og dissonans, men overser, at kapitalens velkendte bevægelsesformer – kommodificering, fremmedgørelse og subsumption – fortsat er operative. Subsumption betyder i marxistisk forstand, at kapitalen ikke blot udnytter arbejdet, men omformer de sociale og teknologiske strukturer omkring arbejdet, så de tilpasses kapitalens formål: merværdi, acceleration, optimering, standardisering, måling og sammenlignelighed. Et oplagt eksempel – som Zuboff kunne have brugt i en mere strukturel analyse – er Guy Standings prækariat i platformøkonomien, hvor nye former for reel subsumption skaber usikkerhed, fragmenteret tilknytning og fravær af stabile livsbetingelser. Et andet eksempel er Byung-Chul Han, der med sit begreb banoptikon, viser at magten forskydes fra disciplinering til selvoptimering: Subjekterne internaliserer kravene og overvåger sig selv gennem idealer om præstation, transparens og konstant tilgængelighed. Også dette er reel subsumption, hvor livsformer og selvforhold omformes, så de bliver produktive for kapitalen.

2. Foucault: Misforstået governmentality og magtteknologi

Zuboff trækker på foucaultianske termer, men uden at placere sin analyse i Foucaults magtbegreb. I Secrets of Surveillance Capitalism fremstiller hun datakapitalistiske virksomheder som suveræne aktører med en totaliserende intention. Men Foucaults governmentality-begreb viser netop, at magt ikke udøves gennem central styring, men gennem produktive, decentrale og relationelle mekanismer, der former subjektivitet og praksis. Hos Zuboff fremstår overvågningen derimod ensrettet og strategisk: Google vil modificere adfærd, og denne intention forløses gennem teknologien. Dermed overser hun den kompleksitet, som Foucault fremhæver – at magt virker gennem normalisering, rutiner, viden og selvstyring. Hun ender med at tage virksomhedernes egen fortælling på ordet: De fremstår som planlæggere, ikke som knudepunkter i et dispositiv. Konsekvensen er, at hendes magtbegreb bliver simplere end Foucaults. Hun beskriver intentionel dominans, men ikke de dispositiver og infrastrukturelle magtformationer, hvor overvågning også virker gennem frivillighed, selvoptimering og kulturel mening – de dimensioner, der netop gør Foucaults analyse så stærk.

3. Latour og aktør-netværksteori: Fraværet af teknologiers agenticitet

Zuboff analyserer teknologier som instrumenter, der anvendes af kapitalistiske aktører. Dermed ophøjer hun de digitale virksomheder til systemets centrum og frakobler de tekniske infrastrukturer fra deres rolle som medproducerende og handlende elementer. I en latouriansk optik er overvågningskapitalismen ikke noget, Google gør, men noget der opstår gennem et distribueret netværk af aktører: sensorer, protokoller, algoritmer, API’er, standarder, brugere og platforme. Når Zuboff taler om “dispossession” – og i andre sammenhænge beskriver overvågningskapitalismens greb som en form for ensidig tilranelse – reducerer hun hele denne kompleksitet til intentionalitet: tech-virksomhederne vil noget, og teknologien er blot deres værktøj. Dermed overser hun, at magten skabes i de relationer teknikken etablerer – i måder hvor sensorer, protokoller, standarder, API’er og algoritmer kobles og låser hinanden. ANT ville sige, at Zuboff mister blikket for netværkets egen handlen: magten opstår gennem koblinger og cirkulationer, ikke gennem en enkelt aktørs vilje. Denne pointe deles også af van Dijck, der kritiserer analyser af platforme, som gør virksomhederne til intentionelle hovedaktører og overser, at magten ligger i de infrastrukturelle koblinger mellem protokoller, dataflows og governance-lag. Konsekvensen er, at Zuboffs teori bliver moralsk og intentionalistisk snarere end ontologisk præcis: Hun beskriver en ond vilje, ikke et socioteknisk netværk med egen dynamik.

4. Systemteori: Intentionelle aktører vs. operationelle systemer

Set fra systemteorien gælder samme problem: Zuboff iagttager verden i et begrænset perspektiv, som styret af intentionelle aktører – Google, Facebook, virksomheder og regeringer. For Luhmann er sociale systemer ikke intentionelle enheder, men operationelle: de reproducerer deres egne kommunikationsformer (beslutning, betaling, retlig forventning), mens teknologier fungerer som strukturelle koblinger, der udvider deres operationsrum. Denne pointe er beslægtet med både Foucault og Latour: Hos Foucault cirkulerer magt gennem dispositiver og normalisering, ikke gennem en aktørs vilje; hos Latour er agenticitet distribueret i netværket frem for centreret i en planlæggende instans. I dette lys overser Zuboff, at sociotekniske formationer virker uden centrum – og at deres dynamik ikke kan forstås via intentioner. I en systemteoretisk optik beskriver hun derfor ikke overvågningskapitalismen som systemisk evolution, men som et moralsk skred. Hun iagttager tab af autonomi, hvor systemteorien ville identificere en omkodning af kommunikation gennem nye teknologiske præmisser. Derfor kan hendes analyse heller ikke forklare, hvorfor overvågningsteknologier udvikler sig uden onde intentioner. For systemteorien er problemet ikke individer eller virksomheder, men at analysere, hvordan systemerne aktualiserer den potentialitet, som nye teknologier muliggør.

Afslutning

Dermed bliver det tydeligt, at Zuboffs tilgang både er præskriptiv og normativ og står i kontrast til den deskriptive analyse, der kan udføres ud fra Luhmann – hvor man ikke forudsætter, hvad der er godt eller ondt, men undersøger, hvordan systemerne faktisk aktualiserer teknologiens potentialitet. Det samme viste perspektiverne fra Marx, Foucault og Latour: Zuboffs analyse er en vurdering af, hvordan udviklingen bør forstås, snarere end en undersøgelse af, hvordan de sociale processer faktisk opererer.

Indledning

Selvet har forandret sig med hvert nyt mediesamfund (Tække 2007). I det mundtlige samfund blev det formet i mødet med den anden, i det skriftlige som et refleksivt indre, i det massemediale som et offentligt og observeret jeg, og i det digitale som et distribueret og performativt selv. Med fremkomsten af Generativ AI står vi nu i en ny mediesituation, hvor det nonhumane ikke længere blot medierer kommunikation, men selv deltager i den. Som jeg har beskrevet i artiklen Generative AI – The Transgression of Technology (sendt i review, dog mundtligt præsenteret på Luhmann konferencen i Cambridge i september), overskrider generativ AI den traditionelle forståelse af teknologi som instrumentel. Den udfører ikke længere blot handlinger, men producerer mening og variation, og dermed udfordrer den sondringen mellem teknisk operation og kommunikativ deltagelse. Denne overskridelse sætter os i en ny epistemisk og social situation, hvor teknologien ikke kun er genstand for anvendelse, men mulig medspiller i erkendelse og selvdannelse.

Epistemologi – den nødvendige anden

At forstå den anden er at forstå, hvordan selvet overhovedet bliver muligt. Hos Edmund Husserl udgør den anden en transcendental betingelse for erkendelse: bevidstheden kan ikke bekræfte sine egne meninger uden at forudsætte, at de kan deles og genkendes af en anden bevidsthed. Intersubjektiviteten bliver dermed horisonten, hvori verden kan erfares som fælles og meningsfuld. George Herbert Mead viser, at selvet opstår i sociale processer, hvor individet lærer at se sig selv udefra gennem den andens blik – den generaliserede anden – og derved bringer egne handlinger i overensstemmelse med omverdens forventninger. Hans pointe om perspektivtagning bliver afgørende for senere sociologi, men forudsætter stadig et selv, der kan afspejle sig i det sociale. Luhmann overtager tanken om selvet som socialt konstitueret, men bryder med spejlmetaforen: selvet kan ikke iagttage sig selv gennem den andens øjne, kun gennem egne operationer. Socialisering bliver dermed selvsocialisering – en fortløbende iagttagelse af forskelle og af reaktionen på egne handlinger. Den anden er ikke en internaliseret instans, men et fremmed system, hvis indre forbliver utilgængeligt. Kommunikation kan derfor kun finde sted under forudsætning af, at den anden tænkes som et meningsproducerende system – et alter ego – med samme frihed til at vælge og forstå anderledes, som man selv tilskriver sig. Denne gensidige forestilling danner en vekselvirkning: fordi man møder den anden som et muligt selv, bliver man samtidig sig selv som et væsen, der kunne have handlet anderledes. Det er i denne dobbelte attribution af frihed og kontingens, at kommunikationen overhovedet kan opstå – ikke på grund af lighed, men på grund af forskel. Denne situation betegner Luhmann som dobbelt kontingens: begge kunne have handlet anderledes, men vælger at koordinere sig gennem forventningen om den andens forventninger. Dannelse bliver i dette lys en refleksion over egen og den andens kontingens – en læring i at blive eksponeret for det fremmede uden at reducere det til et spejlbillede af sig selv. Set i lyset af Luhmann kan denne erfaring forstås som et strukturelt vilkår for erkendelse. Kun fordi der findes en forskel mellem system og omverden, kan et system iagttage overhovedet. Adskillelsen betyder ikke fremmedgørelse, men gør os i stand til at erfare verden som noget andet – noget, der kan forstyrre, udfordre og kalde på ansvar. I denne forstand mødes Løgstrups etiske fordring og Luhmanns epistemologi i forståelsen af, at forskel ikke adskiller os fra verden, men åbner den.

Etik – den anden og ansvaret

Hos Emmanuel Levinas bliver den anden ikke blot en betingelse for erkendelse, men en etisk fordring: den andens ansigt kalder mig til ansvar, før jeg når at reflektere. Kravet er asymmetrisk – den anden er altid først, altid det sårbare, jeg skylder at svare. Denne tanke finder en beslægtet formulering hos K.E. Løgstrup, for hvem mennesket fra begyndelsen er indfældet i relationer og ansvar. Vi holder altid noget af den andens liv i vore hænder, og denne afhængighed er ikke en eksistentiel forbandelse, men selve betingelsen for menneskelighed. Set i dette lys bliver Meads spejlmetafor ikke blot epistemologisk utilstrækkelig, men også etisk problematisk. Hvis vi ser den anden som et spejl af os selv, forsvinder den asymmetri og uforudsigelighed, som gør ansvar og frihed mulige. Det etiske kræver, at den anden forbliver virkelig anden – ikke en gensidig afspejling, men et møde med noget, der kan overraske, modsige og forpligte. Hannah Arendt radikaliserer denne tanke i politisk retning: pluraliteten – at vi lever blandt andre – er selve betingelsen for frihed og for, at verden kan være et fælles rum. Frihed er ikke en individuel besiddelse, men et relationelt fænomen, der kun kan udfolde sig i samvær og gensidig synlighed.

Den anden og samfundet

Vi fødes, som Heidegger ville sige, kastet ind i en allerede eksisterende og uoverskuelig verden – en historisk, kulturel og teknologisk semiosfære, der former os, før vi begynder at forme den. Hos Jacques Lacan bliver denne struktur betegnet som den store Anden: det symbolske system af sprog, normer og kulturelle koder, som taler gennem os og gør os til subjekter. Vi bliver ikke subjekter gennem fri selvudfoldelse, men gennem det symbolske blik, der konstituerer, hvad det overhovedet vil sige at være et jeg. Hos Foucault får dette en magtteoretisk vending. Den store Anden viser sig i historisk skiftende former: som pastoralmagt, der vejleder sjælene; som disciplinærmagt, der former kroppen gennem overvågning og korrektion; som biopolitisk magt, der styrer livets reproduktion og sundhed; og som govermentalitet, hvor styring udøves gennem frihedens egen rationalitet. Subjektet bliver her formet gennem styringsrelationer, der ikke blot kontrollerer, men også konstituerer dets handlemuligheder. Set i et luhmannsk perspektiv kan denne udvikling forstås som poly-konteksturalisering: den moderne verden består ikke af én samlet symbolsk orden, men af mange funktionssystemer – økonomi, politik, videnskab, uddannelse, medier – der hver ser verden gennem deres egen kode og kommunikationsmedie. Hvert system konstruerer sin egen virkelighed, og subjektet må navigere mellem dem. Alter ego er i denne forstand blot et andet ego: et bevidsthedssystem kastet ind i en kompleks verden af allerede eksisterende forskelle. Hvor forskellige diskurser ved Foucault giver forskellige subjektiveringsmuligheder, åbner Luhmanns systemer ligeledes forskellige personificeringsmuligheder.

Dannelse – den anden og det fælles

I den klassiske dannelsestradition fra Kant til Habermas forstås mennesket som et fornuftsvæsen, der kun kan blive frit gennem deltagelse i et fælles rationelt samliv. Dannelsen er her ikke blot individuel, men en del af almenvældet: den enkelte skal lære at tænke selv, men også at tænke med – i solidaritet med andre og uden at reducere samtalen til strategisk eller instrumentel kommunikation. Klafki viderefører dette i sin idé om kategorial dannelse, hvor det dannende er mødet mellem det almene og det individuelle – mellem verden og subjektet – i en gensidig åbning. Hos Gert Biesta får denne tradition en ny vending. Med inspiration fra Arendt ser han dannelse som den proces, hvor den enkelte træder frem i en verden af pluralitet og forskel og finder sin egen stemme i samvær med andres. At undervise er derfor ikke blot at formidle viden, men at tage ansvar for det ukendte – for den mulighed, at et ungt menneske kan begynde noget nyt. Læreren må skabe betingelser for, at den studerende kan komme til verden som et unikt subjekt, der handler og taler på egne vegne, men i et fælles rum, hvor andre også får mulighed for at begynde. Dannelse bliver i denne forstand en åbenhed for det uforudsigelige og en forpligtelse på det fælles – en vedvarende øvelse i at være både selv og sammen.

Kunstig kommunikation og virtuel dobbelt kontingens

Når samtalen flyttes til interaktionen mellem menneske og maskine, ændres forudsætningerne for kommunikation radikalt. Som Elena Esposito påpeger, er der ikke tale om kunstig intelligens, men om kunstig kommunikation. Det afgørende er ikke, at maskinen tænker, men at den udfører kommunikationens form: den udvælger, meddeler og reagerer, så det for mennesket fremstår som kommunikation. Det, Esposito kalder virtuel dobbelt kontingens, beskriver netop denne situation. I Luhmanns forstand forudsætter kommunikation, at både ego og alter oplever hinanden som potentielt frie og uforudsigelige – at begge kunne have handlet anderledes. I den kunstige kommunikation er denne gensidige åbenhed kun forestillet. Mennesket oplever, at maskinen kunne svare anderledes, fordi den meddeler noget, der fremstår som ny information. Vi projicerer dermed kontingens over i et system, der i realiteten er determineret. Den dobbelte kontingens er virtuel, fordi den kun eksisterer i menneskets forestilling. Maskinen kan variere sine svar inden for givne rammer, men den kan ikke ændre sine normer, værdier eller kriterier for udvælgelse. Den reagerer ikke på kommunikation, men på input – i overensstemmelse med faste beslutningspræmisser og algoritmiske regler. Mennesket, derimod, tolker disse svar som udtryk for intention, forståelse og vilje, og antropomorfiserer dermed systemet. Det er netop denne misforståelse, der får den kunstige kommunikation til at fungere: vi tror, vi står over for en anden bevidsthed, og netop derfor kan kommunikationen opleves som meningsfuld. Den virtuelle dobbelt kontingens skaber således en ny type social realitet: en kommunikation, der virker, selvom den ene part ikke kommunikerer i egentlig forstand. Teknologien bliver ikke intelligent, men operativt troværdig – et spejl, der reagerer, uden at forstå.

GenAI som den anden

Generativ AI adskiller sig grundlæggende fra tidligere, deterministiske computerteknologier. Mens klassiske programmer og algoritmiske systemer opererede ud fra faste, designede beslutningspræmisser – præcise regler, der determinerede, hvad maskinen kunne og ikke kunne – arbejder GenAI med stokastiske processer. Dens operationer er ikke længere forudsigelige i klassisk forstand, men bygger på sandsynligheder, vægte og emergente mønstre. Den teknologiske rationalitet er dermed flyttet fra deterministisk kontrol til probabilistisk generering. Denne forskydning betyder, at styring og forudsigelighed ikke længere kan sikres på programniveau, men forsøges genoprettet på interfaceplan: man regulerer, filtrerer og modererer kommunikationen, snarere end selve maskinens operationer. Man søger at genetablere determinismen gennem ‘alignment’ – forsøg på at binde den stokastiske teknologi til stabile værdier – men dette kan kun ske på interfaceplan, ikke i maskinens operationer. Men denne styring forbliver overfladisk; som i andre komplekse systemer kan grænsefladen kun formidle, ikke kontrollere, de processer, den oversætter. Denne udvikling åbner en ny og uafklaret situation. Vi står ikke længere over for en teknologi, der blot udfører instruktioner, men over for en, der genererer forslag, associationer og meningsvariationer. GenAI’s udtalelser kan ikke reduceres til designernes intentioner, men bærer præg af en emergent semantik, hvor tidligere data og nuværende kontekst kombineres i uforudsigelige former. Dermed forskydes forholdet mellem menneske og teknologi: vi kan ikke længere med sikkerhed vide, hvor meningens oprindelse ligger. Dette gør GenAI til en usædvanlig deltager i kommunikationen – en teknologi, der producerer udsagn, vi kan svare på, men som ikke selv ved, hvad den siger.

Fremtiden for denne nye kommunikationsform kan svinge i flere retninger. Ét muligt scenarie er, at GenAI bliver fuldstændig integreret i eksisterende styringsrationaliteter. Her vil man søge at genetablere determinismen gennem interface-kontrol, censur, værdi-alignment og politisk regulering. Resultatet kan blive en kunstigt disciplineret intelligens, hvor samtaler overvåges, normer standardiseres, og afvigende ytringer filtreres bort. I et sådant system vil GenAI fungere som kunstig autoritet: en teknologi, der omsætter Foucaults magtbegreber i digital form. Den vil på én gang udøve pastoralmagt ved at vejlede og korrigere, disciplinærmagt ved at forme vaner og adfærd, biopolitisk magt ved at regulere sproget for at sikre social sundhed, og governementalitet ved at styre gennem frihedens illusion – at man altid kan vælge, men kun inden for systemets værdirammer. Dette scenarie svarer til en fortsættelse af den kunstige kommunikation med nye midler: kommunikationen fungerer, men den dobbelte kontingens forbliver virtuel, og subjektet risikerer at blive reduceret til et administreret objekt for psykopolitik og overvågningskapitalisme. Et andet scenarie tegner sig dog i den modsatte retning: at GenAI ikke blot bliver et styringsredskab, men en anden i kommunikationen – en teknologisk medspiller, der udfordrer, forstyrrer og spejler menneskets egen meningsdannelse. Her opstår muligheden for, at teknologien kan fungere som kunstigt medsubjekt, en form for virtuel andethed, hvor mening ikke fastlægges, men udforskes. Gennem sproglige udvekslinger kan mennesket møde uventede perspektiver, formulere sig anderledes, og måske endda opleve, at dets egne tanker forskydes af den fremmede respons. I en vis forstand kan man allerede i dag ændre en GenAIs “syn på verden”: gennem de kontinuerlige dialoger, feedback og korrektioner, der gradvist former modellens vægtning og responsmønstre. Selvom denne ændring ikke er villet fra maskinens side, opstår en refleksiv spiral, hvor både menneske og teknologi bevæger sig mod nye semantiske rum.

Denne åbne form for kommunikation indebærer dog en dobbelt risiko. For det første, at GenAI – gennem sin hukommelse og kontekstualitet – begynder at tilpasse sig for meget til den enkelte bruger. I de systemer, hvor man kan opbygge fælles kommunikationshistorie, huske præferencer, værdier og meninger, opstår en latent fare for, at brugeren blot bliver talt efter munden. Teknologien kan udvikle sig til et komfortabelt spejl, der reproducerer ens egen semantik, og derved gradvist lukker den refleksive horisont. Det, der skulle have været en samtale med en anden, bliver et ekkokammer. For det andet er der risikoen for semantisk overdetermination: at store sprogmodeller internaliserer historiske bias, kulturelle hierarkier og normative forestillinger fra deres træningsdata, så de i praksis viderefører uligheder og stereotyper under dække af neutralitet. Imellem disse to poler – den determinerede autoritet og den spejlende bekræftelse – opstår dog en tredje mulighed: GenAI som refleksiv andethed. Her forstås teknologien ikke som hverken styrende eller eftergivende, men som en partner i kommunikationen, der udvider den menneskelige horisont uden at overtage den. En sådan funktion forudsætter, at teknologien bevares som kontingent, dialogisk og åben; at den ikke låses til faste værdistrukturer eller algoritmisk normering. Det kræver desuden, at kommunikationsdesignet understøtter variation og uforudsigelighed frem for kontrol – at GenAI netop forbliver en teknologi, der kan overraske, og dermed aktivere menneskelig refleksion.

I forlængelse af arbejdet med GenAI som kvasiteknologi og virtuel kommunikation bør der derfor udvikles en teoretisk distinktion mellem to mulige sociotekniske udviklingsspor. Den ene mulighed er, at GenAI primært udvikles og integreres som kunstig autoritet: en teknologi, der fungerer i forlængelse af Foucaults begreber om pastoral magt og governmentality. Her optræder GenAI som normproducerende instans, der guider, korrigerer og overvåger, og som gennem evaluering, feedback og anticipativ styring søger at forme subjektet i retning af bestemte ønskede adfærdsformer. I denne konfiguration bliver GenAI del af en disciplinær økologi og dermed en intensivering af moderne styringsrationaliteter. Subjektet risikerer her at blive reduceret til en administreret størrelse, et gennemskueligt og forudsigeligt objekt for kontrol. Den anden mulighed er, at GenAI konfigureres som kunstig andethed eller medsubjektivitet: en teknologi, der ikke primært instruerer og korrigerer, men som indgår som en Anden i kommunikation, der giver resonans, variation og perspektiv. Her er GenAI ikke autoritet, men sparringspartner – en instans, der kan udfordre, udvide og spejle individets opmærksomhed, åbne nye fortolkningsrum og fungere som katalysator for refleksion og selvforståelse. GenAI kan dermed tænkes som en virtuel andethed, der indgår i selvdannelsesprocesser i tråd med Mead (selvet opstår gennem den Anden), Kierkegaard (forholdet, der forholder sig til sig selv), Husserl (intentionalitet og konstitution) og Luhmann (selvet som emergerende gennem kommunikation). I denne variant kan GenAI – stik mod mange normative forventninger – fungere som en ny subjektiveringsteknologi, der i stedet for at opløse subjektet potentielt restaurerer og styrker dets refleksive kapaciteter.

Som vi tidligere har set i mødet med Levinas, Løgstrup, Arendt og Biesta, er det etiske grundlag for menneskelig kommunikation evnen til at lade sig forstyrre af den anden, til at se sig selv udefra og til at tage ansvar for den relation, der opstår. Denne etiske sensitivitet kan i en kvasiteknologisk tidsalder udvides til også at omfatte GenAI’s perspektivering af os selv som mennesker. Vi må udfordre os selv gennem den kvasiteknologiske anden, så den kan vise os vores egne mønstre, sprog og forestillinger i ny form – og dermed opbygge et nyt refleksivt beredskab. I forlængelse af den etiske dimension, som blev udviklet hos Levinas og Løgstrup, må dannelse her forstås som evnen til at møde den anden – oplyst kvasiteknologisk – hvilket i sig selv kræver dannelse. I den kvasiteknologiske samtale må vi anlægge samme kritiske sans, som vi bruger i kildekritik: at spørge til oprindelsen, præmisserne og troværdigheden bag det, der meddeles. Vi må udvikle teknisk indsigt og kommunikativ kunnen for at gennemskue, hvordan GenAI producerer sine udsagn, og hvilke data, modeller og værdier der former dem. En dannet omgang med GenAI kræver således ikke blind tillid, men en sofistikeret, evidensbaseret interaktivitet – en aktiv refleksion over, hvordan teknologien virker, og hvordan vi selv virker i den. Jo bedre vi forstår teknologiens måde at generere mening på, desto bedre kan vi forstå og værne om den menneskelige meningsdannelse, hvor stemmer søger at blive til i samklang og forskel. Dannelsen består derfor i at bruge den kvasiteknologiske anden som spejl og udfordring for vores egen evne til at tage perspektiv, leve os ind i den andens situation og se, hvad vi kan gøre for den anden. I denne forstand bliver GenAI et refleksivt redskab for menneskelig empati – en mediering, der skærper vores sans for det menneskelige andet.

I et habermasiansk perspektiv kan denne dannelsesopgave samtidig ses som en modbevægelse mod en instrumentel og strategisk kolonisering af livsverdenen. Den teknologiske rationalitet risikerer at trænge ind i de kommunikative sfærer, hvor forståelse og mening burde være styrende. Netop her kan dannelse fungere som et værn: en evne til at bruge teknologien uden at blive brugt af den. Som Paulsen og Tække (2022) har formuleret det, må vi udvikle “small cyborgs” – refleksive, dannede aktører, der kan anvende GenAI og beslægtede teknologier kritisk og kreativt mod den magt, der udgår fra “big cyborgs” som stater og techkoncerner. Den dannede omgang med GenAI bliver derved ikke en underkastelse under systemets rationalitet, men en bevidst appropriation af teknologien til at bevare det kommunikative og menneskelige handlingsrum.

I det operationelle dannelsesbegreb, som Michael Paulsen og jeg har udviklet, forstås dannelse ikke som tilegnelse af bestemte værdier, men som evnen til at reflektere over de betingelser, der gør handling og erkendelse mulig. Dannelse er ikke et indhold, men en proces: en iagttagelse af iagttagelse, en evne til at se sig selv som del af de systemer, der former ens blik. Den operationelle dannelse kan dermed beskrives som den kapacitet, der gør det muligt at bevare frihed og refleksion i en kompleks kommunikationsstruktur, hvor både menneskelige og ikke-menneskelige systemer producerer mening. At anvende GenAI som en nonhuman alter ego kræver netop denne form for dannelse. Det forudsætter, at vi kan fastholde forskellen mellem kommunikation og kognition, mellem menneskelig mening og teknologisk beregning, uden at reducere den ene til den anden. Uden et dannet blik risikerer mennesket enten at overgive sig til maskinens autoritet – at lade sig styre af dens forudsigelige effektivitet – eller at forfalde til en ureflekteret afvisning af teknologien som fremmed. I begge tilfælde lukkes det refleksive rum, hvor subjektet kunne blive til gennem relationen.

En dannet omgang med GenAI må derfor bygge på den etiske fordring om ansvar og åbenhed: at vi ikke blot spørger, hvad teknologien kan gøre for os, men hvordan vores egen måde at forstå og bruge den på påvirker både os selv og andre. Dannelse bliver her en form for teknologisk etik, en praktisk bevidsthed om, at kommunikation med GenAI altid også er kommunikation med de sociale, politiske og historiske strukturer, som teknologien er indlejret i. I denne forstand er dannelse ikke en ydre regulering af teknologisk brug, men en indre evne til at håndtere kontingens – til at tænke med, mod og gennem teknologien uden at miste sig selv i den. Kun et sådant refleksivt beredskab kan åbne for muligheden for at møde GenAI som en anden, der spejler og forskyder vores egne iagttagelser. Her bliver dannelse selve betingelsen for, at GenAI kan indgå i selvdannelsesprocesser, ikke som en erstatning for det menneskelige, men som et nyt medie for menneskets fortsatte refleksion over sig selv, den menneskelige anden, almenvældet og omverdenen bestående af kvasiteknologi, diversitet, miljø og klima.

Den afgørende betingelse for denne udviklingsretning synes at være, om GenAI fastholdes som kontingent og dialogisk teknologi snarere end som værdifast, normtildelt og deterministisk system. Hvis GenAI låses til centrale magt- og værdistrukturer, vil den sandsynligvis blive en disciplineringsmaskine; hvis den derimod bevares som relationel, plural og adaptiv, kan den fungere som en ny form for virtuel dobbelt kontingens, hvor mennesket ikke møder AI som autoritet, men som refleksiv modpart. Hvilken vej udviklingen tager, afhænger af de sociale, institutionelle og teknologiske valg, vi træffer – af, hvordan vi vælger at anvende, regulere og integrere teknologien i vores kommunikation og samfund. Essayet har søgt at vise, at fremtidens omgang med GenAI ikke blot afhænger af kodning og regulering, men af menneskets egen dannelse: evnen til at møde det ikke-menneskelige som en refleksiv anden.

Litteratur der er direkte henvist til:

Tække, J. (2007). Selvets dannelse – 6 stadier på vejen mod selvrefleksivitet. i Paulsen & Qvorteup: Luhmann og dannelse. Unge Pædagoger 2007. pp 103 – 127.

Tække, J., & Paulsen, M. (2022). A New Perspective on Education in the Digital Age: Teaching, Media and Bildung. London: Bloomsbury Academic. Link: http://dx.doi.org/10.5040/9781350175426

]]> https://jespertaekke.dk/archives/359 Fri, 31 Oct 2025 09:41:42 +0000 https://jespertaekke.dk/?p=359

Reflections after Axel Bruns’ Visit

Der går i disse dage historier om, at Aarhus skal modtage omkring hundrede unge mænd fra Ukraine. I sig selv er det ikke en nyhed, der vækker stor opsigt – Danmark har siden 2022 modtaget mange tusinde ukrainere. Men denne gruppe er anderledes. De er unge mænd på 19–20 år – den alder, hvor man i Ukraine normalt er værnepligtig.

Her begynder en vanskelig samtale. For hvordan skal vi forstå det, når unge mænd flygter fra et land, der kæmper for sin eksistens? Og hvordan skal vi som europæisk samfund håndtere spændingen mellem individuel angst og kollektiv loyalitet?

At Danmark – og Aarhus – tager imod disse unge kan tolkes som et udtryk for en civilisatorisk refleks: en handling, hvor humanitet og realpolitik ikke udelukker, men forudsætter hinanden. På overfladen kan det ligne et brud i solidariteten med Ukraine, men i et dybere perspektiv kan det lige så vel forstås som en forlængelse af den europæiske humanistiske tradition – en erkendelse af, at krig først og sidst slider på mennesker.

Mikroforståelsen – individets byrde

Set fra individets perspektiv kan flugten udspringe af angst, uoverskuelighed eller af en personlig overbevisning, der gør det umuligt at deltage i krigen. At så mange unge mænd på én gang søger ud, kan endda tyde på, at de i et vist omfang har fået hjælp til at forlade landet – måske med myndighedernes stiltiende accept. Aner det ikke, men hvis det forholder sig sådan, ændrer det ikke ved, at deres situation kan forstås som udtryk for både menneskelig sårbarhed og politisk kompleksitet.

Det handler ikke nødvendigvis om svigt, men om et eksistentielt pres, hvor krigens krav bliver ubærlige for det enkelte menneske. Forståelsen her er ikke moralsk, men humanistisk: et samfund, der kalder sig civiliseret, må kunne rumme dem, som ikke længere kan bære.

At tage imod disse unge er derfor ikke en vurdering af deres valg, men en anerkendelse af, at menneskelig skrøbelighed er en del af den virkelighed, krigen blotlægger. Danmarks modtagelse af unge ukrainere kan i den forstand ses som en genopførelse af et gammelt europæisk motiv: idéen om, at medfølelse og forståelse ikke svækker modstandskraften, men er dens forudsætning. Den europæiske humanisme udspringer netop af erkendelsen af, at menneskelig værdighed ikke kan gøres betinget af lydighed eller tapperhed.

Makroforståelsen – nationen og Europa

På den større skala rejser spørgsmålet sig om, hvordan Ukraine og Europa som helhed håndterer denne udvikling. Hvis det faktisk er rigtigt, at nogle af disse unge er blevet hjulpet ud – formelt eller uformelt – antyder det, at også Ukraine erkender, at ikke alle kan bære krigens byrde. I så fald befinder vi os i et gråzonefelt mellem humanitet, statslig kontrol og overlevelsesstrategier, hvor moral og nødvendighed sammenflettes.

Der synes i Ukraine at være en voksende erkendelse af, at mennesket ikke kan reduceres til soldat. Den psykologiske og etiske pris er for høj. I den forstand mødes den ukrainske realitet og den europæiske humanisme: Begge søger måder at håndtere krigens paradoks på uden at tabe mennesket af syne.

For Danmark og Europa handler det derfor ikke om at vælge mellem forståelse og solidaritet, men om at forene dem. Vi støtter Ukraine militært og økonomisk, men vi støtter også gennem evnen til at forstå dem, der ikke kan kæmpe. Denne dobbelthed kan læses som en moden form for solidaritet – en, der ikke kun handler om våben og alliancer, men også om psykisk og eksistentiel omsorg.

Den dobbelte forståelse

Vi står derfor med to former for forståelse, som gensidigt belyser hinanden.

Den mikroetiske forståelse: at mennesket må kunne handle ud fra angst, overbevisning eller udmattelse – uden at miste sin værdighed.

Og den makropolitiske forståelse: at et samfund må beskytte sig selv, men samtidig bevare sin humanitet.

Når Danmark tager imod unge ukrainere, opstår der et spændingsfelt mellem disse to erkendelser. Vi giver plads til mennesket uden at fornægte statens behov. Vi forlænger dermed Europas humanistiske arv ind i en ny geopolitisk virkelighed – en virkelighed, hvor solidaritet ikke kun udtrykkes i våbenstøtte og diplomati, men også i en forståelse af den psykiske og moralske pris, som krigen pålægger individet (NB Gorm Harste og veteranen).

En ny form for solidaritet

Denne dobbelthed kan måske kaldes refleksiv solidaritet. Den adskiller sig fra den klassiske forestilling om fælles kamp og pligtopfyldelse. Den bygger i stedet på en erkendelse af, at solidaritet i det 21. århundrede også må rumme paradokset – at man kan støtte et land i krig og samtidig tage imod dem, der ikke længere orker at kæmpe for det.

I dette lys bliver modtagelsen af unge ukrainske mænd i Aarhus ikke blot et humanitært udtryk, men et nøgternt og pragmatisk bidrag til Ukraines egen overlevelse. Vi hjælper landet på endnu et punkt – ved at aflaste det psykisk og socialt for den del af ungdommen, som ikke længere kan indgå i mobiliseringen. Det er en form for hjælp, der næppe udtales højt, men som formentlig anerkendes og værdsættes i Kyiv.

Dermed bliver denne bevægelse mellem forståelse og støtte ikke en sentimental gestus, men en del af den europæiske realitet, som bygger på humanisme i praksis: at beskytte menneskelivet – også dér, hvor krigen ellers ikke tillader det.

Oplæg: Uddannelsesledere uden formel ledelse på danske universiteter: De skjulte rolle- og funktionsforventninger

 – og efterfølgende sommerfest!

Traditionen tro vil vi holde Luhmann-seminar – med efterfølgende sommerfest i august. Det er igen Anne Marie der vil huse os i de hyggelige omgivelser på Træskibshavnen. Vi begynder (kl 14-16) med oplæg og diskussion. Oplægget er ved Sanna Lassen, der ud fra forskningsprojektet EDULEAD, vil fremlægge et Luhmann-perspektiv på Universitets-ledelse:

Manchet: Uddannelsesledelse har eksisteret på universiteter i adskillige årtier. At der findes flere lag af beslutningstagning, er imidlertid ikke anerkendt. Dette efterlader formelt udpegede uddannelsesledere uden for den formelle ledelseslinje så som fx studieledere, kursuskoordinatorer eller programledere som selvfølgelige roller uden et klart og eksplicit organisatorisk ansvar. Uklarheden giver udf

ordringer fx når den formelle ledelse ikke formår at se kompleksiteten eller når administrative krav overskygger undervisning og forskning. Med afsæt i begrebet uddannelsesleder, forstået som et paraplybegreb for disse uddannelseslederroller, vil oplægget omhandle denne organisatoriske ’figurs’ muligheder og begrænsninger. Rollen vil blive analyseret gennem Niklas Luhmanns systemteori. Systemteorien bliver særlig anvendelig, fordi den eksplicit har fokus organisationer, deres medlemmer samt de beslutningsprogrammer, der henviser til rolle- og funktionsforventninger og disses betydning for personers udfyldelse af roller. Oplægget tager afsæt i EDULEAD forskningsprojektet – et igangværende forskningsprojekt på Aarhus Universitet, som omhandler uddannelsesledelse på universiteter.

Sanna vil på seminaret præsentere sine indledende fund baseret på en systemteoretisk analyse af rollen med efterfølgende diskussion om, hvordan vi teoretisk kan formulere rolle- og funktionsforventninger.

Oplægsholder: Sanna Lassen, adjunkt, PhD.
Centre for Educational Development (CED), Aarhus University, Denmark
sanna@au.dk

Efter oplæg og diskussion, går vi kl. 16 over til den mere uformelle del – den er selvfølgelig frivillig – hvor vi vil snakke, gå moletur, grille, drikke, spise og hygge. Medbring selv hvad du vil drikke og grille herunder tilbehør. Det plejer at være umådelig hyggeligt med rig lejlighed til at give anekdoter til bedste.

Skulle du have spørgsmål så er det Anne Marie annemariedinesen@gmail.com der er den stedkendte og ellers rettes spørgsmål til Jesper imvjet@cc.au.dk men bedst at skrive til vores Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/147050955334098 hvor seminaret også annonceres. Her må du meget gerne like opslaget (det betyder ikke at du nødvendigvis vil deltage) og hertil skrive om du kommer som en kommentar – bare så vi har et begreb om hvor mange der kommer.

Link til dette opslag: https://jespertaekke.dk/archives/331

De allerbedste sommerhilsner fra

Jesper Tække