Monthly Archives

januar 2023

Antologi om det Antropocæne

By Indlæg

Call for papers

Vi (Michael Paulsen og Jesper Tække) vil redigere og udgive en dansk antologi på forlaget UP om det antropocæne, da det er et vigtigt begreb at præsentere og diskutere i en dansk kontekst. Der findes allerede både kortere tekster og bøger på dansk om det Antropocæne, men det vi ønsker, er en samlet antologi, der præsenterer og diskuterer begrebet fra forskellige perspektiver. Antologien skal henvende sig til et bredt publikum med oplysning og diskussion for øje, men er samtidig overvejende et human- og samfundsvidenskabeligt bidrag. Vi mener selv en sådan bogen er vigtig i forhold til den nærmest altomfattende omstilling vores samfund står overfor. Bogens artikler skal kunne anvendes i undervisning på diverse uddannelser, og inspirere til debat og oplysning i oplysende fora.

Det antropocæne – Menneske, samfund og dannelse i det antropocæne

Ambitionen med denne antologi er at samle forskellige perspektiver på forholdet mellem begrebet om det antropocæne og måder at tænke menneskesamfund og dannelse på. Begrebet om det antropocæne angiver, at vi i dag erkender, at den levevis vi som mennesker har udviklet siden sidste istid, med opbygning af landbrug, byer, militær og store organiserede samfund, har ført til, at vi i dag megapåvirker jordens samlede miljø, herunder betingelserne for liv, på en lang række især destruktive måder; men også påvirkende det menneskelig velbefindende, da vi også selv er levende væsner, som har brug for et vitalt miljø at trives i. Antologien vil kritisk diskutere begrebet om det antropocæne, hvordan dette begreb kan forstås og hvad det kan have for konsekvenser i relation til hvordan vi kan tænke menneske, samfund og dannelse. Begreber som miljø, teknologi, medier, interaktion, system, omverden, liv, dannelse, historie og jorden, vil blive diskuteret, med forsøg på at nybegribe disse størrelser i antropocænt perspektiv. Herudfra vil antologien diskutere det antropocæne som forudsætning for al samfundstænkning herunder for uddannelse og dannelse. Hvordan skal vi forstå menneske og samfund i det antropocæne? Indlæg som er kritiske overfor begrebet eller slutter an til alternative begreber som fx det kapitalocæne, er også meget velkomment.

Selvom antologien udkommer på UP behøver bidrag ikke eksplicit at omhandle uddannelse, en artikel kan fint blot omhandle et perspektiv, problem eller fænomen der vil kunne tages op som indhold i undervisning på en uddannelse.

Alle artikler kan blive fagfællebedømt, men vi tager også mod formater som ikke behøver et sådant review. Med andre ord: Meget forskellige formater modtages gerne.

Vi vil gerne have bidrag på op til max 20 normalsider (2400 anslag samt mellemrum).

Abstract (en halv side) skal være i hænde senest d. 15/2 2023 og I kan forvente svar d. 15/3 2023. Den endelige artikel-deadline er d. 1/6 2023, hvorefter den redaktionelle proces kører til produktionsprocessen tager over og vi regner med antologien vil kunne udkomme julen 2023 (om verden står så længe). Indsend abstract og senere artikel til redaktørerne på mail (se herunder).

NB: På næste årsmøde i Dansk Filosofisk Selskab (DFS), der afholdes den 3.-4. marts 2023 på Aarhus Universitet i Emdrup (København), er temaet ”The Nature of Nature”. Vi har her en session om det Antropocæne, hvor man meget gerne må præsentere udkast til sin artikel, hvis man vil. Vi tænker at dette parallelspor kan bruges til at kultivere artikelideer og antologidiskussion. Det foreløbige program er her:http://filosofiskselskab.dk/c/index.php?page=%C3%A5rsm%C3%B8de-2023-program  Registrering af nye oplæg:  http://filosofiskselskab.dk/c/index.php?page=registrering

Vi vil værdsætte om du sender besked om antologien videre til oplagte mulige bidragsydere, eller deler det med oplagte netværk.

Send abstract til Michael Paulsen: mpaulsen@sdu.dk og Jesper Tække: imvjet@cc.au.dk