Undervisningsnote
Medievidenskab, Aarhus Universitet 2025
Ved Lektor Jesper Tække
Indledning
Shoshana Zuboffs analyse af overvågningskapitalismen har haft stor betydning som politisk og kulturel diagnose. Hun formår at artikulere en intuitiv og normativt stærk kritik af datakapitalismens ekspansive logikker og har bidraget væsentligt til offentlighedens forståelse af digital magt. Men som videnskabsteoretisk og mediesociologisk forklaringsmodel er hendes konstruktion mindre overbevisende: Hun er preskriptiv og normativ, hun blander ontologiske, normative og empiriske niveauer og anvender metaforer frem for analytiske distinktioner. Resultatet er en stærk diagnose, men en svag teori. Sidstnævnte vil denne undervisningsnote sandsynliggøre gennem en kort perspektivering ud fra Marx, Foucault, Latour og Luhmann.
- Marx: Manglen på strukturel materialisme
Zuboff præsenterer overvågningskapitalismen som en ny “genus” af kapitalisme, der bryder med tidligere udviklingstrin. Men i marxistisk forstand mangler hun en egentlig materialistisk analyse af kapitalens bevægelseslogik. Hun beskriver datakapitalismens fremkomst som et eksternt brud eller en parasit, der “hijacker” kapitalismen, snarere end som en intensivering af kapitalens iboende tendens til at indoptage nye livsområder i vareform. Marx ville sige, at hun moraliserer der, hvor der burde analyseres strukturelt: Hun betoner indignation og dissonans, men overser, at kapitalens velkendte bevægelsesformer – kommodificering, fremmedgørelse og subsumption – fortsat er operative. Subsumption betyder i marxistisk forstand, at kapitalen ikke blot udnytter arbejdet, men omformer de sociale og teknologiske strukturer omkring arbejdet, så de tilpasses kapitalens formål: merværdi, acceleration, optimering, standardisering, måling og sammenlignelighed. Et oplagt eksempel – som Zuboff kunne have brugt i en mere strukturel analyse – er Guy Standings prækariat i platformøkonomien, hvor nye former for reel subsumption skaber usikkerhed, fragmenteret tilknytning og fravær af stabile livsbetingelser. Et andet eksempel er Byung-Chul Han, der med sit begreb banoptikon, viser at magten forskydes fra disciplinering til selvoptimering: Subjekterne internaliserer kravene og overvåger sig selv gennem idealer om præstation, transparens og konstant tilgængelighed. Også dette er reel subsumption, hvor livsformer og selvforhold omformes, så de bliver produktive for kapitalen.
- Foucault: Misforstået governmentality og magtteknologi
Zuboff trækker på foucaultianske termer, men uden at placere sin analyse i Foucaults magtbegreb. I Secrets of Surveillance Capitalism fremstiller hun datakapitalistiske virksomheder som suveræne aktører med en totaliserende intention. Men Foucaults governmentality-begreb viser netop, at magt ikke udøves gennem central styring, men gennem produktive, decentrale og relationelle mekanismer, der former subjektivitet og praksis. Hos Zuboff fremstår overvågningen derimod ensrettet og strategisk: Google vil modificere adfærd, og denne intention forløses gennem teknologien. Dermed overser hun den kompleksitet, som Foucault fremhæver – at magt virker gennem normalisering, rutiner, viden og selvstyring. Hun ender med at tage virksomhedernes egen fortælling på ordet: De fremstår som planlæggere, ikke som knudepunkter i et dispositiv. Konsekvensen er, at hendes magtbegreb bliver simplere end Foucaults. Hun beskriver intentionel dominans, men ikke de dispositiver og infrastrukturelle magtformationer, hvor overvågning også virker gennem frivillighed, selvoptimering og kulturel mening – de dimensioner, der netop gør Foucaults analyse så stærk.
- Latour og aktør-netværksteori: Fraværet af teknologiers agenticitet
Zuboff analyserer teknologier som instrumenter, der anvendes af kapitalistiske aktører. Dermed ophøjer hun de digitale virksomheder til systemets centrum og frakobler de tekniske infrastrukturer fra deres rolle som medproducerende og handlende elementer. I en latouriansk optik er overvågningskapitalismen ikke noget, Google gør, men noget der opstår gennem et distribueret netværk af aktører: sensorer, protokoller, algoritmer, API’er, standarder, brugere og platforme. Når Zuboff taler om “dispossession” – og i andre sammenhænge beskriver overvågningskapitalismens greb som en form for ensidig tilranelse – reducerer hun hele denne kompleksitet til intentionalitet: tech-virksomhederne vil noget, og teknologien er blot deres værktøj. Dermed overser hun, at magten skabes i de relationer teknikken etablerer – i måder hvor sensorer, protokoller, standarder, API’er og algoritmer kobles og låser hinanden. ANT ville sige, at Zuboff mister blikket for netværkets egen handlen: magten opstår gennem koblinger og cirkulationer, ikke gennem en enkelt aktørs vilje. Denne pointe deles også af van Dijck, der kritiserer analyser af platforme, som gør virksomhederne til intentionelle hovedaktører og overser, at magten ligger i de infrastrukturelle koblinger mellem protokoller, dataflows og governance-lag. Konsekvensen er, at Zuboffs teori bliver moralsk og intentionalistisk snarere end ontologisk præcis: Hun beskriver en ond vilje, ikke et socioteknisk netværk med egen dynamik.
- Systemteori: Intentionelle aktører vs. operationelle systemer
Set fra systemteorien gælder samme problem: Zuboff iagttager verden i et begrænset perspektiv, som styret af intentionelle aktører – Google, Facebook, virksomheder og regeringer. For Luhmann er sociale systemer ikke intentionelle enheder, men operationelle: de reproducerer deres egne kommunikationsformer (beslutning, betaling, retlig forventning), mens teknologier fungerer som strukturelle koblinger, der udvider deres operationsrum. Denne pointe er beslægtet med både Foucault og Latour: Hos Foucault cirkulerer magt gennem dispositiver og normalisering, ikke gennem en aktørs vilje; hos Latour er agenticitet distribueret i netværket frem for centreret i en planlæggende instans. I dette lys overser Zuboff, at sociotekniske formationer virker uden centrum – og at deres dynamik ikke kan forstås via intentioner. I en systemteoretisk optik beskriver hun derfor ikke overvågningskapitalismen som systemisk evolution, men som et moralsk skred. Hun iagttager tab af autonomi, hvor systemteorien ville identificere en omkodning af kommunikation gennem nye teknologiske præmisser. Derfor kan hendes analyse heller ikke forklare, hvorfor overvågningsteknologier udvikler sig uden onde intentioner. For systemteorien er problemet ikke individer eller virksomheder, men at analysere, hvordan systemerne aktualiserer den potentialitet, som nye teknologier muliggør.
Afslutning
Dermed bliver det tydeligt, at Zuboffs tilgang både er præskriptiv og normativ og står i kontrast til den deskriptive analyse, der kan udføres ud fra Luhmann – hvor man ikke forudsætter, hvad der er godt eller ondt, men undersøger, hvordan systemerne faktisk aktualiserer teknologiens potentialitet. Det samme viste perspektiverne fra Marx, Foucault og Latour: Zuboffs analyse er en vurdering af, hvordan udviklingen bør forstås, snarere end en undersøgelse af, hvordan de sociale processer faktisk opererer.
