Undervisningsnote i kurset: Medie- Kultur og Videnskabsteori
Medievidenskab, Aarhus Universitet 2025
Ved Lektor Jesper Tække
I har allerede mødt hegemonibegrebet tidligt i studiet, først i forbindelse med Cultural Studies og diskursanalyse, hvor vi arbejdede med, hvordan betydninger bliver så dominerende, at de opleves som naturlige. Jakob siger han også har været inde på begrebet – sikkert da han udlage Fraser i forbindelse med introduktionen til Habermas i jeres første Habermas/Foucault-forelæsning. Senest har jeg løftet det frem igen i både forelæsninger og holdundervisningen for at vise, hvordan hegemonibegrebet udvikler sig på tværs af marxistisk teori, Cultural Studies, diskursteori, sociologi og moderne magtteori. Jeg vil her give jer en historisk gennemgang af begrebet og dets virkningshistoire. Man kan sige at det fungerer som et knudepunkt mellem forskellige traditioner, der alle forsøger at forstå, hvordan magt virker, når den ikke primært udøves gennem tvang, men gennem betydning, normer og kultur.
Den historiske begyndelse ligger hos Antonio Gramsci, som i sine Fængselsoptegnelser formulerer en kritik af den klassiske marxisme. Marx havde forudsat, at kapitalismen ville bryde sammen under vægten af sine egne indbyggede modsætninger, men Gramsci konstaterer, at kapitalismen tværtimod viste en bemærkelsesværdig stabilitet. Forklaringen, mente han, er, at den herskende klasse ikke kun dominerer gennem økonomi og statens tvangsapparat, men gennem kulturel og moralsk ledelse. Hegemoni betegner den proces, hvor bestemte normer, værdier og verdensbilleder bliver så selvfølgelige, at underordnede grupper accepterer dem som naturlige. Det er derfor en form for magt, der virker gennem samtykke. Samtidig understreger Gramsci, at hegemoni aldrig er definitivt; det er en kampzone, hvor betydninger konstant forhandles og udfordres.
Før Gramsci får sit moderne efterliv, er det dog vigtigt at placere Louis Althusser i udviklingslinjen. Althusser skriver i 1960’erne og forsøger at tilbyde en strukturalistisk udlægning af marxismen. Hans teori om ideologiske statsapparater – skolen, familien, medierne, kirken, retsvæsenet – beskriver, hvordan staten reproducerer de sociale forhold ikke kun gennem repression, men gennem ideologi. Hans begreb om interpellation, som I kender, viser, hvordan individer formes som subjekter gennem ideologiens kald. Selvom Althusser ikke arbejder med hegemonibegrebet, ligger hans analyse af ideologiens subjektiverende kraft i direkte forlængelse af den gramscianske problematik, blot med større vægt på strukturel reproduktion end på kamp og samtykke. Althusser bliver dermed et vigtigt mellemled mellem Gramsci og de senere teorier, som i højere grad fremhæver betydningskamp og kulturel dynamik.
Når vi bevæger os frem i tiden til 1970’erne, bliver Stuart Hall og Birmingham-skolen centrale for hegemonibegrebets videre historie. Hall arbejder eksplicit med Gramsci, men er samtidig inspireret af Althusser og af Foucaults analyser af magt og diskurs. For Hall er hegemoni ikke blot et spørgsmål om klassers kulturelle lederskab, men om, hvordan medier og repræsentationer skaber og stabiliserer bestemte diskursive positioner. Teoretisk set møder Gramsci Foucaults idé om, at magt virker gennem de rammer, der strukturerer, hvad der kan siges, gøres og vides. Foucault interesserer sig for de historiske formationer – epistemer – der definerer, hvordan viden og sandhed fremstår naturlige. Selvom Foucault ikke taler om hegemoni, viser hans analyser, hvordan magt virker gennem normalisering, disciplin og diskursive praksisser, hvilket Hall omsætter til konkrete analyser af medier og kulturel repræsentation. På den måde bliver Hall et forbindelsesled mellem gramsciansk kulturteori og foucauldiansk magtanalyse: Hegemoni hos Hall er altid diskursiv og struktureret af de vidensregimer, som Foucault beskriver.
Inden vi når til samarbejdet mellem Ernesto Laclau og Chantal Mouffe, er det vigtigt at bemærke, at Laclau allerede i 1970’erne udviklede en politisk diskursteori, der trak direkte på Gramsci. Laclau analyserede især populisme som et politisk fænomen, der opstår, når forskellige krav artikuleres sammen til en fælles kamp mod et etableret magtcentrum. Denne tidlige Laclau bliver dermed et bindeled mellem Gramsci og den senere diskursteoretiske vending, hvor politiske identiteter forstås som kontingente og sprogligt konstruerede. Hos Laclau ser man allerede her ideen om, at politiske fællesskaber hverken er givne eller naturlige, men hegemoniske konstruktioner. I 1985 udgiver Laclau og Mouffe deres fælles værk Hegemony and Socialist Strategy, hvor de radikaliserer hegemonibegrebet og løsriver det fra marxismens økonomiske fundament. De argumenterer for, at sociale ordener altid er resultatet af hegemoniske artikulationer, fordi ingen orden hviler på et fast grundlag. Samfundets betydningsstrukturer er kontingente og derfor åbne for politisering. Hegemoni bliver her en teori om, hvordan politiske projekter forsøger at samle forskellige diskurser og krav i et midlertidigt, men kraftfuldt hele. Denne udlægning er tæt knyttet til jeres arbejde med diskursanalyse, fordi den viser, hvordan diskurser ikke blot beskriver, men konstituerer sociale realiteter og identiteter.
Der findes også videreudviklinger af hegemonibegrebet, der ikke bygger direkte på Gramsci, men som alligevel kan ses som moderne arvinger. Judith Butler analyserer køn som noget, der opretholdes gennem performative gentagelser. Normer stabiliseres, fordi de gøres igen og igen, og denne stabilisering har en klar hegemonisk logik: Den fremstår som natur, men er et resultat af reproducerede handlinger. Nancy Fraser tilbyder en anden nutidig udvidelse ved at vise, hvordan offentligheden ikke er én samlet sfære, men består af flere, ofte marginaliserede modoffentligheder, der udfordrer hegemoniske fortolkninger. Hun fremhæver, at hegemoni ikke kun handler om kultur og diskurs, men også om adgang til at definere, hvad der tæller som et legitimt samfundsproblem.
Samtidig findes der teoretiske positioner, der udfordrer hegemonibegrebets forudsætning om et fælles kulturelt rum, hvor magt og betydning blandes i samme analytiske kategori. Habermas repræsenterer en sådan position, men på helt egne præmisser. Hvor hegemonibegrebet hos Gramsci, Hall og Laclau henviser til strategiske kampe om betydning og kulturel dominans, bygger Habermas’ teori på en grundlæggende sondring mellem strategisk fornuft på den ene side og kommunikativ fornuft på den anden. For ham er samfundets sammenhængskraft ikke et resultat af kulturel ledelse eller hegemoniske projekter, men af muligheden for, at borgere kan nå til forståelse gennem argumenter, der kan gøres gyldige uafhængigt af magt. Den offentlige sfære fungerer her som et normativt ideal, hvor der kan føres rationel debat under betingelser om inklusion, lige deltagelse og fravær af tvang. Set fra dette perspektiv bliver hegemonitænkningen problematisk, fordi den sammenblander magt og betydning på en måde, der gør det vanskeligt at fastholde det kritiske projekt: nemlig at kunne vurdere, hvornår argumenter er gyldige, og hvornår de blot er udtryk for magtstrategier. Hvis alle sociale processer betragtes som hegemoniske kampe, risikerer man at opløse det normative skel mellem magt og argumentation, som er grundlaget for Habermas’ teori om demokratisk offentlighed. Hegemoni beskriver verden som i høj grad kontingent og politisk formbar; Habermas fastholder derimod, at demokratiets kvalitet beror på muligheden for at løsrive kommunikationen fra strategisk dominans. Derfor er hegemoniperspektivet for ham ikke blot utilstrækkeligt, men direkte misvisende, hvis det gøres til en generel samfundsdiagnose. Nancy Fraser bygger videre på Habermas, men kritiserer ham for at have for snævre forestillinger om offentlighedens struktur og grænser. Hun hævder, at der ikke findes én samlet offentlighed, men flere, ofte subalterne modoffentligheder, hvor marginaliserede grupper kan formulere kritik og krav, der er usynlige i den dominerende sfære. Fraser bevarer det normative projekt om en offentlighed som kritisk instans, men insisterer på, at den må være mere pluralistisk og mere opmærksom på ulighed. Dermed bliver Fraser både Habermas’ arvtager og hans korrektor, idet hun udvider hans teori, men fastholder skellet mellem legitim offentlig argumentation og ulighedsbaserede magtprocesser.
Luhmanns kritik kommer fra en helt anden kant. For ham er problemet ikke, at hegemonibegrebet er for relativiserende, men at det bygger på en forældet europæisk semantik, der forestiller sig samfundet som en kulturel helhed, der kan ledes og formes gennem fælles værdier. I et funktionelt differentieret samfund findes der ingen sådan fælles horisont; hvert funktionssystem opererer autonomt med sin egen kode og reproducerer mening gennem egne operationer. Magt er derfor ikke noget, der kan organiseres gennem kulturel ledelse, men noget der opstår som en bestemt form for kommunikation i magtsystemet selv. Set med Luhmanns øjne er hegemonibegrebet et godt eksempel på, hvordan ældre semantikker kan komme til at forstyrre en adækvat analyse af den moderne samfundsform, fordi de forudsætter netop den enhed og fælles symbolik, som differentieringen har opløst. Og her opstår en lille teoretisk iron i: Selvom Habermas og Luhmann er uenige om næsten alt, er de faktisk fælles i at kritisere hegemoni – blot af helt forskellige grunde.
Når man samler disse udviklinger, ser man, at hegemonibegrebet har bevæget sig fra Gramscis analyse af kulturel samtykkeproduktion, over Althussers strukturelle ideologiteori, til Halls forening af Gramsci og Foucault i kultur- og medieanalyse, videre til Laclaus tidlige diskursteori og den senere syntese med Mouffe, og frem til moderne udlægninger hos Butler og Fraser. Samtidig gør kritikken fra Habermas og Luhmann det tydeligt, at hegemonibegrebet ikke uden videre kan anvendes universelt, men må forstås som en bestemt optik: et analytisk blik, der gør nogle former for magt og betydning synlige, mens andre træder i baggrunden. Det virker stærkt i bestemte analyser, og mindre frugtbart i andre, afhængigt af hvilken teoretisk linse man ser samfundet igennem.
For jer som studerende giver denne udviklingslinje et redskab til både at se, hvordan magt virker gennem betydning, og hvordan teoretiske begreber hele tiden formes og omformes af den optik, de indgår i. Samtidig peger den på, at samfundets stigende kompleksitet kræver nye begreber og nye optikker, der kan indfange de former for virkelighed, som ældre semantikker ikke længere formår at beskrive tilstrækkeligt præcist.
