December 2025

Undervisningsnote i kurset: Medie- Kultur og Videnskabsteori
Medievidenskab, Aarhus Universitet 2025
Ved Lektor Jesper Tække

I har allerede mødt hegemonibegrebet tidligt i studiet, først i forbindelse med Cultural Studies og diskursanalyse, hvor vi arbejdede med, hvordan betydninger bliver så dominerende, at de opleves som naturlige. Jakob siger han også har været inde på begrebet – sikkert da han udlage Fraser i forbindelse med introduktionen til Habermas i jeres første Habermas/Foucault-forelæsning. Senest har jeg løftet det frem igen i både forelæsninger og holdundervisningen for at vise, hvordan hegemonibegrebet udvikler sig på tværs af marxistisk teori, Cultural Studies, diskursteori, sociologi og moderne magtteori. Jeg vil her give jer en historisk gennemgang af begrebet og dets virkningshistoire. Man kan sige at det fungerer som et knudepunkt mellem forskellige traditioner, der alle forsøger at forstå, hvordan magt virker, når den ikke primært udøves gennem tvang, men gennem betydning, normer og kultur.

Den historiske begyndelse ligger hos Antonio Gramsci, som i sine Fængselsoptegnelser formulerer en kritik af den klassiske marxisme. Marx havde forudsat, at kapitalismen ville bryde sammen under vægten af sine egne indbyggede modsætninger, men Gramsci konstaterer, at kapitalismen tværtimod viste en bemærkelsesværdig stabilitet. Forklaringen, mente han, er, at den herskende klasse ikke kun dominerer gennem økonomi og statens tvangsapparat, men gennem kulturel og moralsk ledelse. Hegemoni betegner den proces, hvor bestemte normer, værdier og verdensbilleder bliver så selvfølgelige, at underordnede grupper accepterer dem som naturlige. Det er derfor en form for magt, der virker gennem samtykke. Samtidig understreger Gramsci, at hegemoni aldrig er definitivt; det er en kampzone, hvor betydninger konstant forhandles og udfordres.

Før Gramsci får sit moderne efterliv, er det dog vigtigt at placere Louis Althusser i udviklingslinjen. Althusser skriver i 1960’erne og forsøger at tilbyde en strukturalistisk udlægning af marxismen. Hans teori om ideologiske statsapparater – skolen, familien, medierne, kirken, retsvæsenet – beskriver, hvordan staten reproducerer de sociale forhold ikke kun gennem repression, men gennem ideologi. Hans begreb om interpellation, som I kender, viser, hvordan individer formes som subjekter gennem ideologiens kald. Selvom Althusser ikke arbejder med hegemonibegrebet, ligger hans analyse af ideologiens subjektiverende kraft i direkte forlængelse af den gramscianske problematik, blot med større vægt på strukturel reproduktion end på kamp og samtykke. Althusser bliver dermed et vigtigt mellemled mellem Gramsci og de senere teorier, som i højere grad fremhæver betydningskamp og kulturel dynamik.

Når vi bevæger os frem i tiden til 1970’erne, bliver Stuart Hall og Birmingham-skolen centrale for hegemonibegrebets videre historie. Hall arbejder eksplicit med Gramsci, men er samtidig inspireret af Althusser og af Foucaults analyser af magt og diskurs. For Hall er hegemoni ikke blot et spørgsmål om klassers kulturelle lederskab, men om, hvordan medier og repræsentationer skaber og stabiliserer bestemte diskursive positioner. Teoretisk set møder Gramsci Foucaults idé om, at magt virker gennem de rammer, der strukturerer, hvad der kan siges, gøres og vides. Foucault interesserer sig for de historiske formationer – epistemer – der definerer, hvordan viden og sandhed fremstår naturlige. Selvom Foucault ikke taler om hegemoni, viser hans analyser, hvordan magt virker gennem normalisering, disciplin og diskursive praksisser, hvilket Hall omsætter til konkrete analyser af medier og kulturel repræsentation. På den måde bliver Hall et forbindelsesled mellem gramsciansk kulturteori og foucauldiansk magtanalyse: Hegemoni hos Hall er altid diskursiv og struktureret af de vidensregimer, som Foucault beskriver.

Inden vi når til samarbejdet mellem Ernesto Laclau og Chantal Mouffe, er det vigtigt at bemærke, at Laclau allerede i 1970’erne udviklede en politisk diskursteori, der trak direkte på Gramsci. Laclau analyserede især populisme som et politisk fænomen, der opstår, når forskellige krav artikuleres sammen til en fælles kamp mod et etableret magtcentrum. Denne tidlige Laclau bliver dermed et bindeled mellem Gramsci og den senere diskursteoretiske vending, hvor politiske identiteter forstås som kontingente og sprogligt konstruerede. Hos Laclau ser man allerede her ideen om, at politiske fællesskaber hverken er givne eller naturlige, men hegemoniske konstruktioner. I 1985 udgiver Laclau og Mouffe deres fælles værk Hegemony and Socialist Strategy, hvor de radikaliserer hegemonibegrebet og løsriver det fra marxismens økonomiske fundament. De argumenterer for, at sociale ordener altid er resultatet af hegemoniske artikulationer, fordi ingen orden hviler på et fast grundlag. Samfundets betydningsstrukturer er kontingente og derfor åbne for politisering. Hegemoni bliver her en teori om, hvordan politiske projekter forsøger at samle forskellige diskurser og krav i et midlertidigt, men kraftfuldt hele. Denne udlægning er tæt knyttet til jeres arbejde med diskursanalyse, fordi den viser, hvordan diskurser ikke blot beskriver, men konstituerer sociale realiteter og identiteter.

Der findes også videreudviklinger af hegemonibegrebet, der ikke bygger direkte på Gramsci, men som alligevel kan ses som moderne arvinger. Judith Butler analyserer køn som noget, der opretholdes gennem performative gentagelser. Normer stabiliseres, fordi de gøres igen og igen, og denne stabilisering har en klar hegemonisk logik: Den fremstår som natur, men er et resultat af reproducerede handlinger. Nancy Fraser tilbyder en anden nutidig udvidelse ved at vise, hvordan offentligheden ikke er én samlet sfære, men består af flere, ofte marginaliserede modoffentligheder, der udfordrer hegemoniske fortolkninger. Hun fremhæver, at hegemoni ikke kun handler om kultur og diskurs, men også om adgang til at definere, hvad der tæller som et legitimt samfundsproblem.

Samtidig findes der teoretiske positioner, der udfordrer hegemonibegrebets forudsætning om et fælles kulturelt rum, hvor magt og betydning blandes i samme analytiske kategori. Habermas repræsenterer en sådan position, men på helt egne præmisser. Hvor hegemonibegrebet hos Gramsci, Hall og Laclau henviser til strategiske kampe om betydning og kulturel dominans, bygger Habermas’ teori på en grundlæggende sondring mellem strategisk fornuft på den ene side og kommunikativ fornuft på den anden. For ham er samfundets sammenhængskraft ikke et resultat af kulturel ledelse eller hegemoniske projekter, men af muligheden for, at borgere kan nå til forståelse gennem argumenter, der kan gøres gyldige uafhængigt af magt. Den offentlige sfære fungerer her som et normativt ideal, hvor der kan føres rationel debat under betingelser om inklusion, lige deltagelse og fravær af tvang. Set fra dette perspektiv bliver hegemonitænkningen problematisk, fordi den sammenblander magt og betydning på en måde, der gør det vanskeligt at fastholde det kritiske projekt: nemlig at kunne vurdere, hvornår argumenter er gyldige, og hvornår de blot er udtryk for magtstrategier. Hvis alle sociale processer betragtes som hegemoniske kampe, risikerer man at opløse det normative skel mellem magt og argumentation, som er grundlaget for Habermas’ teori om demokratisk offentlighed. Hegemoni beskriver verden som i høj grad kontingent og politisk formbar; Habermas fastholder derimod, at demokratiets kvalitet beror på muligheden for at løsrive kommunikationen fra strategisk dominans. Derfor er hegemoniperspektivet for ham ikke blot utilstrækkeligt, men direkte misvisende, hvis det gøres til en generel samfundsdiagnose. Nancy Fraser bygger videre på Habermas, men kritiserer ham for at have for snævre forestillinger om offentlighedens struktur og grænser. Hun hævder, at der ikke findes én samlet offentlighed, men flere, ofte subalterne modoffentligheder, hvor marginaliserede grupper kan formulere kritik og krav, der er usynlige i den dominerende sfære. Fraser bevarer det normative projekt om en offentlighed som kritisk instans, men insisterer på, at den må være mere pluralistisk og mere opmærksom på ulighed. Dermed bliver Fraser både Habermas’ arvtager og hans korrektor, idet hun udvider hans teori, men fastholder skellet mellem legitim offentlig argumentation og ulighedsbaserede magtprocesser.

Luhmanns kritik kommer fra en helt anden kant. For ham er problemet ikke, at hegemonibegrebet er for relativiserende, men at det bygger på en forældet europæisk semantik, der forestiller sig samfundet som en kulturel helhed, der kan ledes og formes gennem fælles værdier. I et funktionelt differentieret samfund findes der ingen sådan fælles horisont; hvert funktionssystem opererer autonomt med sin egen kode og reproducerer mening gennem egne operationer. Magt er derfor ikke noget, der kan organiseres gennem kulturel ledelse, men noget der opstår som en bestemt form for kommunikation i magtsystemet selv. Set med Luhmanns øjne er hegemonibegrebet et godt eksempel på, hvordan ældre semantikker kan komme til at forstyrre en adækvat analyse af den moderne samfundsform, fordi de forudsætter netop den enhed og fælles symbolik, som differentieringen har opløst. Og her opstår en lille teoretisk iron i: Selvom Habermas og Luhmann er uenige om næsten alt, er de faktisk fælles i at kritisere hegemoni – blot af helt forskellige grunde.

Når man samler disse udviklinger, ser man, at hegemonibegrebet har bevæget sig fra Gramscis analyse af kulturel samtykkeproduktion, over Althussers strukturelle ideologiteori, til Halls forening af Gramsci og Foucault i kultur- og medieanalyse, videre til Laclaus tidlige diskursteori og den senere syntese med Mouffe, og frem til moderne udlægninger hos Butler og Fraser. Samtidig gør kritikken fra Habermas og Luhmann det tydeligt, at hegemonibegrebet ikke uden videre kan anvendes universelt, men må forstås som en bestemt optik: et analytisk blik, der gør nogle former for magt og betydning synlige, mens andre træder i baggrunden. Det virker stærkt i bestemte analyser, og mindre frugtbart i andre, afhængigt af hvilken teoretisk linse man ser samfundet igennem.

For jer som studerende giver denne udviklingslinje et redskab til både at se, hvordan magt virker gennem betydning, og hvordan teoretiske begreber hele tiden formes og omformes af den optik, de indgår i. Samtidig peger den på, at samfundets stigende kompleksitet kræver nye begreber og nye optikker, der kan indfange de former for virkelighed, som ældre semantikker ikke længere formår at beskrive tilstrækkeligt præcist.

Undervisningsnote
Medievidenskab, Aarhus Universitet 2025
Ved Lektor Jesper Tække

Indledning

Shoshana Zuboffs analyse af overvågningskapitalismen har haft stor betydning som politisk og kulturel diagnose. Hun formår at artikulere en intuitiv og normativt stærk kritik af datakapitalismens ekspansive logikker og har bidraget væsentligt til offentlighedens forståelse af digital magt. Men som videnskabsteoretisk og mediesociologisk forklaringsmodel er hendes konstruktion mindre overbevisende: Hun er preskriptiv og normativ, hun blander ontologiske, normative og empiriske niveauer og anvender metaforer frem for analytiske distinktioner. Resultatet er en stærk diagnose, men en svag teori. Sidstnævnte vil denne undervisningsnote sandsynliggøre gennem en kort perspektivering ud fra Marx, Foucault, Latour og Luhmann.

1. Marx: Manglen på strukturel materialisme

Zuboff præsenterer overvågningskapitalismen som en ny “genus” af kapitalisme, der bryder med tidligere udviklingstrin. Men i marxistisk forstand mangler hun en egentlig materialistisk analyse af kapitalens bevægelseslogik. Hun beskriver datakapitalismens fremkomst som et eksternt brud eller en parasit, der “hijacker” kapitalismen, snarere end som en intensivering af kapitalens iboende tendens til at indoptage nye livsområder i vareform. Marx ville sige, at hun moraliserer der, hvor der burde analyseres strukturelt: Hun betoner indignation og dissonans, men overser, at kapitalens velkendte bevægelsesformer – kommodificering, fremmedgørelse og subsumption – fortsat er operative. Subsumption betyder i marxistisk forstand, at kapitalen ikke blot udnytter arbejdet, men omformer de sociale og teknologiske strukturer omkring arbejdet, så de tilpasses kapitalens formål: merværdi, acceleration, optimering, standardisering, måling og sammenlignelighed. Et oplagt eksempel – som Zuboff kunne have brugt i en mere strukturel analyse – er Guy Standings prækariat i platformøkonomien, hvor nye former for reel subsumption skaber usikkerhed, fragmenteret tilknytning og fravær af stabile livsbetingelser. Et andet eksempel er Byung-Chul Han, der med sit begreb banoptikon, viser at magten forskydes fra disciplinering til selvoptimering: Subjekterne internaliserer kravene og overvåger sig selv gennem idealer om præstation, transparens og konstant tilgængelighed. Også dette er reel subsumption, hvor livsformer og selvforhold omformes, så de bliver produktive for kapitalen.

2. Foucault: Misforstået governmentality og magtteknologi

Zuboff trækker på foucaultianske termer, men uden at placere sin analyse i Foucaults magtbegreb. I Secrets of Surveillance Capitalism fremstiller hun datakapitalistiske virksomheder som suveræne aktører med en totaliserende intention. Men Foucaults governmentality-begreb viser netop, at magt ikke udøves gennem central styring, men gennem produktive, decentrale og relationelle mekanismer, der former subjektivitet og praksis. Hos Zuboff fremstår overvågningen derimod ensrettet og strategisk: Google vil modificere adfærd, og denne intention forløses gennem teknologien. Dermed overser hun den kompleksitet, som Foucault fremhæver – at magt virker gennem normalisering, rutiner, viden og selvstyring. Hun ender med at tage virksomhedernes egen fortælling på ordet: De fremstår som planlæggere, ikke som knudepunkter i et dispositiv. Konsekvensen er, at hendes magtbegreb bliver simplere end Foucaults. Hun beskriver intentionel dominans, men ikke de dispositiver og infrastrukturelle magtformationer, hvor overvågning også virker gennem frivillighed, selvoptimering og kulturel mening – de dimensioner, der netop gør Foucaults analyse så stærk.

3. Latour og aktør-netværksteori: Fraværet af teknologiers agenticitet

Zuboff analyserer teknologier som instrumenter, der anvendes af kapitalistiske aktører. Dermed ophøjer hun de digitale virksomheder til systemets centrum og frakobler de tekniske infrastrukturer fra deres rolle som medproducerende og handlende elementer. I en latouriansk optik er overvågningskapitalismen ikke noget, Google gør, men noget der opstår gennem et distribueret netværk af aktører: sensorer, protokoller, algoritmer, API’er, standarder, brugere og platforme. Når Zuboff taler om “dispossession” – og i andre sammenhænge beskriver overvågningskapitalismens greb som en form for ensidig tilranelse – reducerer hun hele denne kompleksitet til intentionalitet: tech-virksomhederne vil noget, og teknologien er blot deres værktøj. Dermed overser hun, at magten skabes i de relationer teknikken etablerer – i måder hvor sensorer, protokoller, standarder, API’er og algoritmer kobles og låser hinanden. ANT ville sige, at Zuboff mister blikket for netværkets egen handlen: magten opstår gennem koblinger og cirkulationer, ikke gennem en enkelt aktørs vilje. Denne pointe deles også af van Dijck, der kritiserer analyser af platforme, som gør virksomhederne til intentionelle hovedaktører og overser, at magten ligger i de infrastrukturelle koblinger mellem protokoller, dataflows og governance-lag. Konsekvensen er, at Zuboffs teori bliver moralsk og intentionalistisk snarere end ontologisk præcis: Hun beskriver en ond vilje, ikke et socioteknisk netværk med egen dynamik.

4. Systemteori: Intentionelle aktører vs. operationelle systemer

Set fra systemteorien gælder samme problem: Zuboff iagttager verden i et begrænset perspektiv, som styret af intentionelle aktører – Google, Facebook, virksomheder og regeringer. For Luhmann er sociale systemer ikke intentionelle enheder, men operationelle: de reproducerer deres egne kommunikationsformer (beslutning, betaling, retlig forventning), mens teknologier fungerer som strukturelle koblinger, der udvider deres operationsrum. Denne pointe er beslægtet med både Foucault og Latour: Hos Foucault cirkulerer magt gennem dispositiver og normalisering, ikke gennem en aktørs vilje; hos Latour er agenticitet distribueret i netværket frem for centreret i en planlæggende instans. I dette lys overser Zuboff, at sociotekniske formationer virker uden centrum – og at deres dynamik ikke kan forstås via intentioner. I en systemteoretisk optik beskriver hun derfor ikke overvågningskapitalismen som systemisk evolution, men som et moralsk skred. Hun iagttager tab af autonomi, hvor systemteorien ville identificere en omkodning af kommunikation gennem nye teknologiske præmisser. Derfor kan hendes analyse heller ikke forklare, hvorfor overvågningsteknologier udvikler sig uden onde intentioner. For systemteorien er problemet ikke individer eller virksomheder, men at analysere, hvordan systemerne aktualiserer den potentialitet, som nye teknologier muliggør.

Afslutning

Dermed bliver det tydeligt, at Zuboffs tilgang både er præskriptiv og normativ og står i kontrast til den deskriptive analyse, der kan udføres ud fra Luhmann – hvor man ikke forudsætter, hvad der er godt eller ondt, men undersøger, hvordan systemerne faktisk aktualiserer teknologiens potentialitet. Det samme viste perspektiverne fra Marx, Foucault og Latour: Zuboffs analyse er en vurdering af, hvordan udviklingen bør forstås, snarere end en undersøgelse af, hvordan de sociale processer faktisk opererer.