Indrømmet. Ved ikke hvad sker, men nuværende informationer har givet mig anledning til at skrive dette essay:
Der går i disse dage historier om, at Aarhus skal modtage omkring hundrede unge mænd fra Ukraine. I sig selv er det ikke en nyhed, der vækker stor opsigt – Danmark har siden 2022 modtaget mange tusinde ukrainere. Men denne gruppe er anderledes. De er unge mænd på 19–20 år – den alder, hvor man i Ukraine normalt er værnepligtig.
Her begynder en vanskelig samtale. For hvordan skal vi forstå det, når unge mænd flygter fra et land, der kæmper for sin eksistens? Og hvordan skal vi som europæisk samfund håndtere spændingen mellem individuel angst og kollektiv loyalitet?
At Danmark – og Aarhus – tager imod disse unge kan tolkes som et udtryk for en civilisatorisk refleks: en handling, hvor humanitet og realpolitik ikke udelukker, men forudsætter hinanden. På overfladen kan det ligne et brud i solidariteten med Ukraine, men i et dybere perspektiv kan det lige så vel forstås som en forlængelse af den europæiske humanistiske tradition – en erkendelse af, at krig først og sidst slider på mennesker.
Mikroforståelsen – individets byrde
Set fra individets perspektiv kan flugten udspringe af angst, uoverskuelighed eller af en personlig overbevisning, der gør det umuligt at deltage i krigen. At så mange unge mænd på én gang søger ud, kan endda tyde på, at de i et vist omfang har fået hjælp til at forlade landet – måske med myndighedernes stiltiende accept. Aner det ikke, men hvis det forholder sig sådan, ændrer det ikke ved, at deres situation kan forstås som udtryk for både menneskelig sårbarhed og politisk kompleksitet.
Det handler ikke nødvendigvis om svigt, men om et eksistentielt pres, hvor krigens krav bliver ubærlige for det enkelte menneske. Forståelsen her er ikke moralsk, men humanistisk: et samfund, der kalder sig civiliseret, må kunne rumme dem, som ikke længere kan bære.
At tage imod disse unge er derfor ikke en vurdering af deres valg, men en anerkendelse af, at menneskelig skrøbelighed er en del af den virkelighed, krigen blotlægger. Danmarks modtagelse af unge ukrainere kan i den forstand ses som en genopførelse af et gammelt europæisk motiv: idéen om, at medfølelse og forståelse ikke svækker modstandskraften, men er dens forudsætning. Den europæiske humanisme udspringer netop af erkendelsen af, at menneskelig værdighed ikke kan gøres betinget af lydighed eller tapperhed.
Makroforståelsen – nationen og Europa
På den større skala rejser spørgsmålet sig om, hvordan Ukraine og Europa som helhed håndterer denne udvikling. Hvis det faktisk er rigtigt, at nogle af disse unge er blevet hjulpet ud – formelt eller uformelt – antyder det, at også Ukraine erkender, at ikke alle kan bære krigens byrde. I så fald befinder vi os i et gråzonefelt mellem humanitet, statslig kontrol og overlevelsesstrategier, hvor moral og nødvendighed sammenflettes.
Der synes i Ukraine at være en voksende erkendelse af, at mennesket ikke kan reduceres til soldat. Den psykologiske og etiske pris er for høj. I den forstand mødes den ukrainske realitet og den europæiske humanisme: Begge søger måder at håndtere krigens paradoks på uden at tabe mennesket af syne.
For Danmark og Europa handler det derfor ikke om at vælge mellem forståelse og solidaritet, men om at forene dem. Vi støtter Ukraine militært og økonomisk, men vi støtter også gennem evnen til at forstå dem, der ikke kan kæmpe. Denne dobbelthed kan læses som en moden form for solidaritet – en, der ikke kun handler om våben og alliancer, men også om psykisk og eksistentiel omsorg.
Den dobbelte forståelse
Vi står derfor med to former for forståelse, som gensidigt belyser hinanden.
Den mikroetiske forståelse: at mennesket må kunne handle ud fra angst, overbevisning eller udmattelse – uden at miste sin værdighed.
Og den makropolitiske forståelse: at et samfund må beskytte sig selv, men samtidig bevare sin humanitet.
Når Danmark tager imod unge ukrainere, opstår der et spændingsfelt mellem disse to erkendelser. Vi giver plads til mennesket uden at fornægte statens behov. Vi forlænger dermed Europas humanistiske arv ind i en ny geopolitisk virkelighed – en virkelighed, hvor solidaritet ikke kun udtrykkes i våbenstøtte og diplomati, men også i en forståelse af den psykiske og moralske pris, som krigen pålægger individet (NB Gorm Harste og veteranen).
En ny form for solidaritet
Denne dobbelthed kan måske kaldes refleksiv solidaritet. Den adskiller sig fra den klassiske forestilling om fælles kamp og pligtopfyldelse. Den bygger i stedet på en erkendelse af, at solidaritet i det 21. århundrede også må rumme paradokset – at man kan støtte et land i krig og samtidig tage imod dem, der ikke længere orker at kæmpe for det.
I dette lys bliver modtagelsen af unge ukrainske mænd i Aarhus ikke blot et humanitært udtryk, men et nøgternt og pragmatisk bidrag til Ukraines egen overlevelse. Vi hjælper landet på endnu et punkt – ved at aflaste det psykisk og socialt for den del af ungdommen, som ikke længere kan indgå i mobiliseringen. Det er en form for hjælp, der næppe udtales højt, men som formentlig anerkendes og værdsættes i Kyiv.
Dermed bliver denne bevægelse mellem forståelse og støtte ikke en sentimental gestus, men en del af den europæiske realitet, som bygger på humanisme i praksis: at beskytte menneskelivet – også dér, hvor krigen ellers ikke tillader det.
