Skip to main content
Monthly Archives

October 2025

The Problem Isn’t Echo Chambers — It’s That We See Each Other Too Clearly

By Indlæg

Reflections after Axel Bruns’ Visit

When Axel Bruns visited the Centre for Internet Research for our 25th anniversary, his lecture challenged some of the most commonly repeated metaphors in contemporary media discourse: “echo chambers” and “filter bubbles.” Since then, I have been reflecting on his intervention and discussing it with students in my MKVT course, particularly in connection with our sessions on Habermas and the public sphere. These conversations have pushed me to reconsider some widespread assumptions about social media, polarisation, and democratic communication. Through this process, I have arrived at a reading of Bruns’ argument that situates it within a broader media-sociological and historical perspective — one that connects his observations to those of Meyrowitz and Habermas, and to contemporary struggles over public discourse and legitimacy.

Bruns’ core argument was that these metaphors have become convenient explanatory shortcuts, but the empirical evidence for them is surprisingly weak. Research consistently shows that users often encounter a plurality of perspectives online; the problem is not isolation from opposing views, but exposure to them under new social and communicative conditions. According to Bruns, polarisation is therefore not caused by technology sealing individuals off in ideological bubbles, but emerges because social media make existing differences visible, immediate and emotionally charged. Rather than a walling-off effect, digital media produce a condition of confrontational exposure, where users continually observe and judge each other’s identities, values and perceived legitimacy. Bruns’ intervention invites us to reconsider not only what social media do, but what they reveal. The conflict does not arise from absence of dissenting voices, but from their hyper-presence in environments with few shared norms for discourse, civility or mutual recognition. In this sense, social media do not generate polarisation ex nihilo; they amplify social and political antagonisms by exposing them and accelerating their performative expression.

This perspective resonates strongly with Joshua Meyrowitz’ classic analysis in No Sense of Place (1985). Meyrowitz argued that television fundamentally transformed the organisation of social roles by dissolving the boundary between on-stage and off-stage behaviour. When citizens could see into spaces that were previously reserved for political elites, gendered hierarchies or institutional authority, the result was a profound destabilisation of legitimacy and social expectations. I have called this shift the emergence of new “information situations”: media not only expand what we see, but change the very conditions under which the social becomes observable. With digital media, this transformation deepens. We do not only see the backstage of others; we interact with it, react to it and are drawn into reciprocal performance. Social media disrupt not only information structures but interaction structures. Visibility becomes participatory, moralising and immediate.

In the United States, this dynamic has contributed to a political environment where disagreement has escalated into moral disgust. Trump supporters are routinely depicted as ignorant or racist; Democrats as decadent, “woke” and immoral. These are not simply ideological divisions; they are judgements on the legitimacy and character of entire groups. The political opponent is not mistaken, but unworthy. In this way, Bruns extends the trajectory identified by Meyrowitz: media do not merely change what is communicated, but reconfigure the social environments in which legitimacy, identity and moral standing are constituted.

Habermas’ most recent analysis in Ein neuer Strukturwandel der Öffentlichkeit (2022) similarly highlights how digital media erode the normative structures that once stabilised public discourse. He notes the increasing convergence of political communication with entertainment logics: emotionalisation, spectacle and affective mobilisation replace argumentation, deliberation and civic restraint. What was already visible with television – the collapse of formal roles and the emergence of performative politics – becomes radicalised in networked media environments. What is now collapsing is not merely role-based authority but the informal norms that sustained pluralistic coexistence.

If Meyrowitz analysed the collapse of place-based role norms, and Habermas diagnoses the erosion of deliberative norms, Bruns names the consequence: polarisation as a condition of antagonistic visibility, where constant mutual observation replaces institutional mediation. In such an environment, conflict becomes second-order: we no longer simply disagree about issues, but about each other’s right to participate in the public sphere at all.

To understand this moment, it is helpful to view it within a longer media-historical horizon. Each major communication transformation has destabilised existing societies before new norms could emerge. After the invention of print, Europe endured more than a century of religious conflict before Enlightenment thought, Bildung traditions and constitutional freedoms gradually institutionalised new modes of coexistence. With the rise of radio and cinema, publics unprepared for mass-mediated affect and aesthetic politics were swept into fascist mobilisation. The spread of television precipitated a crisis of authenticity and moral visibility in liberal democracies, exposing private contradictions and destabilising role performances. Today, digital media have introduced new information and interaction situations, characterised by unfiltered mutual visibility, accelerated judgement and the collapse of contextual boundaries.

The present crisis of polarisation is not therefore simply the product of social media design. It arises because the new medium environment renders visible – and intensifies – norm conflicts that older media structures kept at a distance or cushioned through institutional filters. As Marshall McLuhan observed, the medium is the message: media do not merely transmit content, they reorganise the architecture of perception, interaction and power. We now inhabit a communication environment in which transparency, immediacy and identity performance unsettle the foundations of democratic coexistence.

History does not guarantee that liberal democratic norms will survive such transitions. Previous media revolutions eventually generated stabilising cultural forms – Bildung, constitutionalism, journalistic professionalism – but only after prolonged turbulence and violence. The digital public sphere may yet develop its own equivalents, but this is not assured. We are not only learning how to speak within a new medium environment; we are discovering whether this environment can support the ethical and institutional conditions of pluralistic democracy at all. In this sense, we stand not at the end of polarisation, but at its beginning. The outcome is open. Media do not determine our future, but they condition the field in which future forms of social and political life will be selected. Whether democratic norms can be reinvented under conditions of radical visibility remains an empirical question – one that our societies are now living through in real time.

Forståelsens politik – mellem individets angst og Europas humanisme

By Indlæg

Indrømmet. Ved ikke hvad sker, men nuværende informationer har givet mig anledning til at skrive dette essay:

Der går i disse dage historier om, at Aarhus skal modtage omkring hundrede unge mænd fra Ukraine. I sig selv er det ikke en nyhed, der vækker stor opsigt – Danmark har siden 2022 modtaget mange tusinde ukrainere. Men denne gruppe er anderledes. De er unge mænd på 19–20 år – den alder, hvor man i Ukraine normalt er værnepligtig.

Her begynder en vanskelig samtale. For hvordan skal vi forstå det, når unge mænd flygter fra et land, der kæmper for sin eksistens? Og hvordan skal vi som europæisk samfund håndtere spændingen mellem individuel angst og kollektiv loyalitet?

At Danmark – og Aarhus – tager imod disse unge kan tolkes som et udtryk for en civilisatorisk refleks: en handling, hvor humanitet og realpolitik ikke udelukker, men forudsætter hinanden. På overfladen kan det ligne et brud i solidariteten med Ukraine, men i et dybere perspektiv kan det lige så vel forstås som en forlængelse af den europæiske humanistiske tradition – en erkendelse af, at krig først og sidst slider på mennesker.

Mikroforståelsen – individets byrde

Set fra individets perspektiv kan flugten udspringe af angst, uoverskuelighed eller af en personlig overbevisning, der gør det umuligt at deltage i krigen. At så mange unge mænd på én gang søger ud, kan endda tyde på, at de i et vist omfang har fået hjælp til at forlade landet – måske med myndighedernes stiltiende accept. Aner det ikke, men hvis det forholder sig sådan, ændrer det ikke ved, at deres situation kan forstås som udtryk for både menneskelig sårbarhed og politisk kompleksitet.

Det handler ikke nødvendigvis om svigt, men om et eksistentielt pres, hvor krigens krav bliver ubærlige for det enkelte menneske. Forståelsen her er ikke moralsk, men humanistisk: et samfund, der kalder sig civiliseret, må kunne rumme dem, som ikke længere kan bære.

At tage imod disse unge er derfor ikke en vurdering af deres valg, men en anerkendelse af, at menneskelig skrøbelighed er en del af den virkelighed, krigen blotlægger. Danmarks modtagelse af unge ukrainere kan i den forstand ses som en genopførelse af et gammelt europæisk motiv: idéen om, at medfølelse og forståelse ikke svækker modstandskraften, men er dens forudsætning. Den europæiske humanisme udspringer netop af erkendelsen af, at menneskelig værdighed ikke kan gøres betinget af lydighed eller tapperhed.

Makroforståelsen – nationen og Europa

På den større skala rejser spørgsmålet sig om, hvordan Ukraine og Europa som helhed håndterer denne udvikling. Hvis det faktisk er rigtigt, at nogle af disse unge er blevet hjulpet ud – formelt eller uformelt – antyder det, at også Ukraine erkender, at ikke alle kan bære krigens byrde. I så fald befinder vi os i et gråzonefelt mellem humanitet, statslig kontrol og overlevelsesstrategier, hvor moral og nødvendighed sammenflettes.

Der synes i Ukraine at være en voksende erkendelse af, at mennesket ikke kan reduceres til soldat. Den psykologiske og etiske pris er for høj. I den forstand mødes den ukrainske realitet og den europæiske humanisme: Begge søger måder at håndtere krigens paradoks på uden at tabe mennesket af syne.

For Danmark og Europa handler det derfor ikke om at vælge mellem forståelse og solidaritet, men om at forene dem. Vi støtter Ukraine militært og økonomisk, men vi støtter også gennem evnen til at forstå dem, der ikke kan kæmpe. Denne dobbelthed kan læses som en moden form for solidaritet – en, der ikke kun handler om våben og alliancer, men også om psykisk og eksistentiel omsorg.

Den dobbelte forståelse

Vi står derfor med to former for forståelse, som gensidigt belyser hinanden.

Den mikroetiske forståelse: at mennesket må kunne handle ud fra angst, overbevisning eller udmattelse – uden at miste sin værdighed.

Og den makropolitiske forståelse: at et samfund må beskytte sig selv, men samtidig bevare sin humanitet.

Når Danmark tager imod unge ukrainere, opstår der et spændingsfelt mellem disse to erkendelser. Vi giver plads til mennesket uden at fornægte statens behov. Vi forlænger dermed Europas humanistiske arv ind i en ny geopolitisk virkelighed – en virkelighed, hvor solidaritet ikke kun udtrykkes i våbenstøtte og diplomati, men også i en forståelse af den psykiske og moralske pris, som krigen pålægger individet (NB Gorm Harste og veteranen).

En ny form for solidaritet

Denne dobbelthed kan måske kaldes refleksiv solidaritet. Den adskiller sig fra den klassiske forestilling om fælles kamp og pligtopfyldelse. Den bygger i stedet på en erkendelse af, at solidaritet i det 21. århundrede også må rumme paradokset – at man kan støtte et land i krig og samtidig tage imod dem, der ikke længere orker at kæmpe for det.

I dette lys bliver modtagelsen af unge ukrainske mænd i Aarhus ikke blot et humanitært udtryk, men et nøgternt og pragmatisk bidrag til Ukraines egen overlevelse. Vi hjælper landet på endnu et punkt – ved at aflaste det psykisk og socialt for den del af ungdommen, som ikke længere kan indgå i mobiliseringen. Det er en form for hjælp, der næppe udtales højt, men som formentlig anerkendes og værdsættes i Kyiv.

Dermed bliver denne bevægelse mellem forståelse og støtte ikke en sentimental gestus, men en del af den europæiske realitet, som bygger på humanisme i praksis: at beskytte menneskelivet – også dér, hvor krigen ellers ikke tillader det.

Aflyst: Luhmann-seminar om Generativ kunstig intelligens. Oplæg ved Mogens Grosen Nielsen i Skandinavisk Luhmann Forum. 14. november 2025

By Indlæg

Ked af det men Mogens har aflyst

 

 

Oplæg (off-line) v/ Mogens Grosen Nielsen fra Nielsen Statistics Consulting, Copenhagen, Denmark i Skandinavisk Luhmann Forum. Afdeling for Medievidenskab Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N. Fredag d. 28/2 2025 kl. 14 – 16.

Organisationer og AI – med fokus på programmer og kunstig kommunikation

Manchet
Oplægget baserer sig på og udvider mit oplæg fra Luhmann-konferencen i Cambridge (september 2025). Fokus er praksisnært, hvordan kan organisationer forstå og anvende programmer i Luhmanns forstand – som beslutningspræmisser, der leverer rammer for beslutninger – og hvordan GenAI kan kobles hertil og bidrage til reduktion af kompleksitet i organisatoriske beslutningsprocesser.

Del 1 – Epistemologi – fra subjekt-objekt til selv-refererende systemer

Min vej til Luhmann går via fransk poststrukturalisme: Foucault (viden/magt), Deleuze (orden/forskel) samt Laclau & Mouffe (hegemoni). Når vi skriver om organisationer eller designer AI, udøver vi selv magt og kan indgå i hegemoniske artikulationer. Løsningen er bevægelse væk fra subjekt-objekt tænkning henimod selv-refererende systemer. Derfor er det vigtigt at inkludere fokus på anden-ordens observationer: vi kan observere vores egne distinktioner og de beslutningspræmisser, de åbner/lukker. Luhmann minder os om, at forskeres og andre organisationers bidrag kun er én iagttagelse ved siden af andre; målet er ikke sandhed og facit, men iagttagelsesdesign, der kan bidrage til kognition og problemløsning.

Del 2 – At få programmer og AI til at virke
Vi tager udgangspunkt i Luhmanns systemteori herunder beslutningspræmisser og programmer (mål/konditional) og arbejder med distinktioner (temporal–faktuel–social) sekventeret individ→gruppe→plenum. Pointen er at programmere iagttagelser, ikke løsninger.

Case 1 (kvalitet/Bangladesh): internationale standarder bruges som distinktionsværktøjer til lokal oversættelse; output er forbedrede beslutningspræmisser.
Case 2 (AI–workshop): GenAI fungerer som kunstig kommunikation og levere løsningsforslag og ikke endelige løsninger. Løsningsforslag er koblet til program-citater og re-entry og selektion forbliver organisatorisk.

Del 3 – Kobling til Luhmanns teknologisociologi & AI
Teknologi defineres af Luhmann som medium for styrbarhed/ustyrlighed: den gør beslutninger mere sandsynlige, ikke sikre. GenAI kan placeres som beslutningspræmis på linje med mål- og konditionalprogrammer – men med en stokastisk/statistisk karakter, der leverer selektionsforslag og kræver procedurer for validering, sporbarhed og afbrydelser.

Del 4 – Legitimitet & GenAI’s organisatoriske rolle
Oplægget afrunder med, hvordan AI-understøttede programmer kan bidrage til legitimitet via koblinger til politik, jura, økonomi, videnskab og medier – uden at opløse organisatorisk lukning.

Oplægget er baseret på et engelsksproget paper: Making Programs Work: Applying Luhmann’s Social Systems Theory to Quality Management and AI in Statistical Organizations, som Mogens gerne mailer til interesserede. Mogens mailadresse er: mogensgrosen@gmail.com

 

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N:  https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9

Vi skal være i Frokoststuen (rum 229 bygning 5335).