Jespertække

Sverre Moe, Dr. Philos. Professor emeritus i Sosiologi, Universitetet i Stavanger. Seminaret foregår online fredag d. 28. marts kl. 14 til 16 på Zoom: https://aarhusuniversity.zoom.us/j/68120661551

Manchet: Samfunnets Digitalisering

Læs Paper: klik her. 

Den vedlagte teksten kan leses og diskuteres fra flere perspektiv, og tittelen bør leses helt bokstavelig. Det er samfunnet som digitaliseres, altså noe mer enn kun avansert teknologi som utvikles i samfunnet, enn si utenfor samfunnet. Det impliserer og aktiverer en høyst fasettert tematikk som har stor og økende samfunnsmessig betydning, men som etter mitt skjønn, også har vært vanskelig å bestemme fullt ut i samfunnsvitenskapen. Min grunnleggende antakelse har vært at sosiologisk systemteori representerer en tilnærming som i det minste kan beskrive hvordan digitaliseringen av samfunnets kommunikasjon faktisk virker, og det er i grunnen det som er kjernen i min tekst, skjønt en slik beskrivelse aktiverer selvsagt også spørsmål om hva en slik utvikling vil bety for språk, tenkning og sosialt liv.

 Med tanke på diskusjonen tillater jeg meg å antyde litt nærmere hva som kan være aktuelle perspektiv. De flyter litt over i hverandre, men lar seg likevel avgrense.

Samfunnsteoretisk perspektiv – som et forsøk på å forankre det moderne samfunnets økte og økende avhengighet av digitalisert informasjon og kommunikasjon ut fra samfunnets struktur. Hvorfor økt avhengighet av elektroniske medier, og hva betyr dette så for samfunnets struktur og virkemåte? Hva betyr det for språk, tenkning, sosialt liv, ulike subsystem osv.?

Systemteoretisk perspektiv – som et forsøk på å vise at systemteoriens fokus på selvreferensiell bruk av skiller som skiller og utvikler informasjon bidrar til en bedre forståelse av digitaliseringens betydning og virkemåte, nemlig maskiner som virker gjennom skiller. At digitaliseringen utvikler informasjon kan så være, men hva betyr dette så for samfunnets kommunikasjon? Vi er vant til å tenke ut fra psykiske og sosiale system, men må vi forberede oss på at dette utvikler seg til en triade av psykiske, sosiale og elektroniske system?

Begrepsmessig perspektiv – som et forsøk på å vise hvordan man ved bruk av noen systemteoretiske skiller kan angi en relativt presis beskrivelse av hvordan telematikken kan inngå i og kobles til samfunnets kommunikasjon. Strukturell kobling og skillet form/medium er tilstrekkelig, men det kan godt være at andre begrep også må trekkes inn. «Nettverk» er relevant, men blir ikke tematisert i teksten. Eksklusjon/inklusjon er også relevant

Logisk, analytisk – Digitale maskiner er i sitt vesen basert på kalkulasjon som virkemåte. Det som prosesseres elektronisk er «digits», og utfallet er alltid basert på «digits». Tenkning og kommunikasjon virker ikke på basis av elektroniske program, men på basis av mening, hvor språk er det helt sentrale mediet. Språk (og tenkning) virker analogt, ikke digitalt. Det betyr at elektroniske maskiner har klare begrensninger i forhold til prosessering av mening. Hva skjer hvis analoge meningsformer blir fortrengt av digitale former?

Kritisk perspektiv – Hvis samfunnets digitalisering innebærer avgrensninger og perverterte former av analog mening er det grunn til å spørre hva dette innebærer for menneskelig aktivitet, sosialt samkvem og samfunnsmessig utvikling. Blir språk og tenkning ekskludert? Blir sosialt liv omverden for en elektronisk generert kommunikasjon?

Arbejdspapir 7. februar 2025.

Ved Jesper Tække. Lektor, Ph.D. School of Communication and Culture. Department of Media and Journalism Studies. Centre for Internet Research. Aarhus University
Mail imvjet@cc.au.dk Web: https://jespertaekke.dk/en/

Citer:
Tække, J. (2025). Interaktivitet, samfund og magt. Arbejdspapir 7. februar 2025. Center for Internetstudier. Aarhus Universitet.

Abstract
Jeg har skrevet dette arbejdspapir for at repetere og opdatere Bordewijk og van Kaam (1986) samt Jensens (1999) analysevenlige begreber angående kommunikationens fire grundlæggende mønstre: transmission, konversation, konsultation og registrering. Med udgangspunkt i, hvordan medieteknologier gennem historien har påvirket magtforhold og informationscirkulation, undersøger jeg, hvordan digitale medier har ændret de klassiske kommunikationsformer. Arbejdspapiret søger at præcisere, hvordan de fire kommunikationsmønstre kan anvendes i analyser af moderne medieteknologier, og hvordan magten over kommunikation er blevet forskudt fra traditionelle massemedier til digitale platforme, hvor interaktivitet ikke nødvendigvis fører til øget demokratisk deltagelse, men snarere kan forstærke uigennemsigtige magtstrukturer.

Indledning
Kommunikation har altid været en grundlæggende mekanisme i den sociale organisering af samfund. Medieteknologier har gennem historien ændret måden, hvorpå information cirkulerer, både hvad angår viden om verden, samfundet og individet selv. Udviklingen af nye medier har påvirket sociale strukturer, organiseret viden og reguleret menneskelig adfærd. Information har været afgørende for livsvigtigt samarbejde i samfundet, men også for magt over individer, der kan beordres, nudges, oplyses eller ekskluderes gennem forskellige mediale infrastrukturer. For at analysere, hvordan kommunikation organiseres gennem medieteknologi, vil jeg tage udgangspunkt i Meyrowitz’ (1994) teori om direktionalitet, der beskriver, hvordan informationsflowet struktureres: Hvem kan kommunikere med hvem? Hvem kan se og høre, hvad der kommunikeres? Hvem kan respondere på en meddelelse? Disse spørgsmål er afgørende for forståelsen af kommunikationsmagt, da teknologiske infrastrukturer ikke blot muliggør kommunikation, men også regulerer adgang til information og social deltagelse.

Fra et systemteoretisk perspektiv kan kommunikation ikke reduceres til en simpel transmissionsmodel, hvor en afsender overfører information til en modtager. Kommunikation er en selektiv proces, hvor en meddelelse formidles, men forståelsen af den ikke kan dirigeres entydigt af afsenderen (Luhmann, 1995). Luhmann (1995: 40) definerer information som “en forskel, der gør en forskel” i forlængelse af Gregory Bateson. Det vil sige, at information ikke er en objektiv entitet, men skabes gennem selektion i kommunikation. Modtageren er således ikke en passiv recipient, men konstruerer altid sin forståelse inden for en socialt skabt meningshorisont. Samfundet skaber dermed sine egne meningsstrukturer, hvor visse informationer fremstår relevante, andre irrelevante, nogle sandheder legitime, og andre afvises som usande.

Jeg vil i dette arbejdspapir ikke gå ind på de mere komplekse sammenhænge vedrørende samfundets selvproduktion, men søge helt enkelt at give en analyse ud fra Bordewijk og van Kaam (1986), der udviklede en model for informationsstrømme, der viser, hvordan information kan organiseres i fire grundlæggende kommunikationsmønstre: Transmission (Allocution), hvor en central afsender udsender information til mange modtagere; Konversation (Conversation), hvor kommunikationen foregår som en ligeværdig udveksling mellem parter; Konsultation (Consultation), hvor en modtager søger information fra en central instans; og Registrering (Registration), hvor en central aktør indsamler information fra modtageren. Disse fire kommunikationsformer har været med til at strukturere videnscirkulation og magtrelationer i samfundet, afhængigt af hvilke medieteknologier der har været til rådighed. Jens F. Jensen (1999) videreudviklede denne model med et fokus på interaktivitet, hvor han analyserede, hvordan digitale medier udfordrer og modificerer de fire kommunikationsformer. Her er det vigtigt at skelne mellem interaktivitet og interaktion: Interaktivitet refererer til teknologisk faciliteret manipulation af et medie, mens interaktion indebærer en reciprok udveksling af ytringer mellem mennesker (Sutton, 1999; Jensen, 1999; Goffman, 1990; Luhmann, 1995). Interaktivitet kan derfor være en individuel håndtering af teknologi, mens interaktion forudsætter en social relation. Denne differentiering er afgørende for at forstå, hvordan medieteknologier har påvirket samfundets organisering. I det tidlige internet blev digitale medier hyldet som en decentraliseret og demokratiserende kraft, hvor informationsflowet ikke var bundet til hierarkiske strukturer. Dixon (2024) påpeger, hvordan internettet oprindeligt blev konstrueret som et frit netværk, men at denne åbenhed gradvist er blevet erstattet af centraliserede infrastrukturer kontrolleret af store teknologivirksomheder. Dette har skabt en situation, hvor magten over kommunikation er blevet koncentreret hos få aktører, hvilket har fundamentale konsekvenser for både offentlighedens struktur og individets autonomi.

I denne artikel undersøges, hvordan de fire kommunikationsmønstre udvikler sig gennem forskellige mediesamfund – fra det orale samfund til det digitale – og hvordan interaktivitet og teknologisk ejerskab påvirker magtforholdene i informationscirkulationen. Ved at analysere denne udvikling gennem en kombination af Bordewijk og van Kaams klassiske model og Jensens interaktivitetsperspektiv kan vi opnå en dybere forståelse af, hvordan medieteknologier transformerer sociale strukturer og former de betingelser, hvorunder kommunikation finder sted.

Transmissionel interaktivitet

Transmissionel interaktivitet, som beskrevet af Bordewijk og van Kaam (1986: 19), er kendetegnet ved en centralisering af ejerskab og kontrol over information. En enkelt afsender (C) ejer informationen og distribuerer den til mange modtagere (i), som ikke kan ændre, påvirke eller respondere på budskabet inden for samme kommunikationskanal. Kommunikationen er hierarkisk og ensrettet, hvilket kan sammenlignes med et herre-slave-forhold, hvor magt er koncentreret hos afsenderen, og modtagerens rolle er reduceret til en passiv position. I historiske sammenhænge har dette kommunikationsmønster været dominerende, hvor autoriteter har sikret en stram kontrol over informationsstrømmen. Denne model har været dominerende i massemediernes historie, som Luhmann (2002) definere ved den mellemkommende teknologi der forhindrer feedback og derved interaktion mellem afsender og modtager. Modellen er den at statsligt kontrollerede eller privat ejede medier har afgørende indflydelse på, hvilken information der cirkulerer i samfundet. Ejerskab og regulering spiller en nøglerolle i, hvordan transmissionel kommunikation struktureres, og hvilke magtforhold den reproducerer. Ejerskabet af mediet er afgørende for, hvem der har magten over, hvad der kommunikeres. Vi kan identificere tre grundlæggende magtscenarier i relation til transmission: den autoritære stat, det demokratiske samfund og markedsmodellen (se se Tække 2022; 2024). I totalitære samfund er staten den primære ejer af massemedierne, og kommunikation er styret af en central magtinstans. Medierne fungerer som redskaber for regimet, og uafhængig journalistik eksisterer ikke. Historisk har dette været tilfældet i regimer som Sovjetunionens Pravda, Kinas People’s Daily og Nordkoreas statskontrollerede nyhedsmedier. I demokratiske samfund er medierne typisk privat eller offentligt ejede, men underlagt en vis statslig regulering for at sikre pressefrihed, mangfoldighed og ansvarlighed. Public service-modellen, som DR i Danmark og BBC i Storbritannien, fungerer inden for denne model, hvor der er statsstøtte, men redaktionel uafhængighed. Markedsmodellen repræsenterer en situation, hvor medierne udelukkende eller langt overvejden er privat ejede, og information produceres med profit for øje. Her er ejerskab koncentreret hos store koncerner, der har betydelig magt over, hvilke nyheder der prioriteres, og hvordan de vinkler historier. Dette kan føre til en kommercialisering af informationsstrømmen, hvor sensationelle nyheder maksimerer annonceindtægter frem for at sikre en alsidig dækning af væsentlige samfundsforhold.

Transmissionel kommunikation har udviklet sig gennem forskellige historiske epoker. I orale kulturer var transmission bundet til personlige interaktioner, hvor en høvding, eller fx præst ensidigt kunne formidle viden til stammen. Konsensus og stabilitet var vigtigere end fornyelse, hvilket betød, at transmissionen blev brugt til at fastholde traditioner frem for at sprede ny viden (Innis, 1951). Med udviklingen af skriftsamfundet kunne information fastholdes og distribueres over tid og rum, men adgangen til skrift var begrænset til eliten. Magthavere, religiøse institutioner og embedsmænd kontrollerede, hvem der havde adgang til skriftlig viden, hvilket gjorde skriftmediet til et eksklusivt transmissionsmiddel. Et eksempel er den katolske kirkes monopol på bibeltekster i middelalderen, hvor skriftens hellige status blev brugt til at understøtte kirkens autoritet og sikre en ensrettet religiøs fortolkning. Trykpressen muliggjorde en bred transmission af information, hvilket skabte en ny offentlighed og udfordrede magtens monopol på viden (Habermas, 1976). Aviser blev det første kommercielle massemedium, og ejerskab over trykkerier blev en økonomisk og politisk magtfaktor. Trykpressen udfordrede statens kontrol over information, men samtidig opstod nye økonomiske monopolstrukturer i avismarkedet. I denne fase begyndte transmissionen at blive institutionaliseret i et mere komplekst medielandskab, hvor pressen både fungerede som en magtkritisk aktør og som en økonomisk drevet industri. Med fremkomsten af radio og tv blev transmission yderligere centraliseret, da disse medier var teknologisk afhængige af stærkt regulerede infrastrukturer. Radio og TV var ekstremt transmissionelle medier, hvor en central station sendte information til en passiv befolkning. Mange stater etablerede public service-stationer som DR og BBC for at sikre, at transmission ikke udelukkende blev styret af kommercielle interesser. Samtidig var der politiske forsøg på at kontrollere radio og tv – fx i totalitære regimer som Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. Internettet begyndte som et principielt decentraliseret netværk, hvor transmission ikke var monopoliseret af en enkelt stat eller virksomhed. Tidlige internettjenester var mere konsultative og konverserende – brugerne kunne søge information frit og kommunikere uden censur. Med fremkomsten af store platforme som Google, Facebook, YouTube og TikTok er transmission igen blevet centraliseret, men nu styret af private virksomheder frem for staten (Dixon, 2024). Algoritmisk kurateret transmission betyder, at platforme vælger, hvad der når brugerne, baseret på kommercielle og teknologiske interesser. Dette har ført til en ny form for transmission, hvor magten over informationsflowet er blevet flyttet fra nationale stater til globale teknologivirksomheder, som kontrollerer, hvilke nyheder og informationer der når ud til offentligheden.

I dag er transmission fortsat en dominerende kommunikationsform, men magten over den er flyttet fra statens hænder til tech-giganter. Hvor aviser og tv-kanaler tidligere var de vigtigste transmissionskanaler, er sociale medier og søgemaskiner nu de primære platforme for information. Algoritmisk transmission har erstattet redaktionel transmission – hvad du ser på Facebook eller Google, er ikke valgt af en redaktør, men af en algoritme, der optimerer for engagement og reklameindtægter. Transmission er således ikke blot en teknologisk egenskab, men et socialt organiseret system, hvor magt, ejerskab og økonomi spiller en afgørende rolle (Bordewijk & van Kaam, 1986; Jensen, 1999).

Konversationel interaktivitet
Konversationel interaktivitet, som defineret af Bordewijk og van Kaam (1986), adskiller sig fra den transmissionelle model ved, at både produktionen og distributionen af information er decentraliseret. Kommunikationen foregår mellem parter, der har lige adgang til at bidrage, og informationsstrømmen er reciprok og flervejskommunikerende. Dette kommunikationsmønster er i sin grundlæggende form forbundet med en model, hvor magtrelationerne er mere symmetriske, og hvor kommunikation kan udvikle sig dynamisk gennem direkte dialog. Dette adskiller sig fundamentalt fra transmissionens hierarkiske natur, hvor afsenderen har kontrol over indholdet, og modtageren forbliver passiv. I sin oprindelige formulering fokuserede Bordewijk og van Kaam ikke på spørgsmålet om ejerskab af de medier, hvori konversationen foregår. Dette er en afgørende blind vinkel i deres analyse, da kommunikation aldrig er fri af strukturelle begrænsninger, og det medium, hvori konversationen finder sted, i mange tilfælde er ejet og kontrolleret af en aktør, der kan overvåge, regulere eller på anden vis påvirke kommunikationen. Jens F. Jensen (1999) videreudvikler denne model ved at introducere interaktivitet som en analytisk kategori, der tydeliggør, hvordan digitale teknologier udvider eller begrænser kommunikative muligheder. Hvor Bordewijk og van Kaam oprindeligt tænkte konversation som en frit tilgængelig kommunikationsform, bliver det med Jensens analyse tydeligt, at interaktivitet altid er medieret, og at konversationel kommunikation i digitale medier ofte foregår inden for strukturer, hvor en teknologisk platform har kontrol over både informationsflow og adgangsbetingelser.

I de tidlige orale samfund var konversation den primære kommunikationsform. Kommunikationen var direkte og situationsafhængig, og de sociale hierarkier bestemte, hvem der kunne deltage i samtalen, og hvem der måtte forholde sig tavs. Samtidig betød mediets karakter – altså det talte sprog – at samtaler ikke kunne overvåges af en ekstern aktør, og at magten over kommunikationen primært var bundet til den sociale kontekst, hvori den foregik. Med skriftens opfindelse blev konversationel kommunikation i skriftlig form mulig i form af brevudvekslinger, hvor borgere, embedsmænd og lærde kunne kommunikere på tværs af tid og rum. Skriftbaseret konversation var dog begrænset af økonomiske og tekniske faktorer, da det krævede en velfungerende infrastruktur for at distribuere breve og dokumenter. Samtidig var adgang til skrift og uddannelse stærkt ulige fordelt, hvilket betød, at konversation i skriftform var forbeholdt en lille elite. Trykpressens udbredelse skabte nye muligheder for skriftlig interaktion, men primært i form af offentlige debatter i aviser, hvor læserbreve og polemiske udvekslinger mellem intellektuelle fungerede som en form for forsinket konversation. Den øgede skriftlige kommunikation var dog fortsat underlagt ejerskabskontrol fra avisejere og redaktører, der bestemte, hvilke stemmer der fik adgang til offentligheden. Elektroniske medier som telefonen og senere radioen åbnede for en mere umiddelbar form for konversationel interaktion. Telefonen muliggjorde for første gang direkte kommunikation på tværs af store afstande uden forsinkelse, mens radioen i visse formater, såsom lytterinddragende udsendelser, gjorde det muligt for borgere at deltage i debatter og udsendelser. Med digitale medier og internettet blev konversationel interaktivitet en teknologisk mulighed på et hidtil uset niveau, hvor brugere kunne deltage i globale samtaler via sociale medier, e-mails, diskussionsfora og chatplatforme. I de tidlige faser af internettet blev dette betragtet som en decentraliseret og fri mulighed for interaktion, men i takt med, at teknologiske platforme begyndte at dominere kommunikationen, ændrede magtstrukturerne sig markant. Store virksomheder som Facebook, X og Google ejer i dag de primære arenaer for digital konversation, hvilket betyder, at selv om brugerne kan kommunikere frit inden for disse platforme, er interaktionen underlagt algoritmisk styring, overvågning og mulig censur.

Ejerskab over de digitale platforme betyder, at kommunikation i princippet kan overvåges, analyseres og kontrolleres af platformsejerne. Jens F. Jensen (1999) beskriver, hvordan interaktive medier kan give en illusion af fri kommunikation, mens de i realiteten indfører nye former for magt og regulering. Dette kan ske gennem algoritmisk prioritering af bestemte samtaler, skjult moderering, datadrevet profilering eller decideret censur af uønskede ytringer. Praktiske eksempler på dette inkluderer, hvordan sociale medieplatforme har ændret algoritmer for at prioritere bestemte politiske budskaber eller hvordan platforme har fjernet indhold, der strider mod deres retningslinjer – ofte uden gennemsigtighed om de beslutningskriterier, der ligger til grund for sådanne handlinger. Konversationel interaktivitet i det digitale rum foregår altså på vilkår, der er fastsat af de platforme, hvor samtalen finder sted. Hvor den klassiske konversation var begrænset af sociale hierarkier og adgang til kommunikationsmidler, er den moderne digitale samtale begrænset af kommercielle interesser, politiske reguleringer og algoritmisk styring. Dette betyder, at selv om teknologien tilbyder mulighed for bred og umiddelbar kommunikation, er den ikke fri i nogen absolut forstand. Magten over de konversationelle rum er skiftet fra nationale autoriteter til transnationale teknologivirksomheder, som kontrollerer de infrastrukturer, hvori den sociale interaktion foregår. I et historisk perspektiv kan vi se, at konversationel kommunikation altid har været begrænset af adgangsbetingelser, sociale normer og teknologiske strukturer. I det digitale samfund er disse begrænsninger blevet usynlige for brugeren, men de eksisterer stadig i form af de betingelser, som teknologiske platforme opstiller for interaktion. Ejerskab over medierne er afgørende for, hvordan samtaler udvikler sig, hvem der får lov at ytre sig, og hvilke stemmer der bliver fremhævet. Dette gør konversationel interaktivitet til et område, hvor teknologisk potentiale ofte forveksles med reel frihed, mens magten i realiteten ligger hos dem, der ejer og kontrollerer mediet.

Konsultativ interaktivitet
Konsultativ interaktivitet adskiller sig fra både transmission og konversation ved, at brugeren selv tager initiativ til at opsøge information, men uden at have mulighed for at ændre den. Ifølge Bordewijk og van Kaam (1986) er denne kommunikationsform kendetegnet ved, at en central instans (C) besidder informationen og gør den tilgængelig for en bruger (i), der kan konsultere den, men ikke ændre den eller selv bidrage til dens udformning. Denne model kan sammenlignes med en lærer-elev eller bibliotekar-bruger relation, hvor en autoritet stiller viden til rådighed, men uden at tillade, at modtageren påvirker selve informationsstrukturen. I traditionelle medier som opslagsværker, biblioteker og encyklopædier var den konsultative interaktivitet præget af en stærk institutionel kontrol over, hvad der blev betragtet som gyldig viden. Adgangen til information var ikke kun teknologisk betinget, men også socialt reguleret gennem uddannelsessystemer, statslige institutioner og redaktionelle processer. De, der kontrollerede arkiver og opslagsværker, havde derfor en betydelig magt i at definere, hvad der blev anset for at være autoritativ viden.

I orale samfund var konsultativ interaktivitet begrænset af, at viden hovedsageligt blev overleveret gennem mundtlige traditioner og social praksis. Den, der ønskede at tilegne sig specialiseret viden, måtte derfor opsøge en ældre, en præst eller en vismand, der fungerede som en autoritet over bestemte vidensområder. Samtidig var viden i disse samfund ofte forbundet med religiøse eller mytiske forklaringer, hvilket betød, at adgangen til information var reguleret af sociale normer og tabuer. Med skriftens udvikling blev det muligt at fastholde viden over tid og gøre den tilgængelig for en bredere kreds af mennesker, men det skriftlige medie var fortsat præget af stærke adgangsbarrierer. Adgang til biblioteker var forbeholdt eliten, og selve skriftmediet krævede uddannelse og ressourcer for at kunne benyttes. I middelalderen var klostre og universiteter de primære institutioner, hvor viden blev organiseret og bevaret, og kun få havde adgang til de manuskripter og dokumenter, der udgjorde samfundets skriftlige hukommelse. Med trykpressens fremkomst blev den konsultative interaktivitet markant udvidet, idet trykte bøger, aviser og opslagsværker blev tilgængelige for en større del af befolkningen. Encyclopædier som Encyclopédie fra oplysningstiden blev et eksempel på, hvordan viden kunne gøres bredt tilgængelig, men stadig med en stærk redaktionel styring af, hvad der blev anset for relevant og sand information. Samtidig muliggjorde trykpressen en form for indirekte konsultation, hvor borgere kunne opsøge viden uden nødvendigvis at være afhængige af en personlig kontakt til en autoritet. De elektroniske medier, særligt radio og tv, ændrede ikke fundamentalt den konsultative model, men udvidede den ved at gøre information mere umiddelbart tilgængelig for et bredere publikum. Programmer som dokumentarudsendelser og nyhedssegmenter kunne betragtes som konsultative, idet seeren eller lytteren aktivt kunne vælge at opsøge bestemte informationskilder, men uden mulighed for at påvirke deres indhold. I den offentlige sfære blev biblioteker og offentlige arkiver i stigende grad digitaliserede, hvilket yderligere lettede adgangen til viden, men stadig inden for rammerne af institutionelle og statslige reguleringer. Med internettets fremkomst blev den konsultative interaktivitet radikalt udvidet, da enorme mængder information blev tilgængelige online. Søgemaskiner som Google gjorde det muligt for brugere at tilgå viden uden mellemmænd, hvilket på overfladen skabte en hidtil uset frihed i informationssøgning. Jens F. Jensen (1999) fremhæver, hvordan interaktive teknologier har gjort det lettere for brugere at navigere og opsøge information, men han påpeger samtidig, at denne adgang er medieret gennem teknologiske strukturer, der former, hvad der bliver synligt, og hvad der forbliver skjult.

I dag er den konsultative interaktivitet i stigende grad præget af algoritmisk styring, hvor ejerskabet over informationsplatforme bestemmer, hvilke oplysninger der er let tilgængelige, og hvilke der reelt er skjulte for brugeren. Google, YouTube og sociale medieplatforme anvender avancerede filtreringsmekanismer, der prioriterer bestemte søgeresultater frem for andre, baseret på en kombination af brugerdata, kommercielle interesser og politiske reguleringer. Dette betyder, at den konsultative interaktivitet i digitale medier ikke er en neutral proces, men en styret oplevelse, hvor visse former for information favoriseres, mens andre enten marginaliseres eller usynliggøres. Et særligt fænomen i denne sammenhæng er shadowbanning, hvor indhold teknisk set stadig eksisterer på en platform, men hvor dets synlighed begrænses uden brugerens viden. Dette betyder, at en person eller en organisation kan have en tilstedeværelse på en digital platform, men uden at deres indhold når frem til et publikum. Dette udgør en ny form for magt i den konsultative interaktivitet, hvor platformsejere ikke blot styrer, hvilke oplysninger brugerne har adgang til, men også kan manipulere den sociale rækkevidde af bestemte budskaber uden at annoncere dette eksplicit. Lisbeth Thorlacius (2002) argumenterer for, at transaktion ikke blot er en del af den konsultative interaktivitet, men udgør en særlig form for interaktion, hvor både afsender og modtager modtager noget ud af processen. Hun introducerer begrebet transaktiv interaktivitet, som dækker interaktioner, hvor der foregår en gensidig handel, for eksempel i e-handel eller økonomiske transaktioner, hvor en bruger afgiver data eller betaling i bytte for en ydelse eller et produkt. Dette aspekt af interaktivitet kan også identificeres i tidligere samfund, hvor økonomiske transaktioner, som brugen af mønter eller handelsaftaler, adskilte sig fra passiv videnstilegnelse i et bibliotek eller et arkiv.

Den konsultative interaktivitet har således udviklet sig fra en model, hvor information var stærkt centraliseret og forbeholdt en elite, til et digitalt regime, hvor adgang til information formelt er åben, men i praksis filtreres gennem algoritmiske mekanismer, der skaber nye former for informationshierarkier. Teknologien har muliggjort en større mængde information, men samtidig har den skabt nye former for kontrol, hvor platformenes ejerskab og de bagvedliggende økonomiske incitamenter spiller en afgørende rolle i, hvilke informationer der reelt bliver tilgængelige for offentligheden.

Registrerende interaktivitet
Registrerende interaktivitet adskiller sig fra de øvrige kommunikationsmønstre ved, at det er modtageren (i), der aktivt afgiver information til en central instans (C), som herefter lagrer, bearbejder eller anvender denne information. Ifølge Bordewijk og van Kaam (1986) er registrerende interaktivitet kendetegnet ved, at kommunikationen ikke primært handler om overførsel af viden til brugeren, men snarere om, at brugeren selv producerer data, som en institution eller en autoritet kan anvende. Dette kommunikationsmønster er i sin grundstruktur forbundet med administrative og bureaukratiske processer, hvor individer indgår i systemer, der kræver dokumentation, registrering og identifikation.

I tidlige samfund var registrering af information i høj grad bundet til mundtlig tradition, hvor individuelle skæbner og økonomiske forhold blev lagret i den kollektive hukommelse. Overdragelse af ejendom, sociale relationer og juridiske forhold blev ofte fastholdt gennem rituelle handlinger, hvor lokalsamfundets medlemmer fungerede som vidner. Magten over registrering var i denne periode uformel og decentraliseret, da det primært var ældre, religiøse ledere eller høvdinge, der fastholdt de sociale strukturer ved at huske og håndhæve gældende normer. Skriftens opfindelse gjorde det muligt at fastholde registreringer i en varig form, hvilket skabte nye muligheder for administration og magtudøvelse. Skriftlige optegnelser muliggjorde bureaukratiske systemer, hvor magthavere kunne overvåge skatter, ejendomsoverførsler og retslige afgørelser uden at være afhængige af mundtlige traditioner. Et tidligt eksempel er de mesopotamiske lertavler, hvor konger og embedsmænd registrerede afgifter og handelstransaktioner, hvilket gjorde staten i stand til at styre økonomiske processer mere effektivt. Med trykpressen blev registrerende interaktivitet yderligere institutionaliseret, idet staten nu kunne masseproducere formularer, pas og officielle dokumenter. Trykte arkiver muliggjorde en større grad af regulering, hvor befolkningens aktiviteter kunne dokumenteres og kontrolleres i større skala. Bureaukratiske systemer i moderne nationalstater blev udviklet gennem skriftlige registre over befolkningens identitet, ejendom og økonomiske aktiviteter. Den registrerende interaktivitet var dog stadig begrænset af logistiske faktorer, da registrering og behandling af data krævede manuelle processer og en betydelig administration. Med de elektroniske medier blev registreringsmulighederne drastisk udvidet. Staten kunne nu digitalisere arkiver, hvilket gjorde det muligt at lagre og tilgå store mængder data om borgerne. Telefontjenester blev en del af denne udvikling, da borgerne kunne ringe ind for at registrere informationer, ligesom de første computerdatabaser begyndte at blive anvendt i den offentlige sektor til at effektivisere registreringsprocesser. Med mikrofilm og senere digitale registre blev det muligt at lagre information i en hidtil uset skala, hvilket gjorde registreringssystemerne endnu mere omfattende.

I dag er registrerende interaktivitet blevet en allestedsnærværende del af både statslige og kommercielle systemer. Digitale medier har gjort registrering til en integreret del af dagliglivet, hvor brugere løbende afgiver data – ofte uden at være bevidste om det. Jens F. Jensen (1999) påpeger, hvordan interaktive systemer kan give illusionen af brugerindflydelse, mens de i realiteten primært fungerer som dataindsamlingsmekanismer. Dette gælder ikke kun for offentlige institutioner, men også for private virksomheder, der anvender registreringsmekanismer til at overvåge brugeradfærd og tilpasse deres tjenester derefter. Et eksempel på registrerende interaktivitet i den moderne velfærdsstat er selvangivelsen i Danmark. Borgerne forventes selv at indrapportere deres indkomst og fradrag til SKAT, men registreringen er i stigende grad blevet automatiseret, hvor information hentes fra arbejdsgivere, banker og andre instanser. Det betyder, at borgerens rolle i registreringsprocessen er ændret fra aktiv rapportering til en mere passiv bekræftelse af allerede registrerede data. I den private sektor har sociale medier og onlineplatforme skabt et omfattende registreringssystem, hvor brugeradfærd konstant indsamles, analyseres og anvendes til målrettet markedsføring. Når en bruger logger ind på Facebook eller Google, registreres deres søgninger, interaktioner og præferencer, hvilket gør det muligt for platformene at tilbyde skræddersyede annoncer og personligt tilpasset indhold.

Magten over registrering er i dag blevet centraliseret hos både stater og teknologivirksomheder. Mens tidligere registreringsmekanismer primært blev anvendt til skatteinddrivelse og ejendomsdokumentation, er registrering i dag en kilde til omfattende kommerciel og politisk magt. Algoritmisk styring betyder, at virksomheder som Amazon, Facebook og Google kan anvende registrerede data til at forudsige og påvirke brugeradfærd gennem nudging, personaliseret reklame og adfærdsbaserede anbefalinger. En særlig problematik i den registrerende interaktivitet er spørgsmålet om gennemsigtighed. I takt med at flere registreringer foregår automatisk og algoritmisk, bliver det vanskeligere for borgere og brugere at forstå, hvordan deres data anvendes. Shadowbanning er et eksempel på, hvordan registrerende interaktivitet kan anvendes til at begrænse synligheden af bestemte brugeres indhold uden deres vidende. På sociale medier kan en persons opslag være teknisk tilgængelige, men algoritmisk skjult for et bredere publikum, hvilket gør registreringen af brugeradfærd til en magtmekanisme, der både kan anvendes til markedsføring og til social kontrol.

Registrerende interaktivitet har udviklet sig fra en manuel, decentraliseret proces til en fuldt automatiseret og algoritmisk styret mekanisme, hvor data indsamles i realtid og anvendes til at styre adfærd på både individ- og samfundsniveau. Teknologien har gjort det muligt at registrere og behandle information i en skala, der tidligere var utænkelig, men samtidig har den skabt nye former for uigennemsigtig magtudøvelse. Hvor tidligere registreringssystemer var begrænsede af fysiske og administrative ressourcer, er nutidens digitale systemer i stand til at overvåge og analysere data i en hastighed og med en præcision, der redefinerer, hvad det vil sige at deltage i samfundets informationscirkulation.

Afslutning
Kommunikation har altid været forbundet med magt, idet de teknologier, der medierer information, strukturerer, hvem der kan kommunikere, hvad der kan siges, og hvem der har adgang til information. Medieteknologier har gennem historien påvirket cirkulationen af informationer om verden, samfundet og individer og har skabt rammer for både livsvigtigt samarbejde og social kontrol. Bordewijk og van Kaams (1986) fire kommunikationsmønstre – transmission, konversation, konsultation og registrering – tilbyder en analytisk ramme til at forstå, hvordan magten over information forskydes med nye medier. Jens F. Jensen (1999) videreudviklede disse begreber ved at inddrage interaktivitet, hvilket tydeliggør, hvordan digitale teknologier transformerer kommunikationsmønstre. I dag er magten over kommunikation ikke længere kun et spørgsmål om statslig regulering eller private aktørers ejerskab over medier, men om algoritmisk styring af informationsstrømme i en digitaliseret offentlighed.

Van Dijck (2018) beskriver, hvordan kommunikation i dag er indlejret i et platformssamfund, hvor store teknologivirksomheder ikke blot medierer interaktion, men aktivt former sociale, økonomiske og politiske processer gennem dataindsamling og algoritmisk selektion. Digitale platforme som Google, Facebook og Amazon fungerer ikke kun som kommunikationskanaler, men som infrastrukturer, der organiserer informationsadgang, præger offentlige debatter og skaber nye afhængighedsforhold mellem borgere, virksomheder og stater. Shoshana Zuboff (2019) påpeger i sin teori om overvågningskapitalisme, hvordan registrerende interaktivitet i dag er blevet en kommerciel ressource, hvor brugernes adfærd systematisk indsamles, analyseres og omsættes til forudsigelige mønstre, der kan sælges til tredjeparter. Dette skaber en asymmetrisk magtrelation, hvor platformene har adgang til omfattende viden om brugerne, mens brugerne forbliver uvidende om, hvordan deres data anvendes. Byung-Chul Han (2016) beskriver, hvordan denne nye digitale magtudøvelse kan forstås som psykopolitik – en form for kontrol, der ikke længere bygger på ekstern disciplinering, men på en internaliseret og selvoptimerende subjektivitet. Gennem permanente registreringer, overvågning og nudging påvirkes individet på måder, der gør det mere forudsigeligt og dermed mere økonomisk og politisk styrbart. Denne udvikling markerer et skift i kommunikationsmønstre, hvor den registrerende interaktivitet ikke længere blot er et administrativt redskab, men en central mekanisme i en ny form for social styring. I et systemteoretisk perspektiv kan dette tolkes som en potentiel ny differentieringsform. Tække (2022; 2024) har foreslået begrebet algoritmisk differentiering som en mulig udvidelse af Luhmanns teori om funktionel differentiering. Hvor funktionel differentiering indebærer, at samfundet organiseres gennem specialiserede systemer med hver deres binære kode (fx sand/falsk i videnskab, lov/ulovlig i retssystemet), muliggør digitale teknologier en form for styring, hvor adgangen til kommunikation og interaktion afhænger af en konstant algoritmisk sortering. Algoritmer bestemmer, hvilke informationer der bliver synlige, hvilke samtaler der får rækkevidde, og hvordan individer positioneres i det sociale hierarki baseret på deres digitale fodaftryk.

Denne udvikling rejser fundamentale spørgsmål om magt og demokrati i det digitale samfund. Hvis de primære kommunikationsarenaer ejes af private aktører, som regulerer informationsadgangen gennem uigennemsigtige algoritmiske processer, risikerer vi at miste den frie og åbne offentlighed, som moderne demokratier er baseret på. Den digitale interaktivitet, der i sin tid blev hyldet som en frigørende teknologi, har udviklet sig til et system, hvor kommunikationsfriheden er betinget af platformenes økonomiske og politiske interesser. Magten over kommunikation er ikke blot et spørgsmål om, hvem der taler, men om, hvem der bliver hørt, hvem der får adgang til viden, og hvem der usynliggøres i den digitale informationsstrøm. Gennem historien har nye medieteknologier altid skabt forskydninger i magtforholdene mellem individer, institutioner og samfund. Det digitale samfunds mediestrukturer gør det nødvendigt at gentænke, hvordan kommunikation reguleres, og hvilke mekanismer der sikrer, at information ikke blot forbliver en ressource for de få, men en grundlæggende betingelse for demokratisk deltagelse og social autonomi.

Litteratur

Bordewijk, Jan L. & Kaam, Ben Van (1986). Towards a New Classification of Tele-information Services. in Intermedia, Volume 14. no.1. 1986. S. 16-21

Dijck, J. van, Poell, T. and Waal, M. De (2018). The Platform Society. New York: Oxford Uni. Press.

Dixon, C. (2024). Read write own: Building the next era of the internet. NY: Random House.

Goffman, E. (1990). The presentation of self in everyday life. London: Penguin Books.

Habermas, J. (1976). Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall. København: Fremad.

Han, Byung-Chul (2016). Psykopolitik. Neoliberalisme og de nye magtteknikker. Forlaget THP.

Jensen, J. F (1999). ‘Interactivity’ – Tracking a New Concept. in Media and Communication Studies. In Mayer. Paul A. 1999. Computer Media and Communication. Oxford: Oxford uni. Press. P. 160-188.

Luhmann, N. (2002). Massemediernes realitet. København: Hans Reitzels Forlag.

Luhmann, N. (1995). Social Systems. Stanford, CA: Stanford University Press.

Meyrowitz, J. (1994). Medium Theory. In Communication theory today. red. af Crowley og Mitchell. Polity Press. UK.

Sutton, L. A. (1999). Interaction. EMC 703. Arizona State University. Spring, 1999.

Thorlacius, L. (2002). Visuel kommunikation på websites. Roskilde Universitetsforlag.

Tække, J. (2024). AI som intelligens og kommunikation: Et sociologisk perspektiv. MedieKultur. Journal of media and communication research. 2024, 76 160-180.https://tidsskrift.dk/mediekultur/article/view/143459/191759

Tække, J. (2022). Algorithmic Differentiation of Society – a Luhmann Perspective on the Societal Impact of Digital Media. Vol. 18 No. 1 (2022): Journal of Sociocybernetics. https://papiro.unizar.es/ojs/index.php/rc51-jos/article/view/6225 

 Zuboff, S. (2019) Overvågningskapitalismens tidsalder. [The Age of Surveillance Capitalism – The Fight for a Human Future at the New Frontier of Power]. København: Informations Forlag.

Ved du, hvad Antropocæn er? Det er den tidsalder og situation vi nu er i, hvor visse aktiviteter udgående fra mennesker megapåvirker hele den livszone, hvor alt liv vi kender til eksisterer i. Viden om denne tilstand og situation åbner ikke blot for forståelse af vores samtid – den rækker også ud og stiller spørgsmål til menneskers og livets fremtid på jorden. 

Vi er stolte af at kunne præsentere den nyeste udgivelse fra U Press: “Antropocæn: Menneske, samfund og dannelse i en ny tidsalder”. Denne antologi samler dybdegående indsigter fra førende forskere, som belyser menneskers afgørende rolle i at forme planetens miljø, biodiversitet og klima – og dermed også vores eget eksistensgrundlag.

Antologien udforsker, hvordan bestemte menneskelige aktiviteter har forårsaget dybtgående ændringer i Jordens systemer, og hvad det betyder for vores forståelse af menneskets rolle i verden. Med bidrag fra 12 kapitler dykker bogen ned i emner som økomarxisme, aktør-netværksteori, posthumanisme og systemteori. Den dækker også temaer som miljø, medier, kommunikation, mode, zoonoser og uddannelse.

“Antropocæn” inviterer læseren til kritisk refleksion og tilbyder nye perspektiver på liv, dannelse, historie og Jordens fremtid. Antologien er essentiel læsning for både akademikere og den bredere offentlighed, der ønsker at forstå de intellektuelle og kulturelle udfordringer i en tidsalder, hvor menneskets handlinger har omfattende globale konsekvenser, for såvel mennesker som alt det øvrige liv. 

🔍 Nogle af de centrale spørgsmål, bogen adresserer, inkluderer:

• Hvordan påvirker vores teknologiske udviklinger naturen?
• Hvilke etiske overvejelser følger med vores øgede indflydelse på biosfæren?
• Hvordan skal vi uddanne fremtidens borgere til at navigere i en verden, hvor menneskelig indgriben har skabt uigenkaldelige ændringer i planetens økosystemer? 
• Hvilke samfundsforandringer er måske allerede på vej, selvom vi har svært ved at se det, når vi står midt i forandringerne og verdenssamfundets fald?
• Er det ønskeligt og muligt at udvikle nye måder at leve på, som er i bedre sameksistens og dialog med det mere-end-menneskelige liv?  

“Antropocæn” er et must-read for alle med interesse for samfundsindretning, klima, bæredygtighed og dannelse. Lad dig inspirere af denne vigtige udgivelse og deltag i samtalen om, hvordan vi navigerer i den tidsalder, vi selv har skabt.

Find bogen her: https://u-p.dk/vare/antropocaen/

Vi takker de faglige redaktører Michael Paulsen og Jesper Tække samt forlagsredaktør Jonatan Kolding Karnøe for deres bidrag til denne betydningsfulde udgivelse.

For yderligere information, kontakt venligst U Press på info@u-p.dk.

Oplæg (off-line) v/ Gorm Harste, dr.scient.pol. & dr.phil. emeritus, Aarhus Universitet i Skandinavisk Luhmann Forum. Afdeling for Medievidenskab Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N. Fredag d. 28/2 2025 kl. 14 – 16.

Fred – observeret som et selvreferentielt kommunikationssystem

Manchet
Diplomati og fredskommunikation står i dag over for et presserende behov for kommunikations- og deliberationsteorier. Fred opstår ofte kun som en konsekvens af krig, når konflikter bliver fastlåste og ressourcegrundlaget udtømmes. Her står respekt og ære centralt i diplomatiet, men for at undgå naive fremstillinger foreslår oplægget at analysere krigs- og fredskommunikation gennem Niklas Luhmanns systemteori.

I moderne samfund er meningsfuld kommunikation opdelt i differentierede systemer, der ofte koder sig selv i indbyrdes opposition. Jura taler ikke let med økonomi, krig ikke med politik, etik ikke med æstetik, og religion ikke med videnskab.

Hvad betinger så diplomatisk kommunikation? Oplægget undersøger, hvordan diplomati og fredskommunikation formes gennem udviklingen af semantik og selvbeskrivelser, og hvordan statsorganiserede systemer for efterretning og forhandling skaber nye muligheder og barrierer.

Oplægget er baseret på et engelsksproget paper: Peace – Observed as a Self-Referential Communication System, som Gorm gerne mailer til interesserede. Gorms mailadresse er: gha@ps.au.dk

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N:  https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9

Vi skal være i Frokoststuen (rum 229 bygning 5335).

Der findes en redigeret version af denne tekst i mediet Copenhagen review of Communication: https://www.copenhagen-review-of-communication.com/hvorfor-et-forbud-mod-sociale-medier-for-born-ikke-vil-lose-noget-som-helst/?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAAR1JemeXifVcIvVG7fd76gxTajgQ_hacUvynrsKw9Oq9HeVxAtC2mlKYiu0_aem_7lVmCVX6E8yJ-T0GEbzdIQ

Et borgerforslag hævder, at sociale medier forårsager uoprettelig skade på børn og unges trivsel. Dette er forbavsende ud fra hvad forskning i sociale medier viser.

Forslaget er stillet af en personkreds der lever af at skræmme befolkningen med misinformation angående hvordan sociale medier indvirker på børn og unges mentale helbred. Forslaget går kort og godt på at et forbud mod sociale medier for børn og unge under 18 vil betyde at børn og unge vil genvinde deres trivsel.

Ved første øjekast er det nemt at give dem ret. Som forælder ønsker vi alle, at vores børn er i sikkerhed og god trivsel, og årtiers fejlagtig dækning i medierne har cementeret, at sociale medier er skyld i en krise når det gælder børn og unges mentale helbred. Men der er simpelthen ikke evidens for denne påstand.

Det er vigtigt at huske, at vi har haft sociale medier i mange år, og at de fleste brugere i de seneste to årtier har engagereret sig på utallige måder, der vedvarende giver dem positive oplevelser, viden og holder dem i kontakt med såvel stærke som svage sociale relationer. Dette gælder også børn og unge der i dag bruger sociale medier til at oprette og holde forbindelse med hinanden, koordinere aktiviteter, såvel online som offline, støtte hinanden, underholde sig og forfølge deres interesser.

Trivsel og sociale medier

I dag tyder vores bedste data alt i alt på at sociale medier sandsynligvis ikke påvirker børn og unges trivsel. Undersøgelser af mentalt helbred i 168 lande over en 18 års periode, viser at der ikke er nogen årsagssammenhæng mellem internettets fremkomst og unges trivsel. Disse data antyder, at 99,6 % af et barns trivsel intet har at gøre med, hvor meget tid det bruger på mobiler og tablets. Et andet meget stort studie viser at sammenhængen mellem børn og unges brug af sociale medier og deres trivsel svarer til sammenhængen mellem at spise kartofler og trivsel. Det er faktisk noget dårligere for deres trivsel at skulle gå med briller.

Det er rigtigt at børn og unge mellem 10 og 20 år bruger sociale medier mere, hvis deres trivsel falder. Men det modsatte er ikke nødvendigvis tilfældet – i de fleste grupper betyder det at et barn bruger mere tid på sociale medier ikke, at trivslen falder.

Overordnet set er der meget begrænset evidens for at sociale medier forårsager dårlig trivsel hos børn og når der ingen årsagssammenhæng er virker et forbud meningsløst – Det ville være det samme at forbyde redningsveste, fordi de bruges i forbindelse med drukneulykker.

Afhængighed og sociale medier

Der er også en vedvarende rygtedannelse, der siger at børn og unge bliver afhængige af sociale medier og smartphones. Dette argument bruges på en misvisende måde, hvor der ikke skelnes mellem en dårlig vane og noget, der potentielt kan være skadelig. Hvis man er ‘afhængig’ af alt, man bruger meget tid på, kunne man lige så godt hævde at børn og unge er afhængige af deres seng. Selvfølgelig kan vi i eksistentiel forstand sige, at vi er afhængige af vores sociale relationer – også når de etableres og opretholdes på sociale medier. Børn og unge kan imidlertid let udvikle dårlige medievaner, hvis ikke vi støtter dem, men det er langt fra det samme som ‘rigtig’ afhængighed, der fører til frygtelige konsekvenser. Det er trods alt meget lettere at få et barn til at lægge sin tablet fra sig end at bryde en reel afhængighed af et skadeligt stof. Det er samtidig en hån mod mennesker der faktisk lider af patologisk afhængighed.

Problemet med de dårlige vaner er meget mere udbredt end rigtigt misbrug og afhængighed, der kan afgrænses til ca. 4% af befolkningen. Problemet med de nye medier er et andet, nemlig at børn og unge ikke møder en dannelse der kan hjælpe med at have et hensigtsmæssigt forhold til dem og at tech-virksomhederne der udbyder de sociale medier, er så ringe reguleret.

Dannelse

Problemet med de nye medier er altså ikke afhængighed, men derimod at der mangler opdragelse, uddannelse og dannelse. I de 10 til 15 år, alt efter hvordan man gør det op, at jeg forskede i området, nåede Michael Paulsen og jeg, ud over alle artiklerne at udgive 6 bøger, hvor af den sidste fra 2022 ligger frit på nettet. Den vigtigste konklusion er at såvel forbud som ligegyldighed må undgås. Forbud er som når den dårlige forælder eller lærer “stopper” en konflikt ved at sige “det taler vi ikke mere om”. Det lærer man ikke noget af.

Dannelse betyder at børn og unge lærer at styre sig, tage sig i agt, har den relevante viden (fx at vi ikke kan multitaske, at man skal slå notifikationer fra og sikkerhedsindstillinger til) og kan medtænke hvad ens handlinger såvel offline som online betyder for andre, for almenvellet. Det er for pokker vores kultur at danne børn og unge til at kunne styre sig selv, til at blive selvstændige kritiske og konstruktive medborgere, der ikke behøver forbud mod alt hvad der er forbundet med risiko. Ligegyldighed og laissez fair er lige så slemt, da man med denne holdning lader børn og unge sejle deres egen sø hvilket kan føre til mobning, risikoadfærd mv.

De forgangene års forbud og ligegyldighed i skolerne har bl.a. resulteret i manglende efteruddannelse af lærerne, at forældrene ikke har fulgt med i hvad deres børn har brugt sociale medier til, at politikerne ikke har sat massivt ind med ressourcer til skolerne og effektivt har reguleret de store tech-virksomheder. Dette er et gigantisk svigt. Og at svaret så er forbud, det er en katastrofe, da forbud netop ikke fører til dannelse og selvstyring og altså til at børn og unge lærer gode medievaner og efterhånden selv lærer at beskytte sig selv og de andre, samt at blive eksponenter for en bedre verden, for en bedre tone end de voksne pt. præsterer på de sociale medier.

Kan et forbud mod sociale medier faktisk håndhæves?

Det er meget svært at finde en måde at forbyde sociale medier for børn og unge på, der ikke krænker eksisterende lovgivning og som ikke er moralsk tvivlsom.

For det første har ethvert barn ifølge FN-ret til at have det sjovt på den måde, de ønsker – dette inkluderer sociale medier og sociale spil (som i stigende grad smelter sammen). Hertil kommer at et forbud ville gribe ind i børns ytringsfrihed. Det må vel også gøre indtryk at dette område faktisk reguleres af EU, der allerede arbejder med reguleringer der vil stille benhårde krav til tech-giganterne. Vores politikere skal således i stedet for det dumme forbud, arbejde på at føre de nødvendige ressourcer ind i skolen så den kan tage hånd om en adækvat dannelse af vores børn og unge til det digitaliserede samfund.

Der er heller ingen garanti for, at et forbud mod sociale medier for børn ville være effektivt. Et eksempel på dette er Sydkoreas fejlslagne “Askepot-lov” fra 2011. Loven blev indført, fordi landets Nationalforsamling var bekymret over børns stigende brug af sociale medier og online-spil. Politikere frygtede, at dette påvirkede børns mentale helbred, forringede deres søvnkvalitet og gik ud over deres skolepræstationer. Som reaktion forbød regeringen derfor børn under 16 år at bruge internettet mellem midnat og kl. 6 om morgenen.

I praksis viste loven sig dog at være ineffektiv. Mange børn fandt måder at omgå forbuddet på, blandt andet ved at bruge deres forældres konti eller spille offline-spil. Derudover var der ingen klare beviser for, at loven faktisk forbedrede børns søvn, trivsel eller præstationer i skolen. Kritikken voksede også, da loven blev set som et indgreb i børns rettigheder og autonomi.

Som følge af dens manglende effekt og den stigende kritik blev “Askepot-loven” officielt ophævet i 2021, ti år efter dens indførelse. Erfaringerne fra Sydkorea viser, at sådanne restriktioner sjældent løser de komplekse udfordringer, de forsøger at adressere, og ofte skaber nye problemer i stedet.

I Danmark vil ethvert normaltbegavet barn på 12 kunne finde ud af at anvende VPN-teknologi til at omgå forbuddet, der således ikke vil komme til at virke. Dette vil have den effekt at børn og unge pga. forbuddet ikke vil kunne tale med deres lærer og i mange tilfælde heller ikke med deres forældre, om deres problemer i relation til sociale medier, fx mobning. Hertil vil tech-giganterne heller ikke kunne holdes op på at følge restriktioner mhp. at beskytte børn og unge mod modbydeligt, polariserede, falsk mv. indhold.

Og hvad har man lige tænkt sig; at man først kan komme med i sin gymnasieklasses fælles sociale medier til koordination af såvel faglige som sociale aktiviteter efterhånden som man bliver 18?

Så konklusionen er at vi pga. at området reguleres af EU og menneskerettigheder ikke vil kunne gennemføre forbuddet, og at hvis det alligevel skulle blive det ved en hasarderet og videnskabeligt set ubegrundet enegang, så vil forbuddet blive omgået via VPN, hvilket vil give børn og unge alle de dårlige effekter ved en manglende dannelse og støtte. Det vil så kaste vores børn og unge ud i en situation hvor de står alene med tech-giganternes forretningsmotiver og hvor tech-giganterne vil kunne skrotte alle hensyn til børn og unge med henvisning til at de jo faktisk ikke må bruge de sociale medier.

Postscriptum

Når det gælder fysisk helbred, at man fx har brækket et ben, er det godt at gå til lægen, men når vi har med kulturelle og sociale problemstillinger at gøre, som det er tilfældet med medier og kommunikation er det godt at gå til humaniora og samfundsvidenskab. I en verden, hvor medicinsk forskning ofte fremhæves som solid og ufejlbarlig, er det fx tankevækkende at se på den systematiske gennemgang af søvnanbefalinger til børn, som Matricciani et al. (2012) har lavet. De undersøgte 32 sæt anbefalinger for børns søvnvarighed fra 1897 til 2009 og fandt noget bemærkelsesværdigt: anbefalingerne har gennem mere end 100 år konsekvent overgået den faktiske søvnmængde, børn får, med omkring 37 minutter. Som om børn altid har haft brug for mere søvn, uanset hvor meget de faktisk fik.

Begrundelsen for søvnanbefalingerne er lige så slående: børn blev anset for at være overbelastede af det “moderne livs” stimulationer, som hver gang var knyttet til tidens teknologiske fremskridt. Skolebøger, radio, fjernsyn og senere internettet er alle blevet udpeget som skadevoldere, der stjal børns nattesøvn og potentielt satte deres trivsel på spil.

Det minder mig om min egen barndom, hvor de voksne bekymrede sig over den tid, vi brugte på at læse tegneserier, eller de timer, vi tilbragte foran fjernsynet (det var dengang begrebet skærmtid blev introduceret). Dengang blev det fremhævet som noget, der både kunne skade vores udvikling og søvn. Nu, som voksen, ser jeg, hvordan samme bekymringer er blevet projiceret over på sociale medier. Hver generation ser ud til at finde en syndebuk blandt de teknologier, de ikke selv er vokset op med. Faktisk blev begrebet om autenticitet introduceret i kølvandet på trykketeknologien til at udstille de blege underlige forlæste mennesker der oplevede verden på anden hånd, i stedet for selv at gå ud og erfarer guds skaberværk.

Matricciani et al. fremhæver desuden, at selvom søvn-anbefalingerne ofte var meget detaljerede og kvantificerede, manglede de konsekvent et solidt empirisk grundlag. Efter mere end 100 års forskning er der stadig ingen overbevisende evidens for, hvor meget søvn børn egentlig har brug for. Alligevel fortsætter vi med at lave regler og løfte pegefingeren – præcis som vores forældre og bedsteforældre gjorde før os.

Måske er det på tide at tage et skridt tilbage og indse, at vores bekymringer over børns vaner ofte siger mere om os selv og vores frygt for forandring end om børnene og deres trivsel.

Denne tekst er inspireret af og følger i visse stræk Andrew Przybylski der er professor i psykologi ved Oxford Internet Institute, se: https://www.sciencefocus.com/comment/social-media-ban-children

Kommenteret litteraturliste til den forskning som dette opslag bygger på:

Hunt, E. (2020, 19. februar). Can smartphone apps improve our mental health? BBC Science Focus. https://www.sciencefocus.com/news/smartphone-apps-can-they-improve-our-mental-health/
Beskrivelse: Evaluerer effektiviteten af smartphone-applikationer designet til at forbedre mental sundhed og diskuterer både deres fordele og udfordringer.

Hunt, E. (2020, 19. februar). Child depression rates are skyrocketing—but social media isn’t to blame. Here’s why. BBC Science Focus. https://www.sciencefocus.com/the-human-body/social-media-children
Beskrivelse: Analyserer stigningen i børns depression og argumenterer for, at sociale medier ikke er den primære årsag, idet andre faktorer også spiller en væsentlig rolle.

Hunt, E. (2020, 19. februar). Rise of the therapy chatbots: Should you trust an AI with your mental health?BBC Science Focus. https://www.sciencefocus.com/news/therapy-chatbots-ai-mental-health/
Beskrivelse: Undersøger fremkomsten af terapeutiske chatbots og diskuterer deres potentiale og begrænsninger inden for mental sundhedspleje.

Hunt, E. (2020, 19. februar). The 7 biggest lies social media tells you about weight loss. BBC Science Focus. https://www.sciencefocus.com/the-human-body/weight-loss-myths
Beskrivelse: Identificerer og afkræfter syv almindelige misforståelser om vægttab, der spredes via sociale medier.

Hunt, E. (2020, 19. februar). A scan of your brain could predict future mental health problems. Here’s how.BBC Science Focus. https://www.sciencefocus.com/the-human-body/brain-fingerprints
Beskrivelse: Diskuterer, hvordan hjernescanninger kan bruges til at forudsige potentielle mentale sundhedsproblemer og muligheden for tidlig intervention.

OECD. (2019). Educating 21st century children: Emotional well-being in the digital age. OECD Publishing. https://doi.org/10.1787/b7f33425-en
Beskrivelse: Denne rapport undersøger moderne barndom med fokus på sammenhængen mellem følelsesmæssig trivsel og nye teknologier. Den fremhæver, hvordan forældreskab og venskaber har ændret sig i den digitale tidsalder, og hvordan børn agerer som digitale borgere. Rapporten viser også, at der i over 100 år har været forskning i børns søvn, hvor man konsekvent har ment, at børn sov for lidt – hver gang med forskellige tiders teknologier og medier som årsag. Samtidig diskuterer den, hvordan man bedst kan udnytte online muligheder, samtidig med at man minimerer risici, og fremhæver vigtigheden af partnerskaber, politikker og beskyttelse for at fremme digital læsefærdighed og modstandsdygtighed.

Orben, A., Dienlin, T., & Przybylski, A. K. (2019). Social media’s enduring effect on adolescent life satisfaction. Proceedings of the National Academy of Sciences, 116(21), 10226–10228. https://doi.org/10.1073/pnas.1902058116
Beskrivelse: Denne undersøgelse analyserer data fra over 300.000 unge i Storbritannien og USA for at vurdere sammenhængen mellem brugen af sociale medier og unges livstilfredshed. Resultaterne viser, at sociale medier forklarer maksimalt 0,4 % af variationen i livstilfredshed – en meget lille effekt. Til sammenligning har faktorer som indtagelse af kartofler eller brug af briller en tilsvarende eller større effekt på trivsel. Studiet konkluderer, at bekymringer om sociale mediers skadelige indvirkning på unges mentale sundhed sandsynligvis er stærkt overdrevne.

Orben, A. (2019, 14. januar). Beyond cherry-picking: Addressing analytical flexibility and researcher bias in the context of adolescent digital technology use. Springer Nature Research Community. https://communities.springernature.com/posts/beyond-cherry-picking
Beskrivelse: Diskuterer udfordringer ved analytisk fleksibilitet og forskerbias i studier om unges brug af digital teknologi.

Orben, A., Przybylski, A. K., Blakemore, S.-J., & Kievit, R. A. (2022). Windows of developmental sensitivity to social media. Nature Communications, 13, 1649. https://doi.org/10.1038/s41467-022-29296-3
Beskrivelse: Identificerer specifikke udviklingsperioder i ungdommen, hvor individer er særligt følsomme over for sociale mediers indflydelse på deres trivsel.

Orben, A., & Przybylski, A. K. (2019). The association between adolescent well-being and digital technology use. PsyArXiv Preprints. https://doi.org/10.31234/osf.io/7x85m
Beskrivelse: Analyserer sammenhængen mellem unges trivsel og deres brug af digital teknologi og finder kun minimale negative effekter.

Mano, R., & Rosenberg, D. (2021). Online and offline social activity and sociability effects on wellbeing and social influence: A “spillover” effect. Advances in Applied Sociology, 11(1), 48-63.https://doi.org/10.4236/aasoci.2021.111005
Beskrivelse: Denne undersøgelse analyserer, hvordan online og offline social aktivitet påvirker individers velbefindende og sociale indflydelse. Resultaterne viser, at online sociabilitet øger både velbefindende og social indflydelse, mens offline sociabilitet ikke har en signifikant effekt. Desuden modererer høj online sociabilitet forholdet mellem offline sociabilitet og lavere velbefindende samt social indflydelse, hvilket tyder på en “spillover”-effekt, hvor online sociabilitet positivt påvirker offline velbefindende og social indflydelse.

Matricciani, L., Olds, T., Blunden, S., Rigney, G., & Williams, M. (2012). Never enough sleep: A brief history of sleep recommendations for children. Pediatrics, 129(3), 548-556. https://doi.org/10.1542/peds.2011-2039
Beskrivelse: Denne undersøgelse analyserer historiske tendenser i anbefalede og faktiske søvnvarigheder for børn og unge fra 1897 til 2009. Resultaterne viser, at både de anbefalede og de faktiske søvnvarigheder er faldet med cirka 0,7 minutter pr. årti. Anbefalet søvn var konsekvent omkring 37 minutter længere end den faktiske søvn. Forfatterne bemærker en universel mangel på empirisk evidens for søvnanbefalinger og påpeger, at utilstrækkelig søvn ofte er blevet set som en konsekvens af “det moderne liv” og de teknologier, der er fremherskende i forskellige tidsperioder. Studiet konkluderer, at uanset hvor meget søvn børn får, har der altid været en antagelse om, at de har brug for mere.

Tække, J., & Paulsen, M. (2022). A new perspective on education in the digital age: Teaching, media and Bildung. London: Bloomsbury Academic. Retrieved March 15, 2022, from http://dx.doi.org/10.5040/9781350175426
Beskrivelse: Denne bog tilbyder et nyt perspektiv på uddannelse i den digitale tidsalder med fokus på undervisning, medier og dannelse (Bildung). Forfatterne fremhæver, at hverken strenge forbud mod digitale medier eller en ligegyldig holdning til deres udbredelse er hensigtsmæssige strategier. I stedet argumenteres der for en balanceret tilgang, der integrerer medier kritisk i undervisningen. Bogen understreger vigtigheden af at uddanne elever til mediebevidsthed, så de kan navigere kompetent og ansvarligt i et digitalt samfund. Kombinationen af undervisning, teknologi og dannelse fremhæves som afgørende for at sikre en bæredygtig og demokratisk fremtid.

Twenge, J. M., & Farley, E. (2023). Not all screen time is created equal: Associations with mental health vary by activity and gender. Clinical Psychological Science. https://doi.org/10.1177/21677026231207791
Beskrivelse: Undersøger, hvordan forskellige typer skærmaktiviteter påvirker mental sundhed forskelligt afhængigt af aktivitetstype og køn.

Vuorre, M., & Przybylski, A. K. (2023). Global well-being and mental health in the internet age. Clinical Psychological Science. Advance online publication. https://doi.org/10.1177/21677026231207791

Beskrivelse: Denne undersøgelse analyserer, hvordan den udbredte adoption af internetteknologier over de sidste to årtier har påvirket mental sundhed og psykologisk velbefindende globalt. Resultaterne viser, at der kun har været små og inkonsekvente ændringer i globalt velbefindende og mental sundhed, hvilket ikke understøtter antagelsen om, at brugen af internet og mobil bredbånd konsekvent er forbundet med negative psykologiske udfald. Forfatterne opfordrer til øget samarbejde mellem uafhængige forskere og teknologisektoren for at muliggøre mere gennemsigtige studier af onlineadfærd på de platforme, hvor de forekommer.

læs eller hør også denne artikel: THE PANIC OVER SMARTPHONES DOESN’T HELP TEENS https://www.theatlantic.com/…/candice-odgers…/678433/

Hertil: Inside the fight for smartphone-free childhoods

https://www.newstatesman.com/the-weekend-report/2024/04/inside-fight-smartphone-free-childhoods

Luhmann og AI – samt sommerfest!
Træskibshavnen, Fiskerivej 32, 8000 Aarhus C.

Traditionen tro vil vi holde Luhmann-seminar – med efterfølgende sommerfest i august. Det er igen Anne Marie der vil huse os i de hyggelige omgivelser på Træskibshavnen. Vi begynder med et oplæg på ca. en halv time af Jesper Tække, der ud fra en artikel der udkommer sidst i august, vil fremlægge et Luhmann-perspektiv på AI. Forskningsspørgsmålet i præsentation er: 1) hvordan kunstig intelligens (AI) kan konceptualiseres, 2) deltage i samfundskommunikation, og 3) derved påvirke samfundsstrukturen, sidst diskuteres 4) hvordan AI virker på det interaktionelle, organisatoriske og funktionelle samfundsniveau, med uddannelse som eksempel.

Efter oplæg og diskussionen af det, går vi kl. 16 over til den mere uformelle del – den er selvfølgelig frivillig – hvor vi vil snakke, gå moletur, grille, drikke, spise og hygge. Medbring selv hvad du vil drikke og grille og have med som tilbehør. Det plejer at være umådelig hyggeligt med rig lejlighed til at give anekdoter til bedste.

Skulle du have spørgsmål så er det Anne Marie annemariedinesen@gmail.com der er den stedkendte og ellers rettes spørgsmål til Jesper imvjet@cc.au.dk men bedst at skrive til vores Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/147050955334098 hvor seminaret også annonceres. Her må du meget gerne like opslaget (det betyder ikke at du nødvendigvis vil deltage) og virkelig meget gerne må skrive om du kommer som en kommentar – bare så vi har et begreb om hvor mange der kommer.

Link til dette opslag: https://jespertaekke.dk/en/archives/269

De allerbedste sommerhilsner fra

Jesper Tække

Socialrettens Eigenzeit og socialt udsatte borgeres oplevelser af adgang til hjælp

Oplæg (off-line) ved Stine Piilgaard Porner Nielsen, i Skandinavisk Luhmann Forum. Afdeling for Medievidenskab Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N. Fredag d. 31/5 2024 kl. 14 – 16.

Manchet
Dette oplæg handler om de problemstillinger, der kan opstå, når borgere i social udsathed møder det retlige system. Det empiriske afsæt for oplægget er den danske socialret og oplevelser heraf blandt unge i hjemløshed. Oplægget er relevant for alle med en interesse i Niklas Luhmanns systemteori, som gerne vil have et indblik i rettens funktion og betydning for socialt udsatte borgere.

Med afsæt i Luhmanns retssociologi analyserer oplægget socialrettens funktion og hvordan unge i hjemløshed oplever interaktionen med det retlige system. I oplægget inddrages blandt andet det retssociologiske begreb rettens Eigenzeit til at beskrive og analysere, hvordan socialretten styrer sin egen tid, for eksempel gennem sagsbehandlingsfrister og det socialretlige hurtighedsprincip. Hurtighedsprincippet er reguleret af retssikkerhedslovens § 3 og handler om, at sociale problemer hurtigst muligt skal håndteres, så de ikke vokser sig større og mere komplekse.

Men hvad sker der, når de unge i hjemløshed møder det socialretlige system? Oplever de, at deres problemer bliver hurtigt adresseret, som det socialretlige hurtighedsprincip netop lægger op til? Data fra interviews med unge i hjemløshed og foreløbige analyser heraf indikerer, at de unge generelt oplever adgangen til hjælp som træg og utilstrækkelig i forhold til at håndtere den akutte og komplekse karakter af deres sociale situation som hjemløse. Den slags oplevelser kan demotivere de unge i forhold til at søge støtte og hjælp i velfærdsstaten, hvilket, i sidste ende, udfordrer socialrettens formål: At hjælpe de unge med at stabilisere deres sociale situation over tid.

Oplægget udspringer af forskningsprojektet FRAMLAW, finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond i perioden 2021-2023. Stine Piilgaard Porner Nielsen, er lektor i retssociologi, Aalborg Universitet: stineppn@law.aau.dk

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N: https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9

Vi skal være i Frokoststuen (rum 229 bygning 5335).

Oplæg ved Lars Clausen i Skandinavisk Luhmann Forum. Afdeling for Medievidenskab Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N. Fredag d. 23/2 2024 kl. 14 – 16.

Manchet

Vores Luhmann konference i Dubrovnik har i 2024 temaet ‘guiding distinctions’; på dansk er det traditionelt oversat til lededifferencer.

Luhmanns teori er baseret på differencetænkning; det nytter ikke at spørge til et fænomens enhed, men kun til dets difference. En lededifference er et videnskabeligt begreb, der indikerer at den der anvender teorien selv er opmærksom på dette forhold, opmærksom på hvilke differencer hun baserer sine iagttager på.

En lededifference er både mere markant end en hverdagsforskel og mindre end en symbolsk generaliseret kode. Koden udgøres af en stabil difference, der selvstabiliseres gennem genindtræden i sig selv. Koden konstituerer den fundamentale difference, der koder funktionssystemer i deres operativitet og sikrer entydig grænsedragning. Koder er så at sige fanget i deres eget system. Samtidig kan de iagttages af andre systemer ud fra deres respektive egenkodning. Politik observerer økonomiens kode om betaling/ikke-betaling som en ganske væsentlig forskel, uden at den substituerer politikkens egen kodning. Ligeså formår videnskab at iagttage og gentage andre systemers kodninger, uden at retsvidenskab bliver ulovlig, eller finansvidenskab bliver ubetalelig.

Lededifferencer er et laboratorie af iagttagelsesmuligheder, der generelt muliggør længerevarende, strukturerede iagttagelser af samfund, som f.eks. kausalitet og tilfældighed.

I sin artikel om ‘teori som metode’ skriver Steffen Roth om teoriens re-entry som metodisk selektionsproces. Systemteoretisk metode kobler sig til lededifferencer på to måder: 1) som

iagttagelsesledende forskelle, altså som et metodisk redskab og 2) som forskningsgenstand ved at forske i allerede anvendte ledeforskelle fx i forvaltning, undervisning, eller indenfor anden forskning.

Lars Clausens oplæg tager afsæt i en nylig udgivelse (Clausen 2023) som eksempel på, hvordan lededifferencer kan bruges som hhv. metode og empirisk genstand i sociologisk forskning i semantisk og strukturel evolution. hans specifikke vinkling bliver magtens ikonografi i overgangen fra middelalder til modernitet, hvor centrale og dominerende lededifferencer kollapser og forsvinder ind i arkiver og historiebøger som levn fra en svunden tid. Prinsen på den hvide hest vandrer fra slagmarken til folkeeventyr og derfra videre til Disneys oplevelsesproduktion, afkoblet fra nutidens ikonografi af direktører, præsidenter, entreprenører og sygeplejersker, samtidig med at det forbliver en del af den kulturelle hukommelse af forgangne tider, indpakket i nutidens mediale former.

Oplægget inviterer til at begynde inspirerende udveksling af ideer om og perspektiver på lededifferencer.

Clausen (2023) er online på:
https://www.ucviden.dk/da/publications/the-systemic-challenge-and-practice-of-leadership-in-a-post-centa

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N: https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9

Vi skal være i Frokoststuen (rum 229 bygning 5335):

Frokoststuen