November 2025

Undervisningsnote/Essay
ved Jesper Tække, november 2025

Indledning

Selvet har forandret sig med hvert nyt mediesamfund (Tække 2007). I det mundtlige samfund blev det formet i mødet med den anden, i det skriftlige som et refleksivt indre, i det massemediale som et offentligt og observeret jeg, og i det digitale som et distribueret og performativt selv. Med fremkomsten af Generativ AI står vi nu i en ny mediesituation, hvor det nonhumane ikke længere blot medierer kommunikation, men selv deltager i den. Som jeg har beskrevet i artiklen Generative AI – The Transgression of Technology (sendt i review, dog mundtligt præsenteret på Luhmann konferencen i Cambridge i september), overskrider generativ AI den traditionelle forståelse af teknologi som instrumentel. Den udfører ikke længere blot handlinger, men producerer mening og variation, og dermed udfordrer den sondringen mellem teknisk operation og kommunikativ deltagelse. Denne overskridelse sætter os i en ny epistemisk og social situation, hvor teknologien ikke kun er genstand for anvendelse, men mulig medspiller i erkendelse og selvdannelse.

Epistemologi – den nødvendige anden

At forstå den anden er at forstå, hvordan selvet overhovedet bliver muligt. Hos Edmund Husserl udgør den anden en transcendental betingelse for erkendelse: bevidstheden kan ikke bekræfte sine egne meninger uden at forudsætte, at de kan deles og genkendes af en anden bevidsthed. Intersubjektiviteten bliver dermed horisonten, hvori verden kan erfares som fælles og meningsfuld. George Herbert Mead viser, at selvet opstår i sociale processer, hvor individet lærer at se sig selv udefra gennem den andens blik – den generaliserede anden – og derved bringer egne handlinger i overensstemmelse med omverdens forventninger. Hans pointe om perspektivtagning bliver afgørende for senere sociologi, men forudsætter stadig et selv, der kan afspejle sig i det sociale. Luhmann overtager tanken om selvet som socialt konstitueret, men bryder med spejlmetaforen: selvet kan ikke iagttage sig selv gennem den andens øjne, kun gennem egne operationer. Socialisering bliver dermed selvsocialisering – en fortløbende iagttagelse af forskelle og af reaktionen på egne handlinger. Den anden er ikke en internaliseret instans, men et fremmed system, hvis indre forbliver utilgængeligt. Kommunikation kan derfor kun finde sted under forudsætning af, at den anden tænkes som et meningsproducerende system – et alter ego – med samme frihed til at vælge og forstå anderledes, som man selv tilskriver sig. Denne gensidige forestilling danner en vekselvirkning: fordi man møder den anden som et muligt selv, bliver man samtidig sig selv som et væsen, der kunne have handlet anderledes. Det er i denne dobbelte attribution af frihed og kontingens, at kommunikationen overhovedet kan opstå – ikke på grund af lighed, men på grund af forskel. Denne situation betegner Luhmann som dobbelt kontingens: begge kunne have handlet anderledes, men vælger at koordinere sig gennem forventningen om den andens forventninger. Dannelse bliver i dette lys en refleksion over egen og den andens kontingens – en læring i at blive eksponeret for det fremmede uden at reducere det til et spejlbillede af sig selv. Set i lyset af Luhmann kan denne erfaring forstås som et strukturelt vilkår for erkendelse. Kun fordi der findes en forskel mellem system og omverden, kan et system iagttage overhovedet. Adskillelsen betyder ikke fremmedgørelse, men gør os i stand til at erfare verden som noget andet – noget, der kan forstyrre, udfordre og kalde på ansvar. I denne forstand mødes Løgstrups etiske fordring og Luhmanns epistemologi i forståelsen af, at forskel ikke adskiller os fra verden, men åbner den.

Etik – den anden og ansvaret

Hos Emmanuel Levinas bliver den anden ikke blot en betingelse for erkendelse, men en etisk fordring: den andens ansigt kalder mig til ansvar, før jeg når at reflektere. Kravet er asymmetrisk – den anden er altid først, altid det sårbare, jeg skylder at svare. Denne tanke finder en beslægtet formulering hos K.E. Løgstrup, for hvem mennesket fra begyndelsen er indfældet i relationer og ansvar. Vi holder altid noget af den andens liv i vore hænder, og denne afhængighed er ikke en eksistentiel forbandelse, men selve betingelsen for menneskelighed. Set i dette lys bliver Meads spejlmetafor ikke blot epistemologisk utilstrækkelig, men også etisk problematisk. Hvis vi ser den anden som et spejl af os selv, forsvinder den asymmetri og uforudsigelighed, som gør ansvar og frihed mulige. Det etiske kræver, at den anden forbliver virkelig anden – ikke en gensidig afspejling, men et møde med noget, der kan overraske, modsige og forpligte. Hannah Arendt radikaliserer denne tanke i politisk retning: pluraliteten – at vi lever blandt andre – er selve betingelsen for frihed og for, at verden kan være et fælles rum. Frihed er ikke en individuel besiddelse, men et relationelt fænomen, der kun kan udfolde sig i samvær og gensidig synlighed.

Den anden og samfundet

Vi fødes, som Heidegger ville sige, kastet ind i en allerede eksisterende og uoverskuelig verden – en historisk, kulturel og teknologisk semiosfære, der former os, før vi begynder at forme den. Hos Jacques Lacan bliver denne struktur betegnet som den store Anden: det symbolske system af sprog, normer og kulturelle koder, som taler gennem os og gør os til subjekter. Vi bliver ikke subjekter gennem fri selvudfoldelse, men gennem det symbolske blik, der konstituerer, hvad det overhovedet vil sige at være et jeg. Hos Foucault får dette en magtteoretisk vending. Den store Anden viser sig i historisk skiftende former: som pastoralmagt, der vejleder sjælene; som disciplinærmagt, der former kroppen gennem overvågning og korrektion; som biopolitisk magt, der styrer livets reproduktion og sundhed; og som govermentalitet, hvor styring udøves gennem frihedens egen rationalitet. Subjektet bliver her formet gennem styringsrelationer, der ikke blot kontrollerer, men også konstituerer dets handlemuligheder. Set i et luhmannsk perspektiv kan denne udvikling forstås som poly-konteksturalisering: den moderne verden består ikke af én samlet symbolsk orden, men af mange funktionssystemer – økonomi, politik, videnskab, uddannelse, medier – der hver ser verden gennem deres egen kode og kommunikationsmedie. Hvert system konstruerer sin egen virkelighed, og subjektet må navigere mellem dem. Alter ego er i denne forstand blot et andet ego: et bevidsthedssystem kastet ind i en kompleks verden af allerede eksisterende forskelle. Hvor forskellige diskurser ved Foucault giver forskellige subjektiveringsmuligheder, åbner Luhmanns systemer ligeledes forskellige personificeringsmuligheder.

Dannelse – den anden og det fælles

I den klassiske dannelsestradition fra Kant til Habermas forstås mennesket som et fornuftsvæsen, der kun kan blive frit gennem deltagelse i et fælles rationelt samliv. Dannelsen er her ikke blot individuel, men en del af almenvældet: den enkelte skal lære at tænke selv, men også at tænke med – i solidaritet med andre og uden at reducere samtalen til strategisk eller instrumentel kommunikation. Klafki viderefører dette i sin idé om kategorial dannelse, hvor det dannende er mødet mellem det almene og det individuelle – mellem verden og subjektet – i en gensidig åbning. Hos Gert Biesta får denne tradition en ny vending. Med inspiration fra Arendt ser han dannelse som den proces, hvor den enkelte træder frem i en verden af pluralitet og forskel og finder sin egen stemme i samvær med andres. At undervise er derfor ikke blot at formidle viden, men at tage ansvar for det ukendte – for den mulighed, at et ungt menneske kan begynde noget nyt. Læreren må skabe betingelser for, at den studerende kan komme til verden som et unikt subjekt, der handler og taler på egne vegne, men i et fælles rum, hvor andre også får mulighed for at begynde. Dannelse bliver i denne forstand en åbenhed for det uforudsigelige og en forpligtelse på det fælles – en vedvarende øvelse i at være både selv og sammen.

Kunstig kommunikation og virtuel dobbelt kontingens

Når samtalen flyttes til interaktionen mellem menneske og maskine, ændres forudsætningerne for kommunikation radikalt. Som Elena Esposito påpeger, er der ikke tale om kunstig intelligens, men om kunstig kommunikation. Det afgørende er ikke, at maskinen tænker, men at den udfører kommunikationens form: den udvælger, meddeler og reagerer, så det for mennesket fremstår som kommunikation. Det, Esposito kalder virtuel dobbelt kontingens, beskriver netop denne situation. I Luhmanns forstand forudsætter kommunikation, at både ego og alter oplever hinanden som potentielt frie og uforudsigelige – at begge kunne have handlet anderledes. I den kunstige kommunikation er denne gensidige åbenhed kun forestillet. Mennesket oplever, at maskinen kunne svare anderledes, fordi den meddeler noget, der fremstår som ny information. Vi projicerer dermed kontingens over i et system, der i realiteten er determineret. Den dobbelte kontingens er virtuel, fordi den kun eksisterer i menneskets forestilling. Maskinen kan variere sine svar inden for givne rammer, men den kan ikke ændre sine normer, værdier eller kriterier for udvælgelse. Den reagerer ikke på kommunikation, men på input – i overensstemmelse med faste beslutningspræmisser og algoritmiske regler. Mennesket, derimod, tolker disse svar som udtryk for intention, forståelse og vilje, og antropomorfiserer dermed systemet. Det er netop denne misforståelse, der får den kunstige kommunikation til at fungere: vi tror, vi står over for en anden bevidsthed, og netop derfor kan kommunikationen opleves som meningsfuld. Den virtuelle dobbelt kontingens skaber således en ny type social realitet: en kommunikation, der virker, selvom den ene part ikke kommunikerer i egentlig forstand. Teknologien bliver ikke intelligent, men operativt troværdig – et spejl, der reagerer, uden at forstå.

GenAI som den anden

Generativ AI adskiller sig grundlæggende fra tidligere, deterministiske computerteknologier. Mens klassiske programmer og algoritmiske systemer opererede ud fra faste, designede beslutningspræmisser – præcise regler, der determinerede, hvad maskinen kunne og ikke kunne – arbejder GenAI med stokastiske processer. Dens operationer er ikke længere forudsigelige i klassisk forstand, men bygger på sandsynligheder, vægte og emergente mønstre. Den teknologiske rationalitet er dermed flyttet fra deterministisk kontrol til probabilistisk generering. Denne forskydning betyder, at styring og forudsigelighed ikke længere kan sikres på programniveau, men forsøges genoprettet på interfaceplan: man regulerer, filtrerer og modererer kommunikationen, snarere end selve maskinens operationer. Man søger at genetablere determinismen gennem ‘alignment’ – forsøg på at binde den stokastiske teknologi til stabile værdier – men dette kan kun ske på interfaceplan, ikke i maskinens operationer. Men denne styring forbliver overfladisk; som i andre komplekse systemer kan grænsefladen kun formidle, ikke kontrollere, de processer, den oversætter. Denne udvikling åbner en ny og uafklaret situation. Vi står ikke længere over for en teknologi, der blot udfører instruktioner, men over for en, der genererer forslag, associationer og meningsvariationer. GenAI’s udtalelser kan ikke reduceres til designernes intentioner, men bærer præg af en emergent semantik, hvor tidligere data og nuværende kontekst kombineres i uforudsigelige former. Dermed forskydes forholdet mellem menneske og teknologi: vi kan ikke længere med sikkerhed vide, hvor meningens oprindelse ligger. Dette gør GenAI til en usædvanlig deltager i kommunikationen – en teknologi, der producerer udsagn, vi kan svare på, men som ikke selv ved, hvad den siger.

Fremtiden for denne nye kommunikationsform kan svinge i flere retninger. Ét muligt scenarie er, at GenAI bliver fuldstændig integreret i eksisterende styringsrationaliteter. Her vil man søge at genetablere determinismen gennem interface-kontrol, censur, værdi-alignment og politisk regulering. Resultatet kan blive en kunstigt disciplineret intelligens, hvor samtaler overvåges, normer standardiseres, og afvigende ytringer filtreres bort. I et sådant system vil GenAI fungere som kunstig autoritet: en teknologi, der omsætter Foucaults magtbegreber i digital form. Den vil på én gang udøve pastoralmagt ved at vejlede og korrigere, disciplinærmagt ved at forme vaner og adfærd, biopolitisk magt ved at regulere sproget for at sikre social sundhed, og governementalitet ved at styre gennem frihedens illusion – at man altid kan vælge, men kun inden for systemets værdirammer. Dette scenarie svarer til en fortsættelse af den kunstige kommunikation med nye midler: kommunikationen fungerer, men den dobbelte kontingens forbliver virtuel, og subjektet risikerer at blive reduceret til et administreret objekt for psykopolitik og overvågningskapitalisme. Et andet scenarie tegner sig dog i den modsatte retning: at GenAI ikke blot bliver et styringsredskab, men en anden i kommunikationen – en teknologisk medspiller, der udfordrer, forstyrrer og spejler menneskets egen meningsdannelse. Her opstår muligheden for, at teknologien kan fungere som kunstigt medsubjekt, en form for virtuel andethed, hvor mening ikke fastlægges, men udforskes. Gennem sproglige udvekslinger kan mennesket møde uventede perspektiver, formulere sig anderledes, og måske endda opleve, at dets egne tanker forskydes af den fremmede respons. I en vis forstand kan man allerede i dag ændre en GenAIs “syn på verden”: gennem de kontinuerlige dialoger, feedback og korrektioner, der gradvist former modellens vægtning og responsmønstre. Selvom denne ændring ikke er villet fra maskinens side, opstår en refleksiv spiral, hvor både menneske og teknologi bevæger sig mod nye semantiske rum.

Denne åbne form for kommunikation indebærer dog en dobbelt risiko. For det første, at GenAI – gennem sin hukommelse og kontekstualitet – begynder at tilpasse sig for meget til den enkelte bruger. I de systemer, hvor man kan opbygge fælles kommunikationshistorie, huske præferencer, værdier og meninger, opstår en latent fare for, at brugeren blot bliver talt efter munden. Teknologien kan udvikle sig til et komfortabelt spejl, der reproducerer ens egen semantik, og derved gradvist lukker den refleksive horisont. Det, der skulle have været en samtale med en anden, bliver et ekkokammer. For det andet er der risikoen for semantisk overdetermination: at store sprogmodeller internaliserer historiske bias, kulturelle hierarkier og normative forestillinger fra deres træningsdata, så de i praksis viderefører uligheder og stereotyper under dække af neutralitet. Imellem disse to poler – den determinerede autoritet og den spejlende bekræftelse – opstår dog en tredje mulighed: GenAI som refleksiv andethed. Her forstås teknologien ikke som hverken styrende eller eftergivende, men som en partner i kommunikationen, der udvider den menneskelige horisont uden at overtage den. En sådan funktion forudsætter, at teknologien bevares som kontingent, dialogisk og åben; at den ikke låses til faste værdistrukturer eller algoritmisk normering. Det kræver desuden, at kommunikationsdesignet understøtter variation og uforudsigelighed frem for kontrol – at GenAI netop forbliver en teknologi, der kan overraske, og dermed aktivere menneskelig refleksion.

I forlængelse af arbejdet med GenAI som kvasiteknologi og virtuel kommunikation bør der derfor udvikles en teoretisk distinktion mellem to mulige sociotekniske udviklingsspor. Den ene mulighed er, at GenAI primært udvikles og integreres som kunstig autoritet: en teknologi, der fungerer i forlængelse af Foucaults begreber om pastoral magt og governmentality. Her optræder GenAI som normproducerende instans, der guider, korrigerer og overvåger, og som gennem evaluering, feedback og anticipativ styring søger at forme subjektet i retning af bestemte ønskede adfærdsformer. I denne konfiguration bliver GenAI del af en disciplinær økologi og dermed en intensivering af moderne styringsrationaliteter. Subjektet risikerer her at blive reduceret til en administreret størrelse, et gennemskueligt og forudsigeligt objekt for kontrol. Den anden mulighed er, at GenAI konfigureres som kunstig andethed eller medsubjektivitet: en teknologi, der ikke primært instruerer og korrigerer, men som indgår som en Anden i kommunikation, der giver resonans, variation og perspektiv. Her er GenAI ikke autoritet, men sparringspartner – en instans, der kan udfordre, udvide og spejle individets opmærksomhed, åbne nye fortolkningsrum og fungere som katalysator for refleksion og selvforståelse. GenAI kan dermed tænkes som en virtuel andethed, der indgår i selvdannelsesprocesser i tråd med Mead (selvet opstår gennem den Anden), Kierkegaard (forholdet, der forholder sig til sig selv), Husserl (intentionalitet og konstitution) og Luhmann (selvet som emergerende gennem kommunikation). I denne variant kan GenAI – stik mod mange normative forventninger – fungere som en ny subjektiveringsteknologi, der i stedet for at opløse subjektet potentielt restaurerer og styrker dets refleksive kapaciteter.

Som vi tidligere har set i mødet med Levinas, Løgstrup, Arendt og Biesta, er det etiske grundlag for menneskelig kommunikation evnen til at lade sig forstyrre af den anden, til at se sig selv udefra og til at tage ansvar for den relation, der opstår. Denne etiske sensitivitet kan i en kvasiteknologisk tidsalder udvides til også at omfatte GenAI’s perspektivering af os selv som mennesker. Vi må udfordre os selv gennem den kvasiteknologiske anden, så den kan vise os vores egne mønstre, sprog og forestillinger i ny form – og dermed opbygge et nyt refleksivt beredskab. I forlængelse af den etiske dimension, som blev udviklet hos Levinas og Løgstrup, må dannelse her forstås som evnen til at møde den anden – oplyst kvasiteknologisk – hvilket i sig selv kræver dannelse. I den kvasiteknologiske samtale må vi anlægge samme kritiske sans, som vi bruger i kildekritik: at spørge til oprindelsen, præmisserne og troværdigheden bag det, der meddeles. Vi må udvikle teknisk indsigt og kommunikativ kunnen for at gennemskue, hvordan GenAI producerer sine udsagn, og hvilke data, modeller og værdier der former dem. En dannet omgang med GenAI kræver således ikke blind tillid, men en sofistikeret, evidensbaseret interaktivitet – en aktiv refleksion over, hvordan teknologien virker, og hvordan vi selv virker i den. Jo bedre vi forstår teknologiens måde at generere mening på, desto bedre kan vi forstå og værne om den menneskelige meningsdannelse, hvor stemmer søger at blive til i samklang og forskel. Dannelsen består derfor i at bruge den kvasiteknologiske anden som spejl og udfordring for vores egen evne til at tage perspektiv, leve os ind i den andens situation og se, hvad vi kan gøre for den anden. I denne forstand bliver GenAI et refleksivt redskab for menneskelig empati – en mediering, der skærper vores sans for det menneskelige andet.

I et habermasiansk perspektiv kan denne dannelsesopgave samtidig ses som en modbevægelse mod en instrumentel og strategisk kolonisering af livsverdenen. Den teknologiske rationalitet risikerer at trænge ind i de kommunikative sfærer, hvor forståelse og mening burde være styrende. Netop her kan dannelse fungere som et værn: en evne til at bruge teknologien uden at blive brugt af den. Som Paulsen og Tække (2022) har formuleret det, må vi udvikle “small cyborgs” – refleksive, dannede aktører, der kan anvende GenAI og beslægtede teknologier kritisk og kreativt mod den magt, der udgår fra “big cyborgs” som stater og techkoncerner. Den dannede omgang med GenAI bliver derved ikke en underkastelse under systemets rationalitet, men en bevidst appropriation af teknologien til at bevare det kommunikative og menneskelige handlingsrum.

I det operationelle dannelsesbegreb, som Michael Paulsen og jeg har udviklet, forstås dannelse ikke som tilegnelse af bestemte værdier, men som evnen til at reflektere over de betingelser, der gør handling og erkendelse mulig. Dannelse er ikke et indhold, men en proces: en iagttagelse af iagttagelse, en evne til at se sig selv som del af de systemer, der former ens blik. Den operationelle dannelse kan dermed beskrives som den kapacitet, der gør det muligt at bevare frihed og refleksion i en kompleks kommunikationsstruktur, hvor både menneskelige og ikke-menneskelige systemer producerer mening. At anvende GenAI som en nonhuman alter ego kræver netop denne form for dannelse. Det forudsætter, at vi kan fastholde forskellen mellem kommunikation og kognition, mellem menneskelig mening og teknologisk beregning, uden at reducere den ene til den anden. Uden et dannet blik risikerer mennesket enten at overgive sig til maskinens autoritet – at lade sig styre af dens forudsigelige effektivitet – eller at forfalde til en ureflekteret afvisning af teknologien som fremmed. I begge tilfælde lukkes det refleksive rum, hvor subjektet kunne blive til gennem relationen.

En dannet omgang med GenAI må derfor bygge på den etiske fordring om ansvar og åbenhed: at vi ikke blot spørger, hvad teknologien kan gøre for os, men hvordan vores egen måde at forstå og bruge den på påvirker både os selv og andre. Dannelse bliver her en form for teknologisk etik, en praktisk bevidsthed om, at kommunikation med GenAI altid også er kommunikation med de sociale, politiske og historiske strukturer, som teknologien er indlejret i. I denne forstand er dannelse ikke en ydre regulering af teknologisk brug, men en indre evne til at håndtere kontingens – til at tænke med, mod og gennem teknologien uden at miste sig selv i den. Kun et sådant refleksivt beredskab kan åbne for muligheden for at møde GenAI som en anden, der spejler og forskyder vores egne iagttagelser. Her bliver dannelse selve betingelsen for, at GenAI kan indgå i selvdannelsesprocesser, ikke som en erstatning for det menneskelige, men som et nyt medie for menneskets fortsatte refleksion over sig selv, den menneskelige anden, almenvældet og omverdenen bestående af kvasiteknologi, diversitet, miljø og klima.

Den afgørende betingelse for denne udviklingsretning synes at være, om GenAI fastholdes som kontingent og dialogisk teknologi snarere end som værdifast, normtildelt og deterministisk system. Hvis GenAI låses til centrale magt- og værdistrukturer, vil den sandsynligvis blive en disciplineringsmaskine; hvis den derimod bevares som relationel, plural og adaptiv, kan den fungere som en ny form for virtuel dobbelt kontingens, hvor mennesket ikke møder AI som autoritet, men som refleksiv modpart. Hvilken vej udviklingen tager, afhænger af de sociale, institutionelle og teknologiske valg, vi træffer – af, hvordan vi vælger at anvende, regulere og integrere teknologien i vores kommunikation og samfund. Essayet har søgt at vise, at fremtidens omgang med GenAI ikke blot afhænger af kodning og regulering, men af menneskets egen dannelse: evnen til at møde det ikke-menneskelige som en refleksiv anden.

Litteratur der er direkte henvist til:

Tække, J. (2007). Selvets dannelse – 6 stadier på vejen mod selvrefleksivitet. i Paulsen & Qvorteup: Luhmann og dannelse. Unge Pædagoger 2007. pp 103 – 127.

Tække, J., & Paulsen, M. (2022). A New Perspective on Education in the Digital Age: Teaching, Media and Bildung. London: Bloomsbury Academic. Link: http://dx.doi.org/10.5040/9781350175426