Ved du, hvad Antropocæn er? Det er den tidsalder og situation vi nu er i, hvor visse aktiviteter udgående fra mennesker megapåvirker hele den livszone, hvor alt liv vi kender til eksisterer i. Viden om denne tilstand og situation åbner ikke blot for forståelse af vores samtid – den rækker også ud og stiller spørgsmål til menneskers og livets fremtid på jorden. 

Vi er stolte af at kunne præsentere den nyeste udgivelse fra U Press: “Antropocæn: Menneske, samfund og dannelse i en ny tidsalder”. Denne antologi samler dybdegående indsigter fra førende forskere, som belyser menneskers afgørende rolle i at forme planetens miljø, biodiversitet og klima – og dermed også vores eget eksistensgrundlag.

Antologien udforsker, hvordan bestemte menneskelige aktiviteter har forårsaget dybtgående ændringer i Jordens systemer, og hvad det betyder for vores forståelse af menneskets rolle i verden. Med bidrag fra 12 kapitler dykker bogen ned i emner som økomarxisme, aktør-netværksteori, posthumanisme og systemteori. Den dækker også temaer som miljø, medier, kommunikation, mode, zoonoser og uddannelse.

“Antropocæn” inviterer læseren til kritisk refleksion og tilbyder nye perspektiver på liv, dannelse, historie og Jordens fremtid. Antologien er essentiel læsning for både akademikere og den bredere offentlighed, der ønsker at forstå de intellektuelle og kulturelle udfordringer i en tidsalder, hvor menneskets handlinger har omfattende globale konsekvenser, for såvel mennesker som alt det øvrige liv. 

🔍 Nogle af de centrale spørgsmål, bogen adresserer, inkluderer:

• Hvordan påvirker vores teknologiske udviklinger naturen?
• Hvilke etiske overvejelser følger med vores øgede indflydelse på biosfæren?
• Hvordan skal vi uddanne fremtidens borgere til at navigere i en verden, hvor menneskelig indgriben har skabt uigenkaldelige ændringer i planetens økosystemer? 
• Hvilke samfundsforandringer er måske allerede på vej, selvom vi har svært ved at se det, når vi står midt i forandringerne og verdenssamfundets fald?
• Er det ønskeligt og muligt at udvikle nye måder at leve på, som er i bedre sameksistens og dialog med det mere-end-menneskelige liv?  

“Antropocæn” er et must-read for alle med interesse for samfundsindretning, klima, bæredygtighed og dannelse. Lad dig inspirere af denne vigtige udgivelse og deltag i samtalen om, hvordan vi navigerer i den tidsalder, vi selv har skabt.

Find bogen her: https://u-p.dk/vare/antropocaen/

Vi takker de faglige redaktører Michael Paulsen og Jesper Tække samt forlagsredaktør Jonatan Kolding Karnøe for deres bidrag til denne betydningsfulde udgivelse.

For yderligere information, kontakt venligst U Press på info@u-p.dk.

Oplæg (off-line) v/ Gorm Harste, dr.scient.pol. & dr.phil. emeritus, Aarhus Universitet i Skandinavisk Luhmann Forum. Afdeling for Medievidenskab Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N. Fredag d. 28/2 2025 kl. 14 – 16.

Fred – observeret som et selvreferentielt kommunikationssystem

Manchet
Diplomati og fredskommunikation står i dag over for et presserende behov for kommunikations- og deliberationsteorier. Fred opstår ofte kun som en konsekvens af krig, når konflikter bliver fastlåste og ressourcegrundlaget udtømmes. Her står respekt og ære centralt i diplomatiet, men for at undgå naive fremstillinger foreslår oplægget at analysere krigs- og fredskommunikation gennem Niklas Luhmanns systemteori.

I moderne samfund er meningsfuld kommunikation opdelt i differentierede systemer, der ofte koder sig selv i indbyrdes opposition. Jura taler ikke let med økonomi, krig ikke med politik, etik ikke med æstetik, og religion ikke med videnskab.

Hvad betinger så diplomatisk kommunikation? Oplægget undersøger, hvordan diplomati og fredskommunikation formes gennem udviklingen af semantik og selvbeskrivelser, og hvordan statsorganiserede systemer for efterretning og forhandling skaber nye muligheder og barrierer.

Oplægget er baseret på et engelsksproget paper: Peace – Observed as a Self-Referential Communication System, som Gorm gerne mailer til interesserede. Gorms mailadresse er: gha@ps.au.dk

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N:  https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9

Vi skal være i Frokoststuen (rum 229 bygning 5335).

Der findes en redigeret version af denne tekst i mediet Copenhagen review of Communication: https://www.copenhagen-review-of-communication.com/hvorfor-et-forbud-mod-sociale-medier-for-born-ikke-vil-lose-noget-som-helst/?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAAR1JemeXifVcIvVG7fd76gxTajgQ_hacUvynrsKw9Oq9HeVxAtC2mlKYiu0_aem_7lVmCVX6E8yJ-T0GEbzdIQ

Et borgerforslag hævder, at sociale medier forårsager uoprettelig skade på børn og unges trivsel. Dette er forbavsende ud fra hvad forskning i sociale medier viser.

Forslaget er stillet af en personkreds der lever af at skræmme befolkningen med misinformation angående hvordan sociale medier indvirker på børn og unges mentale helbred. Forslaget går kort og godt på at et forbud mod sociale medier for børn og unge under 18 vil betyde at børn og unge vil genvinde deres trivsel.

Ved første øjekast er det nemt at give dem ret. Som forælder ønsker vi alle, at vores børn er i sikkerhed og god trivsel, og årtiers fejlagtig dækning i medierne har cementeret, at sociale medier er skyld i en krise når det gælder børn og unges mentale helbred. Men der er simpelthen ikke evidens for denne påstand.

Det er vigtigt at huske, at vi har haft sociale medier i mange år, og at de fleste brugere i de seneste to årtier har engagereret sig på utallige måder, der vedvarende giver dem positive oplevelser, viden og holder dem i kontakt med såvel stærke som svage sociale relationer. Dette gælder også børn og unge der i dag bruger sociale medier til at oprette og holde forbindelse med hinanden, koordinere aktiviteter, såvel online som offline, støtte hinanden, underholde sig og forfølge deres interesser.

Trivsel og sociale medier

I dag tyder vores bedste data alt i alt på at sociale medier sandsynligvis ikke påvirker børn og unges trivsel. Undersøgelser af mentalt helbred i 168 lande over en 18 års periode, viser at der ikke er nogen årsagssammenhæng mellem internettets fremkomst og unges trivsel. Disse data antyder, at 99,6 % af et barns trivsel intet har at gøre med, hvor meget tid det bruger på mobiler og tablets. Et andet meget stort studie viser at sammenhængen mellem børn og unges brug af sociale medier og deres trivsel svarer til sammenhængen mellem at spise kartofler og trivsel. Det er faktisk noget dårligere for deres trivsel at skulle gå med briller.

Det er rigtigt at børn og unge mellem 10 og 20 år bruger sociale medier mere, hvis deres trivsel falder. Men det modsatte er ikke nødvendigvis tilfældet – i de fleste grupper betyder det at et barn bruger mere tid på sociale medier ikke, at trivslen falder.

Overordnet set er der meget begrænset evidens for at sociale medier forårsager dårlig trivsel hos børn og når der ingen årsagssammenhæng er virker et forbud meningsløst – Det ville være det samme at forbyde redningsveste, fordi de bruges i forbindelse med drukneulykker.

Afhængighed og sociale medier

Der er også en vedvarende rygtedannelse, der siger at børn og unge bliver afhængige af sociale medier og smartphones. Dette argument bruges på en misvisende måde, hvor der ikke skelnes mellem en dårlig vane og noget, der potentielt kan være skadelig. Hvis man er ‘afhængig’ af alt, man bruger meget tid på, kunne man lige så godt hævde at børn og unge er afhængige af deres seng. Selvfølgelig kan vi i eksistentiel forstand sige, at vi er afhængige af vores sociale relationer – også når de etableres og opretholdes på sociale medier. Børn og unge kan imidlertid let udvikle dårlige medievaner, hvis ikke vi støtter dem, men det er langt fra det samme som ‘rigtig’ afhængighed, der fører til frygtelige konsekvenser. Det er trods alt meget lettere at få et barn til at lægge sin tablet fra sig end at bryde en reel afhængighed af et skadeligt stof. Det er samtidig en hån mod mennesker der faktisk lider af patologisk afhængighed.

Problemet med de dårlige vaner er meget mere udbredt end rigtigt misbrug og afhængighed, der kan afgrænses til ca. 4% af befolkningen. Problemet med de nye medier er et andet, nemlig at børn og unge ikke møder en dannelse der kan hjælpe med at have et hensigtsmæssigt forhold til dem og at tech-virksomhederne der udbyder de sociale medier, er så ringe reguleret.

Dannelse

Problemet med de nye medier er altså ikke afhængighed, men derimod at der mangler opdragelse, uddannelse og dannelse. I de 10 til 15 år, alt efter hvordan man gør det op, at jeg forskede i området, nåede Michael Paulsen og jeg, ud over alle artiklerne at udgive 6 bøger, hvor af den sidste fra 2022 ligger frit på nettet. Den vigtigste konklusion er at såvel forbud som ligegyldighed må undgås. Forbud er som når den dårlige forælder eller lærer “stopper” en konflikt ved at sige “det taler vi ikke mere om”. Det lærer man ikke noget af.

Dannelse betyder at børn og unge lærer at styre sig, tage sig i agt, har den relevante viden (fx at vi ikke kan multitaske, at man skal slå notifikationer fra og sikkerhedsindstillinger til) og kan medtænke hvad ens handlinger såvel offline som online betyder for andre, for almenvellet. Det er for pokker vores kultur at danne børn og unge til at kunne styre sig selv, til at blive selvstændige kritiske og konstruktive medborgere, der ikke behøver forbud mod alt hvad der er forbundet med risiko. Ligegyldighed og laissez fair er lige så slemt, da man med denne holdning lader børn og unge sejle deres egen sø hvilket kan føre til mobning, risikoadfærd mv.

De forgangene års forbud og ligegyldighed i skolerne har bl.a. resulteret i manglende efteruddannelse af lærerne, at forældrene ikke har fulgt med i hvad deres børn har brugt sociale medier til, at politikerne ikke har sat massivt ind med ressourcer til skolerne og effektivt har reguleret de store tech-virksomheder. Dette er et gigantisk svigt. Og at svaret så er forbud, det er en katastrofe, da forbud netop ikke fører til dannelse og selvstyring og altså til at børn og unge lærer gode medievaner og efterhånden selv lærer at beskytte sig selv og de andre, samt at blive eksponenter for en bedre verden, for en bedre tone end de voksne pt. præsterer på de sociale medier.

Kan et forbud mod sociale medier faktisk håndhæves?

Det er meget svært at finde en måde at forbyde sociale medier for børn og unge på, der ikke krænker eksisterende lovgivning og som ikke er moralsk tvivlsom.

For det første har ethvert barn ifølge FN-ret til at have det sjovt på den måde, de ønsker – dette inkluderer sociale medier og sociale spil (som i stigende grad smelter sammen). Hertil kommer at et forbud ville gribe ind i børns ytringsfrihed. Det må vel også gøre indtryk at dette område faktisk reguleres af EU, der allerede arbejder med reguleringer der vil stille benhårde krav til tech-giganterne. Vores politikere skal således i stedet for det dumme forbud, arbejde på at føre de nødvendige ressourcer ind i skolen så den kan tage hånd om en adækvat dannelse af vores børn og unge til det digitaliserede samfund.

Der er heller ingen garanti for, at et forbud mod sociale medier for børn ville være effektivt. Et eksempel på dette er Sydkoreas fejlslagne “Askepot-lov” fra 2011. Loven blev indført, fordi landets Nationalforsamling var bekymret over børns stigende brug af sociale medier og online-spil. Politikere frygtede, at dette påvirkede børns mentale helbred, forringede deres søvnkvalitet og gik ud over deres skolepræstationer. Som reaktion forbød regeringen derfor børn under 16 år at bruge internettet mellem midnat og kl. 6 om morgenen.

I praksis viste loven sig dog at være ineffektiv. Mange børn fandt måder at omgå forbuddet på, blandt andet ved at bruge deres forældres konti eller spille offline-spil. Derudover var der ingen klare beviser for, at loven faktisk forbedrede børns søvn, trivsel eller præstationer i skolen. Kritikken voksede også, da loven blev set som et indgreb i børns rettigheder og autonomi.

Som følge af dens manglende effekt og den stigende kritik blev “Askepot-loven” officielt ophævet i 2021, ti år efter dens indførelse. Erfaringerne fra Sydkorea viser, at sådanne restriktioner sjældent løser de komplekse udfordringer, de forsøger at adressere, og ofte skaber nye problemer i stedet.

I Danmark vil ethvert normaltbegavet barn på 12 kunne finde ud af at anvende VPN-teknologi til at omgå forbuddet, der således ikke vil komme til at virke. Dette vil have den effekt at børn og unge pga. forbuddet ikke vil kunne tale med deres lærer og i mange tilfælde heller ikke med deres forældre, om deres problemer i relation til sociale medier, fx mobning. Hertil vil tech-giganterne heller ikke kunne holdes op på at følge restriktioner mhp. at beskytte børn og unge mod modbydeligt, polariserede, falsk mv. indhold.

Og hvad har man lige tænkt sig; at man først kan komme med i sin gymnasieklasses fælles sociale medier til koordination af såvel faglige som sociale aktiviteter efterhånden som man bliver 18?

Så konklusionen er at vi pga. at området reguleres af EU og menneskerettigheder ikke vil kunne gennemføre forbuddet, og at hvis det alligevel skulle blive det ved en hasarderet og videnskabeligt set ubegrundet enegang, så vil forbuddet blive omgået via VPN, hvilket vil give børn og unge alle de dårlige effekter ved en manglende dannelse og støtte. Det vil så kaste vores børn og unge ud i en situation hvor de står alene med tech-giganternes forretningsmotiver og hvor tech-giganterne vil kunne skrotte alle hensyn til børn og unge med henvisning til at de jo faktisk ikke må bruge de sociale medier.

Postscriptum

Når det gælder fysisk helbred, at man fx har brækket et ben, er det godt at gå til lægen, men når vi har med kulturelle og sociale problemstillinger at gøre, som det er tilfældet med medier og kommunikation er det godt at gå til humaniora og samfundsvidenskab. I en verden, hvor medicinsk forskning ofte fremhæves som solid og ufejlbarlig, er det fx tankevækkende at se på den systematiske gennemgang af søvnanbefalinger til børn, som Matricciani et al. (2012) har lavet. De undersøgte 32 sæt anbefalinger for børns søvnvarighed fra 1897 til 2009 og fandt noget bemærkelsesværdigt: anbefalingerne har gennem mere end 100 år konsekvent overgået den faktiske søvnmængde, børn får, med omkring 37 minutter. Som om børn altid har haft brug for mere søvn, uanset hvor meget de faktisk fik.

Begrundelsen for søvnanbefalingerne er lige så slående: børn blev anset for at være overbelastede af det “moderne livs” stimulationer, som hver gang var knyttet til tidens teknologiske fremskridt. Skolebøger, radio, fjernsyn og senere internettet er alle blevet udpeget som skadevoldere, der stjal børns nattesøvn og potentielt satte deres trivsel på spil.

Det minder mig om min egen barndom, hvor de voksne bekymrede sig over den tid, vi brugte på at læse tegneserier, eller de timer, vi tilbragte foran fjernsynet (det var dengang begrebet skærmtid blev introduceret). Dengang blev det fremhævet som noget, der både kunne skade vores udvikling og søvn. Nu, som voksen, ser jeg, hvordan samme bekymringer er blevet projiceret over på sociale medier. Hver generation ser ud til at finde en syndebuk blandt de teknologier, de ikke selv er vokset op med. Faktisk blev begrebet om autenticitet introduceret i kølvandet på trykketeknologien til at udstille de blege underlige forlæste mennesker der oplevede verden på anden hånd, i stedet for selv at gå ud og erfarer guds skaberværk.

Matricciani et al. fremhæver desuden, at selvom søvn-anbefalingerne ofte var meget detaljerede og kvantificerede, manglede de konsekvent et solidt empirisk grundlag. Efter mere end 100 års forskning er der stadig ingen overbevisende evidens for, hvor meget søvn børn egentlig har brug for. Alligevel fortsætter vi med at lave regler og løfte pegefingeren – præcis som vores forældre og bedsteforældre gjorde før os.

Måske er det på tide at tage et skridt tilbage og indse, at vores bekymringer over børns vaner ofte siger mere om os selv og vores frygt for forandring end om børnene og deres trivsel.

Denne tekst er inspireret af og følger i visse stræk Andrew Przybylski der er professor i psykologi ved Oxford Internet Institute, se: https://www.sciencefocus.com/comment/social-media-ban-children

Kommenteret litteraturliste til den forskning som dette opslag bygger på:

Hunt, E. (2020, 19. februar). Can smartphone apps improve our mental health? BBC Science Focus. https://www.sciencefocus.com/news/smartphone-apps-can-they-improve-our-mental-health/
Beskrivelse: Evaluerer effektiviteten af smartphone-applikationer designet til at forbedre mental sundhed og diskuterer både deres fordele og udfordringer.

Hunt, E. (2020, 19. februar). Child depression rates are skyrocketing—but social media isn’t to blame. Here’s why. BBC Science Focus. https://www.sciencefocus.com/the-human-body/social-media-children
Beskrivelse: Analyserer stigningen i børns depression og argumenterer for, at sociale medier ikke er den primære årsag, idet andre faktorer også spiller en væsentlig rolle.

Hunt, E. (2020, 19. februar). Rise of the therapy chatbots: Should you trust an AI with your mental health?BBC Science Focus. https://www.sciencefocus.com/news/therapy-chatbots-ai-mental-health/
Beskrivelse: Undersøger fremkomsten af terapeutiske chatbots og diskuterer deres potentiale og begrænsninger inden for mental sundhedspleje.

Hunt, E. (2020, 19. februar). The 7 biggest lies social media tells you about weight loss. BBC Science Focus. https://www.sciencefocus.com/the-human-body/weight-loss-myths
Beskrivelse: Identificerer og afkræfter syv almindelige misforståelser om vægttab, der spredes via sociale medier.

Hunt, E. (2020, 19. februar). A scan of your brain could predict future mental health problems. Here’s how.BBC Science Focus. https://www.sciencefocus.com/the-human-body/brain-fingerprints
Beskrivelse: Diskuterer, hvordan hjernescanninger kan bruges til at forudsige potentielle mentale sundhedsproblemer og muligheden for tidlig intervention.

OECD. (2019). Educating 21st century children: Emotional well-being in the digital age. OECD Publishing. https://doi.org/10.1787/b7f33425-en
Beskrivelse: Denne rapport undersøger moderne barndom med fokus på sammenhængen mellem følelsesmæssig trivsel og nye teknologier. Den fremhæver, hvordan forældreskab og venskaber har ændret sig i den digitale tidsalder, og hvordan børn agerer som digitale borgere. Rapporten viser også, at der i over 100 år har været forskning i børns søvn, hvor man konsekvent har ment, at børn sov for lidt – hver gang med forskellige tiders teknologier og medier som årsag. Samtidig diskuterer den, hvordan man bedst kan udnytte online muligheder, samtidig med at man minimerer risici, og fremhæver vigtigheden af partnerskaber, politikker og beskyttelse for at fremme digital læsefærdighed og modstandsdygtighed.

Orben, A., Dienlin, T., & Przybylski, A. K. (2019). Social media’s enduring effect on adolescent life satisfaction. Proceedings of the National Academy of Sciences, 116(21), 10226–10228. https://doi.org/10.1073/pnas.1902058116
Beskrivelse: Denne undersøgelse analyserer data fra over 300.000 unge i Storbritannien og USA for at vurdere sammenhængen mellem brugen af sociale medier og unges livstilfredshed. Resultaterne viser, at sociale medier forklarer maksimalt 0,4 % af variationen i livstilfredshed – en meget lille effekt. Til sammenligning har faktorer som indtagelse af kartofler eller brug af briller en tilsvarende eller større effekt på trivsel. Studiet konkluderer, at bekymringer om sociale mediers skadelige indvirkning på unges mentale sundhed sandsynligvis er stærkt overdrevne.

Orben, A. (2019, 14. januar). Beyond cherry-picking: Addressing analytical flexibility and researcher bias in the context of adolescent digital technology use. Springer Nature Research Community. https://communities.springernature.com/posts/beyond-cherry-picking
Beskrivelse: Diskuterer udfordringer ved analytisk fleksibilitet og forskerbias i studier om unges brug af digital teknologi.

Orben, A., Przybylski, A. K., Blakemore, S.-J., & Kievit, R. A. (2022). Windows of developmental sensitivity to social media. Nature Communications, 13, 1649. https://doi.org/10.1038/s41467-022-29296-3
Beskrivelse: Identificerer specifikke udviklingsperioder i ungdommen, hvor individer er særligt følsomme over for sociale mediers indflydelse på deres trivsel.

Orben, A., & Przybylski, A. K. (2019). The association between adolescent well-being and digital technology use. PsyArXiv Preprints. https://doi.org/10.31234/osf.io/7x85m
Beskrivelse: Analyserer sammenhængen mellem unges trivsel og deres brug af digital teknologi og finder kun minimale negative effekter.

Mano, R., & Rosenberg, D. (2021). Online and offline social activity and sociability effects on wellbeing and social influence: A “spillover” effect. Advances in Applied Sociology, 11(1), 48-63.https://doi.org/10.4236/aasoci.2021.111005
Beskrivelse: Denne undersøgelse analyserer, hvordan online og offline social aktivitet påvirker individers velbefindende og sociale indflydelse. Resultaterne viser, at online sociabilitet øger både velbefindende og social indflydelse, mens offline sociabilitet ikke har en signifikant effekt. Desuden modererer høj online sociabilitet forholdet mellem offline sociabilitet og lavere velbefindende samt social indflydelse, hvilket tyder på en “spillover”-effekt, hvor online sociabilitet positivt påvirker offline velbefindende og social indflydelse.

Matricciani, L., Olds, T., Blunden, S., Rigney, G., & Williams, M. (2012). Never enough sleep: A brief history of sleep recommendations for children. Pediatrics, 129(3), 548-556. https://doi.org/10.1542/peds.2011-2039
Beskrivelse: Denne undersøgelse analyserer historiske tendenser i anbefalede og faktiske søvnvarigheder for børn og unge fra 1897 til 2009. Resultaterne viser, at både de anbefalede og de faktiske søvnvarigheder er faldet med cirka 0,7 minutter pr. årti. Anbefalet søvn var konsekvent omkring 37 minutter længere end den faktiske søvn. Forfatterne bemærker en universel mangel på empirisk evidens for søvnanbefalinger og påpeger, at utilstrækkelig søvn ofte er blevet set som en konsekvens af “det moderne liv” og de teknologier, der er fremherskende i forskellige tidsperioder. Studiet konkluderer, at uanset hvor meget søvn børn får, har der altid været en antagelse om, at de har brug for mere.

Tække, J., & Paulsen, M. (2022). A new perspective on education in the digital age: Teaching, media and Bildung. London: Bloomsbury Academic. Retrieved March 15, 2022, from http://dx.doi.org/10.5040/9781350175426
Beskrivelse: Denne bog tilbyder et nyt perspektiv på uddannelse i den digitale tidsalder med fokus på undervisning, medier og dannelse (Bildung). Forfatterne fremhæver, at hverken strenge forbud mod digitale medier eller en ligegyldig holdning til deres udbredelse er hensigtsmæssige strategier. I stedet argumenteres der for en balanceret tilgang, der integrerer medier kritisk i undervisningen. Bogen understreger vigtigheden af at uddanne elever til mediebevidsthed, så de kan navigere kompetent og ansvarligt i et digitalt samfund. Kombinationen af undervisning, teknologi og dannelse fremhæves som afgørende for at sikre en bæredygtig og demokratisk fremtid.

Twenge, J. M., & Farley, E. (2023). Not all screen time is created equal: Associations with mental health vary by activity and gender. Clinical Psychological Science. https://doi.org/10.1177/21677026231207791
Beskrivelse: Undersøger, hvordan forskellige typer skærmaktiviteter påvirker mental sundhed forskelligt afhængigt af aktivitetstype og køn.

Vuorre, M., & Przybylski, A. K. (2023). Global well-being and mental health in the internet age. Clinical Psychological Science. Advance online publication. https://doi.org/10.1177/21677026231207791

Beskrivelse: Denne undersøgelse analyserer, hvordan den udbredte adoption af internetteknologier over de sidste to årtier har påvirket mental sundhed og psykologisk velbefindende globalt. Resultaterne viser, at der kun har været små og inkonsekvente ændringer i globalt velbefindende og mental sundhed, hvilket ikke understøtter antagelsen om, at brugen af internet og mobil bredbånd konsekvent er forbundet med negative psykologiske udfald. Forfatterne opfordrer til øget samarbejde mellem uafhængige forskere og teknologisektoren for at muliggøre mere gennemsigtige studier af onlineadfærd på de platforme, hvor de forekommer.

læs eller hør også denne artikel: THE PANIC OVER SMARTPHONES DOESN’T HELP TEENS https://www.theatlantic.com/…/candice-odgers…/678433/

Hertil: Inside the fight for smartphone-free childhoods

https://www.newstatesman.com/the-weekend-report/2024/04/inside-fight-smartphone-free-childhoods

Luhmann og AI – samt sommerfest!
Træskibshavnen, Fiskerivej 32, 8000 Aarhus C.

Traditionen tro vil vi holde Luhmann-seminar – med efterfølgende sommerfest i august. Det er igen Anne Marie der vil huse os i de hyggelige omgivelser på Træskibshavnen. Vi begynder med et oplæg på ca. en halv time af Jesper Tække, der ud fra en artikel der udkommer sidst i august, vil fremlægge et Luhmann-perspektiv på AI. Forskningsspørgsmålet i præsentation er: 1) hvordan kunstig intelligens (AI) kan konceptualiseres, 2) deltage i samfundskommunikation, og 3) derved påvirke samfundsstrukturen, sidst diskuteres 4) hvordan AI virker på det interaktionelle, organisatoriske og funktionelle samfundsniveau, med uddannelse som eksempel.

Efter oplæg og diskussionen af det, går vi kl. 16 over til den mere uformelle del – den er selvfølgelig frivillig – hvor vi vil snakke, gå moletur, grille, drikke, spise og hygge. Medbring selv hvad du vil drikke og grille og have med som tilbehør. Det plejer at være umådelig hyggeligt med rig lejlighed til at give anekdoter til bedste.

Skulle du have spørgsmål så er det Anne Marie annemariedinesen@gmail.com der er den stedkendte og ellers rettes spørgsmål til Jesper imvjet@cc.au.dk men bedst at skrive til vores Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/147050955334098 hvor seminaret også annonceres. Her må du meget gerne like opslaget (det betyder ikke at du nødvendigvis vil deltage) og virkelig meget gerne må skrive om du kommer som en kommentar – bare så vi har et begreb om hvor mange der kommer.

Link til dette opslag: https://jespertaekke.dk/en/archives/269

De allerbedste sommerhilsner fra

Jesper Tække

Socialrettens Eigenzeit og socialt udsatte borgeres oplevelser af adgang til hjælp

Oplæg (off-line) ved Stine Piilgaard Porner Nielsen, i Skandinavisk Luhmann Forum. Afdeling for Medievidenskab Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N. Fredag d. 31/5 2024 kl. 14 – 16.

Manchet
Dette oplæg handler om de problemstillinger, der kan opstå, når borgere i social udsathed møder det retlige system. Det empiriske afsæt for oplægget er den danske socialret og oplevelser heraf blandt unge i hjemløshed. Oplægget er relevant for alle med en interesse i Niklas Luhmanns systemteori, som gerne vil have et indblik i rettens funktion og betydning for socialt udsatte borgere.

Med afsæt i Luhmanns retssociologi analyserer oplægget socialrettens funktion og hvordan unge i hjemløshed oplever interaktionen med det retlige system. I oplægget inddrages blandt andet det retssociologiske begreb rettens Eigenzeit til at beskrive og analysere, hvordan socialretten styrer sin egen tid, for eksempel gennem sagsbehandlingsfrister og det socialretlige hurtighedsprincip. Hurtighedsprincippet er reguleret af retssikkerhedslovens § 3 og handler om, at sociale problemer hurtigst muligt skal håndteres, så de ikke vokser sig større og mere komplekse.

Men hvad sker der, når de unge i hjemløshed møder det socialretlige system? Oplever de, at deres problemer bliver hurtigt adresseret, som det socialretlige hurtighedsprincip netop lægger op til? Data fra interviews med unge i hjemløshed og foreløbige analyser heraf indikerer, at de unge generelt oplever adgangen til hjælp som træg og utilstrækkelig i forhold til at håndtere den akutte og komplekse karakter af deres sociale situation som hjemløse. Den slags oplevelser kan demotivere de unge i forhold til at søge støtte og hjælp i velfærdsstaten, hvilket, i sidste ende, udfordrer socialrettens formål: At hjælpe de unge med at stabilisere deres sociale situation over tid.

Oplægget udspringer af forskningsprojektet FRAMLAW, finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond i perioden 2021-2023. Stine Piilgaard Porner Nielsen, er lektor i retssociologi, Aalborg Universitet: stineppn@law.aau.dk

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N: https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9

Vi skal være i Frokoststuen (rum 229 bygning 5335).

Oplæg ved Lars Clausen i Skandinavisk Luhmann Forum. Afdeling for Medievidenskab Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N. Fredag d. 23/2 2024 kl. 14 – 16.

Manchet

Vores Luhmann konference i Dubrovnik har i 2024 temaet ‘guiding distinctions’; på dansk er det traditionelt oversat til lededifferencer.

Luhmanns teori er baseret på differencetænkning; det nytter ikke at spørge til et fænomens enhed, men kun til dets difference. En lededifference er et videnskabeligt begreb, der indikerer at den der anvender teorien selv er opmærksom på dette forhold, opmærksom på hvilke differencer hun baserer sine iagttager på.

En lededifference er både mere markant end en hverdagsforskel og mindre end en symbolsk generaliseret kode. Koden udgøres af en stabil difference, der selvstabiliseres gennem genindtræden i sig selv. Koden konstituerer den fundamentale difference, der koder funktionssystemer i deres operativitet og sikrer entydig grænsedragning. Koder er så at sige fanget i deres eget system. Samtidig kan de iagttages af andre systemer ud fra deres respektive egenkodning. Politik observerer økonomiens kode om betaling/ikke-betaling som en ganske væsentlig forskel, uden at den substituerer politikkens egen kodning. Ligeså formår videnskab at iagttage og gentage andre systemers kodninger, uden at retsvidenskab bliver ulovlig, eller finansvidenskab bliver ubetalelig.

Lededifferencer er et laboratorie af iagttagelsesmuligheder, der generelt muliggør længerevarende, strukturerede iagttagelser af samfund, som f.eks. kausalitet og tilfældighed.

I sin artikel om ‘teori som metode’ skriver Steffen Roth om teoriens re-entry som metodisk selektionsproces. Systemteoretisk metode kobler sig til lededifferencer på to måder: 1) som

iagttagelsesledende forskelle, altså som et metodisk redskab og 2) som forskningsgenstand ved at forske i allerede anvendte ledeforskelle fx i forvaltning, undervisning, eller indenfor anden forskning.

Lars Clausens oplæg tager afsæt i en nylig udgivelse (Clausen 2023) som eksempel på, hvordan lededifferencer kan bruges som hhv. metode og empirisk genstand i sociologisk forskning i semantisk og strukturel evolution. hans specifikke vinkling bliver magtens ikonografi i overgangen fra middelalder til modernitet, hvor centrale og dominerende lededifferencer kollapser og forsvinder ind i arkiver og historiebøger som levn fra en svunden tid. Prinsen på den hvide hest vandrer fra slagmarken til folkeeventyr og derfra videre til Disneys oplevelsesproduktion, afkoblet fra nutidens ikonografi af direktører, præsidenter, entreprenører og sygeplejersker, samtidig med at det forbliver en del af den kulturelle hukommelse af forgangne tider, indpakket i nutidens mediale former.

Oplægget inviterer til at begynde inspirerende udveksling af ideer om og perspektiver på lededifferencer.

Clausen (2023) er online på:
https://www.ucviden.dk/da/publications/the-systemic-challenge-and-practice-of-leadership-in-a-post-centa

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N: https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9

Vi skal være i Frokoststuen (rum 229 bygning 5335):

Frokoststuen

Denne tekst omhandler hvordan det at være menneske har ændret sig over tid. Det er tesen at vi med hvert nyt mediesamfund har set en fundamental ændring af hvad det vil sige at være menneske. Dette gælder såvel psykologisk som sociologisk. Med ibrugtagningen af et nyt grundlæggende kommunikationsmedier der opnår at blive kulturelt og socialt reproducerende, ændrer vilkårene sig for hvad det vil sige at være menneske, dette såvel praktisk som filosofisk. Det virker i denne kontekst logisk at også skole og undervisning må ændre sig med menneske og samfund.

Siden McLuhan har der været en mediehistorisk opfattelse, indenfor hvilken der kan identificeres en række faser, der iagttages som forskelige historiske mediesamfund. Således har man bl.a. skelnet mellem et samfund baseret udelukkende på mundtligt talesprog, der siden blev suppleret med skrift, trykkekunsten, analoge elektroniske medier og nu digitale medier (Finnemann 2005). Indenfor hver fase har der været en lang udvikling, hvor medierne er blevet udviklet i en proces, hvor samfundet er vokset indenfor mediernes kommunikative rums potentialitet for nye sociale strukturer, som en samfundsmæssig selektiv formene proces.

Denne fasetankegang er ikke udtryk for teknologisk determinisme, da det er det sociale, der ud fra egne selektioner udvikler sociale strukturer indenfor det nye mulighedsrum, som det nye medie giver (Luhmann 2016:340). Som Neil Postman (1992:37) har udtrykt det: ”En ny teknologi tilføjer intet og trækker intet fra. Den ændrer alt.” Dette er den medieøkologiske tanke, hvori medier er en vigtig del af vores miljø, hvorfor fremkomsten af et nyt medie ændrer hele miljøet og forstyrrer samfundet og individerne, der for en tid kommer ud af trit med sig selv og hinanden. McLuhan (1967) iagttog disse overgange som medierevolutioner, indenfor hvilke vi i begyndelsen søger at løse nye problemer med gamle løsninger. Remedieringen af kommunikation i fx analoge elektroniske medier skabte sociale ændringer, som ud fra Meyrowitz (1985), kan forstås ud fra begrebet effect loop. Analoge elektroniske medier danner et mulighedsrum for at iagttage det sociale, som man før var geografisk afskåret fra at få informationer om. Refleksionen af det ændrede informationsmiljø skubber til det sociale, der så ændrer sig, hvilket spiller tilbage på, hvad der medieres, der igen skubber til det sociale. Dette fortsætter i retning af en slags ligevægt eller stabilisering, hvor nye begreber for passende opførsel, et nyt medieindhold og et nyt sæt regler for adgang til steder, der harmonerer med det nye mediemiljø, kondenserer sig (Meyrowitz 1985). Eksempelvis sad familien samlet om tv-udsendelsen, der viste hvordan manden, familiens traditionelle autoritet, kunne opføre sig barnligt i forskellige situationer. Dette førte til et effect loop, hvor hans autoritet blev reduceret overfor kone og barn, hvilket blev protrakteret som nyt meideindhold i nye udsendelser, der igen blev konsumeret af samlede familier, hvorved mandens rolle som ufejlbarlig autoritet langsomt ændredes og gav plads til nye rollemønstre i familierne.

Tilkomsten af digitale medier ændrer ikke kun informationssituationerne, så vi kan vide mere om hinanden mv., men også interaktionssituationerne. Disse ændringer giver dog ikke blot nye muligheder, men i høj grad også nye vanskeligheder. Ikke mindst i en initial fase, hvor vi alle prøver at forstå dem og relativt mislykket prøver at forholde os til dem og regulere dem med gårsdagens normer, der er udviklet uden øje for de nye situationer. At eleverne eksempelvis sidder og interagerer med hinanden og andre udenfor klasseværelset, har skolen i mangel af nye, tilpassede normer søgt at regulere gennem utidssvarende normer – typisk ved enten at forbyde interaktionen eller ved at lukke øjnene for den (Paulsen & Tække 2013). Hvis det går, som Meyrowitz analyserede sig frem til det gjorde med de analoge elektroniske medier, vil samfundet i den digitale tidsalder over en tidsperiode tilpasse sig de nye sociale muligheder, som de digitale medier giver. I denne proces er skolen den måske vigtigste institution, da eleverne dels må dannes til som kritiske samfundsborgere at kunne indgå i det nye mediemiljø til egen og almenvellets fordel. Dels bærer skolen et vigtigt ansvar for gennem didaktiske og pædagogiske udviklinger at generere normer der er adækvate med det nye mediemiljø. Alternativt står den enkelte alene overfor digitale medier der typisk er udformet ud fra kommercielle logikker og bevæggrunde, eller ud fra statslige overvågnings- og kontrollogikker og bevæggrunde. Pointen er, at hvis ikke skolen aktivt går ind i det digitaliserede samfund, så får vi et mindre humant og solidarisk samfund hvortil den enkelte ikke får den fornødne dannelse til dels at kunne forholde sig aktivt kritisk til partielle inhumane og usolidariske elementer ved digitaliseringen af samfundet og dels ikke har en (ud)dannelse der matcher det digitaliserede samfund og dets (u)muligheder. Herunder kan som et blandt mange punkter, men et punkt som har tiltrukket sig megen opmærksomhed, nævnes at eleverne med en adækvat dannelse vil kunne lærer at styre deres mediebrug hensigtsmæssigt i såvel faglig som social forstand og eksempelvis undlade uhensigtsmæssig multitasking i faglige og/eller sociale situationer og lære at håndtere distinktionen mellem tiltidevær[1] og tilstedevær.

Men vil dette ikke ændre hvad det er at være menneske?

Til dette spørgsmål må der svares utvetydigt ”JA”! Hvad enten skolen kører videre som om intet er hændt eller ej, vil alt være ændret. En repressiv skole der søger at køre videre med gårsdagens normer og handlemåder, vil blot forhindre skolen i at medvirke i samfundsudviklingen og i at ruste eleverne til det digitale samfund. Det mediemiljø eleverne eksisterer i, vil alligevel være et hvor informations- og interaktionssituationer er ændret og over tid, når de repressive elementer er døde og deres magt brudt, vil skolen også komme med, men uden at have været med i den formende proces af det digitaliserede samfund og med uheldige følger for de elever der befolker skolen i den mellemliggende periode. De tidligere medierevolutioner har vist, at man nok med censur og forbud kan holde nye sociale strukturer tilbage for en tid, men at det er en stakket frist før mulighederne for nye sociale strukturer aktualiseres. Eksempelvis tog det århundreder før ytrings- og trykkefrihed i kølvandet på trykkekunsten blev sluppet løs (Jakobsen 2016). Mennesket har for længst udviklet sig til en cyborg med sprog, skrift, briller, ur, avis og plumper i tænderne. Det litterære menneske med avis og brev adskilte sig afgørende fra forudgående mennesker. I Danmark begyndte man systematisk fra 1814 at sende børn i skole for at danne dem til at kunne indgå i det langt mere komplekse samfund der opstod i kølvandet på trykkepressen. På samme måde må skolen nu løfte ansvaret for at danne eleverne til det digitaliserede samfund der selv bliver til i processen. Eleverne skal lære at søge information, gardere sig mod unødigt at afsætte digitale spor. De skal kunne netværke og organisere sig på de nye måder som de digitale medier muliggør. De skal kunne samarbejde og afkode forskellige sociale og faglige samværsformer og sprog på nettet. De skal kunne forstå opbygningen og konsekvenserne af et samfund der er mere og mere styret af algoritmer. De skal kunne gennemskue og manøvrerer i kommercielt designede systemer og producerer i de mange nye formater osv. osv., for at (ud)danne sig til livet i det digitaliserede samfund.

I Postmans bog om teknopolis lægger han ud med en berømt passage fra Platons dialog Faidros, hvor en ægyptisk konge, Thamus, af guden Theuth, som var opfinder af mange ting, bliver forelagt bogstavskriften. Theuth fremfører, at denne opfindelse ”vil fremme både erindring og visdom”. Thamus er dog ikke så nem at overbevise og peger på den modsatte konklusion, nemlig ”at de, som lærer dem, vil ophøre med at øve deres erindring og blive glemsomme” (Postman 1992:22). Der er ikke nogen tvivl om, at Platon har en pointe, for mennesket blev dårligere til at huske pga. bogstavskriften (Ong 1982). Men da vi forlod de lange rytmiske huskevenlige vers til fordel for den alfabetiske skrift, fik vi et langt større ordforråd, opnåede evnen til at lave længere og meget mere komplekse sammenhængende argumenter, opbyggede biblioteker etc. (ibid.). Den filosofi, som Platon og de andre antikke filosoffer bedrev, kunne efter alt at dømme aldrig have været udviklet uden bogstavskriften, der kan distribueres i tid og rum, og udgør et medium hvorigennem man kan inkludere sig i det sociale mens man er alene (Luhmann 2000:127). Så ja, vi mistede noget, da vi aflastede sindet og den mundtlige kommunikation med skriften, men vi fik noget andet, der på tidspunktet for introduktionen var umuligt at forudse, og som gav mulighed for mange grundlæggende ændringer i samfundet, ligesom senere trykketeknologien på godt og ondt åbnede for reformation, renæssance og oplysningstid (Eisenstein 1983).

Anskuet ud fra en sådan medieøkologisk tankegang, vil jeg mene, at det er vigtigt at udvikle skolen og uddannelsestænkningen adækvat med det nye mediemiljø, da ren resignation ikke kan skønnes at kunne bidrage konstruktivt, og da netop faglighed og almendannelse kan trække værdier med og være katalysator for udviklingen af nye værdier for mennesket i det nye mediemiljø (Paulsen & Tække 2018). Vi må tage Postmans og andres skepsis med os, men ikke overlade styringen af udviklingen af skolen til teknokratiske effektivitetsagenter og kommercielle interesser (se bl.a. Han 2016 for kritikken af netop denne udvikling). Men vi må på den anden side heller ikke identificere mediet med de negative eksempler, men som allerede fremført, søge at præge udviklingen i en positiv retning. Og her er der brug for at skolen som samfundets vigtigste almendannende institution træder i karakter og medvirker til at forme fremtidens samfund og borgere.

Referencer

Eisenstein, E. (1983). The Printing Revolution in early Modern Europe. Cambridge Uni. Press.

Finnemann, N.O. (2005). Internettet i mediehistorisk perspektiv. Frederiksberg: Forlaget

Samfundslitteratur.

Han, B-C. (2016). Psykopolitik. Neoliberalisme og de nye magtteknikker. Forlaget THP.

Jakobsen, K. A. (2016). Etter Charlie Hebdo – Ytringfrihetens krise i historisk lys. Trondheim: Forlaget Press 2016,

Luhmann, N. (2016). Samfundets samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

Luhmann, N. (2000). Sociale systemer. København: Hans Reitzels Forlag.

McLuhan, M. & Quentin, F. (1967). The Medium Is the Massage, New York: Random House.

Meyrowitz, J. (1985). No Sense of Place: The Impact of Electronic Media on Social Behavior. New

York: Oxford Uni. Press.

Ong, W. J. (1982). Orality & Literacy. Reprinted 2000. New York: Routledge.

Paulsen, M. & Tække, J. (2018). Digitalt understøttet faglighed og almendannelse bog 1. København: Forlaget Unge Pædagoger.

Paulsen, M. & Tække, J. (2013). Sociale medier i gymnasiet – mellem forbud og ligegyldighed.

København: Forlaget Unge Pædagoger.

Postman, N. (1992). Teknopolis. Kulturens knæfald for teknologien. København: Hekla.

Schultz Hansen, S. (2014). Digitale indfødte på job. København: Gyldendal Business.

[1] Tiltidevær definerer vi inspireret af Schulz Hansen (2014), som det gennem et medie, på trods af geografisk distance, at være sammen gennem reciprokke semantiske udvekslinger.