Fra digital afstand til fælles normer: En dannelsesrejse

I en tid hvor phubbing – det at ignorere dem omkring os til fordel for vores telefon – er ved at blive almindeligt, er det vigtigt at diskutere, hvordan vi navigerer i den digitale medierevolution, uden at forfalde til overfladiske begreber som skærm.

Skærm, denne tåbelige metonymi, dækker over kompleksiteten i den digitale medierevolution. Jeg har mange eksempler på, hvordan denne metonymi forplumrer debatten, men lad mig give et anekdotisk; jeg kørte i bus for en uges tid siden – alle sæder var optaget, ingen aviser eller skærme, den phubbing jeg blev udsat for var 100% høretelefoner – alle i bussen sad i deres egen lydverden. Der var ingen at tale med eller spørge om vej.

Phubbing er en sammentrækning af ordene “phone” (telefon) og “snubbing” (at affeje, ignorere) og anvendes om de situationer, hvor en person er så optaget af sin smartphone, at han eller hun ignorerer mennesket overfor i den fysiske verden. Man taler fx med en god ven og er godt inde i samtalen, men så pludselig tager vennen sin mobil frem, taster og smiler – bagefter er det op til korttidshukommelse og selvfølgelig inspiration og god vilje, hvordan man kan genoptage samtalen. Andre gange er det som i mit buseksempel, at vi gør os utilgængelige for hinanden ved at foregive, eller virkelig at være dybt inde i en podcast eller andet interessant og vigtigt indhold. Her er det, at man fx kunne ønske sig, at vi borgere havde fået noget mere digital dannelse – at vi havde udviklet et fælles normsæt for, hvordan vi håndterer de nye situationer.

Dette er dog ikke lige til, for det er klart, at jeg kan modtage vigtige og måske ventede meldinger fra familie, arbejde, venner, og at denne konversation, løftet ud af geografisk sted til det virtuelle rum, kan og må tilkobles uanset hvad. Pointen kunne her være, at underholdning, opdatering, hyggesamtaler mv. må kunne sættes til side i hensynet til det umiddelbart værende fysiske nu, i samvær med ikke bare venner, men også ekspedienten i Brugsen og måske sidemanden i bussen. Der må udvikles situationsfornemmelse, et opdateret kategorisk imperativ – at man ikke phubber andre mere, end man selv vil phubbes. Og at vi når det sker, kan have tillid til, at det der ligger bag virkelig er noget uopsætteligt.

Til at begynde med kan man slå alle notifikationer fra – undtaget vibration for telefonopkald og sms. Dog kan man fra tid til anden afvente en vigtig besked på et andet medie, fx mail, hvorfor man så kortvarigt må slå notifikation til for dette medie. Jeg kan eksempelvis vente en vigtig mail fra en studerende, som jeg ikke deler sms eller telefonnummer med. Ellers må medierne, mest oplagt mobilen, hverken give lyd eller lyse – det skal være et bevidst og velovervejet valg, som når man tager sin avis frem, om man vil tilgå et digitalt medie.

Reflekter selv videre over hvilke normer, du synes bør gælde i det nye mediemiljø og tal med andre, også dem du ikke kender, om det. Regeringen har desværre besluttet, at denne dannelse og udvikling ikke skal foregå i skolen! Og skolen selv er skåret ned, så lærerne ikke har den nødvendige efteruddannelse, ikke har den nødvendige forberedelsestid, ikke har den nødvendige sparring, ikke den nødvendige normering for at kunne stilladsere udviklingen. Det er nemmest, og på kort sigt billigst, at forbyde og dermed skubbe problemerne ud i resten af samfundet. Og her står vi så med problemerne nu – ikke bare phubbing, men også fx hadtale, fake news og deepfake.