Politisk disruption – Sociale medier og forskydninger i tidsdimensionen

By 26 marts, 2017Indlæg

Dette blogindlæg giver en kort analyse af hvordan de sociale medier ved at give en ny tid har åbnet for den disruption af de politiske processer som især Trump stå som et eksempel på.

Teori

Den indflydelsesrige tyske sociolog Niklas Luhmann pegede på mening som hovedbegreb i sociologien. Luhmann arbejde på med sin teori, at reducere kompleksitet, hvilket analytisk set, har givet os en lang række anvisninger til hvordan komplekse problemer mere klart kan iagttages, ved at indføre distinktioner. Når det gælder meningsbegrebet, skelnede Luhmann således mellem en sagsdimension, en socialdimension og en tidsdimension. I sagsdimensionen kan vi ved at skelne mellem dette og hint afgøre hvilken sag en kommunikation omhandler. I socialdimensionen kan vi afgøre hvordan dem sagen vedrører forholder sig ved at skelne mellem enighed og uenighed. I tidsdimensionen kan vi, ved at skelne mellem fortid og fremtid, iagttage hvordan nutid bliver omformet til en fortid, der lægger forventninger (struktur) ud for fremtiden.

Politiske processer handler om noget, og afgør hvad der kan opnås tilstrækkelig enighed om, og de tager tid. Jo mere komplekse politiske processer er, jo længere tid tager de.

Politik og medier

Den parlamentarisme vi kender, opstod i kølvandet på trykkepressen. Den krævede folkelig medbestemmelse og overtog efterhånden magten fra de gamle eneherskere. I et samfundssystem der baserer sig på trykkepressen skrift og tale er der relativt god tid til at håndtere uenigheder og etablere kompromis og brede parlamentariske flertal. I de elektroniske mediers barndom med radioen og mikrofonanlæg blev den vesterlandske bogorienterede kultur, ifølge McLuhan, ramt af en dybdeengagering, dens befolkning ikke havde erfaring til at modstå. Denne situation blev skæbnesvanger da Hitler gjaldede ud i hver en krog. Efter nogen tid med de elektroniske medier (og en verdenskrig) er vi dog ikke længere helt så sårbare overfor propaganda gennem dem. Et medie som tv har direkte betydet større transparens og dermed fremtvunget større kongruens mellem hvad en politiker siger og senere gør, hvortil tv også har betydet en større inklusion af sociale grupper, der gennem tv har let adgang til information. De nye digitale medier åbner som de elektroniske analoge for transmission. Transmissionen er øjeblikkelig og går udenom pressens kritiske redaktionsfilter. Hertil åbner de nye digitale medier for interaktion, hvorved der kan meldes tilbage til politikeren og ikke mindst debatteres videre og rejses folkestemninger – alt sammen derhjemme fra soveværelset.

 

Parlamentarisme og den nye medietid

Magten taler direkte til os, og som det var tilfældet med de tidlige elektroniske medier, er vi uforberedte og mangler erfaringer hvilket gør os sårbare. Vi klikker ikke bare på Fake News, eller det der ligner, når blot den holdning der ligger bag synes rigtig. Nej, vi løber med på stemninger, hvilket igen spiller tilbage på politikerne, der kommer under tidspres og får svært ved at koordinere og håndtere de mere komplekse politiske processer. Fællesskab og parlamentarisk samarbejde står i kontrast til enegang og uforsonlige udmeldinger. Kompleksiteten i de politiske forhandlinger tager tid at håndtere og lider overlast under accelerationen drevet frem af hurtige offentlige meldinger og reaktioner. Resultatet bliver forsimplinger, der ikke matcher den faktiske samfundsmæssige kompleksitet og fører til en polarisering mellem dem og os i socialdimensionen – en opsplitning i den offentlige mening (offentlig mening er i politikken er funktionel ækvivalent til sandhed).

Det materielle grundlag

Der er samtidig materiel grobund for opsplitningen qua samme bortsvinden af middelklassen, der gav grobund for Hitler og nazisterne (de 8 rigeste ejer lige så meget som hele den fattigste halvdel af verdensbefolkningen tilsammen). I Danmark, verdens mest lige samfund, stiger uligheden også. Hertil kommer kommunalreformernes demokratiske afkobling af borgerne, hvortil kommer, at reformernes centralisering betyder, at der i randområderne ikke længere findes skoler, politistationer, busser eller boliglån – alt imens globaliseringen raser i en endnu ikke koordineret og reguleret verdensorden, hvorfor arbejdspladser flytter hen hvor lønningerne er lavest og miljøhensyn og arbejdsmiljø er en by i Rusland. Hvis da ikke der netop er reguleret således, at immigranter med fuld legitimitet agerer lønpressere. Folk bliver forbandet på disse forhold og der dannes overtryk.

Genkobling via sociale medier

Nu ser vi via sociale medier en genkobling af marginaliserede borgere hånd i hånd med diskriminering og eksklusion af den etablerede presse. Tænk eksempelvis på Trump og Marin Le Pen, der notorisk kun vil tale med venligsindede medier. Det er ikke så tydelig udtalt i Danmark endnu, men vi nærmer os når statsministeren henvender sig direkte til befolkningen via Twitter og Facebook. Med Nye Borgerlige og medier som den Korte Avis og NewSpeek Networks er der ikke langt til en lignende situation i Danmark. Tryk vil, hvis ikke de kan udlignes, simpelthen bare ud og eksplosioner kan ikke udelukkes. Diskussionen går på Nationen.

Disruption

Mekanismen som sociale medier åbner er i gang, da politikere af alle observanser lystigt poster konfliktende budskaber, etablerende et nyt mediesystem, hvor den etablerede presse og de langstrakte kompromisgivende parlamentariske forhandlinger disruptes. Den nye form der etableres i den nye tid via de sociale medier, smitter af på formen i massemedierne. Dette skete  eksempelvis da Anders Samuelsen uforsonligt krævede sine 5%. Denne situation afværgedes kun af Løkkes parlamentariske omfavnelse af Liberal Alliance i yderste øjeblik. I USA lever de nu i vid udstrækning, parlamentarisk set, i den nye tid. I socialdimensionen er der ringe konsensus, borgerne genkobles mere i modsætning til hinanden end i gensidig tolerance, konsensus og forsoning.

Politiske processer og den nye tid.

Først blev rummet tømt qua de digitale mediers rum for direkte synkronisering og øjeblikkelig kommunikation uanset geografisk afstand. (En udvikling som allerede klokketid, togdrift og telegrafen satte i gang jf. Giddens). Tiden tømmes da alle processer accelereres. Ifølge Harmut Rosa er kommunikationshastigheden, persontransporthastigheden og databehandlingshastigheden eksempelvis alle reduceret med langt mere end en faktor 10. Ser vi på uret går tiden stadig som før, men når forventningsafstemningen med det forestillede vælgergrundlag kontinuerligt skal og kan opretholdes, mens fx nye statistikker og andres udmeldinger tikker ind, svinder tidshorisonten ind til kortere og kortere episoder og abrupte sekvenser. Den transformation af nutid til en fortid, der skaber fælles koordinerede forventninger til fremtiden, i en koalition af ellers uenige partier, forsvinder i øjeblikkelige opdateringer. Som Virilio i sin tid advarede imod, bliver refleksion til refleks i accelerationen af tid, og vi ender som insekter i et signalstofstyret feedbacksystem (et første ordens kybernetisk system). Innovation kræver store portioner af stabilitet, alt kan ikke ændres på en gang. I øjeblikket er samfundssystemet ustabilt, den rolige stabile innovation risikerer at slå over i revolution og emergens af helt nye ordner – disruption – hvis da ikke vi som i 30erne ender med nazisme og fascisme.

Demokrati og den nye medietid

Parlamentarisk demokrati betyder at borgerne vælger repræsentanter til at varetage deres interesser. I Danmark har vi tradition for brede forlig ind over midten. Dette system står i skarp kontrast til direkte demokrati, folkeafstemninger og særstandpunkter direkte udmeldt til borgerer, der lever i hver deres filterboble. Demokrati som vi kender det, kræver lukkede rum og tid (ses offentlighedsloven i dette lys tager den sig noget anderledes ud, end den gør ud fra den frihedsdiskurs den ellers er kritiseret ud fra – den hjælper dog ikke meget når politikerne selv går ud af de lukkede rum og melder eller lækker). Helt usandsynligt har vi efter 2. verdenskrig set størrelser som FN og EU, hvor ikke bare enkelte lande internt indgår kompromis om deres egne indre anliggender, men hvor forskellige lande, ja den hele verden har bøjet af for egne særinteresser og indgået kompromis og koordineret med hinanden. Dette er det mest tidskrævende overhovedet og altså helt umuligt i den nye tid.

Et tankeeksperiment

Med sociale medier vil vi høres og vi kræver den mulighed for interaktion og øjeblikkelig respons som disse medier skaber rum for. Vi dropper tjenester, butikker og venner der ikke fungerer i øjeblikket. Således opleves det offentlige, der har sparet alle konfrontationsmedarbejdere væk, temmelig lamt om ikke antagonistisk i sin ikke responderende majestæt. Vi er reduceret til e-boks-adresser i et utidssvarende feedbackløst offentligt system. Mener vi der er noget galt med en øjeblikkelig ydelse, vej, skole etc., føler vi ikke at vi bliver hørt, eller taget med på råd, vi løber panden mod et utidssvarende bureaukrati (der har travlt nok med at pine sig selv til døde med NPM). Skal vi genkobles som borgere, skal det gamle lokale sogneråd, lige om hjørnet, genetableres virtuelt. Kommunerne må omstrukturere sig, så vi via sociale medier altid møder en medarbejder, der véd de sidder, hvor de sidder, for at tjene os, borgerne. Og de skal have fornødne beslutningskompetencer fra kommunen, til øjeblikkeligt at iværksætte tilfredsstillende aktiviteter.

Et politisk system der matcher den nye tid, skal kunne præstere samme tidslige beredskab og evne til at synkronisere. Men da vi stadig må forudsætte, at forskellige interesser holder hinanden skak parlamentarisk set, vil en gældende lov ikke bare kunne laves om øjeblikkeligt. Dette behøver dog ikke kortslutte vores tillid til at der sker noget, eller betyde, at vi slet ikke høres. Hvis de politiske partier også indstiller sig på den nye tid, vil man hurtigt og smertefrit kunne interagere med partierne og finde et, der vil kæmpe for forslaget, eller som måske allerede gør det og som gerne vil aktivere en, til at gøre noget for sagen. Eksempelvis fremstille den aktuelle case, som ligger bag borgerhenvendelsen. En sådan altinkluderende offentlig organiseringsform, vil over tid, ikke bare genkoble os alle demokratisk, men også over tid, i denne bevægelse, kunne genrejse randområder med transport, skole, politistation mv.

Måske og kun måske, vi ved endnu ikke hvilke samfundsmæssige formationer der vil danne sig i de nye mediers kommunikative rum

Dette skete eksempelvis da Lars Løkke Rasmussen, d. 23. Februar 2016, samtidig med at Poul Pape påbegyndte sit pressemøde, om at K ikke længere ville støtte Eva Kjær, skrev at han indkaldte lederne af de blå partier, for at se, om regeringen stadig havde flertal. To situationer der før var adskilt fra hinanden smeltede sammen for journalisterne, der nu kunne spørge Pape direkte hvad han ville ud fra deres nye oplysninger.

Jespertække

Author Jespertække

More posts by Jespertække

Leave a Reply