Abstrakt:
Denne Ph.d.-afhandling sandsynliggør en radikal sammenhæng mellem tekniske kommunikationsmedier og mulige sociale strukturer, hertil beskrives mulige selvbevidsthedsformer i relation til denne sammenhæng. Den udvikler en analysestrategi, der benævnes mediesociografi, til at analysere sociale strukturer som betinget af medier og giver hertil konkrete analyser af det sociale baseret på en række medier.
Mediesociografien der præsenteres er baseret på en bestemt tolkning og syntetisering af systemteoretisk sociologi og medium theory. Medium theory paradigmet bidrager med kravet om, at tekniske kommunikationsmedier udgør det miljø, hvor indenfor mennesker perciperer, erkender, kommunikerer mv. Systemteorien bidrager med en sociologisk teori, der med udgangspunkt i kommunikation, inkluderer et mikroplan, et makroplan, og et abstrakt mediebegreb. Dette mediebegreb udgør mediesociografiens nøglebegreb, hvilket muliggør de teoretiske syntetiseringer, der igen muliggør analysen af samspillet mellem mennesket og de tekniske kommunikationsmedier.
Mediesociografi er således en betegnelse for en strategi til at analysere og beskrive det sociale i relation til medier. Analysestrategien anvendes på det sociale i relation til dominerende medier i socioevolutionen, samt i forhold til digitale medier generelt og en række digitale interaktionsmedier specifikt. I analysen af sidstnævnte trækkes der på empiriske studier fra Computer Mediated Communication litteraturen, hvortil der også inddrages egne empiriske studier. Begge former for empiriske studier tolkes ud fra den teoretisering afhandlingen udvikler, samt ud fra de sammenhænge der afdækkes i analyserne af dominerende medier i socioevolutionen. Man kan på denne baggrund sige, at afhandlingen er et forsøg på at forstå digitale medier på baggrund af socioevolutionen, ud fra analyser af sammenspillet mellem det sociale og de medier, der giver socioevolutionen sin mulighedsbetingelse.
Der opteres således, at tekniske kommunikationsmedier ikke determinerer sociale processer, men at de dog uden funktionelle ækvivalenter giver det sociale et mulighedsrum, for håndtering af kompleksitet i form af mening i tid og rum. Tesen er følgende den, at det sociale med fremkomsten af dominerende medier som talesprog, skrift, trykke og elektroniske medier ud fra en række parametre, der tilsammen udgør tekniske kommunikationsmediers kommunikative rum, åbner for nye sociale muligheder, for håndtering af kompleksitet med skelsættende konsekvenser, ikke bare for det sociale, men også for det psykiske.