Arbejdspapir 7. februar 2025.
Ved Jesper Tække. Lektor, Ph.D. School of Communication and Culture. Department of Media and Journalism Studies. Centre for Internet Research. Aarhus University
Mail imvjet@cc.au.dk Web: https://jespertaekke.dk/en/
Citer:
Tække, J. (2025). Interaktivitet, samfund og magt. Arbejdspapir 7. februar 2025. Center for Internetstudier. Aarhus Universitet.
Abstract
Jeg har skrevet dette arbejdspapir for at repetere og opdatere Bordewijk og van Kaam (1986) samt Jensens (1999) analysevenlige begreber angående kommunikationens fire grundlæggende mønstre: transmission, konversation, konsultation og registrering. Med udgangspunkt i, hvordan medieteknologier gennem historien har påvirket magtforhold og informationscirkulation, undersøger jeg, hvordan digitale medier har ændret de klassiske kommunikationsformer. Arbejdspapiret søger at præcisere, hvordan de fire kommunikationsmønstre kan anvendes i analyser af moderne medieteknologier, og hvordan magten over kommunikation er blevet forskudt fra traditionelle massemedier til digitale platforme, hvor interaktivitet ikke nødvendigvis fører til øget demokratisk deltagelse, men snarere kan forstærke uigennemsigtige magtstrukturer.
Indledning
Kommunikation har altid været en grundlæggende mekanisme i den sociale organisering af samfund. Medieteknologier har gennem historien ændret måden, hvorpå information cirkulerer, både hvad angår viden om verden, samfundet og individet selv. Udviklingen af nye medier har påvirket sociale strukturer, organiseret viden og reguleret menneskelig adfærd. Information har været afgørende for livsvigtigt samarbejde i samfundet, men også for magt over individer, der kan beordres, nudges, oplyses eller ekskluderes gennem forskellige mediale infrastrukturer. For at analysere, hvordan kommunikation organiseres gennem medieteknologi, vil jeg tage udgangspunkt i Meyrowitz’ (1994) teori om direktionalitet, der beskriver, hvordan informationsflowet struktureres: Hvem kan kommunikere med hvem? Hvem kan se og høre, hvad der kommunikeres? Hvem kan respondere på en meddelelse? Disse spørgsmål er afgørende for forståelsen af kommunikationsmagt, da teknologiske infrastrukturer ikke blot muliggør kommunikation, men også regulerer adgang til information og social deltagelse.
Fra et systemteoretisk perspektiv kan kommunikation ikke reduceres til en simpel transmissionsmodel, hvor en afsender overfører information til en modtager. Kommunikation er en selektiv proces, hvor en meddelelse formidles, men forståelsen af den ikke kan dirigeres entydigt af afsenderen (Luhmann, 1995). Luhmann (1995: 40) definerer information som “en forskel, der gør en forskel” i forlængelse af Gregory Bateson. Det vil sige, at information ikke er en objektiv entitet, men skabes gennem selektion i kommunikation. Modtageren er således ikke en passiv recipient, men konstruerer altid sin forståelse inden for en socialt skabt meningshorisont. Samfundet skaber dermed sine egne meningsstrukturer, hvor visse informationer fremstår relevante, andre irrelevante, nogle sandheder legitime, og andre afvises som usande.
Jeg vil i dette arbejdspapir ikke gå ind på de mere komplekse sammenhænge vedrørende samfundets selvproduktion, men søge helt enkelt at give en analyse ud fra Bordewijk og van Kaam (1986), der udviklede en model for informationsstrømme, der viser, hvordan information kan organiseres i fire grundlæggende kommunikationsmønstre: Transmission (Allocution), hvor en central afsender udsender information til mange modtagere; Konversation (Conversation), hvor kommunikationen foregår som en ligeværdig udveksling mellem parter; Konsultation (Consultation), hvor en modtager søger information fra en central instans; og Registrering (Registration), hvor en central aktør indsamler information fra modtageren. Disse fire kommunikationsformer har været med til at strukturere videnscirkulation og magtrelationer i samfundet, afhængigt af hvilke medieteknologier der har været til rådighed. Jens F. Jensen (1999) videreudviklede denne model med et fokus på interaktivitet, hvor han analyserede, hvordan digitale medier udfordrer og modificerer de fire kommunikationsformer. Her er det vigtigt at skelne mellem interaktivitet og interaktion: Interaktivitet refererer til teknologisk faciliteret manipulation af et medie, mens interaktion indebærer en reciprok udveksling af ytringer mellem mennesker (Sutton, 1999; Jensen, 1999; Goffman, 1990; Luhmann, 1995). Interaktivitet kan derfor være en individuel håndtering af teknologi, mens interaktion forudsætter en social relation. Denne differentiering er afgørende for at forstå, hvordan medieteknologier har påvirket samfundets organisering. I det tidlige internet blev digitale medier hyldet som en decentraliseret og demokratiserende kraft, hvor informationsflowet ikke var bundet til hierarkiske strukturer. Dixon (2024) påpeger, hvordan internettet oprindeligt blev konstrueret som et frit netværk, men at denne åbenhed gradvist er blevet erstattet af centraliserede infrastrukturer kontrolleret af store teknologivirksomheder. Dette har skabt en situation, hvor magten over kommunikation er blevet koncentreret hos få aktører, hvilket har fundamentale konsekvenser for både offentlighedens struktur og individets autonomi.
I denne artikel undersøges, hvordan de fire kommunikationsmønstre udvikler sig gennem forskellige mediesamfund – fra det orale samfund til det digitale – og hvordan interaktivitet og teknologisk ejerskab påvirker magtforholdene i informationscirkulationen. Ved at analysere denne udvikling gennem en kombination af Bordewijk og van Kaams klassiske model og Jensens interaktivitetsperspektiv kan vi opnå en dybere forståelse af, hvordan medieteknologier transformerer sociale strukturer og former de betingelser, hvorunder kommunikation finder sted.
Transmissionel interaktivitet
Transmissionel interaktivitet, som beskrevet af Bordewijk og van Kaam (1986: 19), er kendetegnet ved en centralisering af ejerskab og kontrol over information. En enkelt afsender (C) ejer informationen og distribuerer den til mange modtagere (i), som ikke kan ændre, påvirke eller respondere på budskabet inden for samme kommunikationskanal. Kommunikationen er hierarkisk og ensrettet, hvilket kan sammenlignes med et herre-slave-forhold, hvor magt er koncentreret hos afsenderen, og modtagerens rolle er reduceret til en passiv position. I historiske sammenhænge har dette kommunikationsmønster været dominerende, hvor autoriteter har sikret en stram kontrol over informationsstrømmen. Denne model har været dominerende i massemediernes historie, som Luhmann (2002) definere ved den mellemkommende teknologi der forhindrer feedback og derved interaktion mellem afsender og modtager. Modellen er den at statsligt kontrollerede eller privat ejede medier har afgørende indflydelse på, hvilken information der cirkulerer i samfundet. Ejerskab og regulering spiller en nøglerolle i, hvordan transmissionel kommunikation struktureres, og hvilke magtforhold den reproducerer. Ejerskabet af mediet er afgørende for, hvem der har magten over, hvad der kommunikeres. Vi kan identificere tre grundlæggende magtscenarier i relation til transmission: den autoritære stat, det demokratiske samfund og markedsmodellen (se se Tække 2022; 2024). I totalitære samfund er staten den primære ejer af massemedierne, og kommunikation er styret af en central magtinstans. Medierne fungerer som redskaber for regimet, og uafhængig journalistik eksisterer ikke. Historisk har dette været tilfældet i regimer som Sovjetunionens Pravda, Kinas People’s Daily og Nordkoreas statskontrollerede nyhedsmedier. I demokratiske samfund er medierne typisk privat eller offentligt ejede, men underlagt en vis statslig regulering for at sikre pressefrihed, mangfoldighed og ansvarlighed. Public service-modellen, som DR i Danmark og BBC i Storbritannien, fungerer inden for denne model, hvor der er statsstøtte, men redaktionel uafhængighed. Markedsmodellen repræsenterer en situation, hvor medierne udelukkende eller langt overvejden er privat ejede, og information produceres med profit for øje. Her er ejerskab koncentreret hos store koncerner, der har betydelig magt over, hvilke nyheder der prioriteres, og hvordan de vinkler historier. Dette kan føre til en kommercialisering af informationsstrømmen, hvor sensationelle nyheder maksimerer annonceindtægter frem for at sikre en alsidig dækning af væsentlige samfundsforhold.
Transmissionel kommunikation har udviklet sig gennem forskellige historiske epoker. I orale kulturer var transmission bundet til personlige interaktioner, hvor en høvding, eller fx præst ensidigt kunne formidle viden til stammen. Konsensus og stabilitet var vigtigere end fornyelse, hvilket betød, at transmissionen blev brugt til at fastholde traditioner frem for at sprede ny viden (Innis, 1951). Med udviklingen af skriftsamfundet kunne information fastholdes og distribueres over tid og rum, men adgangen til skrift var begrænset til eliten. Magthavere, religiøse institutioner og embedsmænd kontrollerede, hvem der havde adgang til skriftlig viden, hvilket gjorde skriftmediet til et eksklusivt transmissionsmiddel. Et eksempel er den katolske kirkes monopol på bibeltekster i middelalderen, hvor skriftens hellige status blev brugt til at understøtte kirkens autoritet og sikre en ensrettet religiøs fortolkning. Trykpressen muliggjorde en bred transmission af information, hvilket skabte en ny offentlighed og udfordrede magtens monopol på viden (Habermas, 1976). Aviser blev det første kommercielle massemedium, og ejerskab over trykkerier blev en økonomisk og politisk magtfaktor. Trykpressen udfordrede statens kontrol over information, men samtidig opstod nye økonomiske monopolstrukturer i avismarkedet. I denne fase begyndte transmissionen at blive institutionaliseret i et mere komplekst medielandskab, hvor pressen både fungerede som en magtkritisk aktør og som en økonomisk drevet industri. Med fremkomsten af radio og tv blev transmission yderligere centraliseret, da disse medier var teknologisk afhængige af stærkt regulerede infrastrukturer. Radio og TV var ekstremt transmissionelle medier, hvor en central station sendte information til en passiv befolkning. Mange stater etablerede public service-stationer som DR og BBC for at sikre, at transmission ikke udelukkende blev styret af kommercielle interesser. Samtidig var der politiske forsøg på at kontrollere radio og tv – fx i totalitære regimer som Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. Internettet begyndte som et principielt decentraliseret netværk, hvor transmission ikke var monopoliseret af en enkelt stat eller virksomhed. Tidlige internettjenester var mere konsultative og konverserende – brugerne kunne søge information frit og kommunikere uden censur. Med fremkomsten af store platforme som Google, Facebook, YouTube og TikTok er transmission igen blevet centraliseret, men nu styret af private virksomheder frem for staten (Dixon, 2024). Algoritmisk kurateret transmission betyder, at platforme vælger, hvad der når brugerne, baseret på kommercielle og teknologiske interesser. Dette har ført til en ny form for transmission, hvor magten over informationsflowet er blevet flyttet fra nationale stater til globale teknologivirksomheder, som kontrollerer, hvilke nyheder og informationer der når ud til offentligheden.
I dag er transmission fortsat en dominerende kommunikationsform, men magten over den er flyttet fra statens hænder til tech-giganter. Hvor aviser og tv-kanaler tidligere var de vigtigste transmissionskanaler, er sociale medier og søgemaskiner nu de primære platforme for information. Algoritmisk transmission har erstattet redaktionel transmission – hvad du ser på Facebook eller Google, er ikke valgt af en redaktør, men af en algoritme, der optimerer for engagement og reklameindtægter. Transmission er således ikke blot en teknologisk egenskab, men et socialt organiseret system, hvor magt, ejerskab og økonomi spiller en afgørende rolle (Bordewijk & van Kaam, 1986; Jensen, 1999).
Konversationel interaktivitet
Konversationel interaktivitet, som defineret af Bordewijk og van Kaam (1986), adskiller sig fra den transmissionelle model ved, at både produktionen og distributionen af information er decentraliseret. Kommunikationen foregår mellem parter, der har lige adgang til at bidrage, og informationsstrømmen er reciprok og flervejskommunikerende. Dette kommunikationsmønster er i sin grundlæggende form forbundet med en model, hvor magtrelationerne er mere symmetriske, og hvor kommunikation kan udvikle sig dynamisk gennem direkte dialog. Dette adskiller sig fundamentalt fra transmissionens hierarkiske natur, hvor afsenderen har kontrol over indholdet, og modtageren forbliver passiv. I sin oprindelige formulering fokuserede Bordewijk og van Kaam ikke på spørgsmålet om ejerskab af de medier, hvori konversationen foregår. Dette er en afgørende blind vinkel i deres analyse, da kommunikation aldrig er fri af strukturelle begrænsninger, og det medium, hvori konversationen finder sted, i mange tilfælde er ejet og kontrolleret af en aktør, der kan overvåge, regulere eller på anden vis påvirke kommunikationen. Jens F. Jensen (1999) videreudvikler denne model ved at introducere interaktivitet som en analytisk kategori, der tydeliggør, hvordan digitale teknologier udvider eller begrænser kommunikative muligheder. Hvor Bordewijk og van Kaam oprindeligt tænkte konversation som en frit tilgængelig kommunikationsform, bliver det med Jensens analyse tydeligt, at interaktivitet altid er medieret, og at konversationel kommunikation i digitale medier ofte foregår inden for strukturer, hvor en teknologisk platform har kontrol over både informationsflow og adgangsbetingelser.
I de tidlige orale samfund var konversation den primære kommunikationsform. Kommunikationen var direkte og situationsafhængig, og de sociale hierarkier bestemte, hvem der kunne deltage i samtalen, og hvem der måtte forholde sig tavs. Samtidig betød mediets karakter – altså det talte sprog – at samtaler ikke kunne overvåges af en ekstern aktør, og at magten over kommunikationen primært var bundet til den sociale kontekst, hvori den foregik. Med skriftens opfindelse blev konversationel kommunikation i skriftlig form mulig i form af brevudvekslinger, hvor borgere, embedsmænd og lærde kunne kommunikere på tværs af tid og rum. Skriftbaseret konversation var dog begrænset af økonomiske og tekniske faktorer, da det krævede en velfungerende infrastruktur for at distribuere breve og dokumenter. Samtidig var adgang til skrift og uddannelse stærkt ulige fordelt, hvilket betød, at konversation i skriftform var forbeholdt en lille elite. Trykpressens udbredelse skabte nye muligheder for skriftlig interaktion, men primært i form af offentlige debatter i aviser, hvor læserbreve og polemiske udvekslinger mellem intellektuelle fungerede som en form for forsinket konversation. Den øgede skriftlige kommunikation var dog fortsat underlagt ejerskabskontrol fra avisejere og redaktører, der bestemte, hvilke stemmer der fik adgang til offentligheden. Elektroniske medier som telefonen og senere radioen åbnede for en mere umiddelbar form for konversationel interaktion. Telefonen muliggjorde for første gang direkte kommunikation på tværs af store afstande uden forsinkelse, mens radioen i visse formater, såsom lytterinddragende udsendelser, gjorde det muligt for borgere at deltage i debatter og udsendelser. Med digitale medier og internettet blev konversationel interaktivitet en teknologisk mulighed på et hidtil uset niveau, hvor brugere kunne deltage i globale samtaler via sociale medier, e-mails, diskussionsfora og chatplatforme. I de tidlige faser af internettet blev dette betragtet som en decentraliseret og fri mulighed for interaktion, men i takt med, at teknologiske platforme begyndte at dominere kommunikationen, ændrede magtstrukturerne sig markant. Store virksomheder som Facebook, X og Google ejer i dag de primære arenaer for digital konversation, hvilket betyder, at selv om brugerne kan kommunikere frit inden for disse platforme, er interaktionen underlagt algoritmisk styring, overvågning og mulig censur.
Ejerskab over de digitale platforme betyder, at kommunikation i princippet kan overvåges, analyseres og kontrolleres af platformsejerne. Jens F. Jensen (1999) beskriver, hvordan interaktive medier kan give en illusion af fri kommunikation, mens de i realiteten indfører nye former for magt og regulering. Dette kan ske gennem algoritmisk prioritering af bestemte samtaler, skjult moderering, datadrevet profilering eller decideret censur af uønskede ytringer. Praktiske eksempler på dette inkluderer, hvordan sociale medieplatforme har ændret algoritmer for at prioritere bestemte politiske budskaber eller hvordan platforme har fjernet indhold, der strider mod deres retningslinjer – ofte uden gennemsigtighed om de beslutningskriterier, der ligger til grund for sådanne handlinger. Konversationel interaktivitet i det digitale rum foregår altså på vilkår, der er fastsat af de platforme, hvor samtalen finder sted. Hvor den klassiske konversation var begrænset af sociale hierarkier og adgang til kommunikationsmidler, er den moderne digitale samtale begrænset af kommercielle interesser, politiske reguleringer og algoritmisk styring. Dette betyder, at selv om teknologien tilbyder mulighed for bred og umiddelbar kommunikation, er den ikke fri i nogen absolut forstand. Magten over de konversationelle rum er skiftet fra nationale autoriteter til transnationale teknologivirksomheder, som kontrollerer de infrastrukturer, hvori den sociale interaktion foregår. I et historisk perspektiv kan vi se, at konversationel kommunikation altid har været begrænset af adgangsbetingelser, sociale normer og teknologiske strukturer. I det digitale samfund er disse begrænsninger blevet usynlige for brugeren, men de eksisterer stadig i form af de betingelser, som teknologiske platforme opstiller for interaktion. Ejerskab over medierne er afgørende for, hvordan samtaler udvikler sig, hvem der får lov at ytre sig, og hvilke stemmer der bliver fremhævet. Dette gør konversationel interaktivitet til et område, hvor teknologisk potentiale ofte forveksles med reel frihed, mens magten i realiteten ligger hos dem, der ejer og kontrollerer mediet.
Konsultativ interaktivitet
Konsultativ interaktivitet adskiller sig fra både transmission og konversation ved, at brugeren selv tager initiativ til at opsøge information, men uden at have mulighed for at ændre den. Ifølge Bordewijk og van Kaam (1986) er denne kommunikationsform kendetegnet ved, at en central instans (C) besidder informationen og gør den tilgængelig for en bruger (i), der kan konsultere den, men ikke ændre den eller selv bidrage til dens udformning. Denne model kan sammenlignes med en lærer-elev eller bibliotekar-bruger relation, hvor en autoritet stiller viden til rådighed, men uden at tillade, at modtageren påvirker selve informationsstrukturen. I traditionelle medier som opslagsværker, biblioteker og encyklopædier var den konsultative interaktivitet præget af en stærk institutionel kontrol over, hvad der blev betragtet som gyldig viden. Adgangen til information var ikke kun teknologisk betinget, men også socialt reguleret gennem uddannelsessystemer, statslige institutioner og redaktionelle processer. De, der kontrollerede arkiver og opslagsværker, havde derfor en betydelig magt i at definere, hvad der blev anset for at være autoritativ viden.
I orale samfund var konsultativ interaktivitet begrænset af, at viden hovedsageligt blev overleveret gennem mundtlige traditioner og social praksis. Den, der ønskede at tilegne sig specialiseret viden, måtte derfor opsøge en ældre, en præst eller en vismand, der fungerede som en autoritet over bestemte vidensområder. Samtidig var viden i disse samfund ofte forbundet med religiøse eller mytiske forklaringer, hvilket betød, at adgangen til information var reguleret af sociale normer og tabuer. Med skriftens udvikling blev det muligt at fastholde viden over tid og gøre den tilgængelig for en bredere kreds af mennesker, men det skriftlige medie var fortsat præget af stærke adgangsbarrierer. Adgang til biblioteker var forbeholdt eliten, og selve skriftmediet krævede uddannelse og ressourcer for at kunne benyttes. I middelalderen var klostre og universiteter de primære institutioner, hvor viden blev organiseret og bevaret, og kun få havde adgang til de manuskripter og dokumenter, der udgjorde samfundets skriftlige hukommelse. Med trykpressens fremkomst blev den konsultative interaktivitet markant udvidet, idet trykte bøger, aviser og opslagsværker blev tilgængelige for en større del af befolkningen. Encyclopædier som Encyclopédie fra oplysningstiden blev et eksempel på, hvordan viden kunne gøres bredt tilgængelig, men stadig med en stærk redaktionel styring af, hvad der blev anset for relevant og sand information. Samtidig muliggjorde trykpressen en form for indirekte konsultation, hvor borgere kunne opsøge viden uden nødvendigvis at være afhængige af en personlig kontakt til en autoritet. De elektroniske medier, særligt radio og tv, ændrede ikke fundamentalt den konsultative model, men udvidede den ved at gøre information mere umiddelbart tilgængelig for et bredere publikum. Programmer som dokumentarudsendelser og nyhedssegmenter kunne betragtes som konsultative, idet seeren eller lytteren aktivt kunne vælge at opsøge bestemte informationskilder, men uden mulighed for at påvirke deres indhold. I den offentlige sfære blev biblioteker og offentlige arkiver i stigende grad digitaliserede, hvilket yderligere lettede adgangen til viden, men stadig inden for rammerne af institutionelle og statslige reguleringer. Med internettets fremkomst blev den konsultative interaktivitet radikalt udvidet, da enorme mængder information blev tilgængelige online. Søgemaskiner som Google gjorde det muligt for brugere at tilgå viden uden mellemmænd, hvilket på overfladen skabte en hidtil uset frihed i informationssøgning. Jens F. Jensen (1999) fremhæver, hvordan interaktive teknologier har gjort det lettere for brugere at navigere og opsøge information, men han påpeger samtidig, at denne adgang er medieret gennem teknologiske strukturer, der former, hvad der bliver synligt, og hvad der forbliver skjult.
I dag er den konsultative interaktivitet i stigende grad præget af algoritmisk styring, hvor ejerskabet over informationsplatforme bestemmer, hvilke oplysninger der er let tilgængelige, og hvilke der reelt er skjulte for brugeren. Google, YouTube og sociale medieplatforme anvender avancerede filtreringsmekanismer, der prioriterer bestemte søgeresultater frem for andre, baseret på en kombination af brugerdata, kommercielle interesser og politiske reguleringer. Dette betyder, at den konsultative interaktivitet i digitale medier ikke er en neutral proces, men en styret oplevelse, hvor visse former for information favoriseres, mens andre enten marginaliseres eller usynliggøres. Et særligt fænomen i denne sammenhæng er shadowbanning, hvor indhold teknisk set stadig eksisterer på en platform, men hvor dets synlighed begrænses uden brugerens viden. Dette betyder, at en person eller en organisation kan have en tilstedeværelse på en digital platform, men uden at deres indhold når frem til et publikum. Dette udgør en ny form for magt i den konsultative interaktivitet, hvor platformsejere ikke blot styrer, hvilke oplysninger brugerne har adgang til, men også kan manipulere den sociale rækkevidde af bestemte budskaber uden at annoncere dette eksplicit. Lisbeth Thorlacius (2002) argumenterer for, at transaktion ikke blot er en del af den konsultative interaktivitet, men udgør en særlig form for interaktion, hvor både afsender og modtager modtager noget ud af processen. Hun introducerer begrebet transaktiv interaktivitet, som dækker interaktioner, hvor der foregår en gensidig handel, for eksempel i e-handel eller økonomiske transaktioner, hvor en bruger afgiver data eller betaling i bytte for en ydelse eller et produkt. Dette aspekt af interaktivitet kan også identificeres i tidligere samfund, hvor økonomiske transaktioner, som brugen af mønter eller handelsaftaler, adskilte sig fra passiv videnstilegnelse i et bibliotek eller et arkiv.
Den konsultative interaktivitet har således udviklet sig fra en model, hvor information var stærkt centraliseret og forbeholdt en elite, til et digitalt regime, hvor adgang til information formelt er åben, men i praksis filtreres gennem algoritmiske mekanismer, der skaber nye former for informationshierarkier. Teknologien har muliggjort en større mængde information, men samtidig har den skabt nye former for kontrol, hvor platformenes ejerskab og de bagvedliggende økonomiske incitamenter spiller en afgørende rolle i, hvilke informationer der reelt bliver tilgængelige for offentligheden.
Registrerende interaktivitet
Registrerende interaktivitet adskiller sig fra de øvrige kommunikationsmønstre ved, at det er modtageren (i), der aktivt afgiver information til en central instans (C), som herefter lagrer, bearbejder eller anvender denne information. Ifølge Bordewijk og van Kaam (1986) er registrerende interaktivitet kendetegnet ved, at kommunikationen ikke primært handler om overførsel af viden til brugeren, men snarere om, at brugeren selv producerer data, som en institution eller en autoritet kan anvende. Dette kommunikationsmønster er i sin grundstruktur forbundet med administrative og bureaukratiske processer, hvor individer indgår i systemer, der kræver dokumentation, registrering og identifikation.
I tidlige samfund var registrering af information i høj grad bundet til mundtlig tradition, hvor individuelle skæbner og økonomiske forhold blev lagret i den kollektive hukommelse. Overdragelse af ejendom, sociale relationer og juridiske forhold blev ofte fastholdt gennem rituelle handlinger, hvor lokalsamfundets medlemmer fungerede som vidner. Magten over registrering var i denne periode uformel og decentraliseret, da det primært var ældre, religiøse ledere eller høvdinge, der fastholdt de sociale strukturer ved at huske og håndhæve gældende normer. Skriftens opfindelse gjorde det muligt at fastholde registreringer i en varig form, hvilket skabte nye muligheder for administration og magtudøvelse. Skriftlige optegnelser muliggjorde bureaukratiske systemer, hvor magthavere kunne overvåge skatter, ejendomsoverførsler og retslige afgørelser uden at være afhængige af mundtlige traditioner. Et tidligt eksempel er de mesopotamiske lertavler, hvor konger og embedsmænd registrerede afgifter og handelstransaktioner, hvilket gjorde staten i stand til at styre økonomiske processer mere effektivt. Med trykpressen blev registrerende interaktivitet yderligere institutionaliseret, idet staten nu kunne masseproducere formularer, pas og officielle dokumenter. Trykte arkiver muliggjorde en større grad af regulering, hvor befolkningens aktiviteter kunne dokumenteres og kontrolleres i større skala. Bureaukratiske systemer i moderne nationalstater blev udviklet gennem skriftlige registre over befolkningens identitet, ejendom og økonomiske aktiviteter. Den registrerende interaktivitet var dog stadig begrænset af logistiske faktorer, da registrering og behandling af data krævede manuelle processer og en betydelig administration. Med de elektroniske medier blev registreringsmulighederne drastisk udvidet. Staten kunne nu digitalisere arkiver, hvilket gjorde det muligt at lagre og tilgå store mængder data om borgerne. Telefontjenester blev en del af denne udvikling, da borgerne kunne ringe ind for at registrere informationer, ligesom de første computerdatabaser begyndte at blive anvendt i den offentlige sektor til at effektivisere registreringsprocesser. Med mikrofilm og senere digitale registre blev det muligt at lagre information i en hidtil uset skala, hvilket gjorde registreringssystemerne endnu mere omfattende.
I dag er registrerende interaktivitet blevet en allestedsnærværende del af både statslige og kommercielle systemer. Digitale medier har gjort registrering til en integreret del af dagliglivet, hvor brugere løbende afgiver data – ofte uden at være bevidste om det. Jens F. Jensen (1999) påpeger, hvordan interaktive systemer kan give illusionen af brugerindflydelse, mens de i realiteten primært fungerer som dataindsamlingsmekanismer. Dette gælder ikke kun for offentlige institutioner, men også for private virksomheder, der anvender registreringsmekanismer til at overvåge brugeradfærd og tilpasse deres tjenester derefter. Et eksempel på registrerende interaktivitet i den moderne velfærdsstat er selvangivelsen i Danmark. Borgerne forventes selv at indrapportere deres indkomst og fradrag til SKAT, men registreringen er i stigende grad blevet automatiseret, hvor information hentes fra arbejdsgivere, banker og andre instanser. Det betyder, at borgerens rolle i registreringsprocessen er ændret fra aktiv rapportering til en mere passiv bekræftelse af allerede registrerede data. I den private sektor har sociale medier og onlineplatforme skabt et omfattende registreringssystem, hvor brugeradfærd konstant indsamles, analyseres og anvendes til målrettet markedsføring. Når en bruger logger ind på Facebook eller Google, registreres deres søgninger, interaktioner og præferencer, hvilket gør det muligt for platformene at tilbyde skræddersyede annoncer og personligt tilpasset indhold.
Magten over registrering er i dag blevet centraliseret hos både stater og teknologivirksomheder. Mens tidligere registreringsmekanismer primært blev anvendt til skatteinddrivelse og ejendomsdokumentation, er registrering i dag en kilde til omfattende kommerciel og politisk magt. Algoritmisk styring betyder, at virksomheder som Amazon, Facebook og Google kan anvende registrerede data til at forudsige og påvirke brugeradfærd gennem nudging, personaliseret reklame og adfærdsbaserede anbefalinger. En særlig problematik i den registrerende interaktivitet er spørgsmålet om gennemsigtighed. I takt med at flere registreringer foregår automatisk og algoritmisk, bliver det vanskeligere for borgere og brugere at forstå, hvordan deres data anvendes. Shadowbanning er et eksempel på, hvordan registrerende interaktivitet kan anvendes til at begrænse synligheden af bestemte brugeres indhold uden deres vidende. På sociale medier kan en persons opslag være teknisk tilgængelige, men algoritmisk skjult for et bredere publikum, hvilket gør registreringen af brugeradfærd til en magtmekanisme, der både kan anvendes til markedsføring og til social kontrol.
Registrerende interaktivitet har udviklet sig fra en manuel, decentraliseret proces til en fuldt automatiseret og algoritmisk styret mekanisme, hvor data indsamles i realtid og anvendes til at styre adfærd på både individ- og samfundsniveau. Teknologien har gjort det muligt at registrere og behandle information i en skala, der tidligere var utænkelig, men samtidig har den skabt nye former for uigennemsigtig magtudøvelse. Hvor tidligere registreringssystemer var begrænsede af fysiske og administrative ressourcer, er nutidens digitale systemer i stand til at overvåge og analysere data i en hastighed og med en præcision, der redefinerer, hvad det vil sige at deltage i samfundets informationscirkulation.
Afslutning
Kommunikation har altid været forbundet med magt, idet de teknologier, der medierer information, strukturerer, hvem der kan kommunikere, hvad der kan siges, og hvem der har adgang til information. Medieteknologier har gennem historien påvirket cirkulationen af informationer om verden, samfundet og individer og har skabt rammer for både livsvigtigt samarbejde og social kontrol. Bordewijk og van Kaams (1986) fire kommunikationsmønstre – transmission, konversation, konsultation og registrering – tilbyder en analytisk ramme til at forstå, hvordan magten over information forskydes med nye medier. Jens F. Jensen (1999) videreudviklede disse begreber ved at inddrage interaktivitet, hvilket tydeliggør, hvordan digitale teknologier transformerer kommunikationsmønstre. I dag er magten over kommunikation ikke længere kun et spørgsmål om statslig regulering eller private aktørers ejerskab over medier, men om algoritmisk styring af informationsstrømme i en digitaliseret offentlighed.
Van Dijck (2018) beskriver, hvordan kommunikation i dag er indlejret i et platformssamfund, hvor store teknologivirksomheder ikke blot medierer interaktion, men aktivt former sociale, økonomiske og politiske processer gennem dataindsamling og algoritmisk selektion. Digitale platforme som Google, Facebook og Amazon fungerer ikke kun som kommunikationskanaler, men som infrastrukturer, der organiserer informationsadgang, præger offentlige debatter og skaber nye afhængighedsforhold mellem borgere, virksomheder og stater. Shoshana Zuboff (2019) påpeger i sin teori om overvågningskapitalisme, hvordan registrerende interaktivitet i dag er blevet en kommerciel ressource, hvor brugernes adfærd systematisk indsamles, analyseres og omsættes til forudsigelige mønstre, der kan sælges til tredjeparter. Dette skaber en asymmetrisk magtrelation, hvor platformene har adgang til omfattende viden om brugerne, mens brugerne forbliver uvidende om, hvordan deres data anvendes. Byung-Chul Han (2016) beskriver, hvordan denne nye digitale magtudøvelse kan forstås som psykopolitik – en form for kontrol, der ikke længere bygger på ekstern disciplinering, men på en internaliseret og selvoptimerende subjektivitet. Gennem permanente registreringer, overvågning og nudging påvirkes individet på måder, der gør det mere forudsigeligt og dermed mere økonomisk og politisk styrbart. Denne udvikling markerer et skift i kommunikationsmønstre, hvor den registrerende interaktivitet ikke længere blot er et administrativt redskab, men en central mekanisme i en ny form for social styring. I et systemteoretisk perspektiv kan dette tolkes som en potentiel ny differentieringsform. Tække (2022; 2024) har foreslået begrebet algoritmisk differentiering som en mulig udvidelse af Luhmanns teori om funktionel differentiering. Hvor funktionel differentiering indebærer, at samfundet organiseres gennem specialiserede systemer med hver deres binære kode (fx sand/falsk i videnskab, lov/ulovlig i retssystemet), muliggør digitale teknologier en form for styring, hvor adgangen til kommunikation og interaktion afhænger af en konstant algoritmisk sortering. Algoritmer bestemmer, hvilke informationer der bliver synlige, hvilke samtaler der får rækkevidde, og hvordan individer positioneres i det sociale hierarki baseret på deres digitale fodaftryk.
Denne udvikling rejser fundamentale spørgsmål om magt og demokrati i det digitale samfund. Hvis de primære kommunikationsarenaer ejes af private aktører, som regulerer informationsadgangen gennem uigennemsigtige algoritmiske processer, risikerer vi at miste den frie og åbne offentlighed, som moderne demokratier er baseret på. Den digitale interaktivitet, der i sin tid blev hyldet som en frigørende teknologi, har udviklet sig til et system, hvor kommunikationsfriheden er betinget af platformenes økonomiske og politiske interesser. Magten over kommunikation er ikke blot et spørgsmål om, hvem der taler, men om, hvem der bliver hørt, hvem der får adgang til viden, og hvem der usynliggøres i den digitale informationsstrøm. Gennem historien har nye medieteknologier altid skabt forskydninger i magtforholdene mellem individer, institutioner og samfund. Det digitale samfunds mediestrukturer gør det nødvendigt at gentænke, hvordan kommunikation reguleres, og hvilke mekanismer der sikrer, at information ikke blot forbliver en ressource for de få, men en grundlæggende betingelse for demokratisk deltagelse og social autonomi.
Litteratur
Bordewijk, Jan L. & Kaam, Ben Van (1986). Towards a New Classification of Tele-information Services. in Intermedia, Volume 14. no.1. 1986. S. 16-21
Dijck, J. van, Poell, T. and Waal, M. De (2018). The Platform Society. New York: Oxford Uni. Press.
Dixon, C. (2024). Read write own: Building the next era of the internet. NY: Random House.
Goffman, E. (1990). The presentation of self in everyday life. London: Penguin Books.
Habermas, J. (1976). Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall. København: Fremad.
Han, Byung-Chul (2016). Psykopolitik. Neoliberalisme og de nye magtteknikker. Forlaget THP.
Jensen, J. F (1999). ‘Interactivity’ – Tracking a New Concept. in Media and Communication Studies. In Mayer. Paul A. 1999. Computer Media and Communication. Oxford: Oxford uni. Press. P. 160-188.
Luhmann, N. (2002). Massemediernes realitet. København: Hans Reitzels Forlag.
Luhmann, N. (1995). Social Systems. Stanford, CA: Stanford University Press.
Meyrowitz, J. (1994). Medium Theory. In Communication theory today. red. af Crowley og Mitchell. Polity Press. UK.
Sutton, L. A. (1999). Interaction. EMC 703. Arizona State University. Spring, 1999.
Thorlacius, L. (2002). Visuel kommunikation på websites. Roskilde Universitetsforlag.
Tække, J. (2024). AI som intelligens og kommunikation: Et sociologisk perspektiv. MedieKultur. Journal of media and communication research. 2024, 76 160-180.https://tidsskrift.dk/mediekultur/article/view/143459/191759
Tække, J. (2022). Algorithmic Differentiation of Society – a Luhmann Perspective on the Societal Impact of Digital Media. Vol. 18 No. 1 (2022): Journal of Sociocybernetics. https://papiro.unizar.es/ojs/index.php/rc51-jos/article/view/6225
Zuboff, S. (2019) Overvågningskapitalismens tidsalder. [The Age of Surveillance Capitalism – The Fight for a Human Future at the New Frontier of Power]. København: Informations Forlag.
Recent Comments