Category

Indlæg

Oplæg ved Stine Piilgaard Porner Nielsen, i Skandinavisk Luhmann Forum 31. maj 2024

By Indlæg

Socialrettens Eigenzeit og socialt udsatte borgeres oplevelser af adgang til hjælp

Oplæg (off-line) ved Stine Piilgaard Porner Nielsen, i Skandinavisk Luhmann Forum. Afdeling for Medievidenskab Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N. Fredag d. 31/5 2024 kl. 14 – 16.

Manchet
Dette oplæg handler om de problemstillinger, der kan opstå, når borgere i social udsathed møder det retlige system. Det empiriske afsæt for oplægget er den danske socialret og oplevelser heraf blandt unge i hjemløshed. Oplægget er relevant for alle med en interesse i Niklas Luhmanns systemteori, som gerne vil have et indblik i rettens funktion og betydning for socialt udsatte borgere.

Med afsæt i Luhmanns retssociologi analyserer oplægget socialrettens funktion og hvordan unge i hjemløshed oplever interaktionen med det retlige system. I oplægget inddrages blandt andet det retssociologiske begreb rettens Eigenzeit til at beskrive og analysere, hvordan socialretten styrer sin egen tid, for eksempel gennem sagsbehandlingsfrister og det socialretlige hurtighedsprincip. Hurtighedsprincippet er reguleret af retssikkerhedslovens § 3 og handler om, at sociale problemer hurtigst muligt skal håndteres, så de ikke vokser sig større og mere komplekse.

Men hvad sker der, når de unge i hjemløshed møder det socialretlige system? Oplever de, at deres problemer bliver hurtigt adresseret, som det socialretlige hurtighedsprincip netop lægger op til? Data fra interviews med unge i hjemløshed og foreløbige analyser heraf indikerer, at de unge generelt oplever adgangen til hjælp som træg og utilstrækkelig i forhold til at håndtere den akutte og komplekse karakter af deres sociale situation som hjemløse. Den slags oplevelser kan demotivere de unge i forhold til at søge støtte og hjælp i velfærdsstaten, hvilket, i sidste ende, udfordrer socialrettens formål: At hjælpe de unge med at stabilisere deres sociale situation over tid.

Oplægget udspringer af forskningsprojektet FRAMLAW, finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond i perioden 2021-2023. Stine Piilgaard Porner Nielsen, er lektor i retssociologi, Aalborg Universitet: stineppn@law.aau.dk

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N: https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9

Vi skal være i Frokoststuen (rum 229 bygning 5335).

Nytårsseminar. Skandinavisk Luhmannforum: Forledt af differencer?

By Indlæg

Oplæg ved Lars Clausen i Skandinavisk Luhmann Forum. Afdeling for Medievidenskab Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N. Fredag d. 23/2 2024 kl. 14 – 16.

Manchet

Vores Luhmann konference i Dubrovnik har i 2024 temaet ‘guiding distinctions’; på dansk er det traditionelt oversat til lededifferencer.

Luhmanns teori er baseret på differencetænkning; det nytter ikke at spørge til et fænomens enhed, men kun til dets difference. En lededifference er et videnskabeligt begreb, der indikerer at den der anvender teorien selv er opmærksom på dette forhold, opmærksom på hvilke differencer hun baserer sine iagttager på.

En lededifference er både mere markant end en hverdagsforskel og mindre end en symbolsk generaliseret kode. Koden udgøres af en stabil difference, der selvstabiliseres gennem genindtræden i sig selv. Koden konstituerer den fundamentale difference, der koder funktionssystemer i deres operativitet og sikrer entydig grænsedragning. Koder er så at sige fanget i deres eget system. Samtidig kan de iagttages af andre systemer ud fra deres respektive egenkodning. Politik observerer økonomiens kode om betaling/ikke-betaling som en ganske væsentlig forskel, uden at den substituerer politikkens egen kodning. Ligeså formår videnskab at iagttage og gentage andre systemers kodninger, uden at retsvidenskab bliver ulovlig, eller finansvidenskab bliver ubetalelig.

Lededifferencer er et laboratorie af iagttagelsesmuligheder, der generelt muliggør længerevarende, strukturerede iagttagelser af samfund, som f.eks. kausalitet og tilfældighed.

I sin artikel om ‘teori som metode’ skriver Steffen Roth om teoriens re-entry som metodisk selektionsproces. Systemteoretisk metode kobler sig til lededifferencer på to måder: 1) som

iagttagelsesledende forskelle, altså som et metodisk redskab og 2) som forskningsgenstand ved at forske i allerede anvendte ledeforskelle fx i forvaltning, undervisning, eller indenfor anden forskning.

Lars Clausens oplæg tager afsæt i en nylig udgivelse (Clausen 2023) som eksempel på, hvordan lededifferencer kan bruges som hhv. metode og empirisk genstand i sociologisk forskning i semantisk og strukturel evolution. hans specifikke vinkling bliver magtens ikonografi i overgangen fra middelalder til modernitet, hvor centrale og dominerende lededifferencer kollapser og forsvinder ind i arkiver og historiebøger som levn fra en svunden tid. Prinsen på den hvide hest vandrer fra slagmarken til folkeeventyr og derfra videre til Disneys oplevelsesproduktion, afkoblet fra nutidens ikonografi af direktører, præsidenter, entreprenører og sygeplejersker, samtidig med at det forbliver en del af den kulturelle hukommelse af forgangne tider, indpakket i nutidens mediale former.

Oplægget inviterer til at begynde inspirerende udveksling af ideer om og perspektiver på lededifferencer.

Clausen (2023) er online på:
https://www.ucviden.dk/da/publications/the-systemic-challenge-and-practice-of-leadership-in-a-post-centa

Find vej til Helsingforsgade 14. 8200 Aarhus N: https://maps.app.goo.gl/UKhtCCZyZjFSa9dM9

Vi skal være i Frokoststuen (rum 229 bygning 5335):

Frokoststuen

Nye medier – transformation af menneske, samfund og skole

By Indlæg

Denne tekst omhandler hvordan det at være menneske har ændret sig over tid. Det er tesen at vi med hvert nyt mediesamfund har set en fundamental ændring af hvad det vil sige at være menneske. Dette gælder såvel psykologisk som sociologisk. Med ibrugtagningen af et nyt grundlæggende kommunikationsmedier der opnår at blive kulturelt og socialt reproducerende, ændrer vilkårene sig for hvad det vil sige at være menneske, dette såvel praktisk som filosofisk. Det virker i denne kontekst logisk at også skole og undervisning må ændre sig med menneske og samfund.

Siden McLuhan har der været en mediehistorisk opfattelse, indenfor hvilken der kan identificeres en række faser, der iagttages som forskelige historiske mediesamfund. Således har man bl.a. skelnet mellem et samfund baseret udelukkende på mundtligt talesprog, der siden blev suppleret med skrift, trykkekunsten, analoge elektroniske medier og nu digitale medier (Finnemann 2005). Indenfor hver fase har der været en lang udvikling, hvor medierne er blevet udviklet i en proces, hvor samfundet er vokset indenfor mediernes kommunikative rums potentialitet for nye sociale strukturer, som en samfundsmæssig selektiv formene proces.

Denne fasetankegang er ikke udtryk for teknologisk determinisme, da det er det sociale, der ud fra egne selektioner udvikler sociale strukturer indenfor det nye mulighedsrum, som det nye medie giver (Luhmann 2016:340). Som Neil Postman (1992:37) har udtrykt det: ”En ny teknologi tilføjer intet og trækker intet fra. Den ændrer alt.” Dette er den medieøkologiske tanke, hvori medier er en vigtig del af vores miljø, hvorfor fremkomsten af et nyt medie ændrer hele miljøet og forstyrrer samfundet og individerne, der for en tid kommer ud af trit med sig selv og hinanden. McLuhan (1967) iagttog disse overgange som medierevolutioner, indenfor hvilke vi i begyndelsen søger at løse nye problemer med gamle løsninger. Remedieringen af kommunikation i fx analoge elektroniske medier skabte sociale ændringer, som ud fra Meyrowitz (1985), kan forstås ud fra begrebet effect loop. Analoge elektroniske medier danner et mulighedsrum for at iagttage det sociale, som man før var geografisk afskåret fra at få informationer om. Refleksionen af det ændrede informationsmiljø skubber til det sociale, der så ændrer sig, hvilket spiller tilbage på, hvad der medieres, der igen skubber til det sociale. Dette fortsætter i retning af en slags ligevægt eller stabilisering, hvor nye begreber for passende opførsel, et nyt medieindhold og et nyt sæt regler for adgang til steder, der harmonerer med det nye mediemiljø, kondenserer sig (Meyrowitz 1985). Eksempelvis sad familien samlet om tv-udsendelsen, der viste hvordan manden, familiens traditionelle autoritet, kunne opføre sig barnligt i forskellige situationer. Dette førte til et effect loop, hvor hans autoritet blev reduceret overfor kone og barn, hvilket blev protrakteret som nyt meideindhold i nye udsendelser, der igen blev konsumeret af samlede familier, hvorved mandens rolle som ufejlbarlig autoritet langsomt ændredes og gav plads til nye rollemønstre i familierne.

Tilkomsten af digitale medier ændrer ikke kun informationssituationerne, så vi kan vide mere om hinanden mv., men også interaktionssituationerne. Disse ændringer giver dog ikke blot nye muligheder, men i høj grad også nye vanskeligheder. Ikke mindst i en initial fase, hvor vi alle prøver at forstå dem og relativt mislykket prøver at forholde os til dem og regulere dem med gårsdagens normer, der er udviklet uden øje for de nye situationer. At eleverne eksempelvis sidder og interagerer med hinanden og andre udenfor klasseværelset, har skolen i mangel af nye, tilpassede normer søgt at regulere gennem utidssvarende normer – typisk ved enten at forbyde interaktionen eller ved at lukke øjnene for den (Paulsen & Tække 2013). Hvis det går, som Meyrowitz analyserede sig frem til det gjorde med de analoge elektroniske medier, vil samfundet i den digitale tidsalder over en tidsperiode tilpasse sig de nye sociale muligheder, som de digitale medier giver. I denne proces er skolen den måske vigtigste institution, da eleverne dels må dannes til som kritiske samfundsborgere at kunne indgå i det nye mediemiljø til egen og almenvellets fordel. Dels bærer skolen et vigtigt ansvar for gennem didaktiske og pædagogiske udviklinger at generere normer der er adækvate med det nye mediemiljø. Alternativt står den enkelte alene overfor digitale medier der typisk er udformet ud fra kommercielle logikker og bevæggrunde, eller ud fra statslige overvågnings- og kontrollogikker og bevæggrunde. Pointen er, at hvis ikke skolen aktivt går ind i det digitaliserede samfund, så får vi et mindre humant og solidarisk samfund hvortil den enkelte ikke får den fornødne dannelse til dels at kunne forholde sig aktivt kritisk til partielle inhumane og usolidariske elementer ved digitaliseringen af samfundet og dels ikke har en (ud)dannelse der matcher det digitaliserede samfund og dets (u)muligheder. Herunder kan som et blandt mange punkter, men et punkt som har tiltrukket sig megen opmærksomhed, nævnes at eleverne med en adækvat dannelse vil kunne lærer at styre deres mediebrug hensigtsmæssigt i såvel faglig som social forstand og eksempelvis undlade uhensigtsmæssig multitasking i faglige og/eller sociale situationer og lære at håndtere distinktionen mellem tiltidevær[1] og tilstedevær.

Men vil dette ikke ændre hvad det er at være menneske?

Til dette spørgsmål må der svares utvetydigt ”JA”! Hvad enten skolen kører videre som om intet er hændt eller ej, vil alt være ændret. En repressiv skole der søger at køre videre med gårsdagens normer og handlemåder, vil blot forhindre skolen i at medvirke i samfundsudviklingen og i at ruste eleverne til det digitale samfund. Det mediemiljø eleverne eksisterer i, vil alligevel være et hvor informations- og interaktionssituationer er ændret og over tid, når de repressive elementer er døde og deres magt brudt, vil skolen også komme med, men uden at have været med i den formende proces af det digitaliserede samfund og med uheldige følger for de elever der befolker skolen i den mellemliggende periode. De tidligere medierevolutioner har vist, at man nok med censur og forbud kan holde nye sociale strukturer tilbage for en tid, men at det er en stakket frist før mulighederne for nye sociale strukturer aktualiseres. Eksempelvis tog det århundreder før ytrings- og trykkefrihed i kølvandet på trykkekunsten blev sluppet løs (Jakobsen 2016). Mennesket har for længst udviklet sig til en cyborg med sprog, skrift, briller, ur, avis og plumper i tænderne. Det litterære menneske med avis og brev adskilte sig afgørende fra forudgående mennesker. I Danmark begyndte man systematisk fra 1814 at sende børn i skole for at danne dem til at kunne indgå i det langt mere komplekse samfund der opstod i kølvandet på trykkepressen. På samme måde må skolen nu løfte ansvaret for at danne eleverne til det digitaliserede samfund der selv bliver til i processen. Eleverne skal lære at søge information, gardere sig mod unødigt at afsætte digitale spor. De skal kunne netværke og organisere sig på de nye måder som de digitale medier muliggør. De skal kunne samarbejde og afkode forskellige sociale og faglige samværsformer og sprog på nettet. De skal kunne forstå opbygningen og konsekvenserne af et samfund der er mere og mere styret af algoritmer. De skal kunne gennemskue og manøvrerer i kommercielt designede systemer og producerer i de mange nye formater osv. osv., for at (ud)danne sig til livet i det digitaliserede samfund.

I Postmans bog om teknopolis lægger han ud med en berømt passage fra Platons dialog Faidros, hvor en ægyptisk konge, Thamus, af guden Theuth, som var opfinder af mange ting, bliver forelagt bogstavskriften. Theuth fremfører, at denne opfindelse ”vil fremme både erindring og visdom”. Thamus er dog ikke så nem at overbevise og peger på den modsatte konklusion, nemlig ”at de, som lærer dem, vil ophøre med at øve deres erindring og blive glemsomme” (Postman 1992:22). Der er ikke nogen tvivl om, at Platon har en pointe, for mennesket blev dårligere til at huske pga. bogstavskriften (Ong 1982). Men da vi forlod de lange rytmiske huskevenlige vers til fordel for den alfabetiske skrift, fik vi et langt større ordforråd, opnåede evnen til at lave længere og meget mere komplekse sammenhængende argumenter, opbyggede biblioteker etc. (ibid.). Den filosofi, som Platon og de andre antikke filosoffer bedrev, kunne efter alt at dømme aldrig have været udviklet uden bogstavskriften, der kan distribueres i tid og rum, og udgør et medium hvorigennem man kan inkludere sig i det sociale mens man er alene (Luhmann 2000:127). Så ja, vi mistede noget, da vi aflastede sindet og den mundtlige kommunikation med skriften, men vi fik noget andet, der på tidspunktet for introduktionen var umuligt at forudse, og som gav mulighed for mange grundlæggende ændringer i samfundet, ligesom senere trykketeknologien på godt og ondt åbnede for reformation, renæssance og oplysningstid (Eisenstein 1983).

Anskuet ud fra en sådan medieøkologisk tankegang, vil jeg mene, at det er vigtigt at udvikle skolen og uddannelsestænkningen adækvat med det nye mediemiljø, da ren resignation ikke kan skønnes at kunne bidrage konstruktivt, og da netop faglighed og almendannelse kan trække værdier med og være katalysator for udviklingen af nye værdier for mennesket i det nye mediemiljø (Paulsen & Tække 2018). Vi må tage Postmans og andres skepsis med os, men ikke overlade styringen af udviklingen af skolen til teknokratiske effektivitetsagenter og kommercielle interesser (se bl.a. Han 2016 for kritikken af netop denne udvikling). Men vi må på den anden side heller ikke identificere mediet med de negative eksempler, men som allerede fremført, søge at præge udviklingen i en positiv retning. Og her er der brug for at skolen som samfundets vigtigste almendannende institution træder i karakter og medvirker til at forme fremtidens samfund og borgere.

Referencer

Eisenstein, E. (1983). The Printing Revolution in early Modern Europe. Cambridge Uni. Press.

Finnemann, N.O. (2005). Internettet i mediehistorisk perspektiv. Frederiksberg: Forlaget

Samfundslitteratur.

Han, B-C. (2016). Psykopolitik. Neoliberalisme og de nye magtteknikker. Forlaget THP.

Jakobsen, K. A. (2016). Etter Charlie Hebdo – Ytringfrihetens krise i historisk lys. Trondheim: Forlaget Press 2016,

Luhmann, N. (2016). Samfundets samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

Luhmann, N. (2000). Sociale systemer. København: Hans Reitzels Forlag.

McLuhan, M. & Quentin, F. (1967). The Medium Is the Massage, New York: Random House.

Meyrowitz, J. (1985). No Sense of Place: The Impact of Electronic Media on Social Behavior. New

York: Oxford Uni. Press.

Ong, W. J. (1982). Orality & Literacy. Reprinted 2000. New York: Routledge.

Paulsen, M. & Tække, J. (2018). Digitalt understøttet faglighed og almendannelse bog 1. København: Forlaget Unge Pædagoger.

Paulsen, M. & Tække, J. (2013). Sociale medier i gymnasiet – mellem forbud og ligegyldighed.

København: Forlaget Unge Pædagoger.

Postman, N. (1992). Teknopolis. Kulturens knæfald for teknologien. København: Hekla.

Schultz Hansen, S. (2014). Digitale indfødte på job. København: Gyldendal Business.

[1] Tiltidevær definerer vi inspireret af Schulz Hansen (2014), som det gennem et medie, på trods af geografisk distance, at være sammen gennem reciprokke semantiske udvekslinger.

Antologi om det Antropocæne

By Indlæg

Call for papers

Vi (Michael Paulsen og Jesper Tække) vil redigere og udgive en dansk antologi på forlaget UP om det antropocæne, da det er et vigtigt begreb at præsentere og diskutere i en dansk kontekst. Der findes allerede både kortere tekster og bøger på dansk om det Antropocæne, men det vi ønsker, er en samlet antologi, der præsenterer og diskuterer begrebet fra forskellige perspektiver. Antologien skal henvende sig til et bredt publikum med oplysning og diskussion for øje, men er samtidig overvejende et human- og samfundsvidenskabeligt bidrag. Vi mener selv en sådan bogen er vigtig i forhold til den nærmest altomfattende omstilling vores samfund står overfor. Bogens artikler skal kunne anvendes i undervisning på diverse uddannelser, og inspirere til debat og oplysning i oplysende fora.

Det antropocæne – Menneske, samfund og dannelse i det antropocæne

Ambitionen med denne antologi er at samle forskellige perspektiver på forholdet mellem begrebet om det antropocæne og måder at tænke menneskesamfund og dannelse på. Begrebet om det antropocæne angiver, at vi i dag erkender, at den levevis vi som mennesker har udviklet siden sidste istid, med opbygning af landbrug, byer, militær og store organiserede samfund, har ført til, at vi i dag megapåvirker jordens samlede miljø, herunder betingelserne for liv, på en lang række især destruktive måder; men også påvirkende det menneskelig velbefindende, da vi også selv er levende væsner, som har brug for et vitalt miljø at trives i. Antologien vil kritisk diskutere begrebet om det antropocæne, hvordan dette begreb kan forstås og hvad det kan have for konsekvenser i relation til hvordan vi kan tænke menneske, samfund og dannelse. Begreber som miljø, teknologi, medier, interaktion, system, omverden, liv, dannelse, historie og jorden, vil blive diskuteret, med forsøg på at nybegribe disse størrelser i antropocænt perspektiv. Herudfra vil antologien diskutere det antropocæne som forudsætning for al samfundstænkning herunder for uddannelse og dannelse. Hvordan skal vi forstå menneske og samfund i det antropocæne? Indlæg som er kritiske overfor begrebet eller slutter an til alternative begreber som fx det kapitalocæne, er også meget velkomment.

Selvom antologien udkommer på UP behøver bidrag ikke eksplicit at omhandle uddannelse, en artikel kan fint blot omhandle et perspektiv, problem eller fænomen der vil kunne tages op som indhold i undervisning på en uddannelse.

Alle artikler kan blive fagfællebedømt, men vi tager også mod formater som ikke behøver et sådant review. Med andre ord: Meget forskellige formater modtages gerne.

Vi vil gerne have bidrag på op til max 20 normalsider (2400 anslag samt mellemrum).

Abstract (en halv side) skal være i hænde senest d. 15/2 2023 og I kan forvente svar d. 15/3 2023. Den endelige artikel-deadline er d. 1/6 2023, hvorefter den redaktionelle proces kører til produktionsprocessen tager over og vi regner med antologien vil kunne udkomme julen 2023 (om verden står så længe). Indsend abstract og senere artikel til redaktørerne på mail (se herunder).

NB: På næste årsmøde i Dansk Filosofisk Selskab (DFS), der afholdes den 3.-4. marts 2023 på Aarhus Universitet i Emdrup (København), er temaet ”The Nature of Nature”. Vi har her en session om det Antropocæne, hvor man meget gerne må præsentere udkast til sin artikel, hvis man vil. Vi tænker at dette parallelspor kan bruges til at kultivere artikelideer og antologidiskussion. Det foreløbige program er her:http://filosofiskselskab.dk/c/index.php?page=%C3%A5rsm%C3%B8de-2023-program  Registrering af nye oplæg:  http://filosofiskselskab.dk/c/index.php?page=registrering

Vi vil værdsætte om du sender besked om antologien videre til oplagte mulige bidragsydere, eller deler det med oplagte netværk.

Send abstract til Michael Paulsen: mpaulsen@sdu.dk og Jesper Tække: imvjet@cc.au.dk

Ny bog

By Indlæg

Så er Michael og jeg ude med den første bog angående DUFA-projektet. Den udvikler begrebet om dannelse i det digitaliserede samfund og skaber ud fra de gamle filosoffer, samt national og international forskning en ramme for at skabe almendannende undervisning i det nuværende mediesamfund. Den følges snarligt op af en bog 2, der ud fra bog 1 ekstrapolerer en effektiv analysestrategi angående digitalt understøttet faglighed og almendannelse, der herefter bringes i spil i analyse af 10 eksemplariske undervisningsforløb. Bog 1 som vi her udgiver lægger den nødvendige forståelsesramme, samt videnskabelige belæg for hvad I kan glæde jer til i bog 2. Rigtig god læselyst: https://u-p.dk/produkt/digitalt-understoettet-faglighed-almendannelse-bog-1-overblik/

Politisk disruption – Sociale medier og forskydninger i tidsdimensionen

By Indlæg

Dette blogindlæg giver en kort analyse af hvordan de sociale medier ved at give en ny tid har åbnet for den disruption af de politiske processer som især Trump stå som et eksempel på.

Teori

Den indflydelsesrige tyske sociolog Niklas Luhmann pegede på mening som hovedbegreb i sociologien. Luhmann arbejde på med sin teori, at reducere kompleksitet, hvilket analytisk set, har givet os en lang række anvisninger til hvordan komplekse problemer mere klart kan iagttages, ved at indføre distinktioner. Når det gælder meningsbegrebet, skelnede Luhmann således mellem en sagsdimension, en socialdimension og en tidsdimension. I sagsdimensionen kan vi ved at skelne mellem dette og hint afgøre hvilken sag en kommunikation omhandler. I socialdimensionen kan vi afgøre hvordan dem sagen vedrører forholder sig ved at skelne mellem enighed og uenighed. I tidsdimensionen kan vi, ved at skelne mellem fortid og fremtid, iagttage hvordan nutid bliver omformet til en fortid, der lægger forventninger (struktur) ud for fremtiden.

Politiske processer handler om noget, og afgør hvad der kan opnås tilstrækkelig enighed om, og de tager tid. Jo mere komplekse politiske processer er, jo længere tid tager de.

Politik og medier

Den parlamentarisme vi kender, opstod i kølvandet på trykkepressen. Den krævede folkelig medbestemmelse og overtog efterhånden magten fra de gamle eneherskere. I et samfundssystem der baserer sig på trykkepressen skrift og tale er der relativt god tid til at håndtere uenigheder og etablere kompromis og brede parlamentariske flertal. I de elektroniske mediers barndom med radioen og mikrofonanlæg blev den vesterlandske bogorienterede kultur, ifølge McLuhan, ramt af en dybdeengagering, dens befolkning ikke havde erfaring til at modstå. Denne situation blev skæbnesvanger da Hitler gjaldede ud i hver en krog. Efter nogen tid med de elektroniske medier (og en verdenskrig) er vi dog ikke længere helt så sårbare overfor propaganda gennem dem. Et medie som tv har direkte betydet større transparens og dermed fremtvunget større kongruens mellem hvad en politiker siger og senere gør, hvortil tv også har betydet en større inklusion af sociale grupper, der gennem tv har let adgang til information. De nye digitale medier åbner som de elektroniske analoge for transmission. Transmissionen er øjeblikkelig og går udenom pressens kritiske redaktionsfilter. Hertil åbner de nye digitale medier for interaktion, hvorved der kan meldes tilbage til politikeren og ikke mindst debatteres videre og rejses folkestemninger – alt sammen derhjemme fra soveværelset.

 

Parlamentarisme og den nye medietid

Magten taler direkte til os, og som det var tilfældet med de tidlige elektroniske medier, er vi uforberedte og mangler erfaringer hvilket gør os sårbare. Vi klikker ikke bare på Fake News, eller det der ligner, når blot den holdning der ligger bag synes rigtig. Nej, vi løber med på stemninger, hvilket igen spiller tilbage på politikerne, der kommer under tidspres og får svært ved at koordinere og håndtere de mere komplekse politiske processer. Fællesskab og parlamentarisk samarbejde står i kontrast til enegang og uforsonlige udmeldinger. Kompleksiteten i de politiske forhandlinger tager tid at håndtere og lider overlast under accelerationen drevet frem af hurtige offentlige meldinger og reaktioner. Resultatet bliver forsimplinger, der ikke matcher den faktiske samfundsmæssige kompleksitet og fører til en polarisering mellem dem og os i socialdimensionen – en opsplitning i den offentlige mening (offentlig mening er i politikken er funktionel ækvivalent til sandhed).

Det materielle grundlag

Der er samtidig materiel grobund for opsplitningen qua samme bortsvinden af middelklassen, der gav grobund for Hitler og nazisterne (de 8 rigeste ejer lige så meget som hele den fattigste halvdel af verdensbefolkningen tilsammen). I Danmark, verdens mest lige samfund, stiger uligheden også. Hertil kommer kommunalreformernes demokratiske afkobling af borgerne, hvortil kommer, at reformernes centralisering betyder, at der i randområderne ikke længere findes skoler, politistationer, busser eller boliglån – alt imens globaliseringen raser i en endnu ikke koordineret og reguleret verdensorden, hvorfor arbejdspladser flytter hen hvor lønningerne er lavest og miljøhensyn og arbejdsmiljø er en by i Rusland. Hvis da ikke der netop er reguleret således, at immigranter med fuld legitimitet agerer lønpressere. Folk bliver forbandet på disse forhold og der dannes overtryk.

Genkobling via sociale medier

Nu ser vi via sociale medier en genkobling af marginaliserede borgere hånd i hånd med diskriminering og eksklusion af den etablerede presse. Tænk eksempelvis på Trump og Marin Le Pen, der notorisk kun vil tale med venligsindede medier. Det er ikke så tydelig udtalt i Danmark endnu, men vi nærmer os når statsministeren henvender sig direkte til befolkningen via Twitter og Facebook. Med Nye Borgerlige og medier som den Korte Avis og NewSpeek Networks er der ikke langt til en lignende situation i Danmark. Tryk vil, hvis ikke de kan udlignes, simpelthen bare ud og eksplosioner kan ikke udelukkes. Diskussionen går på Nationen.

Disruption

Mekanismen som sociale medier åbner er i gang, da politikere af alle observanser lystigt poster konfliktende budskaber, etablerende et nyt mediesystem, hvor den etablerede presse og de langstrakte kompromisgivende parlamentariske forhandlinger disruptes. Den nye form der etableres i den nye tid via de sociale medier, smitter af på formen i massemedierne. Dette skete  eksempelvis da Anders Samuelsen uforsonligt krævede sine 5%. Denne situation afværgedes kun af Løkkes parlamentariske omfavnelse af Liberal Alliance i yderste øjeblik. I USA lever de nu i vid udstrækning, parlamentarisk set, i den nye tid. I socialdimensionen er der ringe konsensus, borgerne genkobles mere i modsætning til hinanden end i gensidig tolerance, konsensus og forsoning.

Politiske processer og den nye tid.

Først blev rummet tømt qua de digitale mediers rum for direkte synkronisering og øjeblikkelig kommunikation uanset geografisk afstand. (En udvikling som allerede klokketid, togdrift og telegrafen satte i gang jf. Giddens). Tiden tømmes da alle processer accelereres. Ifølge Harmut Rosa er kommunikationshastigheden, persontransporthastigheden og databehandlingshastigheden eksempelvis alle reduceret med langt mere end en faktor 10. Ser vi på uret går tiden stadig som før, men når forventningsafstemningen med det forestillede vælgergrundlag kontinuerligt skal og kan opretholdes, mens fx nye statistikker og andres udmeldinger tikker ind, svinder tidshorisonten ind til kortere og kortere episoder og abrupte sekvenser. Den transformation af nutid til en fortid, der skaber fælles koordinerede forventninger til fremtiden, i en koalition af ellers uenige partier, forsvinder i øjeblikkelige opdateringer. Som Virilio i sin tid advarede imod, bliver refleksion til refleks i accelerationen af tid, og vi ender som insekter i et signalstofstyret feedbacksystem (et første ordens kybernetisk system). Innovation kræver store portioner af stabilitet, alt kan ikke ændres på en gang. I øjeblikket er samfundssystemet ustabilt, den rolige stabile innovation risikerer at slå over i revolution og emergens af helt nye ordner – disruption – hvis da ikke vi som i 30erne ender med nazisme og fascisme.

Demokrati og den nye medietid

Parlamentarisk demokrati betyder at borgerne vælger repræsentanter til at varetage deres interesser. I Danmark har vi tradition for brede forlig ind over midten. Dette system står i skarp kontrast til direkte demokrati, folkeafstemninger og særstandpunkter direkte udmeldt til borgerer, der lever i hver deres filterboble. Demokrati som vi kender det, kræver lukkede rum og tid (ses offentlighedsloven i dette lys tager den sig noget anderledes ud, end den gør ud fra den frihedsdiskurs den ellers er kritiseret ud fra – den hjælper dog ikke meget når politikerne selv går ud af de lukkede rum og melder eller lækker). Helt usandsynligt har vi efter 2. verdenskrig set størrelser som FN og EU, hvor ikke bare enkelte lande internt indgår kompromis om deres egne indre anliggender, men hvor forskellige lande, ja den hele verden har bøjet af for egne særinteresser og indgået kompromis og koordineret med hinanden. Dette er det mest tidskrævende overhovedet og altså helt umuligt i den nye tid.

Et tankeeksperiment

Med sociale medier vil vi høres og vi kræver den mulighed for interaktion og øjeblikkelig respons som disse medier skaber rum for. Vi dropper tjenester, butikker og venner der ikke fungerer i øjeblikket. Således opleves det offentlige, der har sparet alle konfrontationsmedarbejdere væk, temmelig lamt om ikke antagonistisk i sin ikke responderende majestæt. Vi er reduceret til e-boks-adresser i et utidssvarende feedbackløst offentligt system. Mener vi der er noget galt med en øjeblikkelig ydelse, vej, skole etc., føler vi ikke at vi bliver hørt, eller taget med på råd, vi løber panden mod et utidssvarende bureaukrati (der har travlt nok med at pine sig selv til døde med NPM). Skal vi genkobles som borgere, skal det gamle lokale sogneråd, lige om hjørnet, genetableres virtuelt. Kommunerne må omstrukturere sig, så vi via sociale medier altid møder en medarbejder, der véd de sidder, hvor de sidder, for at tjene os, borgerne. Og de skal have fornødne beslutningskompetencer fra kommunen, til øjeblikkeligt at iværksætte tilfredsstillende aktiviteter.

Et politisk system der matcher den nye tid, skal kunne præstere samme tidslige beredskab og evne til at synkronisere. Men da vi stadig må forudsætte, at forskellige interesser holder hinanden skak parlamentarisk set, vil en gældende lov ikke bare kunne laves om øjeblikkeligt. Dette behøver dog ikke kortslutte vores tillid til at der sker noget, eller betyde, at vi slet ikke høres. Hvis de politiske partier også indstiller sig på den nye tid, vil man hurtigt og smertefrit kunne interagere med partierne og finde et, der vil kæmpe for forslaget, eller som måske allerede gør det og som gerne vil aktivere en, til at gøre noget for sagen. Eksempelvis fremstille den aktuelle case, som ligger bag borgerhenvendelsen. En sådan altinkluderende offentlig organiseringsform, vil over tid, ikke bare genkoble os alle demokratisk, men også over tid, i denne bevægelse, kunne genrejse randområder med transport, skole, politistation mv.

Måske og kun måske, vi ved endnu ikke hvilke samfundsmæssige formationer der vil danne sig i de nye mediers kommunikative rum

Dette skete eksempelvis da Lars Løkke Rasmussen, d. 23. Februar 2016, samtidig med at Poul Pape påbegyndte sit pressemøde, om at K ikke længere ville støtte Eva Kjær, skrev at han indkaldte lederne af de blå partier, for at se, om regeringen stadig havde flertal. To situationer der før var adskilt fra hinanden smeltede sammen for journalisterne, der nu kunne spørge Pape direkte hvad han ville ud fra deres nye oplysninger.

Why we are tracking

By Indlæg

In this short essay, concerning why we are tracking, I will try to frame tracking as an evolutionary developed skill that humans need to survive. From an evolutionary point zero life must reflect upon itself in regard to its surrounding world as a kind of societal self-synchronization in this regard (Spencer 1890, Luhmann 2000, Tække 2014, 2011). I was inspired by Jill Walker Rettberg’s book: “Seeing Ourselves through Technology” and her presentation at the seminar: “Tracking Culture” arranged by Anders Albrechtslund in Aarhus January 2015.

Before language

Even animals have a kind of tracking themselves and each other. They have fixed action patterns for how to behave and if one in the herd behaves wrongly they are killed or excluded. You could say that this is a form of biologic based automatic tracking where a behaviour is seen through a pattern of biological selected legal behaviour.

Oral language

When language emerged humans began to install standards and norms for how to behave beyond the instincts in narratives and myths (Lévi-Strauss 1984, Habermas 1981, 77). These orally mediated myths made it possible to monitor how others in the tribe behaved as a standard for behavior (Ong 1982). We can imagine an evolutionary process where tribes with standards better adapted changing climatic etc. conditions have had advantages. When an individual was in a situation of choice it was possible for him or her to reflect over how to behave according to the orally stored standards. This is a kind of self-tracking and when the standards were used to monitor the behaviour of others it was a kind of tracking others, a kind of surveillance.

Writing

With writing the records was written down. Now society developed as hierarchies, people was counted in censuses, taxes was calculated, time was measured with sundials and water clocks. This was a huge acceleration of the societal self-synchronization. For instance people now were able to leave their hometown and travel to get resources and come back and receive back what was their belongings because every thing could be written down (Hallager 1997). The king in the center could send messages or laws out to the periphery, e.g. saying that men who owned this or that must pay tax and his soldiers could track citizen’s behavior in accordance to the law. In this period a few Greeks and later Augustine began to reflect over themselves as individuals in relation to the order of the world.

Printing

With the printing press it became possible to compare meaning from different books resulting in doubt like we saw with Descartes (Luhmann 2012, 249). Now standards was reflected back on people because now there were books saying how the prince or, for instance, the baker looked and behaved – or about how people from Florence were dressed (Eisenstein 1983). Now self-reflection in third person emerged as morally self-tracking like we see with Hume and Locke (Taylor 1996) and existentially self-tracking (Montanige). Especially puritans began to report about how they morally managed to live in accordance with their standards in form of diaries (Rettberg 2014). People began to draw themselves in paintings, and write diaries to try to observe themselves or track how they behaved in comparison to others, or to understand them self or to try to see themselves in different contexts (Rettberg 2014).

Analogue electronic media

With the analogue electronic media the societal self-synchronization again was accelerated, now even the lousiest TV series showed how every type of citizen was backstage (Meyrowitz 1985). Therefor people now had to be reflected on what could not be hidden from their backstage and include that into their behavior to present a self that were consistent over time. People used their knowledge from the electronic media to track the behavior of others and themselves. People took photos of themselves in mirrors to see themselves in different contexts and in this way try to understand themselves as humans (Rettberg).

Digital media

With the digital media we see that the need for tracking oneself and others find many new forms which generally seen is different kinds of automation of tracking. For instance tracking your blood pressure, how many steps you walk, or how you sleep. People also write about themselves on social media and blogs and get response in comments and likes from their social networks. For instance people write now I am together with this and that person on this restaurant on Facebook. People also take selfies to try to understand themselves by seeing themselves in different situations making it possible to comparer with pictures of other persons. Companies monitor what people are talking about and do and like to earn money on them. States monitor their citizens and sometime citizens from other countries to prevent terrorism or for instance to tax them.

Reflection

After the printing press society have tented to be more and more dynamic and changing. For instance Zygmunt Bauman writes about liquid modernity, and Anthony Giddens about late modernity to express how every thing, technology and the social itself continually are altering character. In Medium theory, Innis formulated an important distinction between time bias and space bias. If a medium has a time bias society will be stable with few changes over time and the other way around with media having a space bias (Innis 1991). Looking at the historical developments media have tented to get a higher and higher degree of space bias resulting in changes in standards at different places in geographical space and increased asymmetrical self-synchronizations (Rasmussen 2003). At the same time we know that the self is a relational construction in need for accept and recognition form the social (Mead 1936, p. 204). If self-tracking is a basic inherent accessory in the human mind necessary for our survival performed dialectically between the individual and the collective it is not peculiar that individuals use automated digital ways to try to synchronize with the social using digital media to track themselves or that society tries to monitor its citizens. On the other hand it is important to discuss and reflect upon the implications – which is the idea behind the suggested research program: Tracking Culture, by Anders Albrechtslund.

References

Eisenstein, E. (1983). The Printing Revolution in early Modern Europe. Cambridge: Cambridge Uni. Press.

Habermas, J. (1981). Theorie des kommunikativen Handelns. Band1 Handlungsrationalität und gesellschaftliche Rationalisierung. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag.

Hallager, Erik (1997). Skriftkulturens tilstand år 2000 før vor tidsregning. In Hallager, Erik og Finnemann, Niels Ole 1997: Skriftkulturens tilstand år 2000 før og efter vor tidsregning. Center for kulturforskning ved Aarhus Universitet.

Innis, H. (1991, [1951]): Bias of communication. Canada: University of Toronto Press.

Lévi-Strauss, Claude. (1984). Mytens struktur, I Fallos, 5 Århus 1984 pp. 6-32 [1955].

Luhmann, N. (2012 [1997]). Theory of Society – Voulme 1. Stanford: Stanford University Press.

Luhmann, Niklas (1995). Social Systems. Stanford University Press. California.

Mead, G. H. (1934). Mind, Self and Society. London: Univ. of Chicago Press.

Meyrowitz, J. (1985). No Sence of Place: The Impact of Electronic Media on Social Behavior. New York: Oxford Uni. Press.

Ong, W. J. (1982). Orality & Literacy. Reprinted 2000. Cornwall: Routledge.

Rasmussen, Terje 2003: Mobilitet og medieforståelse. Et arbejdspapir: http://www.media.uio.no/personer/terjer/mob%20og%20medieutv..pdf

Rettberg, J. W. (2014). Seeing Ourselves through Technology. The Internet: Palgrave Macmillan: www.palgraveconnect.com

Spencer, Herbert (1890). The Principles of Psychology. Williams and Norgate. London.

Taylor, Charles (1996). Sources of the Self. Cambridge: Cambridge Uni. Press.

Tække, J. (2014). Mediet sprog som strukturel kobling : forudsætningen for Homo Cogitus Socius. i Systemteoretiske analyser: At anvende Luhmann. red. / Gorm Harste; Morten Knudsen. Frederiksberg : Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2014. pp. 235-261.

Tække, J. (2011). Media as the mechanism behind structural coupling and the evolution of the mind. Paper presented at LUHMANN IN ACTION: EMPIRICAL STUDIES OF STRUCTURAL COUPLINGS, International University Centre of post-graduate studies (IUC), Dubrovnik, Croatia. http://pure.au.dk/portal/files/35259305/Dubrovnik_Taekke.pdf

Social Ambivalence: Facebook the Nonhuman Actor

By Indlæg

With Facebook we see a built in commercialization of our communication infrastructure to an unprecedented degree. Instead of choosing transparency, Facebook chooses to build its own business motives invisibly into the software architecture, so that it becomes a nonhuman actor. Behind our back Facebook monitors us and directs our communication and behavior in a way that is unpredictable for us.

At the macro level, we have seen similar phenomena before in previous media revolutions, like censorship in relation to the printing press and television. Historically seen, such measures may hold back development for a while, but in the longer term, society will takes full advantage of the opportunities the new media provide. So in this view Facebook’s model has a limited life, before the transparent affordances of digital media will take effect.

At the micro-sociological level, following Joshua Meyrowitz, every time a new communication medium comes into being, it results in new situations, which we need to develop new and adequate norms to cope with (Meyrowitz 1986). Until new norms have developed the new situations caused by the new medium, give rise to social ambivalences because we cannot cope adequately with them. The digital media generally give rise to a number of social ambivalences, because our system of norms needs time to catch up with the new situations, provided by the digital media. E.g. is it okay to concentrate on your smartphone while drinking coffee with your family, or during school time?

When we look specifically at Facebook, the company’s implementation of business motives in its software architecture gives rise to a number of ambiguities, that result in social ambivalent situations for its users, that is not caused by the new situations and possibilities of the digital medium.

The argument of the paper is, that Facebook instead of just providing us with the opportunities of digital media – which the company does – also provides us with ambiguities resulting in social ambivalences. It is also an argument that these ambiguities may hold back the evolution of new norms that are adequate with the new medium environment. In the following the paper put forward six ambiguities caused by Facebook’s functional architecture.[1]

Uncertainty about Facebook’s use of our content

It is unclear how far our “Status Updates”, photos and activities are spread out on Facebook. For example, it is unclear whether and when Facebook’s third-party companies are using our “Likes” for advertising purposes in relation to other users.

Uncertainty about who gets our Status Updates

We do not know how many of our “Friends” who will get our “Status Updates” in their “News Feet” – it is regulated by algorithms (EdgeRank) shaped to optimize the time we spend on Facebook. Only few of our “Facebook Friends” actually get our “Status Updates” in their “News Feed” and we do not know whom it is.

Ambiguity of “common” frame of reference

It adds confusion that Facebook is not a community, but consist of as many parallel networks, as there are users. Many get the feeling that they communicate with all of their friends and thus will be met like they do within a community. In contrast to community communication, the few friends who actually see our “Status Update” will not have a common ground to respond from. Instead, our Facebook friends often do not feel commitment enough to “Like” or “Comment” because these “friends” do not have a common frame of reference, and mostly care about their own reputation and social identity.

Uncertainty about when to use filters

It is unclear when to filter out other people’s access to our profiles and when other filters us, and why they do it. The way it is now, some because they cannot see through the many private settings, choose to “defriend” looser relationships (Sørensen 2013). In addition, we do not get feedback explaining why other users filter our opportunities to see what they write, or prevent us from writing on their “Wall” – or why they “defriend” us.

Uncertainty about news criteria

It adds confusion that Facebook is a quasi mass media, as we do not know its news criteria or mechanisms of viral spread. Suddenly we all sit with an editor’s responsibility, and risk making a fool of ourselves or write something illegal.

Uncertainty about social obligations

It is unclear how much we have to be on Facebook, and how active we have to be there, to meet our social obligations to our Facebook friends (and EdgeRank), as well, as it is unclear when and how much we can take the liberty to go on Facebook in regard to the persons we are physically together with.

All these uncertainties make it ambiguous and socially ambivalent to be on Facebook. But if we’re not on Facebook, we exclude ourselves from a large part of the societal communication. It is a built-in commercialization of our communication infrastructure to an unprecedented degree.

Imagine a parallel to the old postal mail

Imagine if you sent a letter to some particular addressees, and the letter also was distributed to others, while not all of them, you had addressed, received it.

It would perhaps be bearable to live with sending letters for free on the condition that there were printed advertisements on the envelopes. But if information about yourself, and what you were doing, and who you sent letters to, was printed with your name and photo on others envelops, in their mutual correspondence, it would probably be too much for most people.

Business motives built into the architecture

Instead of choosing transparency, Facebook chooses to build its own business motives invisibly into the software architecture, so that it becomes a nonhuman actor. Behind our back Facebook monitors us and directs our communication and behavior in a way that is unpredictable for us. If Facebook, or this medium’s replacement in the future, gave up the nontransparent elements and instead optimized transparency of the functional architecture, it could act as a part of the evolutionary process, where not only social norms on the user side are developed, but where the medium itself were part of this process, being accommodating in designing its functional architecture to be so clear and transparent as possible.

Not only Facebook but also Google cause – through their algorithms – that the outlook and possibilities offered by digital media are amputated and distorted. Similar transitional phenomena, has been seen before under previous media revolutions. Historically, such measures may hold back development for a while, but in the longer term, society will takes full advantage of the opportunities the new media provide. But the ambiguities keeps the development back for a while, and in that period it makes it harder to overcome the ambivalences that the new media throw us in.

References

Finnemann, N.O. (2001). ”The Internet – A New Communicational Infrastructure”. CFI monograph Series. Vol 2.

Sørensen, A. S. (2013). Facebook – kommunikation for kommunikationens skyld. In Tække & Jensen (Ed) Facebook – fra socialt netværk til metamedie. København: Samfundslitteratur. Pp. 117 – 136.

Meyrowitz, J. (1986). No Sense of Place: The Impact of Electronic Media on Social Behavior. New York: Oxford Uni. Press.

[1] The concept of “functional architecture” I have from Finnemann (2001).